Alvissmal. Forschungen zur mittelalterlichen Kultur Skandinaviens: 5 1995

Anne Heinrichs

Die jüngere und die ältere Þóra: Form und Bedeutung einer Episode in Haukdœla þáttr

D

ie Sturlunga saga, das große Kompilationswerk über Vorgänge auf Island im zwölften und dreizehnten Jahrhundert, wichtiger Bestandteil der samtíðarsögur, hat in letzter Zeit große Beachtung erfahren und ist besonders durch die Neunte Sagakonferenz in Akureyri 1994 zentral ins Blickfeld gerückt. In seinen philologischen und textkritischen Untersuchungen hat schon Björn Magnússon Ólsen aus den schwer zu ordnenden Textmassen den von ihm so benannten Haukdœla þáttr als gesonderten Teil erkannt und die Hypothese aufgestellt, der Haukdœla þáttr sei einer zu erschließenden Gizurar saga og Skagfirðinga entnommen (1902, 304–83); diese Hypothese wurde von Pétur Sigurðsson abgelehnt (1928; 1933–35, 24–31), der statt dessen annahm, daß der Haukdœla þáttr — wie auch der Geirmundar þáttr heljarskinns und einige andere Teile — vom Kompilator des Zyklus selber verfaßt worden sei.1 Úlfar Bragason beklagt in seiner Dissertation von 1986, daß die beiden þættir in der Forschung meist nur dazu beigetragen haben, den mutmaßlichen Kompilator der Sturlunga zu identifizieren. Die enge Betrachtung wurde im wesentlichen durch zwei neue Aspekte erweitert, (a) daß der Kompilator auch als kreativer Autor zu würdigen sei (Bragason 1986; Tranter 1987; Krömmelbein 1994) und (b) daß neben den bisher vorwiegend historischen Interessen für Sturlunga ihre literarischen Qualitäten viel stärker zu berücksichtigen und zu bewerten seien.2 Die folgende Untersuchung schließt sich dieser Richtung an, betont jedoch die Frage einer speziellen Autorschaft nicht übermäßig, sondern nimmt statt dessen die Aussagekraft des Textes als solchen zur Richtschnur. Im Mittelpunkt steht die Þóra-Episode, der Bericht von den beiden Töchtern gleichen Namens des Elternpaares Guðmundr gríss und Solveig Jónsdóttir, die den Haukdœla þáttr abschließt. Sie wurde — meist nur als Bestandteil des þáttr — ebenfalls in letzter Zeit

1. Zur Lage der Forschung siehe den Abriß von Úlfar Bragason (1986, Kap. 2), insbesondere den Abschnitt “The Composition of Sturlunga, the Problems of Authorship and of Dating” (16–24). In Hinsicht auf den Geirmundar þáttr siehe zuletzt Krömmelbein 1994, 33–35. 2.

Hier ist besonders Bragason 1986 zu erwähnen.

alvíssmál 5 (1995): 3–28

4

Anne Heinrichs

häufiger berücksichtigt;3 doch rechtfertigt sich eine weitere Behandlung durch eine genaue Textanalyse mit dadurch gewonnenen Erkenntnissen, die teilweise zu neuen Beurteilungen führen. Die Sturlunga saga ist in zwei Handschriften überliefert — Króksfjarðarbók AM 122a fol. und Reykjarfjarðarbók AM 122b fol. — und enthält den Haukdœla þáttr als Einschub zwischen Kap. 11 und 12 von Sturla Þórðarsons Íslendinga saga.4 Er findet sich in der maßgeblichen Edition von Kristian Kålund (1906–11, 243–51), die von mir herangezogen wurde. In der Ausgabe von Jón Jóhannesson, Magnús Finnbogason und Kristján Eldjárn, nach der ich im folgenden zitiere, wurde entgegen wissenschaftlichen Gepflogenheiten der Haukdœla þáttr aus dem handschriftlichen Zusammenhang herausgenommen und im Anschluß an die “Ættartölur” eingerückt (1946, 1:57–62). In der neuesten isländischen Ausgabe von Örnólfur Thorsson et al. (1988a, 190–95; 1988b) wurde diese editorische Maßnahme wieder zurückgenommen. Ich habe dankbar von den vorzüglichen Hilfsmitteln dieser Ausgabe Gebrauch gemacht: Jahreszahlen, Genealogien, Landkarten, Registern etc.5

Genealogien als Quelle für die Bedeutung der Haukdœlir und Svínfellingar Um der Bedeutung der Þóra-Episode gerecht zu werden, wird zunächst das personelle Umfeld dieser Frauen untersucht. Der Haukdœla þáttr selbst lenkt den Blick in diese Richtung; aus dem ersten Teil, der aus vielen schriftlichen Quellen zusammengestellten, genealogisch orientierten Übersicht, läßt sich ein Bild des historischen und kulturellen Hintergrunds des Haukdœlirgeschlechts herausfiltern. Wie im Film erhält man zuerst die Totale mit vielen Figuren und sodann, nahegerückt, das Bild der beiden jungen Mädchen. Durch den Beginn mit dem Landnehmer des Geschlechts werden Anfang und Ende des Freistaates verbunden, wobei das Ende durch den Sohn der jüngeren Þóra, Gizurr jarl Þorvaldsson, markiert ist. Der Enkel des Landnehmers, Gizurr hvíti, spielte bei der Einführung des Christentums eine wichtige Rolle, indem er bei der Beschlußfassung auf dem Alþingi (1000 oder 999) die christliche Partei unterstützte. Sein Name steht für den großen kulturellen Umbruch, der die Wikingerzeit beendete. Sein Sohn Ísleifr wurde in Skálholt der erste Bischof Islands (1056–81), und sein Enkel Gizurr folgte dem Vater auf dem Bischofsstuhl (1082–1118). Beide dienten also der Konsolidierung des Christentums, Gizurr besonders, da er — eher 3. Erwähnt seien hier Úlfar Bragason (1986, 170–75; 1991) und mit ihrer speziellen Untersuchung über die Þóra-Episode Guðrún Ingólfsdóttir (1994). 4. Die Kapitelangaben stammen aus Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946. Siehe dort auch den Abschnitt über Haukdœla þáttr in Jón Jóhannesson, “Um Sturlunga sögu” (2:xxv–xxvi). 5. Kritisch sei angemerkt, daß gerade im Text des Haukdœla þáttr die Jahreszahlen am Rand falsch angegeben sind; statt 1156, 1180, 1182, 1196 muß es heißen: 1056, 1080, 1082, 1096 (Thorsson et al. 1988a, 190–91).

Die jüngere und die ältere Þóra

5

als in irgend einem anderen skandinavischen Land — schon 1097 auf Island den Zehnten einführte (vgl. Foote [1975] 1984, 112).6 Doch erfolgte durch die enge Verbindung der hofðingi-Geschlechter mit der Kirche auch eine Stärkung ihrer persönlichen und familienspezifischen Machtinteressen, die dann im dreizehnten Jahrhundert nach einer von außenpolitischer Seite erfolgenden Verstärkung der Kirche zu turbulenten, blutigen Machtproben führte. Zum Namengeber des Geschlechts der Haukdœlir wurde der Hof Haukadalr, als Teitr, der dritte Sohn des Bischofs Gizurr, den Hof von seinem fóstri übernahm. Dort wuchs auch Ari inn fróði auf, von dem viele dieser Angaben stammen. Hier wurde nach dem Tode seines Vaters, Hallr Teitsson, Gizurr logsogumaðr (Amtszeit 1181–1200) Hausherr, der Großneffe des Bischofs Gizurr, ein namhafter Mann mit Verbindungen nach Norwegen und Südeuropa, Verfasser eines lateinischen Reisebuches, das aber nicht erhalten ist. Die drei Letztgenannten, Teitr, Hallr und Gizurr, hatten kirchliche Weihen, Gizurr die des Diakons, die anderen die eines Priesters. Als prestr ausgewiesen sind die meisten Vertreter der großen Geschlechter, obwohl sie das Amt als solches selten ausübten.7 Gizurr Hallsson hatte sehr viele Kinder, eheliche und uneheliche, von denen einer Abt und ein anderer Bischof wurde und die somit die Reihe hoher Kirchenämter in diesem Geschlecht fortsetzten. Der älteste legitime Sohn war Þorvaldr, dessen Mutter Álfheiðr Þorvarðsdóttir aus dem Geschlecht der Moðruvellingar stammte. Mit ihm schließt die Genealogie, da er als Protagonist in der Þóra-Episode auftritt. Als Übergang wählt der Autor den Hinweis auf Þorvaldrs erste Ehe. Die Besonderheit dieser Ehe war im Text schon vorher in der Íslendinga saga ausführlich erklärt worden: Þá hafði Þorvaldr Gizurarson fengit Jóru, dóttur Klængs biskups ok Yngvildar Þorgilsdóttur. Þeim var meinuð samvista af kennimönnum. Fór Þorvaldr útan nökkuru síðar, ok leyfði erkibiskup, at þau skyldi ásamt vera tíu vetr þaðan frá. En at liðnum tíu vetrum skyldi þau skilja, hvárt er þeim væri þat þá blítt eða strítt. En þau unnust allmikit, ok þó játar Þorvaldr þessu. (Íslendinga saga Kap. 3; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:230) [Damals hatte Þorvaldr Gizurarson Jóra, die Tochter des Bischofs Klængr und der Yngvildr Þorgilsdóttir, geheiratet. Ihnen wurde von der Geistlichkeit die Ehegemeinschaft verboten. Etwas später fuhr Þorvaldr nach Norwegen, und der Erzbischof gab die Erlaubnis, daß sie von da an zehn Jahre zusammenleben könnten. Aber wenn die zehn Jahre verstrichen seien, sollten sie sich trennen, sei es ihnen nun lieb oder leid. Sie liebten sich jedoch sehr, und trotzdem willigt Þorvaldr ein.]8 6. In seinem Aufsatz “Aachen, Lund, Hólar” ([1975] 1984) gelingt es Peter Foote, die in den Quellen wenig behandelte Zeit des elften und der ersten Hälfte des zwölften Jahrhunderts aufzuhellen, indem er die kirchlichen Beziehungen Islands zum mitteleuropäischen Raum heranzieht. 7. Fast könnte es scheinen, daß die nafnbót (Erhöhung im Rang) goði, die in den Íslendinga sögur so oft erscheint (z.B. Snorri goði), durch die Hinzufügung prestr eine Art Ersatz fand. Für Geschlechtsoberhäupter, die goðorð-Inhaber waren, ist die Bezeichnung goði selten. Doch solange dies nicht hinreichend untersucht ist, bleibt es eine offene Frage. 8. Alle Prosaübersetzungen stammen von mir, doch habe ich einige gelungene Wendungen von Baetke ([1930] 1967) übernommen.

6

Anne Heinrichs

In dieser Passage fehlt die Nennung des Wohnortes Hruni und der fünf Söhne aus dieser Ehe, die im Überleitungsabschnitt unmittelbar vor der Þóra-Episode angegeben sind. In einem weiteren Absatz, der die beiden Teile dieser Episode trennt, wird fast wörtlich auf den obigen Bericht Bezug genommen; die zehn Jahre waren inzwischen vergangen, und dann heißt es weiter über Þorvaldr: ok sagði hann svá, at aldri hefði hann henni meira unnat en þá ok hann vissi eigi víst, hvárt hann fengi af sér at skilja við hana eftir því, sem hann hafði heitit erkibiskupi. (Haukdœla þáttr Kap. 5; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:62) [und er sagte, daß er sie niemals mehr geliebt habe als dazumal, und er wüßte nicht mit Bestimmtheit, ob er es über sich bringe, sich von ihr zu trennen, wie er es dem Erzbischof gelobt hatte.]

Von wirklich starker ehelicher Liebe ist in der Sturlunga saga nicht oft die Rede.9 Hier klingt schon fast etwas wie Rührung an und gleichzeitig etwas wie eine Bedrohung für die zweite Ehe mit der jüngeren Þóra. Es ist sehr schwierig, aus den verstreuten Angaben der Sturlunga saga eine Biographie Þorvaldr Gizurarsons zu entwerfen — eine Aufgabe, die hier nicht geleistet werden kann. Nach der Erwähnung seiner Heirat mit Jóra (1186) tritt er drei Jahre später bei dem Bericht vom Tode Þorlákr Þórhallssons, des tatkräftigen Bischofs von Skálholt (1178–93) und späteren Heiligen, auf. Kurz vor seinem Ende hatte der Bischof Gizurr Hallsson zu sich gebeten als Freund und Helfer. Man erfährt, daß Þorlákr die Söhne Gizurrs schätzte und Þorvaldr und seinen wohl jüngeren Bruder Magnús zu Priestern weihte. Außerdem wird dem Bischof Þórlákr eine lobende Beurteilung dreier Männer zugeschrieben, die er am meisten schätzte — ein Zitat, das für die Þóra-Episode wichtig ist: Þrjá menn virði Þorlákr biskup mest (ok hafa þeir trautt orðit alllíkir öðrum mönnum vel flestum). Var einn Páll, systursonr hans, er var inn næsti biskup eftir hann í Skálaholti, annarr var Þorvaldr Gizurarson, er síðan var inn mesti höfðingi, — (ok váru honum flestir hlutir betr gefnir en þeim öðrum, er honum váru samtíða,) — þriði Guðmundr gríss (Prestssaga Guðmundar góða Kap. 15; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:139–40)10 [Drei Männer schätzte Bischof Þórlákr am meisten (und schwerlich ließen sie sich den allermeisten anderen Männern vergleichen). Der erste war Páll, der Sohn seiner Schwester, welcher in Skálholt der nächste Bischof nach ihm wurde; der zweite war Þorvaldr Gizurarson, der später eine überragende politische Persönlichkeit wurde, — (der in den meisten Dingen eine glücklichere Hand hatte als seine Zeitgenossen), der dritte Guðmundr gríss]

9. Doch gibt es ähnliche Hinweise für die ehelichen und nicht-ehelichen Partnerschaften zwischen Snorri Sturluson und Hallveig Ormsdóttir, Sighvatr Sturluson und Halldora Tumadóttir und Gizurr Þorvaldsson und Gróa Álfsdóttir. 10. Die eingeklammerten Teile in dem obigen Zitat, wie auch der von mir weiter unten (8–9) zitierte Zusatz zu Guðmundr gríss, stammen aus Reykjarfjarðarbók (siehe Kålund 1906–11, 220). Bei den letzten beiden isländischen Editionen wurden sie nicht als solche gekennzeichnet. Ich schließe daraus, daß die Editoren — wie auch Kålund — annehmen, daß sie in Króksfjarðarbók ausgelassen wurden. Es ist aber möglich, daß sie erst aus sicherer Kenntnis des weiteren Verlaufs hinzugefügt wurden.

Die jüngere und die ältere Þóra

7

Aus diesem Kapitel der Prestssaga Guðmundr góða geht deutlich die enge Verbindung der Haukdœlir mit dem Bischofsstuhl in Skálholt hervor. Für Þorvaldr, der zusätzlich noch Kanonikus in dem von ihm gegründeten Kloster Viðey war, ergibt sich neben der kirchlichen Verbundenheit aus der von mir ziemlich frei übersetzten Stelle eine starke Betonung seiner politischen und sozialen Leistungen. (Bei seinem Namen fehlt, soweit ich sehe, stets der Zusatz prestr.) Er wurde zu einer Persönlichkeit, die sich relativ wenig in die kämpferischen Auseinandersetzungen der Sturlungenzeit hineinziehen ließ, doch bei wichtigen Entscheidungen fast immer beteiligt war und vielfach als Vermittler zwischen den streitenden Parteien wirkte.11 Auch die Ehe der älteren Þóra, die in der Þóra-Episode nicht besonders kommentiert wird, ist bereits in den früheren Genealogien erwähnt (“Ættartölur” Kap. 4; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:53–54). Sie heiratete in das fast den ganzen Osten Islands beherrschende Geschlecht der Svínfellingar, ein Godengeschlecht wie auch die Haukdœlir. Ihr Mann Jón Sigmundarson, der bei der Hochzeit wohl relativ jung war, hatte mit Þóra einen Sohn und zwei Töchter. Obwohl er nach ihrem frühen Tod — 1203, also nach etwa sechs Jahren Ehe — noch einmal heiratete und im ganzen sechs Kinder hinterließ, muß auch er ziemlich früh gestorben sein (1212). Während Jóns Vater in der Sturlunga saga keine Rolle spielte, nahm sein Onkel Sigurðr Ormsson, der diesen Neffen weit überlebte († 1235), einen wesentlichen Anteil an den turbulenten Ereignissen um Guðmundr Arason, Bischof von Hólar. Als Sigurðr nach dem Norden übersiedelte, verkaufte er den Hof Svínafell mit dem dazugehörigen Godenamt an Jón, der dort mit Frau und Kindern seinen Wohnsitz nahm. An dieser Stelle wird nachgeholt, was in der Þóra-Episode nicht ausdrücklich zur Sprache kam: eine förmliche Anzeige seiner Heirat mit “Þóru ina ellri, dóttur Guðmundar gríss ok Solveigar Jónsdóttur” mit nachfolgenden genealogischen Angaben über ihre Kinder (Íslendinga saga Kap. 13; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:239).12 Die Ehemänner der beiden Þóras entstammen also hoch angesehenen Geschlechtern, die sich beide durch kirchlichen Einfluß und weltliche Macht auszeichneten.

11. Bei dem Entwurf einer Biographie über Þorvaldr Gizurarson besteht eine große Schwierigkeit darin, daß man — wie in den meisten Fällen — sein Geburtsdatum nicht kennt. Er ist 1235 nach einem langen erfolgreichen Leben gestorben. Setzt man schätzungsweise seine Geburt in das Jahr 1165, dann war er bei der Heirat mit Jóra (1186) etwa 21 Jahre alt, beim Tode Bischof Þorlákrs etwa 28 und bei der Heirat mit der jüngeren Þóra etwa 31 Jahre alt. Sein Schwiegervater Guðmundr gríss starb 1210; wenn seine Töchter — die beiden Þóras — 1196, als sie sich über ihre Heiratsaussichten unterhielten, sagen wir sechzehn und siebzehn Jahre alt waren, hätte die jüngere Þóra einen Mann geheiratet, der ungefähr doppelt so alt war wie sie. Man ist meist geneigt, von Generationen zu sprechen, wenn Erzählungen über Personen sich über einen längeren Zeitraum erstrecken; aber es kommt immer wieder vor, daß Generationen sich überlappen und dadurch die Übersicht erschwert wird. 12. Aus dem Faktum, daß zur älteren Þóra in der Þóra-Episode keine genealogischen Angaben gemacht werden, zieht Guðrún Ingólfsdóttir zu weitgehende feministische Schlüsse (1994); auch diese Þóra hatte keine andere Wahl als zu heiraten und für Nachkommenschaft einzustehen.

8

Anne Heinrichs

Genealogischer Hintergrund der beiden Eltern Die Herkunft der beiden Þóras bringt zwei weitere Geschlechter ins Spiel, von denen die Mutterseite entschieden bedeutender war als die Vaterseite. Denn Solveig war die legitime Tochter von Jón Loptsson aus seiner Ehe mit Halldóra Brandsdóttir, entstammte also dem berühmten Geschlecht der Oddaverjar. Jón Loptsson († 1197) galt zumindest in seinen späteren Jahren als der ungekrönte König von Island.13 Hinzukam, daß seine Mutter Þóra eine illegitime Tochter von Magnús berfœttr, dem König von Norwegen, war (siehe Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 2:329, “3. ættskrá, Oddaverjar a”). Auf Oddi hatte schon sein Großvater Sæmundr hinn fróði († 1133) gewohnt, und bekanntlich wurde dort Snorri Sturluson als Jóns fóstri von seinem dritten Lebensjahr bis zur Volljährigkeit erzogen. Jón Loptsson spielte seine weltliche Macht gegen die Kirche aus, indem er den Befehlen des Bischofs Þorlákr von Skálholt trotzte und sein Konkubinat mit Ragnheiðr, der Schwester des Bischofs, aufrechterhielt. Immerhin wurde ihrer beider Sohn Páll später Bischof von Skálholt. Zusammenfassend läßt sich sagen, daß die Oddaverjar ebenfalls kirchlichen Einfluß und weltliche Macht ausübten und noch dazu eine Wissenschaftstradition anzubieten hatten, die außerhalb der Klöster und Bischofssitze bestand. Ob Solveig mehr mitbrachte als das Prestige ihrer Familie, ist uns nicht bekannt. Es ist auffällig, daß es sowohl in der Sturlunga saga als auch in den biskupa sögur zu Guðmundr gríss keine genealogischen Angaben gibt. Einige Aufschlüsse vermittelt uns die Landnámabók: In S und H wird sein Geschlecht zwar auf einen Landnahmemann zurückgeführt, aber auffälligerweise gehen gerade die letzten Generationen über weibliche Linien bis hin zu seiner Mutter Þóra, die mit einem Ámundi Þorgeirsson verheiratet war. In H wird sein Geschlecht zusätzlich so weitergeführt, wie wir es aus der Sturlunga saga kennen (Benediktsson 1968, 178–81).14 Eine weitere Unklarheit besteht in der Frage, mit welchen Funktionen sein Wohnsitz auf Þingvellir verbunden war.15 Unzweideutig ist aber seine Beziehung zur Kirche. In dem oben (6) anläßlich des Todes von Bischof Þorlákr angeführten Zitat heißt es nämlich: “þriði Guðmundr gríss, er fleira veitti fyrir guðs

13. Die Formulierung stammt von Halldór Hermannsson (1932, 11), der eine eindrucksvolle Darstellung der Oddaverjar und insbesondere von Jón Loptsson gibt. 14. Mir ist nicht bekannt, wie Jón Jóhannesson et al. in der “8. ættskrá, Ámundaætt” (1946, 2:333) zu einer Herleitung des Geschlechts von Ámundi Þorsteinsson Síðu-Hallssonar gekommen sind. In die Edition von Örnólfur Thorsson et al. (1988a, 1988b) wurde ein solcher Sachverhalt nicht aufgenommen. 15. Mit aller Vorsicht möchte ich darauf verweisen, daß es kaum Hinweise gibt, daß Guðmundr gríss ein Godentum hatte. Sein Sohn Magnús hatte zwar den selten gebrauchten Namenszusatz goði, und in einer Episode heißt es, daß er während des Alþingi die Allsherjarbúð bezogen hatte (Íslendinga saga Kap. 34; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:267). Aber beide Fakten könnten auf weniger bedeutsamen Ursachen beruhen, die wir nicht kennen. Wenn es keine zusätzlichen Dokumente gibt, kann man m.E. nicht so weitreichende Schlüsse ziehen.

Die jüngere und die ältere Þóra

9

sakir en flestir menn aðrir, en gerði síðan eftir guðspjalla boðorðum, skilðist við á einum degi allt fé sitt ok ástmenn ok gekk þá í munklífi” [der dritte, Guðmundr gríss, der um Gottes willen mehr leistete als die meisten anderen Menschen und später nach den Geboten des Evangeliums handelte: Er trennte sich an einem Tage von seinem ganzen Vermögen und von seinen Lieben und trat in das Mönchsleben ein] (Prestssaga Guðmundar góða Kap. 15; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:140). Alle Angaben zu Guðmundr gríss’ Verhalten an seinem Lebensende finden sich ebenfalls nur in Reykjarfjarðarbók. Diese Würdigung seines religiös bestimmten Lebens, die ihn in eine Reihe mit den Nachfolgern Jesu stellt (Mat. 4.22, 19.20–21; Mark. 10.21, 10.28–30; Luk. 18.29–30), wird dadurch noch vertieft, daß er in den Mirakeln der Þorláks saga als Zeuge eines Heiligenwunders auftritt (Jónsson 1953, 1:79; als Variante 1:88). Er wird hier als “mágr Páls byskups” — Solveig war Pálls Halbschwester —, als Freund des Bischofs Þorlákr und in der Variante als Großvater des Bischofs Árni bezeichnet. Die Aussage eines solchen Mannes mag beträchtlich zu Þorlákrs Heiligsprechung beigetragen haben. Sein Prestige beruht also auf seiner Bedeutung für die Kirche und — wie bei Hvamm-Sturla — des weiteren darauf, daß er mit Solveig Begründer eines bedeutenden weitverzweigten Geschlechts wurde, einmal über die beiden Töchter und zum anderen über die Söhne Þorlákr und Magnús goði. Þorlákrs Nachkommen stiegen zu hohen Kirchenämtern auf (siehe Prestssaga Guðmundar goða Kap. 15; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:140). Die Genealogien könnten auch einen Hinweis auf das selten vorkommende und nirgendwo erklärte Faktum geben, daß beide Töchter Þóra heißen.16 Wie schon erwähnt, trugen sowohl Guðmundr gríss’ Mutter als auch Solveigs Großmutter diesen Namen. Es spricht vieles dafür, daß der Vater nach der Geburt seiner ersten Tochter darauf bestand, sie nach seiner Mutter zu nennen. Dann gab Solveig bei der zweitgeborenen den Ausschlag, denselben Namen zu wählen. Jón Loptsson hatte anscheinend unter seinen vielen illegitimen Nachkommen nur Söhne (siehe Thorsson et al. 1988b, 78, “Ætt Sæmundar fróða”); bei ihm hätte man eine Þóra bestimmt erwartet; Solveig holte es nach. Daß es die jüngere Þóra war, die nach ihrer Urgroßmutter, der königlichen Prinzessin, so benannt wurde, geht daraus hervor, daß ihr Sohn Gizurr jarl als “skutilsveinn Hákonar konungs, frænda síns” [Angehöriger des Gefolges König Hákons, seines Verwandten] bezeichnet wurde (Íslendinga saga Kap. 121; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:402). In Landnámabók H (siehe oben) wird nur eine Tochter von Guðmundr gríss genannt, und zwar “Þóra móðir Gizurar jarls” [Þóra, Mutter von Gizurr jarl] (Benediktsson 1968, 181).

16. Sighvatr Sturluson und Halldóra Tumadóttir nennen ihren ältesten Sohn Tumi; nach seinem frühen Tod wird der letzte Sohn so benannt. Sturla Sighvatsson hatte zwei Töchter namens Þuríðr, eine legitime und eine illegitime (siehe Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 2:342, “19. ættskrá”).

10

Anne Heinrichs

Erzähltechnischer Aufbau und Interpretation der Þóra-Episode Nach Nennung der beteiligten Personen, die bereits vorgestellt wurden, erfolgt die Mitteilung, daß beide Þóras im heiratsfähigen Alter waren und in jeder Hinsicht gute Partien darstellten. Als Lokalität für den folgenden Dialog der beiden wird uns die abgelegene Almannagjá auf den Þingvellir vor Augen geführt, durchflossen von der Öxará, in der die Töchter des Hofbesitzers von Þingvellir ihr Leinen zu waschen pflegten. Daß dieser Ort eine Art Symbolkraft für das Geschlecht der Haukdœlir besitzt — ganz abgesehen von seiner Bedeutung für Island überhaupt—, wird aus dem ersten Absatz der einführenden genealogischen Bemerkungen ersichtlich, wo es heißt, daß während der Landnahme eine Axt ins Wasser fiel, die dem Fluß den Namen gab, mit der zusätzlichen Angabe: “Sú á var síðan veitt í Almannagjá ok fellr nú eftir Þingvelli” [Dieser Fluß wurde später in die Almannagjá geleitet und fließt nun bei Þingvellir] (Haukdœla þáttr Kap. 1; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:57). Es ist nicht nur die abgelegene Stelle, die für das intime Gespräch benötigt wird, sondern auch ihr Symbolwert, der der Episode den Unterton großer Bedeutung gibt. Der spielerische Beginn sollte nicht darüber hinwegtäuschen, daß es sich bei dem Gespräch um eine ernsthafte Zukunftserforschung handelt. Þat var einn dag, er þær váru þar staddar at skemmta sér við ána, þá tók Þóra in ellri til orða: “Hvat ætlar þú, systir, hversu lengi þetta mun vera, at eigi verði menn til at biðja okkar, eða hvat ætlar þú, at fyrir okkr muni liggja?” “Þar ber ek litla hugsun fyrir,” segir in yngri Þóra, “því at ek uni allvel við, meðan svá búit er.” “Svá er ok,” segir in ellri Þóra, “at hér er sæmiligt at vera með föður ok móður, en eigi er hér glaðværi eða svá unaðsamligt at vera fyrir þat.” “Svá er víst,” segir in yngri Þóra, “en eigi er víst, at þú unir þá betr, er þessu bregðr.” “Nú þá,” segir inn ellri Þóra, “gerum vit okkr hér af gaman ok reynum hugspeki okkra. Seg mér, hvat þú myndir kjósa, hverr maðr helzt bæði þín, því at þat þykkjumst ek vita, at eigi munim vit allan aldr ógiftar heima sitja.” “Enga þörf ætla ek á því,” segir in yngri Þóra, “því at allt mun ætlat fyrir, ok gerir því ekki hugsan fyrir slíku at bera eða geipa þar um nökkut.” “Nú er þat víst,” segir in ellri Þóra, “at þat er ákveðit, er minna háttar er en forlög manna. En þó vil ek eigi at síðr, at þú segir mér, hvat þú myndir kjósa, hvat fyrir þér lægi.” “Hitt ræð ek,” segir in yngri Þóra, “at vit látim þetta tal niðr falla, því at brátt ferr orð, er um munn líðr.” “Ekki þykkir mér undir,” segir in ellri Þóra, “þótt hér gerist nökkut söguligt af, ok mun ek segja þér fyrr, hvat ek vilda mér kjósa, ef þú vill þá síðan segja mér.” “Þú ert fyrir okkr,” segir in yngri Þóra, “ok skaltu af því víst segja mér fyrr, með því at þú vill þó, at eigi falli hér niðr geipan sjá.” “Þat vilda ek,” segir in ellri Þóra, “at Jón Sigmundarson riði hingat ok bæði mín ok honum væra ek gefin.” In yngri Þóra svarar: “Víst hefir þú at því hugat at láta þann eigi undan ganga, er nú

Die jüngere und die ältere Þóra

11

þykkir beztr karlkostr vera, ok vildir þú því fyrr kjósa, at þú sátt, at þá vandaðist körit. Nú er þat miklu torveldligra ok ólíkligra, er ek vilda, at væri. Þat vilda ek, at Jóra biskupsdóttir andaðist, en Þorvaldr Gizurarson færi hingat ok bæði mín.” “Hættum þessu tali,” segir in ellri Þóra, “ok getum eigi um.” (Haukdœla þáttr Kap. 5; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:61–62) [Eines Tages, als sie sich dort aufhielten, um sich am Fluß zu vergnügen, nahm die ältere Þóra das Wort: “Was meinst du, Schwester, wie lange es sein wird, bis Männer um unsere Hand anhalten, oder was glaubst du, das für uns in der Zukunft bestimmt ist?” “Darüber mache ich mir keine Gedanken”, sagt die jüngere Þóra, “denn ich bin sehr damit zufrieden, solange alles so bleibt.” “Es stimmt”, sagt die ältere Þóra, “hier bei Vater und Mutter zu sein, ist schicklich für uns; aber hier fehlt alle Munterkeit, und deswegen stört es mich.” “So ist es”, sagt die jüngere Þóra, “aber es ist gar nicht sicher, daß du dann zufriedener bist, wenn sich dies ändert.” “Nun denn”, sagt die ältere Þóra, “machen wir uns doch hier den Spaß, unsere Klugheit zu erproben. Sag mir, wie deine Wahl wäre und welcher Mann am liebsten um deine Hand anhalten sollte; denn das weiß ich wohl, daß wir nicht immer unverheiratet zu Hause sitzen werden.” “Dafür habe ich keinen Bedarf”, sagt die jüngere Þóra, “denn alles wird vorherbestimmt sein, und ich bin daher nicht bereit, mir über so etwas Gedanken zu machen oder Unsinn darüber zu reden.” “Gewiß ist es so”, sagt die ältere Þóra, “daß manches Geringere vorherbestimmt ist als das Schicksal der Menschen; trotzdem will ich, daß du mir sagst, welches Los du dir wählen würdest.” “Dies ist mein Rat”, sagt die jüngere Þóra, “daß wir dieses Gespräch fallen lassen; denn schnell verbreitet sich ein Wort, das über die Lippen geht.” “Mir macht es nichts aus”, sagt die ältere Þóra, “wenn hieraus etwas Erzählenswertes entsteht. Und so werde ich dir zuerst sagen, was ich mir wählen wollte, wenn du es mir dann danach sagen willst.” “Du bist die erste von uns beiden”, sagt die jüngere Þóra, “und gewiß sollst du es vor mir sagen, da du durchaus darauf bestehst, daß dieser Unsinn hier nicht aufhört.” “Das möchte ich”, sagt die ältere Þóra, “daß Jón Sigmundarson hierher geritten käme und um mich anhielte und ich ihm verlobt würde.” Die jüngere Þóra antwortet: “Gewiß hast du gedacht, dir den nicht entgehen zu lassen, der nun als der beste Bewerber gilt, und daher wolltest du zuerst wählen, da du bemerktest, daß dann die Wahl schwierig würde. Viel schwieriger und unwahrscheinlicher ist das, was ich herbeiwünsche. Ich wollte, daß Jóra Bischofstochter stürbe und Þorvaldr Gizurarson käme hierher und hielte um mich an.” “Hören wir auf mit diesem Gespräch”, sagt die ältere Þóra, “und laß uns nichts davon erzählen.”]

Meines Wissens wurde der Dialog bisher nie genau auf seinen Aufbau hin untersucht, sondern zumeist als unverbindliche Plauderei zweier junger Mädchen betrachtet. Eng damit verknüpft ist die Frage nach der mündlichen Überlieferung, die besonders von isländischen Forschern als ziemlich selbstverständlich angesehen wird. Demnach hätte eine von beiden später nach dem Gedächtnis davon berichtet haben müssen, eher wohl die jüngere Þóra, da sie viel älter als ihre

12

Anne Heinrichs

Schwester wurde. Ich habe da meine Zweifel; denn es läßt sich eine streng durchgeführte literarische Gestaltung nachweisen.17 Der Dialog besteht aus dreizehn Repliken, von denen die letzte nur eine Abschlußformel enthält. Die erste und die zwölfte unterscheiden sich von den anderen durch die inquit-Formel, während alle mittleren völlig gleichlaufend und stereotyp “segir in ellri” bzw. “in yngri Þóra” einschieben, nachdem die Replik mit einem betonten Auftakt begonnen hat. Diese Art von fast ironisch klingender Gleichförmigkeit steht in krassem Gegensatz zum Inhalt der Repliken, die sich als Streitgespräch, als senna erweisen. Die zwölf Repliken lassen sich in drei Vierergruppen einteilen, die jeweils von der älteren Þóra eingeleitet und von der jüngeren beendet werden. In der ersten wird das Thema gesetzt: “Wie lange werden wir hier noch unverehelicht bleiben und wie wird unsere Zukunft aussehen?” Die Jüngere lehnt es ab, auf das Thema einzugehen, da es ihr zu Hause gut gefalle. Die Ältere pflichtet ihr scheinbar bei, findet den Zustand aber ziemlich langweilig. So endet die Jüngere mit einer düsteren Note, die ahnungsvoll auf die Zukunft der Schwester deutet: “Weißt du denn, ob es dir nach einer Änderung besser geht?” Doch die Ältere setzt das Gespräch unverdrossen fort; sie will sich den Spaß nicht verderben lassen und präzisiert das Thema: “Sag mir den Namen des Mannes, den du dir wünschst.” Noch energischer verweigert sich die Jüngere; was ihre Schwester gaman (Spaß) nennt, bezeichnet sie als geipan (Unsinn) und beruft sich massiv darauf, daß alles vorherbestimmt ist. Auf diese Idee geht die Ältere wiederum ein, doch verharmlost sie den Schicksalsbegriff durch Verallgemeinerung und bleibt bei ihrer Aufforderung. Nun verlangt die Jüngere entschieden den Abbruch des Gesprächs und führt noch als Grund an, daß das einmal gesprochene Wort sich schnell verbreite — ein Vorgang, den sie offensichtlich als gefährlich ansieht. Gerade an diese Vorstellung hält sich die Ältere, verkehrt ihre Wirkung aber ins Gegenteil — ihr wäre es nicht unerwünscht, wenn hieraus etwas Erzählenswertes (“söguligt”) entstünde — und schlägt dann vor, daß sie zuerst über ihre eigene Wahl spricht und danach die Schwester. Diese, zwar immer noch zögernd und von der Unsinnigkeit ihres Dialogs überzeugt, gibt endlich ihre Zustimmung. In fast lyrischer Formulierung nennt die Ältere den Mann ihrer Wahl: Jón Sigmundarson. Die von vornherein angelegte Spannung zwischen den beiden, die sich in der zweiten Dialoggruppe merklich steigerte, führt nach diesem Geständnis bei der Jüngeren zu offener Aggressivität. Ungerechtfertigt — denn sie hat ja jede Auskunft verweigert — wirft sie ihrer Schwester vor, sie habe sich nur deshalb vor ihr erklärt, weil sie den im Grunde einzig in Frage kommenden Mann für sich beanspruche, um ihr die Sache schwer zu machen. Tatsächlich sei ihr eigener

17. Für den genealogischen Teil des Haukdœla þáttr lassen sich schriftliche Quellen nachweisen, jedoch nicht für die Þóra-Episode. Als Alternative ergibt sich dann mündliche Überlieferung, und man sucht nach den mutmaßlichen Überlieferern; freie Erfindung wird von vornherein abgelehnt (siehe Sigurðsson 1928, 91; 1933–35, 29).

Die jüngere und die ältere Þóra

13

Zukunftswunsch etwas “viel Schwierigeres und Unwahrscheinlicheres” [miklu torveldigra ok ólíkligra], denn sie wünsche, daß Jóra biskupsdóttir stürbe und danach Þorvaldr Gizurarson um ihre Hand anhielte. Darauf bricht die ältere Þóra brüsk das Gespräch ab; es erscheint ihr keineswegs “söguligt”, sondern sie fordert, daß es niemals erwähnt wird. Meines Erachtens zeigt diese Reaktion schon jetzt, daß sie dieselbe Wahl getroffen hätte wie ihre Schwester, aber nicht den Mut hatte, der Rivalin Jóra den Tod zu wünschen.18 Zur Erklärung dieser komplizierten psychologischen Vorgänge schiebt der Erzähler den Bericht über das allgemein bekannte Eheverhältnis zwischen Þorvaldr Gizurarson und Jóra biskupsdóttir ein und fügt hinzu, daß die zehn Jahre nun vergangen seien, aber Þorvaldrs Liebe unverändert sei; es ließe sich sehr wohl denken, daß er die Ehe unerlaubt fortsetzen würde. Nur Jóras Tod ist also die Voraussetzung für eine neue Ehe, und der tritt tatsächlich ein. Der Bericht im zweiten Teil der Episode ist verhältnismäßig kurz. Die beiden Männer reiten zusammen, um im Westen Geschäfte zu erledigen, und übernachten als Gäste auf Þingvellir. Die beiden Töchter des Hauses haben einen solchen Eindruck auf sie gemacht, daß sie beim Weiterreiten darüber sprechen. Aber nicht die Absichten der Männer werden zum Ausdruck gebracht, sondern wieder die Wünsche der jungen Frauen: Beide wollen jetzt ganz offen Þorvaldr zum Mann haben, da das Ehehindernis ja beseitigt ist. Da ersinnt die ältere Þóra ein Mittel, die Zukunft nach ihrem Willen zu beeinflussen. Der Plan ist an recht alltägliche Gewohnheiten der vier involvierten Personen geknüpft. Sie sorgt dafür, daß die beiden Männer während der Übernachtung bei der Rückkehr im gemeinsamen Bett der Schwestern schlafen. Die Ältere pflegte hinten im Bett zu schlafen und wußte, daß dies auch Þorvaldrs Gewohnheit war. Wenn er also ihre Schlafstelle einnimmt, scheint es ihr sicher, daß er um ihre Hand anhalten wird. Ihre Schwester reagiert wieder völlig gleichmütig darauf. Der Plan funktioniert auch nicht, da diesmal ausnahmsweise Jón Sigmundarson den hinteren Schlafplatz einnimmt, nachdem Þorvaldr ihm großzügig die Wahl gelassen hat.19 Die Episode endet damit, daß beide Männer um die Töchter des Hauses anhalten, und zwar Jón um die Ältere und Þorvaldr um die Jüngere. Abschließend folgen noch einige genealogische Angaben, die den Haukdœla þáttr abrunden. Die bisherige Textanalyse verfolgte besonders in Hinsicht auf die Dialogführung das Ziel, die individuelle Psychologie der beiden Schwestern zu ergründen. Sie stehen sich gleichsam gegenseitig im Wege, erschweren es sich gegenseitig,

18. Marvin Taylor widmet dem Thema “Discourse Termination” einen längeren Abschnitt (1992, 148–57). Leider hat Taylor den Haukdœla þáttr nicht in sein Corpus aufgenommen. Unser Beispiel würde der Form nach wohl am besten in die Rubrik 8.4 “No answer, refusal to give answer, speechlessness” passen, und das Motiv könnte als embarrassment oder jealousy gedeutet werden. 19. Der Witz der Geschichte ginge verloren, wenn die Männer vorher von dem Plan gewußt hätten, wie Guðrún Ingólfsdóttir meint (1994, 240). Wohl könnte der Vorgang — mutatis mutandis — bedeuten, daß Þorvaldr Jón Sigmundarson auch bei der Brautwahl freie Hand ließ.

14

Anne Heinrichs

zu einer inneren Klärung zu gelangen. Hier ließe sich die spöttische Weisheit aus Hávamál heranziehen: Meyiar orðum scyli mangi trúa, né því er qveðr kona; þvíat á hverfanda hvéli vóro þeim hiorto scopuð, brigð í brióst um lagit. (Hávamál 84; Neckel und Kuhn 1983, 30) [Dem Wort eines Mädchens soll keiner trauen, auch dem einer Frau nicht; denn auf wirbelndem Rad ward erschaffen ihr Herz und Unbestand in die Seele gelegt.] (Häny 1987, 49)

Bei der ausweichenden Taktik der beiden Schwestern spielt der Begriff des Schicksals eine große Rolle, der in einem größeren mentalitätsgeschichtlichen Rahmen gesehen werden soll.

Schicksalsverständnis Der Dialog ist durchsetzt von Schicksalsbegriffen verschiedener Art, die von beiden Schwestern gebraucht werden. Aber ihr Verhalten zur Bedeutung dieser Begriffe ist recht verschieden. Die ältere Þóra erklärt die Zukunftserforschung für ein harmloses Vergnügen, eine Erprobung ihres Witzes (“hugspeki”); für hugspeki weist Króksfjarðarbók “hvgspæi” auf (siehe Kålund 1906–11, 249, Anm. 1) — wohl ein hapax legomenon — und verstärkt damit die prophetische Sichtweise. Was erforscht werden soll, ist zweimal mit “liggja fyrir” umschrieben und klingt recht beiläufig. Bei der jüngeren Þóra hingegen, die ja das ganze Unternehmen als Unsinn (“geipan”) abtut und so begründet: “því at allt mun ætlat fyrir” [denn alles ist vorherbestimmt], wird das Unabänderliche deutlich und damit die Machtlosigkeit des Menschen. Noch deutlicher tritt dies in ihrer letzten Replik im zweiten Teil der Episode hervor, in der zwei Schicksalsbegriffe kombiniert sind: “En þat mun verða um forlög okkur, sem áðr er fyrir ætlat” [Unser Schicksal wird sich so gestalten, wie es zuvor bestimmt ist] (Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:62). Auch die ältere Þóra kombiniert einmal den substantivischen Begriff forlög mit einem verbalen, indem sie sagt “þat er ákveðit, er minna háttar er en forlög manna” [vorherbestimmt ist, was von geringerer Bedeutung ist als das Schicksal der Menschen]. Damit setzt sie sich sozusagen von einem erhabenen Schicksalsbegriff (“forlög manna”) ab und nähert sich der Ebene des Aberglaubens (vergleiche Baetke 1965–68, s.v. “ákveðinn”: “festgesetzt; vorherbestimmt [durch Schicksal od. Zauber]”). Zweifellos spielt der altnordische Schicksalsbegriff seine größte Rolle in den Gattungen, die sich anheischig machen, ein Weltbild der heidnischen Zeit wiederzugeben, d.h. also in den Götter- und Heldenliedern der Edda und in den Íslendinga sögur. In dem heroischen Zeitalter, das sie widerspiegeln, galt das Schicksal

Die jüngere und die ältere Þóra

15

als bestimmende Macht für Götter und Menschen. Abgesehen von den Nornen weisen die meisten Begriffe auf das Wirken einer unpersönlichen Macht hin, die für den tragischen Untergang heroischer Persönlichkeiten verantwortlich gemacht wird. Es stellt sich nur die Frage, ob solche alten Vorstellungen im Haukdœla þáttr noch wirksam sind. Wenn es auch bei der Ehe nicht um Leben und Tod geht, also nicht um tragisches Geschehen, so setzt sie doch immer eine wichtige Lebensentscheidung voraus, wie das Verhalten der jungen Frauen zeigt. Zwei Ausdrücke sind es, die in diesem Zusammenhang am gewichtigsten erscheinen, nämlich “forlög” und das verbale “ætlat er” [es ist bestimmt]. Gehl (1939) hat als Anhang zu seinem Buch eine Liste der Schicksalsbegriffe in den germanischen Sprachen des Mittelalters zusammengestellt, die überwiegend dem altnordischen Literaturbereich entstammen, und zwar der Skaldik, Eddik und den Íslendinga sögur, während die Sturlunga saga nicht einbezogen wurde. Aus seiner Sammlung geht hervor, daß beide Ausdrücke häufig vertreten sind (forlog 49mal in der Prosa und zweimal in der Skaldik; ætlat er 25mal, undifferenziert); es wird deutlich, daß sie vorwiegend in der Prosa verwendet werden. Zu forlog vermerkt Gehl noch, es sei beschränkt auf die menschliche Sphäre und werde meist passivisch gebraucht (1939, 23).20 Im Þóra-Dialog werden beide Termini verwendet. Sie gehören in den rein menschlichen Bereich, tendieren zum religiös-christlichen Gehalt, behalten aber auch etwas vom numinosen Klang der heidnischen Zeit. Wäre der kulturelle Hintergrund rein christlich konzipiert, hätten die beiden Þóras sich wohl auf “Gottes Willen” oder die “göttliche Vorsehung” berufen müssen. So bleibt der Text in einem ambivalenten Schwebezustand. Zu einem ähnlichen Schluß kommt Glendinning, der in einem einleitenden Kapitel “Der Traum und der Schicksalsglaube” (1974, 20–28) eine ganze Reihe von Textbeispielen bringt, die einen Schicksalsglauben bezeugen, und zu dem Schluß kommt: “Wichtig ist nur die Feststellung, daß wir im wirklichen Leben auf Island im dreizehnten Jahrhundert einen Fatalismus antreffen, der allem Anschein nach ein Mischbegriff oder Zwischending ist, bei dem bald das Christliche, bald das Heidnische überwiegen konnte” (1974, 27). Die allmähliche Verdrängung des Schicksalsbegriffs durch den Glauben an göttliche Lenkung konnte nicht verhindern, daß Menschen sozusagen auf einer niedrigeren Bewußtseinsebene weiterhin mit solchen Begriffen operierten. In diesen Zusammenhang gehört die magische Schicksalsbewältigung, mit der sich die Ethnologie befaßt. Der Versuch der älteren Þóra, den von ihr gewünschten Þorvaldr Gizurarson doch noch zu bekommen, beruht auf dem Glauben an Berührungsmagie (engl. contagious magic), indem sie dem erwünschten Partner ihre Bettstelle zuweist und ihn so durch mittelbaren Kontakt in ihren Besitz zu

20. Da diese wenigen Hinweise schon äußerst wertvoll erscheinen, ist es umso bedauernswerter, daß es Gehl nicht vergönnt war, den von ihm geplanten zweiten Band seines Werkes zu schreiben. — Zu forlög siehe auch Cleasby und Vigfusson [1874] 1957, s.v. “forlag” ii “the very word conveys some Christian notion; örlög and sköp are solely heathen”.

16

Anne Heinrichs

bringen sucht.21 Diesem Vorgehen liegt ein primitives Analogiedenken zugrunde. Ob ihre Praktik, falls nach Plan verlaufen, Erfolg gehabt hätte, bleibt offen. Aber auch ihre Schwester ist nicht frei von Aberglauben, wie wir im Alltag diese Praktiken benennen. Denn das von ihr angeführte Sprichwort: “Brátt ferr orð, er um munn líðr” [Schnell verbreitet sich ein Wort, das über die Lippen geht] läßt sich nicht nur so deuten, daß sie die öffentliche Verbreitung ihres Gesprächs scheut, sondern auch in der Weise, daß ein einmal gesprochenes Wort im schädlichen Sinne auf den Sprecher zurückwirken kann. Ja, man könnte sogar ihr Gesamtverhalten auf solchen Aberglauben zurückführen: Es ist gefährlich, einen Wunsch auszusprechen, da er dann nicht in Erfüllung geht. Auf Drängen der Schwester äußert sie schließlich ihren Wunsch, dessen Realisierung aber den Tod eines Menschen voraussetzt. Wenn ihre Rivalin Jóra tatsächlich nach diesem Gespräch stirbt, so könnte auch hier die Idee zugrunde liegen, daß ein Tötungswunsch, in magischer Absicht gesprochen, sich erfüllt hat. Nirgends wird vermerkt, woran Jóra gestorben ist.

Schicksal und Geburt Es ist das Schicksal beider Schwestern, durch ihre Heirat in die Genealogien zweier großer Geschlechter eingereiht zu werden, und zwar in erster Linie durch die Geburten legitimer Kinder, vor allem durch die Geburt von Söhnen. Jede bringt nur einen Sohn zur Welt, die ältere Þóra Ormr Svínfellingr († 1241) und die jüngere Gizurr Þorvaldsson (1209–1268), der später auf Island als Erster den Jarlstitel erhielt. Die Þóra-Episode ist hauptsächlich auf die Biographie der jüngeren Þóra gerichtet, wie denn auch ihr Sohn an Bedeutung Ormr Svínfellingr weit überragt. Die Verbindung des Schicksalsgedankens mit der Genealogie wird auch bei der Erwähnung von Gizurrs Geburt, die etwa im Jahre 1209 erfolgt sein muß, zu einem bedeutsamen Element. Die kleine Episode ist nach dem Bericht vom Tode Kolbeinn Tumasons während der Kämpfe gegen Bischof Guðmundr Arason in die Íslendinga saga eingeschoben: Um vetrinn eftir Víðinessbardaga fæddi Þóra Guðmundardóttir, kona Þorvalds í Hruna, sveinbarn. Töluðu menn þá um við Þorvald, at hann skyldi láta kalla eftir Kolbeini. Þorvaldr svarar: “Eigi mun minn sonr verða jafnvel menntr sem Kolbeinn. En þó hafa þat vitrir menn mælt, at menn skyldi eigi kalla sonu sína eftir þeim mönnum, er skjótt verða af heimi kallaðir. Mun ek son minn láta heita Gizur, því at lítt hafa þeir aukvisar verit í Haukdælaætt, er svá hafa heitit hér til.” (Íslendinga saga Kap. 22; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:250) [Im Winter nach der Schlacht von Víðines gebar Þóra Guðmundardóttir, Þorvaldrs Frau in Hruna, einen Jungen. Die Leute redeten mit Þorvaldr darüber, daß er seinen Sohn

21. Siehe dazu die Artikel “Übertragungsmagie” und “Gesetz der Berührung” in Panoff und Perrin [1973] 1975, 296, 49–50. Die folgenden Überlegungen zum Aberglauben gehen auf eigene Erfahrungen zurück, derer man sich meistens schämt. Sie müssen früh in das eigene Bewußtsein übergegangen sein.

Die jüngere und die ältere Þóra

17

nach Kolbeinn benennen lassen sollte. Þorvaldr antwortet: “Mein Sohn wird nicht ebenso mannhaft sein wie Kolbeinn. Auch haben kluge Menschen gesagt, man solle seine Söhne nicht nach solchen Männern benennen, die allzu bald aus der Welt abberufen werden. Ich werde meinen Sohn Gizurr heißen lassen; denn diejenigen aus dem Geschlecht der Haukdœlir, die bisher so hießen, haben sich keineswegs als verächtliche Familienmitglieder erwiesen.”]

Dieser Einschub ist in der Forschung oft behandelt worden, doch haben Interpreten meist nur den zweiten Teil beachtet.22 Jedoch ist die Möglichkeit einer Wahl zwischen zwei Namen hier entschieden von besonderer Bedeutung. Warum konnte überhaupt Kolbeinn Tumason dem Kindesvater als Namengeber vorgeschlagen werden? Er war ein halbes Jahr vorher im Kampf für die Selbstbestimmung der Häuptlinge gegenüber den Machtbestrebungen des Bischofs Guðmundr Arason, die ihrerseits von der norwegischen Kirche gestützt wurden, gefallen. Sein Name vertrat die isländische Sache. Als Sohn der Schwester Þorvaldrs, der Þuríðr Gizurardóttir, gehörte er der näheren Verwandtschaft an, und Þorvaldr hatte seine Verpflichtung ihr gegenüber durch eine schnell vollzogene Rache für Kolbeinns Tötung anerkannt. (Der Sachverhalt war dies: Gereizt durch den bedeutungsgeladenen Satz: “Kolbeinn, þar ríðr biskup nú brott með virðing ykkra beggja” [Kolbeinn, dort reitet nun der Bischof weg mit eurer beider Ehre], stürzte Kolbeinn den Gegnern nach und fiel durch einen Steinwurf; da der Werfer nicht festgestellt werden konnte, veranlaßte Þorvaldr den Rachetotschlag an einem Bischofsanhänger [Íslendinga saga Kap. 21; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:248–49]). Da man nach altem Brauch gerne den Namen eines verstorbenen Verwandten wählte, wohl immer noch mit der im Unbewußten verankerten Vorstellung, daß dieser irgendwie in dem neuen Namensträger weiterleben und ihm seine sozial anerkannten Eigenschaften übertragen werde, hatte der Vorschlag gewiß seine Berechtigung. So wehrte ihn Þorvaldr auch äußerst vorsichtig ab, indem er zuerst Kolbeinns Tüchtigkeit anerkennt, jedoch diese Art nicht für seinen Sohn beansprucht und dann darauf hinweist, daß es nach beglaubtigten Aussagen nichts Gutes bedeuten könne, seinen Sohn nach einem so jung Gestorbenen zu benennen. Gerade aus dieser negativen Stellungnahme erfährt die tatsächliche Benennung seines Sohnes ihre Zukunftsaussage: Gizurr Þorvaldsson wird das norwegische Prinzip vertreten und damit den berühmten Namensträgern seines Geschlechts keineswegs Schande bereiten.23 Was der Autor hier dem Þorvaldr in den Mund legt, ist eine spásaga (Prophezeiung), die das spätere Verhalten Gizurrs rechtfertigt. Sie kann keine echte Überlieferung, sondern eher nachträgliche Beurteilung und, literarisch gesehen, ein Spannungselement sein. Schicksalsankündi-

22. Abgesehen von früheren, meist nur philologisch interessierten Forschern, verweise ich auf Glendinning 1974, 125, Anm. 9; Ingólfsdóttir 1994, 239; Nedrelid 1994, 616. 23. Vergleiche Taylor 1992, 117: “If any Icelander in Íslendinga saga is Norwegicized, it is Gizurr.” Taylors Neuprägung (“Norwegicism”) bezieht sich auf Gizurrs Redestil und Charakterisierung in der Saga — mehr oder weniger ohne eine politische Wertung.

18

Anne Heinrichs

gungen bei der Geburt eines Helden sind toposhaft, aber in der Sturlunga saga nicht häufig.24 Schon vorher — in Vorgängen des Jahres 1202 — wird die ältere Þóra in eine merkwürdige Geburtsankündigung einbezogen. Als sie und ihr Mann den Umzug nach Svínafell vollziehen, wird in dialogischer Form eine kleine Anekdote eingeschoben: Ok þá er Jón reið brott af Valþjófsstöðum ok suðr á Öxarheiði, snýr hann aftr hestinum ok mælti: “Hér skiljumst ek við Fljótsdalsherað, ok á ek nú hér ekki eftir.” Þá svarar Þóra, kona hans: “Þú átt eftir, en ek á ekki eftir.” (Íslendinga saga Kap. 13; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:239) [Und damals, als Jón fort von Valþjófsstaðir auf Öxarheiðr südwärts ritt, wendet er sein Pferd zurück und sprach: “Hier trenne ich mich vom Fljótsdalsherað und habe hier nichts zurückgelassen” (wohl in der Bedeutung: Nun habe ich hier keine Verpflichtungen mehr). Da antwortet seine Frau Þóra: “Du hast etwas zurückgelassen, aber ich habe nichts hinterlassen.”]

Þóras Worte werden ausdrücklich als spásaga (Prophezeiung) bezeichnet und zielen auf die kommende Geburt eines illegitimen Sohnes ihres Mannes, Þórarinn († 1239), von dem, wie der Autor sagt, noch viel die Rede sein wird. Ihr Ausspruch erscheint mir rätselhaft, da ihr eigener Sohn Ormr († 1241) eine mindestens ebenso große Rolle bei den kommenden Ereignissen spielt und noch dazu mit seinem Stiefbruder befreundet ist. Vielleicht könnte eine Untersuchung der Biographie dieser beiden Männer, die hier zu weit führen würde, Aufklärung geben. Eine weitere, zeitlich noch früher erfolgte Geburt (1190) wird in der Íslendinga saga durch eine Art Vorausschau hervorgehoben. Während Halldora Tumadóttir, die Frau des Sighvatr Sturluson, unter Schwierigkeiten ihren zweiten Sohn gebiert, hat Guðný Boðvarsdóttir, die mütterliche Großmutter des zu erwartenden Kindes, die sich Sorgen macht, einen prophetischen Traum: Ok eina nótt dreymði hana, at maðr kæmi ór Hjarðarholti, ok þóttist hon spyrja at mætti Halldóru. Hann kvað hana hafa barn fætt ok kvað vera sveinbarn. Guðný spurði, hvat héti. “Hann heitir Vígsterkr,” segir hann. En um morgininn eftir kom maðr ór Hjarðarholti ok segir, at Halldóra var léttari orðin. Guðný spurði, hvárt væri. Hann kvað vera svein ok heita Sturlu. (Íslendinga saga Kap. 9; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:236–37) [Und eines Nachts träumte sie, daß ein Mann aus Hjarðarholt kam, und ihr war, als fragte sie nach Halldóras Befinden. Er sagte, sie habe ein Kind geboren, und es sei ein Junge. Guðný fragte, wie er hieße. “Er heißt Vígsterkr (Kampfstark)”, sagt er. Und am Morgen danach kam ein Mann aus Hjarðarholt und sagt, Halldóra sei entbunden worden. Guðný fragte, was es sei. Er sagte, es sei ein Junge und er heiße Sturla.]

In Übereinstimmung mit Glendinning (1974) bin ich der Meinung, daß sowohl Sturlas als auch Gizurrs Geburtsdarstellung auf die spätere Bedeutung dieser 24. Übrigens hatte Þorvaldr von Jóra schon fünf Söhne, von denen keiner den Namen des Großvaters Gizurr Hallsson bekam, wahrscheinlich weil dieser noch lebte; er starb 1206, so daß sein Name für den jüngsten und berühmtesten Enkel in Frage kam.

Die jüngere und die ältere Þóra

19

“Helden” hinweisen und literarisch aufeinander bezogen sind.25 Während bei den bisher erwähnten Geburtsdarstellungen drei auch sonst hervorgehobene Frauen ihre Rolle als Heldenmütter spielen, kommt durch Großmutter Guðný, die Stammmutter des Sturlungengeschlechts, noch hinzu, daß einer Frau die Zukunftsahnungen zugeschrieben werden und sich damit eine Ergänzung zur Þóra-Episode ergibt. Wie bei Gizurr ist zusätzlich die Namengebung wichtig: Sturla wurde nach seinem Großvater väterlicherseits benannt. Warum aber nicht der Erstgeborene, der nach seinem Großvater mütterlicherseits benannt wurde? Auch Glendinning zerbricht sich darüber den Kopf (1974, 135–36); mich interessiert, ob es Halldóra war, die darauf bestand, daß der Erstgeborene nach ihrem Vater benannt wurde. Eine Studie über Namengebung in der Sturlunga saga würde bestimmt interessante Ergebnisse bringen, zumal in Anbetracht der vielen illegitimen Kinder der weibliche Aspekt häufig ins Blickfeld rückt.26 Als letztes Beispiel, wohl in das Jahr 1161 zu verlegen, möchte ich die Umstände bei der Geburt Guðmundr Arasons heranziehen, dessen Mutter Úlfheiðr eine Geliebte seines Vaters Ari Þorgeirsson war. Die Geburt ging in Grjótá im Beisein zweier hilfreicher Frauen vor sich. Ein gut beleumundeter Zeuge namens Guðmundr kárhofði soll die ersten Schreie des Neugeborenen gehört haben: Hann mælti, er sveinninn kvað við nýfæddr, at hann lézt einskis barns rödd slíka heyrt hafa ok kvaðst víst vita, at þat barn myndi afbragð verða annarra manna, ef lífi heldi, ok kallaði sér bjóða ótta mikinn, er hann heyðri til. (Prestssaga Guðmundar góða Kap. 1; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:118) [Er sagte, als der neugeborene Junge aufschrie, er habe eine derartige Stimme niemals von einem Kind gehört, und sagte, er wisse bestimmt, daß jenes Kind alle anderen übertreffen werde, wenn es am Leben bliebe, und sagte, ihn habe große Furcht ergriffen, als er zuhörte.] 27

25. Glendinning widmet dem Traum der Guðný in seinem Buch einen besonders ausführlichen Teil eines Kapitels, “Die Geburt des Helden” (1974, 122–40), da er den Nachweis erbringen möchte, daß er als “Vorschau”-Traum eine rein literarische Funktion habe. Bei ihm handelt es sich um den “Helden” Sturla Sighvatsson, doch bezieht er in seine Beweisführung die Schicksalshinweise auf Gizurr Þorvaldsson ein, so daß viele Textstellen, die für meine Gedankengänge wichtig sind, auch bei ihm angeführt werden. Trotz vieler Übereinstimmungen bekommen sie bei mir einen anderen Akzent. 26. Es gibt zwei auffällige Parallelen in der Njáls saga, in denen Hallgerðr die Namen Neugeborener bestimmt. Nach der Geburt ihrer eigenen Tochter fordert ihr Mann Glúmr sie ausdrücklich zur Namengebung auf, und sie begründet die Namenwahl Þorgerðr nach ihrer eigenen Großmutter väterlicherseits mit deren vornehmer Abkunft (Kap. 14; Sveinsson 1954, 46). Diese Tochter wiederum, verheiratet mit Þráinn Sigfússon, bittet ihre Mutter, eine Wahl zwischen zwei Möglichkeiten zu treffen, entweder Glúmr, Großvater des Kindes mütterlicherseits, der schon früh durch Totschlag umgekommen war, oder Hoskuldr, Urgroßvater mütterlicherseits, der gerade gestorben war. Hallgerðr wählt den Namen ihres Vaters Hoskuldr (Kap. 59; Sveinsson 1954, 149). 27. Kreutzer (1987, 1.4: “Weissagungen über neugeborene und ältere Kinder” [66–85]) bringt u.a. viele der von mir angeführten Textstellen. Zu Guðmundrs Geburt führt er allerdings nur die Stelle aus Arngrímrs Guðmundar saga an und den zweiten helmingr aus dem Gedicht von Einarr Gilsson (1987, 70–71). Im übrigen zeigt sein Kapitel, in dem er Beispiele aus vielen Gattungen heranzieht und kommentiert (u.a. auch die Vorstellungsszenen um Óláfr helgi [1987, 76–79]), daß dieser Motivkreis international belegt ist.

20

Anne Heinrichs

Da Guðmundrs Biographie die eines wenn auch umstrittenen Heiligen wurde, gehörte eine Art Wunder bei seiner Geburt erwartungsgemäß dazu; als ótti (Furcht) wird in solchem Zusammenhang oft das Gefühl des Zeugen als ein tremendum vor dem Übernatürlichen bezeichnet. Gleichzeitig bleibt das Erlebnis des Zeugen nahe bei einem etwas übersteigerten natürlichen Vorgang. Sollte die von Einarr Gilsson überlieferte Strophe (Jónsson 1953, 3:153) die Quelle zu dieser Anekdote gewesen sein — und darauf deutet der dort angegebene Beiname des Zeugen, kárhofði —, so ist auffällig, daß der Vorgang in der Sturlunga saga kaum rhetorisch hervorgehoben wird; Strophe und Prosa entsprechen weitgehend dem realistischen Sagastil. Geistliche Kommentare fehlen ebenfalls. Völlig anders stilisiert, mit geistlichem Schwulst überladen und von zahlreichen Kommentaren begleitet, ist die Fassung der Guðmundar saga Arasonar von Arngrímr Brandsson (Jónsson 1953, 3:152). In Struktur und Bedeutung unterscheidet sich die Darstellung von Guðmundrs Geburt wenig von denen der weltlichen Führungspersönlichkeiten und reiht damit den Bischof unter sie ein. Gehen wir jedoch davon aus, daß Zukunftsvorhersagen bei Neugeborenen und Kindern ein besonderer Zug von Heiligenviten sind und daß dieser Zug erst sekundär auf weltliche Personen übertragen wurde, befinden wir uns wieder in der Ambivalenz schwierig nachzuvollziehenden Austausches.

Exkurs Für solche schwierig zu bestimmenden Phänomene möchte ich den Begriff des Echos übernehmen. Einar Ólafur Sveinsson gebrauchte diesen Begriff in einem kleineren Kapitel über die Sturlunga saga, angewendet auf mythische und folkloristische Anspielungen auf die heidnische Kultur Islands (1953, Kap. 9). Thematisch ähnlich nimmt Margaret Clunies Ross diesen Begriff wieder auf als “resonances of other worlds” in einem grundlegenden Vortrag (1994a), sodann in ihrem letzten Buch, Prolonged Echoes (1994b), und erläutert ihn in wissenschaftlicher Hinsicht, während bei Einar Ólafur Sveinsson mit allen seinen intimen Kenntnissen das Stimmungsmäßige überwiegt. Er bezieht die Jóreiðr-Träume weitgehend ein (Íslendinga saga Kap. 190; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:519–22), denen dann Preben Meulengracht Sørensen, das ganze Feld wiederum erweiternd, einen Aufsatz gewidmet hat (1988). Man kann selten genau angeben, ob man sich vom Gelesenen hat anregen lassen oder ob man gleichen Ideen nachgegangen ist, weil sie, wie man so sagt, in der Luft liegen. Diese neuen Vorstellungen über den Echo-Begriff sind unter anderem auch eine Abwehrreaktion gegenüber rigiden Behauptungen einer literarischen Abhängigkeit der Íslendinga sögur von den samtíðasögur, wie sie neben anderen Rolf Heller mit zugegeben durchgefeilten wissenschaftlichen Methoden aufgestellt hat (1976, 15–52). Da mir der Echo-Begriff gerade aus den für mein Thema relevanten Texten so ergiebig geworden ist, setze ich der grundsätzlichen Diskussion nur wenig hinzu. Ich spreche von Echo, wenn etwa Strukturen, Motive, szenische Darstellungen und manches andere zwischen verschiedenen Ebenen hin- und hergeworfen werden, ohne daß man genau sagen kann, wer Geber und wer Nehmer ist. Unter “Ebenen” verstehe ich in meinem engeren Zusammenhang die Kategorien des Historischen, Heroischen und Theologischen, die alle in den verschiedenen Gattungen der im dreizehnten Jahrhundert entstandenen isländischen Literatur vertreten sind.

Die jüngere und die ältere Þóra

21

Weitere Schicksalsbestimmungen Bei der Hochzeit von Sturla Sighvatsson und Solveig Keldna-Valgerðardóttir (auch Sæmundardóttir), die bei Þorvaldr Gizurarson und Þóra Solveigardóttir (auch Guðmundardóttir) auf ihrem Hof Hruni stattfindet, ist unter den Gästen der Vater des Bräutigams Sighvatr Sturluson mit seiner Frau Halldóra zugegen. Sind sie alle Zeugen des hier eingeschobenen Vorgangs? Jedenfalls haben wir uns vorzustellen, daß Þorvaldr die Gelegenheit wahrnimmt, seinem angesehenen mágr Sighvatr — Halldóra ist seine Nichte — als pater familias seine Kinder vorzustellen mit der Absicht, ein lobendes Wort über sie zu hören. Die kleine Episode hat folgenden Wortlaut: Þess er getit við, at þann dag, er at brúðlaupinu var setit, at Þorvaldr kallaði fram fyrir þá Sighvat börn sín, fyrst börn þeira Jóru biskupsdóttur, ok sagði, at honum þótti miklu máli skipta, at Sighvati litist vel á börnin. Sighvatr horfði á þau um hríð ok sagði, at færi myndi menniligri. Þá gengu Þóru börn fram, ok stóð Gizurr fyrir þeim frammi, ok helt Þorvaldr í hendr honum ok mælti: “Hér er nú ástin mín, Sighvatr bóndi, ok þat þætti mér allmiklu máli skipta, at þér litist giftusamliga á þenna mann.” Sighvatr var um fár ok horfði á hann langa stund. En Gizurr stóð kyrr ok horfði einarðliga á móti Sighvati. Sighvatr tók þá til orða ok heldr stutt: “Ekki er mér um ygglibrún þá.” Ok er Sighvatr tók þannig þessu máli, hvarf Þorvaldr af þessu tali. (Íslendinga saga Kap. 50; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:299–300). [Es wird erzählt, daß an dem Tag, der für die Hochzeit angesetzt war, Þorvaldr seine Kinder zu sich und Sighvatr herbeirief, zuerst seine Kinder mit Jóra biskupsdóttir, und sagte, er lege großen Wert darauf, daß die Kinder ihm gut gefielen. Sighvatr betrachtete sie eine Zeitlang und sagte, wenige würden mannhafter sein. Dann traten die Kinder der Þóra vor, und Gizurr stand vorn vor ihnen, und Þorvaldr hielt ihn an der Hand und sagte: “Hier ist nun mein Liebling, Gutsherr Sighvatr, und darauf würde ich ganz großen Wert legen, daß dieser Mensch dir vom Glück begünstigt erscheinen möge.” Sighvatr verhielt sich schweigsam und betrachtete ihn lange Zeit. Aber Gizurr stand ruhig und blickte Sighvatr unerschrocken entgegen. Dann redete Sighvatr und zwar ziemlich kurz und barsch: “Dieser da mit gerunzelter Braue gefällt mir nicht.” Und als Sighvatr das Gespräch auf diesen Punkt gebracht hatte, brach Þorvaldr es ab.] 28

28. Diese Vorstellungsszene ist schon oft zitiert worden, u.a. weil sie seit Ólsen (1902, 322–24) herangezogen wurde, um zu zeigen, daß sie nicht von Sturla Þórðarson stammen könne; in dieser isländischen Tradition noch bei Bragason (1986, 173–74; 1991, 319), der auch auf den Vergleich mit der Vorstellungsszene in der Óláfs saga helga hinweist. Dieser Hinweis hat ebenfalls schon Tradition seit Sigurðsson (1933–35, 34–36), und die Kombination wird von Glendinning (1974, 126–28) weitergeführt. Auch Taylor bezieht die Vorstellungsszene in der Óláfs saga ein, indem er das Frage- und Antwortspiel dort mit einer Dialogszene zwischen Sighvatr Sturluson und seinem Sohn Sturla vergleicht (1992, 112–13); es folgt aufgrund stilistischer und erzähltechnischer Beobachtungen eine Charakteristik von Gizurr Þorvaldsson (1992, 114–18).

22

Anne Heinrichs

Die eigentliche Interpretation dieser literarisch ganz vorzüglichen Vorstellungsszene erfolgt erst, nachdem ich sie mit ihren vielfachen Echos umkreist habe. Der erste Hinweis führt zur Njáls saga, auf die ich schon bei Gizurrs Namengebung hingewiesen habe und in der bestimmt noch viel mehr Parallelen zu entdecken sind — man denke nur an die Brände von Bergþórshváll und Flugumýrr. In einer (aus bestimmten Gründen schon oft zitierten) Vorstellungsszene bittet der stolze und liebende Vater Hoskuldr seinen Halbbruder Hrútr, auf dessen Meinung er großen Wert legt, um sein Urteil über die Zukunft seiner schönen Tochter Hallgerðr. Nach einem ersten ominösen Schweigen bekommt er dann statt der erwarteten günstigen Antwort eine höchst unliebsame, die das Verhältnis zwischen den Brüdern für einige Zeit trübt (Njáls saga Kap. 1; Sveinsson 1954, 6–7; auch bei Kreutzer 1987, 73–74, angeführt). Wie erwähnt (Anmerkung 28), wurde in der Forschung besonders häufig auf die unterschwellige Beziehung dieser Vorstellungsszene mit einer Szene in der Óláfs saga helga der Heimskringla verwiesen (Aðalbjarnarson 1945, Kap. 76). Es gibt aber zu dieser Vorstellungsszene eine Reihe von Varianten in anderen Óláfs sogur helga, die den Gesamtchor von Echos bereichern (siehe Kreutzer 1987, 76– 79, wo alle Varianten zitiert, ins Deutsche übersetzt [342–43] und kommentiert werden). Am kürzesten und vielleicht am interessantesten ist die Vorstellungsszene in AM 61 (Johnsen und Helgason 1941, 762.28–36), die sich anläßlich eines Weihnachtsfestes abspielt und wie in der Njáls saga nur drei Personen einbezieht. Ásta, Óláfrs Mutter, trägt Haraldr, ihren ältesten Sohn von Sigurðr sýr und Óláfrs Nachfolger auf dem Thron, aber noch ein Wiegenkind, zu Óláfr ins Zimmer und setzt ihm den kleinen Bruder auf den Schoß. Sie bittet ihn in direkter Rede, er möge ihn wohlwollend betrachten und beurteilen. Doch dieser schweigt — wie Hrútr und wie Sighvatr —, so daß sie fortfährt, er möge wenigstens sagen, ob der Kleine ein verständiger Mann werde. Auch hier erfolgt dann die durch understatement unbefriedigende Antwort, Haraldr werde zumindest nicht unvernünftig (“heimskr”) sein; für weiteres könne er sich nicht verbürgen. Ásta drückt ihre Enttäuschung dadurch aus, daß sie ohne ein Wort das Kind zurückträgt — wie Þorvarðr, der sich wortlos zurückzieht. Interessant ist noch, daß Óláfr seiner Voraussage hinzufügt: “ef lífinu heldr”. Das erinnert an Bischof Guðmundrs Geburtsanekdote, wo die gleiche Einschränkung gebraucht wird. Gehört diese Formel vielleicht der theologischen Ebene an, etwa in dem Sinne: “wenn Gott will”? In der Legendarischen Saga von Óláfr helgi tritt in der Vorstellungsszene (Heinrichs et al. 1982, 80.6–20) Hálfdan, das zweite Kind von Sigurðr sýr und Ásta, hinzu, während der Vater an die Stelle der Mutter tritt. Óláfr ist zwanzig Jahre alt und Hálfdan sieben, der Einschub also chronologisch später angesiedelt und außerdem nicht an eine festliche Gelegenheit gebunden. In der sehr lebendigen Szene wird das Frage- und Antwortspiel zwischen Vater und Stiefsohn und erst recht das zwischen dem großen Bruder mit seinen kleinen, gegensätzlich dargestellten Stiefbrüdern völlig parallel ausgestaltet. Das Motiv des Auf-den-Schoß-

Die jüngere und die ältere Þóra

23

Nehmens erhält eine tiefere Bedeutung: Der Vater nimmt den Jüngeren, der ihm nachschlägt; der königliche Stiefbruder nimmt seinen Nachfolger zu sich, nachdem dieser ihm von sich aus auf den Schoß gesprungen ist. Óláfr ergründet die Sinnesart seiner Brüder mit einer Frage nach ihrem Besitzstreben, und sie antworten kindgemäß: Hálfdan wünscht sich soviele Kühe, daß sie dicht an dicht den See Mjors umgeben, und Haraldr soviele Untergebene, daß sie diese Kühe bei einer Mahlzeit aufessen können. Darauf beziehen sich dann Óláfrs Zukunftsaussagen, die er auch hier nur zögernd und ungern gibt und die, wie es ebenfalls zur Vorstellungsszene gehört, kaum zufriedenstellend sind, da er in ambivalenter Weise für beide den Charakter in Frage stellt und doch Erfolg garantiert. Snorri Sturluson verändert diese mutmaßlich früheren Vorstellungsszenen, indem er einmal eine Mutprobenszene voranstellt und sodann die Hauptszene souverän in eine Rollenspielszene umwandelt, in welche die Besitzfragen integriert werden (Óláfs saga helga Kap. 76; Aðalbjarnarson 1945, 107–8).29 Die Vorführung der Kinder — bei Snorri drei Söhne — erfolgt bei einer Festlichkeit durch Ásta; diesmal ist der Vater ausgeblendet und die Aufforderung zu einer Zukunftsaussage nur implizit vorhanden. Eine Art Mutprobe hat auch Gizurr zu bestehen, als er dem forschenden Blick Sighvatrs standhält, so wie der dreijährige Haraldr sich durch das yglask (drohend anblicken) Óláfrs nicht einschüchtern läßt; man vergleiche die yglibrún (gerunzelte Braue), allerdings beim Probanden. Für Haraldr, auf den es ja ankommt, gibt Óláfr dreimal eine Zukunftsaussage: Nach der Mutprobe prophezeit er, daß sein Halbbruder hefnisamr (rachsüchtig) sein werde, und nach dem Rollenspiel, daß er ein großer Schiffsherr werde; beidemal ist der Ausspruch mit dem Vokativ frændi (Verwandter) versehen und direkt an den Stiefbruder gerichtet. Nach den Besitzfragen sagt Óláfr — mit einer Art Gedankensprung — ganz lapidar: “Hér muntu konung upp fœða, móðir” [Hier wirst du einen König aufziehen, Mutter]. Ásta reagiert mit keinem Wort auf alle Prophezeiungen, die ihre Söhne betreffen, seltsamerweise auch nicht auf die letzte. Das offene Ende — ohne persönliche Psychologie — betont die historisch-politische Bedeutung. Daher bieten eigentlich die schlichteren Varianten besseres Material zu der Vorstellungsszene, die mit Gizurr endet, wenn auch der politische Ausklang bei Snorri durchaus auf Gizurrs historische Rolle bezogen werden kann. In der Íslendinga saga folgt auf die Vorstellungsszene noch ein zweiter Dialog zwischen Sighvatr und Þorvaldr, als dieser die Gäste beim Abschied eine Strecke weit begleitet, der in die Schicksalsthematik gehört und zum Vergleich herangezogen werden soll: Þá mælti Sighvatr: “Þess vil ek biðja þik, Þorvaldr, at vit gætim svá til með sonum okkrum, at þeir haldi vel vináttu með frændsemi.” Þorvaldr leit niðr fyrir sik — ok heldr áhyggjusamliga — ok mælti: “Gætt mun, meðan vit lifum báðir.” Þetta virðist mönnum in mesta spásaga, at því sem síðar varð, því at Þorvaldr var sálaðr, þá er Apavatnsför var. (Íslendinga saga Kap. 50; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:300) 29.

Auch in der Njála gibt es ein beziehungsreiches Rollenspiel von Kindern (Sveinsson 1954, 28–29).

24

Anne Heinrichs [Da sagte Sighvatr: “Darum will ich dich bitten, Þorvaldr, daß wir beide Sorge tragen, daß unsere beiden Söhne Freundschaft bewahren zusammen mit der Verwandtschaft.” Þorvaldr blickte ziemlich nachdenklich vor sich hin und sagte: “Solange wir beide leben, wird achtgegeben.” Dies schien den Leuten eine sehr bedeutsame Voraussage zu sein, nach dem was später geschah; denn Þorvaldr war gestorben, als die Apavatnsfahrt vor sich ging.]

Während Sighvatr in der Vorstellungsszene Þorvaldr beunruhigt und verletzt hatte, versucht er bei der Heimkehr, seine Taktlosigkeit wiedergutzumachen. Ist er sich doch bewußt, daß sein eigener Sohn zügellos und unzuverlässig ist. Hier reden zwei Väter, denen ihre Söhne am Herzen liegen, über zwei ihrer Söhne, die im weiteren Verlauf in Konkurrenz miteinander für Islands Politik eine wichtige Rolle spielen. In der Vorstellungsszene hatte Þorvaldr den Vater Sturlas zu einer prophetischen Aussage über seinen Lieblingssohn genötigt. Bei der Heimkehr ist es Sighvatr, der die Zukunft der Söhne beeinflussen möchte und damit Þorvaldr zu einer spásaga veranlaßt. Bemerkenswert an der Erzählstrategie ist, daß Þorvaldr bei seinen schicksalsschwangeren Worten den Blick senkt, während sein Sohn bei der Charakterprobe mit Sighvatr dem Blick standhält und damit das sehr kurze Schlußurteil provoziert. Ebenso kurz ist Þorvaldrs spásaga — jeweils sechs Worte — und ebenso beunruhigend.30 Denn der Hinweis auf die Apavatnsfahrt im Kommentar zielt auf das Ende der Freundschaft (“vinátta”) zwischen den beiden Söhnen: Þorvaldr, der seinem Sohn bis dahin zur Seite steht, stirbt 1235, und Sturla verrät die Verwandtschaft (“frændsemi”), indem er Gizurr gefangennimmt. Die Verknüpfung der Abschiedsszene mit der Vorstellungsszene weist nicht nur Parallelitäten auf, sondern auch einen starken Gegensatz. In der Vorstellungsszene wird ein abgerundetes Familienbild entworfen, das Jóra und Þóra, implizit auch die Töchter und explizit sämtliche Söhne einbezieht. Im Gegensatz zur Realität wird die zurückliegende Kinderzeit der Jóra-Söhne vergegenwärtigt, wie ja auch die unheilvolle Zukunft vorweggenommen wird.

Schwestern auf der heroischen Ebene Vermochte schon die Vorstellungsszene durch die zahlreichen Echos die kollektive Rezeption zu bereichern, so gilt das für die Þóra-Episode in noch höherem Maße; Echos aus der heroischen Ebene vertiefen das seelische Geschehen. Die Situation zweier junger Frauen, die denselben Mann begehren und sich in einem Gespräch darüber zu verständigen suchen, kehrt thematisch in der Volsunga saga wieder, auch zum Teil in der Edda, der Vorlage der Saga: Betroffen sind Brynhildr und Guðrún. Aus der Volsunga saga lassen sich zwei Kapitel

30. Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn (1946, 1:562–63) verweisen in einer Anmerkung auf die textkritischen Untersuchungen, die ergeben haben, daß die Vorstellungsszene chronologisch unstimmig ist, da Jóras Söhne zu dieser Zeit schon erwachsen und zwei von ihnen bereits gestorben waren (siehe dazu Ólsen 1902, 322–24; Sigurðsson 1933–35, 34–36). Sollte diese Szene also im Gegensatz zum Abschiedsdialog eine Interpolation sein, so ist sie sehr sinnreich eingefügt.

Die jüngere und die ältere Þóra

25

heranziehen, die Anklänge bieten. In Kapitel 25, das von Guðni Jónsson mit der Überschrift “Viðræður Guðrúnar ok Brynhildar” [Gespräch zwischen Guðrún und Brynhildr] versehen wird (1954, 169–72), sucht Guðrún nach einem beunruhigenden Traum Brynhildr auf, da sie ihr ein Zukunftswissen zutraut. In dem Dialog der beiden — mit zwölf Repliken — ergreift Brynhildr zuerst das Wort und möchte den Ernst der Situation in Spaß verwandeln: “skemmtum oss allar saman” [laß uns alle zusammen Spaß haben] (Jónsson 1954, 170), wie die ältere Þóra. Brynhildr bringt das Gespräch auf Sigurðr Sigmundarson, und Guðrún erkennt, daß sie ihn bewundert und liebt. Ähnlich verhalten sich die beiden Þóras zu Jón Sigmundarson — die Namen Sigurðr und Sigmundr kehren bei den Svínfellingar wieder —, und paradoxerweise klingt es fast, als hätte auch die jüngere Þóra gern den Jón gehabt. Ihr wahres Verlangen ist durch schwierige und unwahrscheinliche Verhältnisse getrübt; dem entspricht die traurige Haltung der Guðrún, deren Träume ihr nur Kummer voraussagen. In Kapitel 28 kehrt sich das Verhältnis der beiden Rivalinnen um (Jónsson 1954, 178–81); Brynhildr ist die vom Schicksal Geschlagene und Guðrún die Überlegene. Die Volsunga saga verdoppelt den Dialog, in dem Brynhildr erfährt, daß sie betrogen wurde. Ein kurzer Dialog findet am Rhein statt in der Einsamkeit der Natur, wie das Gespräch der beiden Þóras an der Öxará. Wichtiger ist der zweite sehr lange Dialog der Heroinen im Frauengemach, in dem Guðrún den Versuch macht, das gegenseitige Verhältnis zu klären. Anfang und Ende erinnern wieder an den Þóra-Dialog. Vergebens will Guðrún ihre Partnerin aufmuntern, und diese ihrerseits schließt das Gespräch mit den Worten: “Leggjum niðr ónýtt hjal” [Laß uns das unnütze Gespräch beenden] (Jónsson 1954, 181), vergleichbar dem gaman und geipan der beiden Þóras und der schroffen Beendigung ihres Gesprächs. In dem schwer zugänglichen, oszillierenden Dialog zwischen Brynhildr und Guðrún, den sisters-in-law, wechseln Vorwurf mit Entschuldigung, Haß mit Schonung, Aufreizung mit Begütigung, Offenheit mit Verhüllung der Wahrheit. Ein vergleichbares psychologisches Geschehen spielt sich in dem Schwesterngespräch der Þóras ab, das in der Situation des Heraustretens aus der Kindheit geführt wird: Vertrautheit wandelt sich in Irritation, Gemeinsamkeit schwindet, aus Spiel wird Ernst, aus Verständnis wird Mißtrauen; man erwartet und fürchtet gleichzeitig, was kommen wird, was das Schicksal für jede bereithält. So lassen sich auf der heroischen Ebene die Dialoge zwischen Brynhildr und Guðrún in einer gewissen Hinsicht ebenfalls diesem Typus zuordnen, nur daß hier der Schicksalsbegriff von vornherein alles Geschehen bestimmt und zum tragischen Ende führt. Dialoge nur zwischen Frauen sind selten in dieser Literaturepoche.31 Fast am Ende der Íslendinga saga aber — sozusagen als Gegenstück zur Þóra-Episode — sind die Traumdialoge der Jóreiðr Hermundardóttir mit Guðrún Gjúkadóttir eingeschoben (Kap. 190; Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:519–22). 31. Siehe die Hinweise zu female characters in Gesprächen bei Taylor (1992, 93–94), der die Traumdialoge in sein Corpus aufgenommen hat (1992, 500–501).

26

Anne Heinrichs

Schwang Guðrúns Stimme in der Þóra-Episode nur andeutungsweise mit, so spricht sie selber — zwar nur in einer Traumvision — in Prosa und Strophen mit Jóreiðr, die ihr Fragen zu Männerschicksalen vorlegt. In allen drei von mir erwähnten Frauendialogen geht es um die Männer. Alle wichtigen Männer in der Traumvision gehören noch in den weiteren Umkreis der Þóra-Episode; zwei sind Sturla Sighvatssons Schwiegersöhne, Eyjólfr ofsi und Hrafn Oddsson, deren Frauen beide Þuríðr heißen; nur kurz ist Þorgils skarði, der Enkel des Þórðr Sturlason erwähnt. Alle drei, dem Geschlecht der Sturlungar zugehörig, werden von der Traumfrau abgelehnt (Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 2:342, “19. ættskrá”). Þorvarðr Þórarinsson, nach dem zuerst gefragt wird, ist der Enkel des Jón Sigmundarson, des Ehemannes der älteren Þóra, ein Svínfellingr (Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 2:362, “46. ættskrá”), der die eben genannten Antihelden besiegte. Aus dem Geschlecht der Haukdœlir wird als umstrittener Held Gizurr Þorvaldsson, der Sohn der jüngeren Þóra, sowohl in der Prosa als auch in einer Strophe dargestellt. Über seine Zukunft prophezeit die Traumfrau: “Þá ræðr hann Íslandi til aldrslita” [Dann herrscht er über Island bis zum Lebensende] (Jóhannesson, Finnbogason und Eldjárn 1946, 1:521). Wie die Verkörperung des Schicksals, wie eine Walküre, die über Leben und Tod entscheidet, reitet Guðrún Gjúkadóttir aus der heroischen Zeit hinein in die Zeit des Niedergangs, in der die großen Geschlechter es nicht vermögen, vinátta (Freundschaft) mit frændsemi (Verwandtschaft) zu verbinden. Trotzdem erklingt Gizurrs Name aus ihrem Munde wie eine Verheißung: Wie Island seine heroische Vergangenheit bewahrt hat, so wird es auch in verwandelter Form eine große Zukunft haben.

Bibliographie Aðalbjarnarson, Bjarni, Hg. 1945. Snorri Sturluson, Heimskringla II. Íslenzk fornrit 27. Reykjavík: Hið íslenzka fornritafélag. Baetke, Walter. 1965–68. Wörterbuch zur altnordischen Prosaliteratur. Sitzungsberichte der Sächsischen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig, philologisch-historische Klasse, Bd. 111, Hefte 1–2. Berlin: Akademie-Verlag. ———, Übers. [1930] 1967. Geschichten vom Sturlungengeschlecht, hg. Felix Niedner. Sammlung Thule 24. Darmstadt: Diederichs. Benediktsson, Jakob, Hg. 1968. Íslendingabók, Landnámabók. Íslenzk fornrit 1. Reykjavík: Hið íslenzka fornritafélag. Bragason, Úlfar. 1986. “On the Poetics of Sturlunga.” Diss. Univ. of California at Berkeley. ———. 1991. “Sturlunga: A Political Statement.” In “The Audience of the Sagas” (preprints from the Eighth International Saga Conference, Gothenburg University, August 11–17, 1991), 2:315–22. Cleasby, Richard, und Gudbrand Vigfusson. [1874] 1957. An Icelandic-English Dictionary. 2. Aufl. Oxford: Oxford Univ. Press. Foote, Peter. [1975] 1984. “Aachen, Lund, Hólar.” In Aurvandilstá: Norse Studies, hg. Michael Barnes, Hans Bekker-Nielsen und Gerd Wolfgang Weber, 101–20. The Viking Collection 2. Odense: Odense Univ. Press.

Die jüngere und die ältere Þóra

27

Gehl, Walther. 1939. Der germanische Schicksalsglaube. Berlin: Junker und Dünnhaupt. Glendinning, Robert James. 1974. Träume und Vorbedeutung in der Islendinga Saga Sturla Thordarsons: Eine Form- und Stiluntersuchung. Kanadische Studien zur deutschen Sprache und Literatur 8. Bern: Peter Lang. Häny, Arthur, Übers. 1987. Die Edda: Götter- und Heldenlieder der Germanen. Zürich: Manesse. Heinrichs, Anne, et al., Hg. 1982. Olafs saga hins helga: Die ‘Legendarische Saga’ über Olaf den Heiligen (Hs. Delagard. saml. nr. 8ii). Heidelberg: Carl Winter. Heller, Rolf. 1976. Die ‘Laxdœla saga’: Die literarische Schöpfung eines Isländers des dreizehnten Jahrhunderts. Abhandlungen der Sächsischen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig, philologisch-historische Klasse, Bd. 65. Berlin: Akademie-Verlag. Hermannsson, Halldór. 1932. Sæmund Sigfússon and the Oddaverjar. Islandica 22. Ithaca: Cornell Univ. Library. Ingólfsdóttir, Guðrún. 1994. “‘Þar ber eg litla hugsan fyrir’: Konan, forsjónin og karlinn í Haukdæla þætti.” In “Samtíðarsögur” (preprints from the Ninth International Saga Conference, Akureyri, Iceland, 31.7. – 6.8. 1994), 237–46. Jóhannesson, Jón, Magnús Finnbogason und Kristján Eldjárn, Hg. 1946. Sturlunga saga. 2 Bde. Reykjavík: Sturlunguútgáfan. Johnsen, Oscar Albert, und Jón Helgason, Hg. 1941. Saga Óláfs konungs hins helga. Den store saga om Olav den hellige, eftir pergamenthåndskrift i Kungliga Biblioteket i Stockholm Nr. 2 4to med varianter fra andre håndskrifter. 2 Bde. Oslo: Jacob Dybwad. Jónsson, Guðni, Hg. 1953. Byskupa sögur. 3 Bde. [Ísland]: Íslendingasagnaútgáfan, Haukadalsútgáfan. ———, Hg. 1954. Fornaldar sögur Norðurlanda. Bd. 1. [Ísland]: Íslendingasagnaútgáfan. Kålund, Kristján, Hg. 1906–11. Sturlunga saga efter membranen Króksfjarðarbók, udfyldt efter Reykjarfjarðarbók, udgiven af Det kongelige nordiske oldskrift-selskab. Bd. 1. København: Gyldendal. Kreutzer, Gert. 1987. Kindheit und Jugend in der altnordischen Literatur. Teil 1, Schwangerschaft, Geburt und früheste Kindheit. Münstersche Beiträge zur deutschen und nordischen Philologie 2. Münster: Josef Kleinheinrich. Krömmelbein, Thomas. 1994. “Die Spitzenstellung des Geirmundar þáttr heljarskinns innerhalb der Kompilation Sturlunga saga.” alvíssmál 4:33–50. Neckel, Gustav, und Hans Kuhn, Hg. 1983. Edda: Die Lieder des Codex Regius nebst verwandten Denkmälern. Bd. 1, Text. 5., verbesserte Aufl. Heidelberg: Carl Winter. Nedrelid, Gudlaug. 1994. “Gizurr Þorvaldsson — miskjend helt, eller største skurken i islandsk historie?” In “Samtíðarsögur” (preprints from the Ninth International Saga Conference, Akureyri, Iceland, 31.7. – 6.8. 1994), 611–25. Ólsen, Björn Magnússon. 1902. “Um Sturlungu.” In Safn til sögu Íslands og íslenzkra bókmenta að fornu og nýju 3:193–510. København: Hið íslenzka bókmentafèlag. Panoff, Michel, und Michel Perrin. [1973] 1975. Taschenwörterbuch der Ethnologie, hg. und übers. Justin Stagl, unter Mitarbeit von Stefanie und Gabriele Hohenwart. München: Paul List. (Dictionnaire de l’ethnologie. Paris: Payot.) Ross, Margaret Clunies. 1994a. “Myth and Society in Íslendinga saga.” In “Samtíðarsögur” (preprints from the Ninth International Saga Conference, Akureyri, Iceland, 31.7. – 6.8. 1994), 674–88. ———. 1994b. Prolonged Echoes: Old Norse Myths in Medieval Northern Society. Bd. 1, The Myths. The Viking Collection 7. Odense: Odense Univ. Press.

28

Anne Heinrichs

Sigurðsson, Pétur. 1928. “Um Haukdælaþátt.” In Festskrift til Finnur Jónsson, 29. Maj 1928, hg. Johannes Brøndum-Nielsen et al., 84–94. København: Levin & Munksgaard. ———. 1933–35. “Um Íslendingu sögu Sturlu Þórðarsonar.” In Safn til sögu Íslands og íslenzkra bókmennta að fornu og nýju 6.2:1–179 Reykjavík: Hið íslenzka bókmenntafélag. Sørensen, Preben Meulengracht. 1988. “Guðrún Gjúkadóttir in Miðjumdalr: Zur Aktualität nordischer Heldensage im Island des dreizehnten Jahrhunderts”, übers. Gerd Wolfgang Weber. In Heldensage und Heldendichtung im Germanischen, hg. Heinrich Beck, 183– 96. Berlin: Walter de Gruyter. Sveinsson, Einar Ólafur. 1953. The Age of the Sturlungs: Icelandic Civilization in the Thirteenth Century, übers. Jóhann S. Hannesson. Islandica 36. Ithaca: Cornell Univ. Press. ———, Hg. 1954. Brennu-Njáls saga. Íslenzk fornrit 12. Reykjavík: Hið íslenzka fornritafélag. Taylor, Marvin. 1992. “Verbal Aggression in Early Germanic Prose: Content, Style, Composition.” Diss. Univ. of Minnesota. Thorsson, Örnólfur, et al., Hg. 1988a. Sturlunga saga, Árna saga biskups, Hrafns saga Sveinbjarnarsonar hin sérstaka. Reykjavík: Svart á hvítu. Thorsson, Örnólfur, et al., Hg. 1988b. Skýringar og fræði: Íslendingabók, Veraldar saga, Leiðarvísir Nikuláss Bergssonar, samþykktir og sáttmálar, ættir og átök, kort, töflur, orðasafn, nafnaskrá, staðanafnaskrá. Reykjavík: Svart á hvítu. Tranter, Stephen Norman. 1987. “Sturlunga Saga”: The Rôle of the Creative Compiler. Frankfurt am Main: Peter Lang.

Summary This article focuses on what I call the Þóra-episode, which ends with the betrothal of the two homonymous daughters of Guðmundr gríss and Solveig Jónsdóttir to their future husbands Jón Sigmundarson and Þorvaldr Gizurarson. It forms the conclusion of Haukdœla þáttr, a textual insertion into Sturla Þórðarson’s Íslendinga saga. After referring to previous scholarship, I explain that the method of my investigation is informed not by the concerns of textual criticism, but by the texts themselves. I start by describing the genealogical context of the two Þóras, drawing on the ættartolur of Haukdœla þáttr and also on other sources regarding the future husbands of the sisters and the family origins of their parents. The literary interpretation of the Þóra-episode contains a close analysis of the two sisters’ dialogue, with special attention paid to the psychological processes behind the words. Since notions of fate are expressed throughout the episode, there follows an attempt to distinguish the conception of fate in the thirteenth century. Birth scenes associated on the one hand with Gizurr, son of the younger Þóra, and Þórarinn, stepson of the elder Þóra, and on the other hand with Sturla Sighvatsson und Guðmundr Arason serve to illustrate the importance of the fate concept in the compilation Sturlunga saga. This is also evident in the presentation scene in which Þorvaldr Gizurarson expects from Sturla Sighvatsson a favorable prophecy regarding his children, especially Gizurr, his son by Þóra. As presentation scenes from other genres of medieval Icelandic literature are adduced, the scope of my interpretation is enlarged to include the echo theory, whose principle is explained in an excursus; it contrasts considerably with the hitherto customary assumption of unilateral literary dependence. Comparison with the dialogue of the sisters-in-law Brynhildr and Guðrún Gjúkadóttir in Volsunga saga suggests that the sisters’ dialogue of the Þóras resonated more deeply with the collective consciousness than has previously been assumed.

Ólafía Einarsdóttir

Om samtidssagaens kildeværdi belyst ved Hákonar saga Hákonarsonar

I

nden for nordisk middelalderforskning har man i de seneste generationer haft den grundlæggende opfattelse, når det gjaldt beretning om en tildragelse, at samtiden almindeligvis måtte formodes at videregive virkeligheden mere sandfærdigt end eftertiden. Følgerne heraf for vurderingen af de norrøne kilder har været, at samtidssagaen er blevet hævet til skyerne, medens “fortidssagaen”, der gerne havde været vejen om ad det mundtlige fortællestadium, nu i vid udstrækning er blevet affærdiget som ikke værende historisk brugbar. Langt den største del af den norrøne skriftlighed tilhører imidlertid den sidstnævnte gruppe og er meget atypisk, set på europæisk baggrund. De i dag bevarede kilder fra europæisk middelalder er altovervejende af officiel karakter og er blevet til hos de verdslige og kirkelige magthavere og for det meste opbevaret i disses arkiver. Dette var normen for middelalderlige skriftlige kilders beskaffenhed og overlevelsesmuligheder — en naturlig følge af, at konge og kirke var de faktorer i samfundet, der sad på skriften og fremstillede bogligt materiale. Når det islandske bondesamfund ønskede at befatte sig med boglig fremstilling, var både ophavssituation og miljø atypisk, og det var også det publikum, man skrev for. I Island havde man et specielt antikveret samfund med en væsentlig anden interessehorisont, end de lærde europæiske miljøer havde. Resultatet af islændingenes flid med pen og kalveskind blev også meget forskelligt fra den litterære aktivitet ude i Europa. Og det er hele denne anderledeshed, som gør, at de norrøne kilder har voldt de skandinaviske historikere så store problemer i vort århundrede. I løbet af det nittende og især det tyvende århundrede er religionen gradvis blevet erstattet af en videnskabeligt orienteret eksistentialisme præget af en søgen efter en entydig sandhedserkendelse. Det, som man troede på, skulle nu også helst kunne bevises som værende sandt. Inden for historieforskningen kom man derfor til at sondre skarpt mellem samtidigt nedtegnet materiale og diverse andre kildetyper, der kategoriseredes som værende sekundære i forhold hertil. Det var den tyske skole i det nittende århundrede ledet af Leopold Ranke, som etablerede begrebet: et arkivmateriales primære kildeværdi, og dette fik stor indflydelse på skandinavisk historieforskning. I grunden er dog de fleste typer arkivmateria nedalvíssmál 5 (1995): 29–80

30

Ólafía Einarsdóttir

tegnet med et eller andet praktisk formål for øje og forvandles egentlig først til historie efter at være blevet underkastet en behandling af en “historicus”. De gængse norrøne historiske kilder er narrative og ofte litterært udformet og kan være relateret både til den offentlige og den private sfære, medens det middelalderlige arkivmateriale er af udpræget officiel karakter. I vore dages samfund, der så stærkt ønsker at betone historien som en eksakt videnskab, bliver denne særlig følsom over for, hvornår og under hvilke omstændigheder projektørlyset kastes ind over det historiske landskab. Ophavssituationen for en given historisk kilde må naturligvis blive nøglen til forståelse og fortolkning af den i eftertiden. I lys af de ovenfor kort skitserede forhold træder et af de norrøne kilders handicaps som historiske kilder åbenlyst frem, hvorfor disse kilder overvejende har fundet et hjemsted i den litterære fold. Når vi nærmer os højmiddelalderen, begynder der også i Norden at fremkomme mere normative kildetyper: et varieret brevmateriale, annaler, nedtegnelser af forskellig art samt nogenlunde samtidigt skrevne bispe- og kongebiografier. En tidlig sådan er kongesagaen om Håkon Håkonsson (1204–64), der er bevaret i sin helhed og som et selvstændigt værk. Der findes klare oplysninger om Hákonarsagas tilblivelse: Vi kender dens forfatter, Sturla Þórðarson, og hele hans livsforløb. Vi kender også initiativtageren til sagaen, Magnus Lagabøter, samt hans løbebane. Den tidsalder og det miljø, hvori denne saga er blevet til, fremstår nok så levende for os i eftertiden. Hvorfor inspirerer denne samtidigt skrevne kongesaga forskningen så lidt, som tilfældet faktisk er? Og hvorledes kan det være, at såvel historikere som litterater vier Hákonarsaga så ringe opmærksomhed i sammenligning med Heimskringla og de mange andre kongesagaer, hvis emner udspillede sig, længe inden de blev gjort til genstand for skriftlighed? Nedenfor vil jeg strejfe enkelte aspekter af historien betragtet som et vidnesbyrd om menneskets traditionsforståelse. At bevare kundskaber om fortiden har vist sig at være ret så universelt i sin målsætning: der skal skabes bro mellem eftertid og fortid. Dyrkelsen af fortiden har generelt to vigtige formål, hvoraf det første er at give den pågældende folkegruppe en forklaring på dens oprindelse — en ophavsmyte og dermed en nøgle til gruppens kosmiske forestillingsverden. Det andet formål vedrører det enkelte menneskes religiøst betonede eksistentialisme, forstået som tilhørsforholdet til to verdener: tilværelsen på jorden og den som følger efter. I de fleste kulturer er begge tilværelser lige vigtige, og i mange religiøse forestillinger udgør den jordiske tilværelse primært en forberedelse til den hinsidige. Menneskets bevidsthed bliver herved dualistisk. Fortiden var et fremmed, men også et meget vedkommende landskab, fordi man selv engang i fremtiden skulle blive en del heraf. Da mennesket forlod jæger-samler-stadiet med dets totemistiske religion og blev stedbundet som boskabs-agerdyrkende, blev habitationen bindeleddet mellem fortid og eftertid. Forfædrene kom til at spille en hovedrolle i det religiøse mønster, og den vidtstrakte megalitiske kultur er et håndfast udtryk herfor. Generationsrækken blev den grundlæggende tidsindikator og skabte båndet mellem fortid og eftertid. Tiden i

Om samtidssagaens kildeværdi

31

vor abstrakte forstand fandtes næsten ikke. Fortiden blev i folks bevidsthed som et fjernt land, hvorfra man hentede forklaringsmodeller på samtiden. Inden fremkomsten af skriften i egentlig forstand arbejdede traditionen mest på de lange linjer. Fordums tider opfattedes uden skarpe tidsmæssige markeringer og med vægten lagt på årsag og virkning. Med den nye teknik, skriften, åbnedes der nye muligheder, ikke mindst over for samtiden, idet man nu kunne nedfælde tildragelser momentant og desuden meget individuelt. Et enkelt menneske kunne nu farve et afsnit af fortiden efter egen smag, og det samme kunne man gøre med samtiden. Dette var et radikalt brud med den måde, hvorpå man tidligere havde bevaret minderne om svundne tider som noget kollektivt. Den kollektive memoria udformede også sine minder på en måde, som var tilpasset overleveringsformen. Man billedliggjorde fortiden gennem socio-religiøse myter, persontilknyttede anekdoter, spændingsfortællinger, remser af forskellig art og ikke mindst gennem digte, eksempelvis i Nordeuropa, Indien og Afrika. Digtene dannede en overgang til skriftens mange muligheder i kraft af deres momentanitet og deres forfattertilknytning. Den europæiske historieskrivnings fader, Herodot, definerede sit felt begrebsmæssigt snævert, idet han mente, at Historia var et vidnesbyrd om tildragelser som historikeren selv helst skulle have været øjenvidne til. Men i sin skildring af middelhavsområdet, hvor han rejste meget, måtte Herodot i sin egen Historia hyppigt ty til den stedbundne memoria. I dette folkerige område med dets store befolkningskoncentration i de mange byer var det utvivlsomt lettere at opfylde Herodots krav til Historia end længere nordpå i Europa. Her var beboelsen spredt som følge af erhvervsmønsteret, og en egentlig folkeforsamling var sjælden undtagen på tingene. Skulle der her skrives en overordnet Historia for et område af en vis udstrækning, måtte man i høj grad forlade sig på troværdige menneskers udsagn. Pionérer som Beda, Ari og Theodoricus baserer alle i høj grad deres Historia på mundtlig overlevering både om fortiden og om samtiden. Og især Theodoricus tager, trods sin latiniserede klædedragt, afstand fra Herodots og siden Isidorus’ definition af faget (Etymologiae 1.41). Theodoricus udtaler som et princip, at han ikke har øjenvidner til nogetsomhelst i sit værk (se nedenfor, 66–68). Ari vidnefæster sine hjemmelsmænd og disses informanter. Beda henviser mere til forfædrenes overlevering i almindelighed. Den gode hukommelse har altid været værdsat, og ikke mindst i de dage var den nærmest guld værd. Hákonarsaga og især dens sidste del opfylder i høj grad Herodots strenge krav til Historia, idet den bygger meget på øjenvidner. Som allerede nævnt var Herodot restriktiv med hensyn til sine kilders beskaffenhed. Derimod var hans emnevalg bredt og omfattede mange af de fagbåse, som man i vort århundrede har udskilt fra faget som særdiscipliner. I løbet af det nittende og tyvende århundrede har man gradvis indsnævret Historia til primært at være politisk historie, nærmere betegnet den enkelte nationalstats. Men også disse definitionskrav opfylder Hákonarsaga godt. Til hver en tid ønsker historikeren at fortælle sandheden, eller han giver udtryk for, at han fortæller den; men vurderet i et historiografisk perspektiv er sandheden

32

Ólafía Einarsdóttir

yderst relativ og afhængig af fortolkning. I bestræbelserne på en videnskabeliggørelse af historien har man skabt en spændetrøje for den historiske sandhed, som nu begrænses til fakta. Al snakken uden om de egentlige kendsgerninger — det være sig livsholdninger eller tro (af os ofte betragtet som overtro) — raderes bort ved vor faktuelle definition af historie. Og Hákonarsaga, som er så usædvanlig mættet af fakta, opfylder også dette vort krav til en rigtig Historia mønstergyldigt. I kraft af disse sine store kvaliteter i henhold til det nittende og især det tyvende århundredes forskningstradition er sagaen om Håkon Håkonsson kommet til at figurere som noget i retning af en primær kilde, hvori der forskes ret lidt, men som der til gengæld henvises meget til. Denne vurdering understreges af en sammenligning med synet på Snorris kongesagaer i forskningen. Det normale for al historieskrivning er, at den ifølge sin natur aldrig bliver færdig. Bærerne af traditionen og brugerne af fortiden giver deres version af det, som er gået forud, ud fra egne synsvinkler og behov. Hver generation indbefatter i sin vurdering en ny fortolkning og giver derved historien sin egen sandhedsværdi. Heimskringla har i rigt mål været genstand for tidernes skiftende sandhedsnormer, og dette vil sikkert også være tilfældet fremover. Vi betragter grundlæggende denne kongesaga som et forfatterskabt værk; men skulle vi ikke begynde også at anskue samtidssagaen under samme synsvinkel? — Nedenfor vil jeg undersøge Hákonarsaga på en samtidigt forfattet kildes præmisser. Ved læsningen af Hákonarsaga mærkes til fulde, hvorledes den tidsmæssige nærhed påvirker hele fortællingen, især i perioden efter Skuli jarls fald. I nærværende artikel vil jeg eksemplificere dette nærmere og i forbindelse hermed påpege, at samtidssagaen som historisk kilde også har sine svagheder; de er blot andre end de begrænsninger, som vi plejer at tillægge de “fortidige sagaer”. At samspillet mellem eftertid og samtid er noget nok så universelt, vil jeg også belyse med to historieskrivere fra vidt forskellig tid og sted: Theodoricus, munk i Trondheim sidst i det tolvte århundrede, og Beda venerabilis, klosterlærer i Northumbria omkring 700; og fra disse to vil jeg trække nogle tråde frem til vor egen tid. Forholdene omkring samtidighed inden for historieforskningen viser sig at være meget de samme i dag som i middelalderen. Skriftens magt kan være farlig, hvis ikke den holdes i ave med faste regler. Interessant og måske noget overraskende er det i praksis at møde den samme grad af tidsmæssig censur hos Beda, Theodoricus og i Hákonarsaga som i nutidens arkivlove. Den kollektive memoria har langt friere spillerum og bliver ikke underlagt den samme grad af censur, som når den engang forvandles til skriftlighed på en given eftertids betingelser.

Hákonarsaga Indholdsmæssigt falder Hákonarsaga i tre afsnit. Det første omhandler tiden fra Håkons fødsel i 1204 og frem til omkring 1220 og skal understrege, hvorledes den unge, uægtefødte kongesøn kan fremlægge beviser for sin retmæssige adkomst til tronen alene via arveretten: Norge er Håkons fædrene arv. Anden del af sagaen

Om samtidssagaens kildeværdi

33

fører frem til året 1240 og skildrer nøje samregentskabet mellem kong Håkon og Skuli Bårdsson, dels som rigsjarl og dels som territorial jarl. Fællesskabet mellem svigerfader og svigersøn slutter, da Skuli tiltvinger sig en konungstekja på Eyrarting; men samkongedømmet nægtes ham af kong Håkon, der her følger en paragraf i ærkebiskop Øysteins tronfølgeregler af 1164, hvorefter kun én ad gangen kan være lovlig konge over Norge.1 I sagaens tredje og afsluttende del skildres perioden fra Skulis fald i 1240, da Håkon som konge ubestridt har herskermagten over Norge, indtil sin død i 1263. Det bliver denne sidste del af Hákonarsaga, jeg i det følgende vil samle mine bemærkninger om, idet jeg andetsteds vil behandle sagaens midterste del, set som Skulis eftermæle. I Sturlu þáttr — en kortfattet beretning om Sturla Þórðarsons senere år—oplyses, at kong Magnus Lagabøter pålagde Sturla at skrive en saga om hans netop afdøde fader: “konungr [Magnus] . . . skipaði honum [Sturla] þann vanda at setja saman sögu Hákonar konungs, föður síns, eftir sjálfs hans ráði ok inna vitrustu manna forsögn” (Jóhannesson, Finnbogason og Eldjárn 1946, 2:234; Einarsdóttir 1967, 59–63). Dette var altså Hákonarsagas ophavssituation; og vi har her at gøre ikke blot med en officiel kongebiografi, men også med et censureret værk, hvor den siddende konge har stillet opgaven, og hvor han sidder over forfatteren og bestemmer, hvad der skal med i beretningen. Sidst i sagaen fremgår det i forbindelse med omtalen af den tyske kejser, at man da befinder sig midt i år 1265 (Vigfússon 1887, 270). Hákonarsaga er altså blevet til i den ret korte tid 1264–65. Når det gælder værkets sidste tredjedel, har vi at gøre med et tidsrum, hvor langt de fleste implicerede personer endnu er i live tillige med talrige øjenvidner til de skildrede hændelser. Medens Hákonarsaga besidder en del træk, som kendetegner en vesteuropæisk kongekrønike, har den flere elementer, der er karakteristiske for den islandske historieskrivning. Dette gælder ikke mindst den særlige islandske form for annalistisk ordnet fremstilling, der især foretages ved hjælp af en indre relativ kronologi (Einarsdóttir 1964, 276–92). I sine to kongesagaer benytter Sturla også den inden for islandsk historieskrivning hyppigt forekommende kombinerede angivelse af ugedag og dato, hvilket giver en særlig sikker absolut tidsfæstelse, herunder bestemmelse af årstallet; og man undgår herved de mange kronologiske faldgruber i

1. I Háttatal, som Snorri digtede til Håkon og Skuli i fællesskab først i 1220’erne, fremhæves den unge konges ret til kronen, fordi han har arvet den efter sin fader. Skuli var rigsjarl 1216–23, derefter territorial jarl frem til 1237, da han som hertug får funktionen som rigsjarl igen (Einarsdóttir 1992b, 95–97). I sommeren 1164 havde ærkebiskop Øystein på kirketinget for sin provins fremlagt nye regler for den norske tronfølge. De nye legitimitetskrav var inspireret af romerretten: Norge skal være et patriarkalsk arvekongedømme, men også andre end sønner kan være en konges livsarvinger og dermed komme i betragtning som indehaver af det kongelige “embede”. Både Håkon og Skuli kan siges at henholde sig til disse regler af 1164: Håkon som arving efter sin fader, Håkon Sverrisson, og Skuli som livsarving efter sin broder, kong Ingi. Retten som livsarving var stærk dengang, idet man først langt senere kom til at skelne mellem offentligretsligt og privatretsligt. — Navnlig som følge af en fejllæsning af Heimskringla har man antaget sommeren 1163 for at være Snorris datering af kroningssommeren, alias kirketinget. Men i henhold til tidsskalaen i Prestssaga Guðmundar Arasonar — fortløbende fra hans fødsel — fandt biskop Brands vielse sted i 1164 (Einarsdóttir 1982, 138–46).

34

Ólafía Einarsdóttir

de middelalderlige kilder (Einarsdóttir 1964, 134–42, 257–75, 329). Den tidsmæssige ramme for fortællingen i Hákonarsaga markeres af to årstal refererende til en kalender med 25. marts som nytårsdag, nemlig årstallet 1203 for Håkon Sverrissons død samt 1264 for hans søns begravelse (Einarsdóttir 1964, 140–41). Perioden frem til Håkon Håkonssons udråbelse til konge i 1217 i en alder af tretten vintre dækkes tidsmæssigt klart ved hjælp af den indre relative kronologi i forbindelse med det førstnævnte årstal samt den hyppige markering af årene ved hjælp af Håkons alder (Einarsdóttir 1964, 155). Derefter benyttes en tidsskala med udgangspunkt i påbegyndelsen af kongens styre. Skalaen knyttes systematisk sammen med Håkons successive vinteropholdssteder, som således kommer til at svare til de enkelte trin inden for tidsskalaen. Ganske den samme fremgangsmåde har Sturla benyttet i sin saga om Magnus Lagabøter (Einarsdóttir 1964, 154–62). En model for en tidsskala knyttet til rækken af hovedpersonens vinteropholdssteder forelå i Island i en saga om biskop Guðmundr Arason. Heri haves to konsekutive tidsskalaer, den første relateret til Guðmunds levealder og den anden til hans embedsperiode. Denne saga er skrevet af en arbejdsfælle til Sturlas farbroder i skrivestuen i Reykholt (Einarsdóttir 1964, 151–62, 293–317). Med stor dygtighed benytter Sturla i Hákonarsaga ligesom i sine øvrige historiske værker den typiske islandske tilpasning af den annalistiske metode til et grundlæggende element inden for nordisk tidsangivelse, hvor vinteren tages i bred forstand efter pars pro toto–princippet.2

2. Knut Helle mener, at Sturla i Hákonarsaga har ladet sig influere af et udenlandsk forbillede, og han fremhæver her version E af den Angelsaksiske krønike, hvori notitserne til årene 1094–1128 regelmæssigt indledes med angivelse af kongens og hirdens opholdssted den forudgående jul (1967, 70). Helle synes ikke at være opmærksom på, at den Angelsaksiske krønike overhovedet ikke anvender 1. januar som nytårsdato, og at den nævnte version benytter 25. december som årets første dag. I denne version følges den engelske konges færden på begge sider af Kanalen, og fortællingen skrider kronologisk frem inden for det enkelte år. Først berettes om julen, der som nævnt markerer årets begyndelse; men det anføres også nok så regelmæssigt, hvor kongen tilbragte årets øvrige store højtider. E-versionen samordner ikke oplysningerne om julen med kongens regeringsår, men med Anno Domini (Whitelock 1952; Whitelock, Douglas og Tucker 1961, xi–xxiv). Narve Bjørgo fremhæver, at Chronica majora af Matthaeus Parisiensis har det påfaldende træk fælles med Hákonarsaga, at ved hvert års begyndelse anføres kongens regeringsår, og det oplyses også gerne, hvor han holdt jul (Bjørgo 1967, 228). Sammenligningen af julen i Hákonarsaga og i de to ovenfor nævnte kilder er næppe så heldig. Ud af Håkons 46 år som konge omtales ved siden af hans vinteropholdssted julen kun otte gange i forbindelse med regeringsåret (Vigfússon 1887, 64, 85, 93, 121, 130, 164, 311, 324). I de nævnte engelske kilder var der især et kalendarisk formål med omtalen af julen — en anledning, som Sturla imidlertid ikke havde, idet han i Hákonarsaga i lighed med de senere islandske annaler benyttede 25. marts som nytårsdag. Herved kom nytåret kun til at afvige med knap en måned fra “sumarmál”, medens vinteren i henhold til den nordiske vinterbetegnelse ville være blevet skåret midt over ved et nytår på juledag. — Sverre Bagge stiller sig mere forstående over for muligheden af en islandsk baggrund for den kronologiske fremgangsmåde i Hákonarsaga, herunder brugen af regeringsår (1991, 49, 272). Sæmundr fróði — den norrøne historieskrivnings fader — fulgte den vesteuropæiske annalistiske metode, og han udregnede de tidlige norske kongers regeringsperioder og tidsfæstede begivenheder ved hjælp af kongens enkelte regeringsår (Einarsdóttir 1964, 165–213). Ari fróði fulgte i Sæmunds fodspor, men benyttede embedsperioderne for republikkens lovsigemænd som en fortløbende tidsskala, dog uden årsinddeling af de enkelte perioder; disses længde varierede fra 1 til 24 år, således at begivenheder henført til lovsigemandsrækken fik en meget varierende skarphed i deres datering (Einarsdóttir 1964, 44, 145, 328). Mine bemærkninger om dette har Kirsten Hastrup ganske overset (1985, 47–48).

Om samtidssagaens kildeværdi

35

Betragter man de to måder at markere årene på i Hákonarsaga: vinteropholdsstedet og regeringsåret, er det værd at bemærke, at hver gang Sturla henviser til tildragelser bagud eller fremover i fortællingen, refererer han til kongens vinteropholdssted i det pågældende år og ikke til regeringsåret, som man gerne finder det i udenlandske kongekrøniker. —Den islandske historieskrivning havde en lang tradition bag sig, da Sturla udførte sit forfatterskab. Ved udformningen af Hákonarsaga udviser han effektivitet og kyndighed i anvendelsen af de forskellige varianter af tidsfæstelse, som var udformet af islændinge oprindeligt efter mønster i vesteuropæisk annalistik. Et andet ægte norrønt træk i Hákonarsaga er dens mange citater af skjaldestrofer, ialt næsten et hundrede og tredive, som findes isprængt teksten på traditionel kongesagavis. Sagaens sidste del, dækkende årene 1240–64, optager en tredjedel af værkets omfang, men indeholder på det nærmeste halvdelen af alle dets strofer. Og på en enkel halvstrofe nær er versene i denne del alle forfattet af Sturla selv. Der er i denne sidste del af Hákonarsaga tale om strofer fra fire skjaldedigte: Hrynhenda, som Sturla frembragte umiddelbart inden sin afrejse til Norge i 1263, samt Hákonarkviða, Hrafnsmál og Hákonarflokkr. De tre sidstnævnte digte er blevet til umiddelbart efter kong Håkons død og sideløbende med selve sagaens udformning. Man har inden for forskningen ment, at skjaldestrofernes tilstedeværelse i Hákonarsaga skulle opfattes som en slags litterær pynt på prosateksten og har skullet imødekomme en hævdvunden udformning af en norrøn kongesaga. Dette synspunkt er jeg kun delvis enig i (se nedenfor, 45–46). Den nordiske fyrstedigtning, strækkende sig over flere hundrede år, var især møntet på de pågældende fyrsters eftermæle. Ved fremkomsten af den nye formidlingsteknik, skriften, var disse digte forudbestemt til at blive vigtige kilder. Hákonarsaga er et af de første historiske værker inden for det norrøne sprogområde som i større udstrækning gør brug af dokumentarisk kildemateriale. Tilstedeværelsen af denne type materiale i sagaen førte Halvdan Koht til at fremsætte en teori om, at man i Norge allerede i første halvdel af det trettende århundrede havde haft et kancelli; og han mente, at Sturlas kronologiske indordning af materialet i Hákonarsaga forudsatte brugen af norske annaler (Koht 1927a, 1927b). Disse opfattelser er blevet afvist af Narve Bjørgo (1967), som har undersøgt og klassificeret Hákonarsagas omtale af skriftlige kilder, hvortil der i sagaen findes godt og vel hundrede henvisninger. Disses indhold gengives i stærkt ekstraheret form, og til tider omtales skriftlige kilder i sagaen, uden at der gøres nærmere rede for indholdet. Mange gange hedder det blot, at kongen modtog et brev fra en angiven person, eller at han sendte en skrivelse til én. Kun i ganske få tilfælde kender vi fra anden side noget til indholdet af Sturlas skriftlige kilder, hvorfor det er vanskeligt for os i dag at tage stilling til hans benyttelse af sådanne. Det er dog givet, at dette skriftlige materiale må have forsynet Sturla med mange af de enkeltdata og faktuelle oplysninger, som præger denne saga, ligesom det har bidraget til at skabe baggrund for fremstillingen.

36

Ólafía Einarsdóttir

Når det gælder den sidste tredjedel af Hákonarsaga, har det næppe betydet den store forskel for Sturla som samtidshistoriker, om han indhentede oplysninger ad mundtlig vej eller gennem skriftligt materiale. Inden for forskningen indtager denne saga en særlig plads for sin pålidelighed. Denne tillid nyder den, dels fordi den er nogenlunde samtidigt forfattet, og dels fordi den efter eget udsagn gør flittigt brug af skriftligt materiale. Kun få værker inden for norrøn historieskrivning har kunnet leve så godt op til forskningsretningen i vor tid. Den store vægt, som der lægges i kildepositivismen på at etablere sandhedsværdi på grundlag af samtidig forfattelse, har ført til, at man inden for forskningen har arbejdet metodisk ud fra en grundlæggende teori om, at nærhed i tid og sandhed følges ad. Tilliden til Hákonarsaga måtte derfor blive stor. Og denne vurdering af Hákonarsaga er nok en væsentlig forklaring på, at sagaen er forblevet så lidt udforsket, idet man synes at have opfattet den næsten som en primær kilde, man blot kunne henvise til. Indtil for ganske få generationer siden definerede den vesterlandske historiske tradition sit felt meget trangt: kilder var skriftlige frembringelser. I middelalderen var det kirken, som hurtigt specialiserede sig i brugen af skriften og som var den institution, der først indså de mangeartede muligheder, der lå i den nye formidlingsform. Skriften var typisk énvejs kommunikerende, i modsætning til det kontrollerende samspil mellem fortæller og tilhørere, som var kendetegnende for den mundtlige overlevering (Einarsdóttir 1990, 297–98). Ved skriftlig nedfældelse af oplysninger kunne tilsnigelser manifesteres som kendsgerninger, og bevidste forfalskninger dokumenteres som sandheder.3 Ud fra dette synspunkt vil jeg længere fremme belyse Hákonarsagas behandling af en italiensk kardinals besøg i Norge. Inden for historieskrivningen er fortielse et universelt våben, når det gælder om at skabe glemsel. I Hákonarsagas stedvis kantede og modsigelsesfyldte fremstilling fornemmes, at der er meget, som gerne må gå i glemmebogen for eftertiden. Sagaen behandler da også mange af “dagens” sprængfarlige emner som eksempelvis ærkebiskop Einar smjörbaks politiske rolle, hele Skuli-komplekset og det traumatiske forhold mellem kong Håkon og grene af Sturlungaslægten. Ikke mindst vigtigt for sagaen som helhed var det ambivalente forhold mellem kongen og hans næstældste søn, Magnus. Hákonarsaga forsyner os med detaljerede historiske kendsgerninger, men for at forstå dramaet bag Sturlas neutrale og upersonlige fremstilling må historikeren bevæge sig på grænsen mellem videnskab og digtning. Dette fornemmede Henrik Ibsen, og han forlenede Hákonarsagas kulisser med liv og sjæl i Kongsemnerne.

3. Den danske jurist Mogens Rathsack har i en bog om klostret Fulda foretaget en retshistorisk analyse af dettes pavelige privilegier igennem tre hundrede år begyndende ved midten af det ottende århundrede. Heri gives en udtømmende gennemgang af alt diplomatarisk materiale relateret til privilegieteksterne. Det er ikke mindst gennem denne bog, at vi ved komparativ undersøgelse af tilsvarende materiale fra andre klostre får et dybt indblik i omfanget af kirkens falsknerier; men samtidig kan man kun beundre diplomatskrivernes faglige dygtighed, især deres retslige finesser (Rathsack 1980).

Om samtidssagaens kildeværdi

37

Hákonarsagas nævnte status som noget nær en primær kilde ses måske tydeligst af et eksempel på, at den manglende forekomst af en oplysning heri skulle kunne benyttes som et ex silentio–bevis imod denne oplysning. Den samtidigt skrivende engelske kronikør Matthaeus Parisiensis fortæller, at paven havde ventileret den tanke for kong Håkon, at denne skulle blive bærer af den vesteuropæiske kejserkrone (Luard 1872–84, 5:201). Set ud fra pavepolitikken ved midten af det trettende århundrede var denne tanke nok så forståelig. Men Hákonarsaga fortier dette, og pavens henvendelse opfattes da også gerne som utroværdig (se nedenfor, 58–60). Hertil bidrager også historieforskningens nationalstat-orientering, ikke mindst i Norden med dens tre nye stater i vort århundrede; tanken om, at en af disse engang skulle have kunnet få status som symbol for et centralistisk Europa, har fortonet sig som ganske urealistisk. I Hákonarsaga møder vi udstrakt brug af dokumentarisk kildemateriale som et nyt element i norrøn historieskrivning, og her synes Sturla at være påvirket af den engelske tradition. I det tolvte og trettende århundrede skrev flere engelske historikere deres værker i narrativ form under hyppig henvisning til sådant materiale. I lighed med Sturla foretager de en del stærkt forkortede uddrag herfra; men ofte nøjes de med at omtale brevforsendelser og anføre eksistensen af en dokumentarisk kilde. Matthaeus Parisiensis havde afveget fra denne fremgangsmåde i sine tidligere værker, men reviderede sidenhen disse i en vis udstrækning for at tilpasse dem en fortællende fremstilling (Gransden 1974, 356–79). — Kildemæssigt møder Sturla ved sin forfattelse af sagaen om kong Håkon en ny udfordring som historiker, og den klarer han fint ved at tage et forbillede hos sine engelske kolleger.4 Disse havde en lang tradition bag sig — helt tilbage til Beda — for historieskrivning baseret på dokumentarisk materiale, som føjes sammen med forfædrenes overlevering og samtidens oplysninger. Gransden (1974) giver en udtømmende redegørelse for denne udvikling inden for den middelalderlige engelske historieskrivning. Som helhed er prosaberetningen i Hákonarsaga tør og noget formel. Sturla benytter i dette værk i udpræget grad den islandske fortællemåde med vægten lagt på det ydre hændelsesforløb. Men der er en væsensforskel på Sturlas fremstilling af sit materiale i kongesagaen og i Íslendingasaga. I det sidstnævnte værk var Sturla selv og hans nære slægtninge hyppigt aktører. Ud fra sin selvstændige opfattelse af begivenhedernes årsagsmæssige sammenhæng giver Sturla sine læsere en tolkning af det historiske forløb. I sin narrative fremstilling præsenterer han sine “forklaringsmodeller” under brug af episke virkemidler. I lighed med Snorri benytter Sturla 4. I Island forfattes der omkring et halvt hundrede år, efter at Sturla skrev Hákonarsaga, en biografisk embedsmandssaga om Skálholtsbispen, Árni Þorláksson. Denne saga dækker to decennier og indeholder omkring hundrede henvisninger til dokumentarisk materiale, altså et lignende antal som i den tidsmæssigt tre gange så lange Hákonarsaga (Hauksson 1972, c–civ). I Árnasaga afbrydes beretningen til stadighed af lange citater — undertiden næsten ordrette — fra dokumentariske kilder. En narrativ fremstilling erstattes her af en éndimensional udvælgelse for at underbygge en kirkepolitisk argumentation. Sammenligningen af bispesagaen med Hákonarsaga viser, at Sturla er forud for sin tid i Island, idet han samordner dokumentariske kilder med traditionelle kildetyper.

38

Ólafía Einarsdóttir

sig meget af replikker og direkte tale; og han visualiserer hændelsesforløbet, så at læseren formelig iagttager det som på en scene. Inden for forskningen har man da også været opmærksom på den store forskel, der består mellem Sturlas kongesagaer — Hákonarsaga og Magnúss saga lagabœtis — og hans øvrige, omfattende forfatterskab. Der kan næppe herske tvivl om, at Sturla har været presset af denne opgave; og han synes at stå uden for beretningen og virker uengageret. I den sidste del af sagaen må læseren ofte lade sig nøje med at få fortalt om selve begivenhedsforløbet, uden at blive indviet i, hvad sagen faktisk drejede sig om. Dette kan undertiden komme til at ligne kattens leg omkring den varme grød, og der er tilløb hertil allerede i afsnittet om Skuli jarl. Beretningen i Hákonarsagas sidste del efterlader ikke sjældent læseren mere nysgerrig end vidende. Inden for det litterære felt af norrøne studier har tendensen i stigende grad været, at opfatte de pågældende frembringelser som forfatterbetinget — i konsekvens af, at der her skulle være tale om fiktion og ikke om realitet eller en art svunden virkelighed. De formodede forfattere er imidlertid anonyme. Anderledes forholder det sig med en del narrative fremstillinger med historisk sigte, hvis forfattere kendes; og her kommer forskningens forfattercentrering til sin ret. Historikeren Snorris situation som egen opdragsgiver og som selvfinansierende er usædvanlig i sammenligning med kollegerne ude i Europa. Noget tilsvarende var der tale om for brodersønnen Sturla, hvad angår Íslendingasaga. Også i flere andre islandske eksempler af lignende art er der tale om en stærk forfatterindflydelse; men et brud hermed kommer allerede i første del af Sverrissaga og navnlig i Hákonarsaga.5 Inden for det norrøne område tager kongemagten nu for alvor skriften i sin tjeneste. Dette havde allerede den franske kongemagt gjort i St. Denis–munkenes Grandes Chroniques. Med klostret i St. Denis havde den norske højgejstlighed nære kulturelle forbindelser. Capetingernes arvekongedømme af Guds nåde havde store formelle ligheder med Sverriættens kongedømme. Den “guvernmentale”, stærkt censurerede franske historieskrivning er måske den tradition, som Sturlas to kongesagaer slægter mest på. Også i Westminsterskolens biografier om de engelske konger i det tolvte og trettende århundrede kunne kongemagten gøre sig ret stærkt gældende; men den egentlige engelske historieskrivnings arena lå i vidt omfang i klostrene, hvor det siden normannertiden lykkedes at bibeholde en vis autonom mental holdning over for autoriteterne (Gransden 1975). — Det har været en selvfølge inden for forskningen at indplacere Sturla i hans islandske baggrund, også i forbindelse med hans forfattelse af Hákonarsaga; men ved vurderingen af denne saga må man nødvendigvis tage et helt nyt element i betragtning: den kontrollerende opdragsgiver.

5. Som tidligere omtalt var det kirken, som tidligst forstod at gøre brug af skriften. Allerede omkring 1200 forfattedes i Island en del biskopsagaer og biografier af vitatypen. Nok mærkes det heri, at den kirkelige ideologi og struktur har sat sine fingeraftryk på fremstillingen; men disse er langt svagere end i tilsvarende europæisk litteratur. I Island markerer det omgivende samfunds normer og etik sig langt kraftigere inden for den kirkeligt influerede litteratur end i romerkirkens øvrige områder (Einarsdóttir 1985, 81–83).

Om samtidssagaens kildeværdi

39

Med sit samtidstema må især den sidste tredjedel af Hákonarsaga være blevet udformet i ikke mindre grad under påvirkning af opdragsgiveren, kong Magnus, end af Sturla i sin egenskab af kongelig norsk historiograf. Denne rollefordeling synes jeg ikke at der har været taget tilstrækkelig højde for i diskussionen af dette værk. Håkon Håkonsson og hans næstældste søn førte i deres respektive regeringsperioder hver for sig en temmelig personligt præget politik; men på vigtige områder var denne diametralt modsat rettet hos de to konger (se nedenfor, 61–62). Medens kong Magnus øvede indflydelse på Sturlas forfattelse af sin egen saga, forelå denne mulighed ikke for kong Håkon. Det mærkes tydeligt i Hákonarsaga, at sønnen her spejler faderens politik i sin egen model for en kongegerning. Dette gjorde sig især gældende i udenrigspolitikken, hvor Magnus selv i skarp kontrast til faderens krigspolitik kom til at føre en udpræget freds- og forsoningspolitik og endda fik afviklet en del af Håkons territoriale ekspansion. Hákonarsaga er som nævnt kun lidt forfatterpræget, og Sturla afstår her fra farbroderens velkendte personlighedsstudier. Inden for forskningen er der fremført forbavsende modstridende opfattelser af Håkons person. Disse opfattelser har for det meste været påvirket af, at samarbejdet mellem kongen og hans svigerfader Skuli, der i sagaen fremstår som en glansfuld personlighed, var ophørt. Det er dog især det uklart tegnede billede af sagaens hovedperson, der giver grobund for disse forskelle i synet på ham (Einarsdóttir 1992b, 92–93). Lige fra lagmanden Mattis Størssons Den norske krønike fra midten af det sekstende århundrede og frem til vort århundrede skal imidlertid Håkon Håkonsson, Norges konge, vurderes således, som det rettelig tilkommer en konge. Dette gælder ikke mindst under enevælden, som lancerer en ny variant af kongedømmet af Guds nåde, hvortil kommer, at Håkon i næsten et halvt hundrede år sad på himmelkongen Olafs jordiske trone. Den høje vurdering af kong Håkon kulminerede ved midten af det nittende århundrede i Per Anders Munchs nationalstats-eufori, hvor konge, land og folk går op i en højere enhed. I vort århundredes Europa er fyrsternes antal stærkt reduceret, og de få tilbageblivende har blot beholdt en symbolsk øvrighed. Nu tegnes Håkons billede efter de nye tiders normer, og netop det tågeindhyllede kongeportræt i sagaen giver tolkningerne frit spil. Hans Ernst Kinck betegner kongen som en forfængelig nar ([1922]1982, 341–43), og Halvdan Koht (1924) har tabt sit hjerte til Skuli jarls skikkelse i sagaen, og det må dennes drabsmand, kong Håkon, bøde for. Narve Bjørgo har udtalt, at Koht havde anvist kong Håkon en plads blandt de anonyme façadefigurer i den norske kongerække (1968, 242). Bjørgo siger ganske træffende, at kongeportrættet i Hákonarsaga er mat, konturløst og uinteressant; men han mener, at dette snarere skyldes forfatteren (Sturla) end objektet (Håkon).6 Edvard Bull synes mig at have truffet sagaens præsentation af kong Håkon godt. På dens grundlag karakteriserer han kongen som en retsindig, forstandig og meget

6. Se Bjørgo 1968 om en nærmere uddybning af de nævnte meningsforskelle blandt forskerne vedrørende Håkon Håkonssons personlighed.

40

Ólafía Einarsdóttir

almindelig mand bag den officielle façade ved hoffet (1931, 169). Bull vil også tilskrive kong Håkon den fredsperiode, som Norge oplever under dennes enekongedømme, hvorimod han finder det tvivlsomt, hvor stor andel Håkon havde i den institutionelle udvikling af samfundet. I denne skildring af kong Håkon træffer Edvard Bull netop det image, som Magnus Lagabøter utvivlsomt ønskede skulle være toneangivende i sin faders eftermæle. Men når man følger hændelsesforløbet igennem sagaen, så forudsætter dette en konge af en ganske anden støbning: Håkon Håkonsson må have været en kraftfuld kongeskikkelse. I Hákonarsagas midterste del giver Sturla os et levende billede af norsk indenrigspolitik. Både Skulis og kong Håkons færden følges på nært hold og ligeledes deres fælles styring af landet. Det fremgår, at de for det meste samarbejdede godt. Skildringen af tiden fra sommeren 1239 til foråret 1240, da Skuli forbereder og fuldbyrder sin konungstekja, udgør Hákonarsagas klimaks. Beretningen om dette lille års tid optager omkring en sjettedel af hele sagaen. Igennem det konkrete hændelsesforløb i forbindelse med denne magtkamp får vi det sikreste indtryk af Håkons personlighed. Han er fuld af handlekraft og betjener sig i rigt mål af overraskelser; han er kampivrig og snarrådig i pressede situationer og samtidig en veltalende og psykologisk forstående anfører for sine mænd, tydeligvis efter forbillede fra farfaderen. Ved Hákonarsagas afslutning opsummeres kongens vigtigste tiltag, og her karakteriseres han som munter, udadvendt, vital og fornøjelig, når han var i godt humør, men frygtindgydende, når han var vred (Vigfússon 1887, 357). Snorri stiftede nærmere bekendtskab med Håkon som ung mand, og sit indtryk giver han til kende i digtet Háttatal, hvoraf de første tredive strofer specifikt handler om den da 14–16-årige konge (Jónsson 1912–15, 2:61–69). Snorri siger her, at Håkon både er blid og frygtindgydende (Einarsdóttir 1992b, 103–4), og som noget usædvanligt inden for fyrstedigtningen omtales Håkon to gange som den glade konge: “teitr þjóðkonungr” og “glaðr fylkir” (str. 12, 29). I første del af Hákonarsaga refereres de gamle Birkebeinars overlevering om drengen Håkon Håkonsson, hvori denne fremstår med humoristisk sans og godt skåret for tungebåndet. Det er også i en sådan sammenhæng, at det omtales i sagaen, at kong Inge under sin sidste svære sygdom ønskede Håkons daglige tilstedeværelse, fordi drengen ved sin livsglæde og sit vid var kongen til opmuntring og lindring (Vigfússon 1887, 17). I betragtning af begivenhedernes tidsmæssige nærhed og familierelationen fader-søn skulle man kunne forvente en levende og inspireret portrættering af kong Håkon; men dennes billede tegnes i sagaen forbavsende uklart og noget tamt. Der er dog en enkelt markant undtagelse herfra: skildringen af krigstogtet til Skotland og navnlig beretningen omkring kongens død i Kirkwall. I denne lange og omfattende saga er det først i værkets afslutning, at læseren føler, at man får lov til rigtigt at mødes med hovedpersonen. Her afløses den udviskede personprofil, som kendetegner især den sidste tredjedel af Hákonarsaga, af en nær skildring præget af beundring og menneskelig varme over for den aldrende konge. Nu kan kilderne

Om samtidssagaens kildeværdi

41

hertil naturligvis have været flere, herunder flådens itinerarium; men jeg finder anledning til især at pege på én kilde til Håkonskikkelsen under det flere måneder lange togt til Skotland — jeg tænker på Sighvatr Böðvarsson (Vigfússon 1887, 331– 60). Den vestislandske goðorðsmann Sighvatr var søn af Sturlas ældre broder og spillede en betydelig politisk rolle i republikkens sidste årtier. Han var broder til Þorgils skarði, som i 1250’erne havde været en af kong Håkons vigtigste udsendinge i Island. Da kongens hirdmand Hallvard guldsko kom til Island i 1261 for året efter på Altinget formelt at forestå aflæggelsen af troskabsed til den norske konge, blev han og Sighvatr gode venner (Vigfússon 1887, 321–22). I sommeren 1262 rejste Sighvatr sammen med Hallvard til Norge, hvor han kom til at stå kong Håkon meget nær. I Hákonarsaga nævnes Sighvatr blandt stormændene på selve kongeskibet under Skotlandstogtet. Fra sagaen om broderen Þorgils skarði og fra Íslendingasaga ved vi, at da den norske flåde sejlede hjem fra Orknøerne, var Sighvatr blandt dem, som forblev hos kongen, og han drog først tilbage til Norge med skibet, der medførte kongens lig, i marts 1264. Sighvatr blev nu i Norge, indtil han i 1266 drog afsted med Jerusalem som mål, men døde samme år på vejen dertil. De her fremdragne omstændigheder må gøre Sighvatr til en særlig velegnet kilde til farbroderens igangværende værk (Jóhannesson, Finnbogason og Eldjárn 1946, 1:527–30, 2:104–5, 221– 26, 281–82).7 Måske har vi her endnu et eksempel på, hvorledes man inden for den litterært højt begavede Sturlungafamilie forenede rollerne som forfatter og som kilde. Under den nære skildring af kong Håkons sidste dage og timer fortælles der bl.a. om hans store læseiver, hvilket ikke har været berørt andetsteds i sagaen.8 På sit dødsleje i Kirkwall lod Håkon læse højt for sig, først af bøger på latin og derpå af norrøne værker, både om hellige mænd og om kongerne, såsom Nóregskonunga tal, og til slut oplæstes sagaen om kong Sverrir — den forfader, som Håkon satte højest, jf. bl.a. 7. I Þorgils saga skarða omtales Sighvatr flere gange. Sighvatr og hans farbroder Sturla boede i sam-me landsdel og havde igennem mange år et nært politisk samarbejde. I sagaens indledning fortælles om Sighvatr og hans brødre, og sagaen afsluttes tilsvarende med omtalen af disses død. I det sidste kapitel, der især omhandler Sighvatr, hedder det, at han blev kong Håkons mand, og at kongen satte meget stor pris på ham og ærede ham højt. Under Skotlandstogtet blev Sighvatr berømt for sin tapperhed og snarrådighed. At kongen må have syntes særlig godt om Sighvatr, fremgår også af, at han lovede ham “stórsæmdir”. Kong Håkons død betød for Sighvatr ligesom for mange andre et uerstatteligt tab. Efter ankomsten til Norge fra Kirkwall i begyndelsen af 1264 tog Sighvatr ophold hos kong Magnus. Og her vistes der ham så stor ære, at ingen anden islandsk mand nød større agtelse end han. Men Sighvatr sørgede så dybt over kong Håkons død, at det syntes ham, at intet andet menneske i Norge ville kunne blive ham så kært, som Håkon havde været (“Sighvat angraði mjök missir Hákonar konungs, svá at honum þótti engi sér í Nóregi samjafn” [Jóhannesson, Finnbogason og Eldjárn 1946, 2:226]). Det ses af Þorgils saga skarða, at Sturla og Sighvatr begge opholder sig ved kong Magnus’ hird netop på den tid, da Sturla skriver Hákonarsaga. 8. I Hákonarsaga fortælles, at da kongesønnen Håkon var syv år gammel, lod Håkon jarl ham lære at læse, og da den kun trettenårige kongesøn bliver udråbt til konge af Birkebeinarne, sidder han som pilt i katedralskolen i Trondheim (Vigfússon 1887, 11, 20). Kong Håkon og hans ældste søn, Håkon den Unge, lod fem værker fra den høviske litteratur oversætte til norrønt (Holm-Olsen 1974, 131–42). Da Matthaeus Parisiensis besøger Norge, karakteriserer han sin ven kong Håkon bl.a. som en litterært dannet mand (“est enim vir discretus et modestus atque bene literatus” [Luard 1872–84, 4:652]).

42

Ólafía Einarsdóttir

hans tale lige inden slaget ved Oslo i 1240 (Vigfússon 1887, 215–16; Ulset 1988, 87). Sin fader Håkon Sverrisson nåede kong Håkon aldrig at lære at kende; men det fremgår flere steder i Hákonarsaga, at farfaderen har været hans forbillede, som han nok primært må have lært at kende gennem dennes saga. Der er næsten noget symbolsk i, at man i Kirkwall når at læse Sverrissaga færdig, kort inden kongen udånder lidt efter midnat. — Når denne scene fra kong Håkons dødsleje fremhæves så eksplicit i sagaen, forudsætter det en kilde, som hæftede sig ved denne side af kongens interesser. Var det måske Sighvatr Böðvarsson, der læste de norrøne tekster højt for kongen på dødslejet i Kirkwall? Sturlas omtale af Sighvatr i Hákonarsaga i forbindelse med Skotlandstogtet optræder i en opregning af omkring fyrre stormænd, som bemandede selve kongeskibet; og Sturlas forlæg må her antages at have været skibets mandtalsliste (Vigfússon 1887, 331–32). Derimod gør den detaljerede og medlevende skildring af, hvad kongen foretog sig i sit livs allersidste dage og timer, en personlig nærværelse påkrævet.9 Såvel kong Magnus som Sturla befandt sig i Norge i denne vinter (1263–64). Og både Sighvatr og Sturla opholder sig hos kong Magnus den følgende vinter, da Sturla er i færd med at skrive sagaen om Håkon Håkonsson. — Dødsscenen i Kirkwall ved vintersolhvervstid i 1263 er en af norrøn historieskrivnings mest betagende. Her må det have været Sighvatr, som fortæller om sin højt beundrede ven, og Sturla, som udformer beretningen og giver den sit velkendte litterære tilsnit. Kong Håkon — med tilnavnet “den Gamle” på grund af sin lange regeringstid — vies efter et stormfuldt liv en højtidspræget litterær afskedsscene. Den store konge er død — næppe så tung en meddelelse at udgå fra netop Sturlas pen.

Håkons kongegerning I en ung alder blev Sverris sønnesøn udråbt til konge af Birkebeinarne, og sammen med rigsjarlen Skuli styrede han Norge. Kirken gik ind for Håkons kongsret på et stort anlagt møde i 1223, hvis forløb stiliseres i Hákonarsaga og prydes med en sindrig verbal udfoldelse i klassisk sagastil. Sammen kæmpede de to birkebeinafyrster

9. Døden indtraf natten til søndag den 16. december, og det fortælles i sagaen, at fire mænd blev tilbage ved kongens lig for at gøre det klart til hans lit de parade, først i den oplyste kongehal og siden i Magnus-katedralen. Tirsdag blev han lagt i kiste og gravsat i koret under trinene foran den hellige Magnus Jarls skrin. Derefter lagde man den sten, som var taget op, på plads igen og lukkede graven, og der blev bredt et tæppe over den. Dette sidste er en interessant detalje og svarer til en beretning fra tidligere under det skotske felttog. Under belejringen af en borg i Syd-Cantyre blev broder Simon syg og døde, og gråbrødrene gravlagde ham i deres kirke og bredte et tæppe over hans grav og sagde at han var hellig (Vigfússon 1887, 355–56, 337). Vi befinder os her i det keltiske kulturområde, og det kan være af interesse at bemærke en tilsvarende fremgangsmåde ved kong Øystein Haraldssons død i 1157. Øystein kom som voksen til Norge fra Irland og havde sin keltiske moder med sig. I Heimskringlas Haraldssona saga fortælles i kap. 32, at efter at kong Øystein var blevet dræbt, blev han gravlagt midt under kirkegulvet i Forskirke, og der blev bredt et tæppe (“kogurr”) over, og han blev kaldt hellig (Aðalbjarnarson 1941–51, 3:345). — Da kong Håkons lig blev sejlet til Norge og begravet i Bergen sidst i marts 1264 (efter vor kalender) og gravlagt i koret i Kristkirken, omtaler Hákonarsaga ingen symbolsk handling med et tæppe.

Om samtidssagaens kildeværdi

43

mod Baglariget i Sydøstnorge. På grund af kirkens ejendomskrav på Helgeøen, hvor paven og den norske kirke krævede jarlens bistand mod kongen, blev forholdet imellem dem spændt, og det blev kongen, der her gennemtrumfede sin vilje. Dette var midt i 1230’erne; men mellem svigerfader og svigersøn var der sået et ufreds frø, som Snorri Sturluson — en bitter fjende af kongen — fik til at udvikle sig til et oprør nogle år senere. Kongen fik overtaget, og Skuli og Snorri fandt døden på hver sin vis på kongens bud (Einarsdóttir 1992b). I Hákonarsaga får forfatteren lov til at skåne farbroderen Snorri, og da Sturla sidenhen skriver sin Íslendingasaga, gør han gengæld; her bliver kong Håkon temmelig usynlig, hvorved han kommer til at spille jokerens rolle i Islands historie gennem næsten et halvt hundrede år. Det er værd at bemærke, at det personværn — for at bruge en term fra arkivlovene — som gives den islandske statsmand i Hákonarsaga og den norske konge i Íslendingasaga, ikke bliver uden omkostninger for de to personligheder. Sturla lægger en kappe af fredsommelighed over begges skuldre og forlener de to skikkelser med et anstrøg af ædelmodig værdighed. I begge sine værker tegner Sturla et tamt og uklart billede af farbroderen med de mange talenter og af den magtfulde norske konge. I de to værkers handlingsforløb møder vi kun glimtvis den iltre og beregnende Snorri og den muntre og vennesæle storkonge. Magnus Lagabøter var under stærk indflydelse af den kristne etik, som præger Kongespejlet, og han vil give sin fader et værdigt eftermæle i harmoni med de nye tiders livsholdninger; og Sturla får lov til at give farbroderen et lignende nådigt, men neutralt omdømme (Einarsdóttir 1980, 122–23). Frem til 1240 er Hákonarsaga for det meste lige så meget en beretning om Skuli Bårdsson som om kong Håkon. Efter Skulis fald ændrer sagaen imidlertid i påfaldende grad karakter. Nu kommer udenrigspolitikken i fokus og dominerer størstedelen af beretningen om kong Håkons kvarte århundrede som eneregent. Det ser i Hákonarsaga ud, som om der i denne periode er hændt såre lidt i selve Norge. Enkelte begivenheder får dog en detaljeret omtale: Håkons kroning i 1247 og de påfølgende festligheder samt kardinal Vilhelm af Sabinas besøg i Norge og prinsesse Kristins brudefærd til Spanien. Også “bruderovet” af Ingeborg Eriksdatter samt hendes og Magnus’ bryllup og begges kroning vies en del omtale. Sceneskiftet her i sagaens sidste afsnit bort fra den rene indenrigspolitik bringer os ind i, hvad der kan betegnes som internordisk politik, præget af kong Håkons dynamiske alliancepolitik, som med tiden skulle føre frem til Kalmarunionen. Forbindelsen til England var af gammel dato, og det var kappestriden med Danmark også. Men nu bliver Sverige, der hidtil primært havde været et baltisk land, genstand for kong Håkons særlige interesse som alliancepartner i bestræbelsen på at få arvefjenden Danmark til at falde til føje. Håkon giver sig ivrigt i kast med at befæste de gamle norske udvandrerområder på de britiske øer og at lade disse områder tillige med Island og Grønland indgå i en nordatlantisk maritim stormagt. Aldrig har en norsk konges herskermagt været så vidtstrakt. Det, som der imidlertid lægges vægt på i Hákonarsaga, er den prestige, som dette giver kongedømmet indadtil og navnlig udadtil. Sommer efter sommer byder kong Håkon

44

Ólafía Einarsdóttir

den norske flåde i leding. Omtalen af de hundreder af skibe, veludrustede med mandskab og våben, er nok det mest yndede tema i denne del af sagaen. Hvor den norske konge sejler med sin prægtige flåde i farvandene syd for Norge, imponerer og skræmmer han befolkningerne i disse egne. Atter og atter læser vi om skibenes forgyldte dragehoveder, der skinner som solen og lader havet genspejle guldets stråleglans. Skildringen af Håkon Håkonsson i hans hyppige rolle som anfører for al denne pomp og pragt er blandt højdepunkterne i sagaens beretning om hans lange regeringstid. Det er sikkert dette, som har fået Edvard Bull til at vurdere Håkons udenrigspolitik snarere som udtryk for kongens forfængelighed end som realpolitik (Bull 1931, 167). Der mærkes i det hele taget i Hákonarsaga en forkærlighed for det storslåede. Således fortælles det, at kong Håkon, som var stærkt optaget af sin flåde, får bygget Korssúðin — det hidtil største skib i Norge; og ved en senere lejlighed lader han bygge Maríasúðin, som var det smukkeste skib, der nogensinde var bygget i Norge. Da prinsesse Kristin drog til Spanien, havde ingen brud i Norge fået en så rundhåndet medgift som hun. Og da kong Magnus ægtede Ingeborg Eriksdatter, havde man aldrig før holdt et så stort bryllupsgilde i Norge. Vendinger til beskrivelse af hæder og ære benyttes i Hákonarsaga ved så at sige enhver lejlighed. Under kroningsbanketten skal kardinal Vilhelm af Sabina i sin festtale have sagt, at der næppe var nogen anden i Norge, der havde opnået så stor hæder som kong Håkon. Når der i sagaen fortælles om tilbuddet til prinsesse Kristin om at ægte en broder til den spanske konge, anføres det, at Håkon gav sit samtykke, fordi det var et hæderfuldt giftermål. I skildringen af den norske prinsesses rejse ned gennem Europa til Spanien fremtræder hendes rute som overstrøet med hæder og ære. Kulminationen er ankomsten til det spanske kongepar, som viste Kristin større ære, end nogen anden udlænding var blevet til del. Og som et sidste eksempel, der skal fremdrages her, kan nævnes, at da Håkon den Unge rejser til Sverige og besøger sin svigerfader og sin svoger, henholdsvis rigsjarlen og kongen, da vises der ham stor hæder og ære; og andet får vi ikke at vide om hans besøg i Sverige (Vigfússon 1887, 248, 290–92, 299–303, 288–89). I disse stående epiteter i Hákonarsaga om hæder og ære mærkes imidlertid et noget andet indhold end i tidligere tider. Nu opfattes de mere overfladisk og ceremonielt. Individets heroiske eksistentialisme viger for en holdning, som vi genkender fra Kongespejlet — et værk, der netop blev til midt i det trettende århundrede og især afspejler overklassens livsholdninger, hvor det betyder så meget, hvorledes man tager sig ud. Kongespejlets forfatter skildrer dette nok så træffende ved at betone, hvor vigtigt det er at iagttage sit billede i et spejl. I Kongebalken — den vægtigste del af Kongespejlet — belæres man om, hvorledes en konge bør tænke og handle (Jónsson 1920, 94–289). Højest blandt kravene til ham er at være rex justus og vogter af freden. Magnus Lagabøter har taget begge disse begreber til sig, og den bibelske etik, som kendetegner Kongespejlet, har på flere måder vist sig væsentlig for hans kongegerning. Hans fader, kong Håkon, synes derimod at have været en typisk krigerkonge, i lighed med mange af hans forgængere

Om samtidssagaens kildeværdi

45

på den norske trone. Når man trænger ind bag Hákonarsagas idelige floskler om fred og hæder, viser det sig, hvorledes kongen i sin udenrigspolitik betjener sig af et vidtforgrenet og velfungerende diplomati samt et efterretningsvæsen omfattende både spioner og kontraspioner. For at understrege sine udenrigspolitiske intentioner foretager Håkon en nærmest uafbrudt militær oprustning. Kongens noget rastløse handlekraft og eventyrlyst kommer endnu til udtryk under hans sidste togt, som gik til Skotland. Han har forhandlere ude i Irland, hvis befolkning gerne vil gøre fælles sag med den norske konge, dersom han vil hjælpe dem med at blive fri for englænderne. Ved vinterens begyndelse bliver kong Håkon indbudt til at tage vinterophold i Irland sammen med hele sin flåde. Håkon vil hellere end gerne tage imod det flotte tilbud; men den norske flådes svar er, at den vender hjem til Norge — med eller uden kongens tilladelse (Vigfússon 1887, 349). Håkon Håkonsson må have været et sjældent politisk talent med evner og vilje til at blive en af sit lands allerstørste konger. Sagaens billede af hovedpersonen som en pragt- og prestigehungrende fyrste er sikkert korrekt nok; men nedtoningen af Håkons ekspansions- og aggressionspolitik må nok ses som resultat af kong Magnus’ indflydelse på sagaens udformning. Afstanden mellem det mål, Håkon havde for sin kongegerning, og det ideal, som Magnus søgte at leve op til, kunne næppe have været større. Havde Håkon kunnet læse sin egen saga, ville det formentlig snarere have været digtene heri end prosaskildringen, han ville have genfundet sig selv i. Sturla Þórðarson udviser i sine digte om kong Håkon — Hrynhenda, Hákonarkviða, Hrafnsmál og Hákonarflokkr — et stort kendskab til den tidligere fyrstedigtning. Herfra har han hentet mange metaforer samt stilistiske og sproglige vendinger. Hyppigst omtaler Sturla kongen som krigeren eller som den gavmilde (fyrste). I alle fire digte fremstilles Håkon som den hæderkronede konge, men først og fremmest som den kæmpende og sejrende fyrste. Han fører sig frem med skrækkehjelm og bidrager til, at ulve- og ørneskarens føde vokser. Digtenes billedsprog topper med skildringerne af udsmykningen af den norske flåde. Det var, som om der brændte ild over skibene på grund af de funklende skjolde over rælingen; det ildrøde guld på de rigt udsmykkede skibsstævne oplyste havnene; på de guldindvirkede sejl sås draget herlige figurer, og tillige med de guldbesatte faner kunne den norske ledingsflåde lyse på lang afstand, og solen kom til at skifte farve med guldet — havets sol (Hrynhenda 14–16; Jónsson 1912–15, 2:116–17). Når det gælder Håkons aggressive udenrigspolitik, kan Sturla i digtene udtrykke sig mere åbent end i sagaens prosatekst. Den megen tågesnak om formålet med Håkons årlige flådetogter bliver klarere igennem Sturlas digtersprog. Enkelte eksempler herpå skal fremdrages: Af den afsluttende strofe i Hákonarkviða fremgår det, at svenskerne var slået med frygt, indtil deres konge efterkom kong Håkons bud (“Var geðsteinn / gauzkum manni / styrjar stund / í stall drepinn, / áðr ógnstórr / játat hafði / Svía gramr / siklings boði” [Jónsson 1912–15, 2:126, str. 42]). Ikke mindre tydeligt afsløres camouflagen fra sagaens prosaberetning, når det gælder Håkons forhold til Danmark. I Hrynhenda får vi i kraftfuld skjaldedigtningsstil en skildring af

46

Ólafía Einarsdóttir

et af Håkons angreb: Videnom faldt de danske krigere, jaget på flugt; den norske krigerskare med skrækkehjelmene trængte hårdt frem i kampen; krigerens mænd førte sig kraftigt frem til kamp efter hans bud. Ulven fik varm føde; ørnen delte med ulven de grumme mænds blod; ulven stod i de onde mænds blodpøl.10 I samme digt hedder det om Håkons idelige udbud til leding, at alle mænd i landet måtte afsted, og ledingsbuddet håndhævedes strengt i hele Norges rige (“allmenningr varð út at sinna, / ógnar lundr, á þinni grundu, /mildir hofþu herboð holdar / harða sveld ór Nóregs veldi” [Hrynhenda 12.4–8; Jónsson 1912–15, 2:116]). Videre siges det i Hrynhenda, at ingen anden fyrste end Håkon nogensinde er kommet til Danmark med en sådan hærstyrke (16.5–8). Alle syd for landet syntes, at det var skrækkeligt at have kampstævne med den norske konge; danskerne bad dig om forlig, thi dine fjender blev glade for at måtte beholde livet.11 Hæder, pomp og pragt, og i det hele taget en hang til det storslåede, er fælles for digt og prosa i Hákonarsaga. Men digtene viser tydeligere kongens rolle som fremragende hærfører. Digtenes stående betegnelse for Håkon som den gavmilde virker her nok så fraseologisk, idet dette træk kun konkretiseres rigtigt en enkelt gang, nemlig i forbindelse med kroningen, hvor det hedder, at kongens mænds arme skinnede af guld(ringe). Endnu i Snorris fyrstedigtning møder vi en stadig tilbagevendende omtale af alt det guld, som prydede mændene hos fyrsten med det store gavesind — Skuli Jarl. Ikke sjældent betegnes Håkon i Sturlas digte som den, der opretholdt lov og orden i sit rige ved at straffe oprørsmænd, røvere og alskens ransmænd, hvilket er i god overensstemmelse med sagaens prosaberetning om hans kongegerning. Også på et andet punkt er der en interessant overensstemmelse mellem sagaen og digtene, nemlig en tydelig kongecentrering. Ved læsning af Sturlas digte er det påfaldende, at det velkendte samspil mellem fyrsten og hans mænd — følget, hirden og hæren — fremhæves så lidt, måske med undtagelse af skildringen af Skotlandstogtet. Dette samspil fremhæves derimod stærkt i Háttatal, ikke mindst i Snorris omtale af Skuli. Ser vi på Hákonarsaga, er dennes sidste del netop præget af, at de mange stormænd, der fyldte scenen under det politiske spil frem til omkring 1240, nu forlader den i stort tal og ofte kun bliver synlige i en dødsnotits eller lignende. Foruden biskopperne omtales i sagaens sidste del mest folk tilknyttet diplomatiet. På dette punkt ses en vis lighed med Sverrissaga: både i Sverris og i hans sønnesøns kongedømme skal der gøres stor plads for selve kongen. I den gamle nordiske fyrstemodel optræder fyrsten sammen med sine mænd og afspejler derved den nordi10. “Syngja létu snarpir drengir / sóknar gífr í fleina drífu, / brandar helypðu ort ór undum / ærnu blóði danskrar þjóðar; / víða fellu vegnir þollar / (víga-drótt) í reknum flótta / (faldin gekk þar fast at hildi) /frægra málma (ægis hjálmi). “Styrkir gengu menn und merkjum / málma lunds á viðri grundu / (valgammr sleit) at vápna móti /(varma bráð) at þínu ráði; / sjálfri skipti orn við úlfa / ógnar-báru hofuðsára / (gyldir stóð of greypra holda) / grimmrar þjóðar (meginblóði)” (Hrynhenda 8–9; Jónsson 1912–15, 2:115). 11. “Ollum þótti, Egða stillir, / ægiligt, enn víða frægi, / gunnar logs fyr græði sunnan / geigurþing við yðr at eiga; / sætta báðu, Sygna dróttinn, / snjallráðan þik Danir allir, / fyrða gramr, þvit fegnir urðu /fjandmenn þínir lífi sínu” (Hrynhenda 17; Jónsson 1912–15, 2:117).

Om samtidssagaens kildeværdi

47

ske horisontale samfundsorden. Under indflydelse af romerkirken tenderer præsten Sverrir og nu også kong Håkon til at anbringe sig på toppen af en vertikal styringspyramide (Einarsdóttir 1981). De mænd, som får megen omtale i Hákonarsagas sidste del, er de mange udsendinge, der kommer og går fra både nære og fjerne lande. Kong Håkons flid på det udenrigspolitiske felt gav sig ikke blot udtryk i territorial udbygning af stormagten, men også i opretholdelse af venskabelige forbindelser med de fleste lande i Europa og middelhavsområdet. I næstsidste vers af Hrynhenda berører Sturla kongens internationale forbindelser. Han fortæller eksempelvis, at araberne var glade for de høge, som Håkon havde sendt dem; og afslutningsvis hedder det, at kongens kostbare (venne)gaver pryder hele verden (Jónsson 1912–15, 2:118). — I Hákonarsaga omtales mere end halvtreds sendebude; men noget fast diplomati havde kong Håkon ikke. Det ses dog, at i 1240’erne havde kongen en nærmest fast udsending i Palermo hos kejser Friedrich II. Håkons venskab med kejseren gik tilbage til 1220’erne med hyppige sendebud imellem dem medbringende gaver og breve. Håkon stod også i flittig forbindelse med paven, ofte med norske sendebude, som opholdt sig i længere perioder ved kurien. Mange af sendebudene var naturligt nok gejstlige. I sagaen finder vi disse “diplomater” navngivne med oplysning om, hvor rejsen gik hen, men kun sjældent gives der nogen videre forklaring på, hvad budskabet drejede sig om.12 Håkon Håkonsson havde indledt sin internordiske politik med at fiske i rørt vande i de svenske stridigheder mellem den Erikske og den Sverkske kongeslægt. Håkon vælger imidlertid at gøre fælles sag med Folkungerne — en gammel birkebeinatradition — og han får inddraget rigsjarlen i en norsk-svensk forsvarspagt, befæstet ved en dynastisk alliance, idet den nye folkungekonges søster ægter Norges blivende konge, Håkon den Unge. Mod Danmark fører Håkon Håkonsson en udpræget angrebspolitik, begyndende med hærgen i Halland, og han udnytter Valdemarsønnernes indbyrdes fejder. Under et af Håkons store krigstogter til Danmark ankrer en truende norsk flåde op ved København, og ifølge en halvstrofe af Gizurr Þorvaldsson giver den norske konge danskerne seks dages betænkningstid. Kong Kristoffer falder til føje, og det fortælles i sagaen, at nu blev Håkon dennes fader, og den danske konge blev Håkons søn [Meðr þessi sætt bundu þeir fullkomliga vináttu sína, svá at Dana-konungr skyldi vera Noregs-konungi í sonar-stað, en Hákon konungr hónum í föður-stað] (Vigfússon 1887, 298). For at få mening i fortællingen må man tolke sagaens ord symbolsk i retning af, at den danske konge er trådt i et vist lydighedsforhold til storkongen Håkon.13 Da der ikke længe efter påny kom interne

12. Herom henvises nærmere til Bjørgo 1975. Se også Richard Lustigs redegørelse for den norske udenrigstjeneste i middelalderen i europæisk kancellihistorisk perspektiv. Forbindelserne med de Britiske Øer var de mest fremherskende for Norge i det trettende århundrede (Lustig 1978–79). 13. I folkevandringstiden og endnu ind i vikingetiden havde der ofte været en overhøjhedsforbindelse mellem Sydnorge og Jylland. Havet fungerede dengang som et forbindende led imellem landsdelene og ikke som sidenhen som en landegrænse. Norge var i vikingetiden til dels et dansk jarledømme. Under Knud den

48

Ólafía Einarsdóttir

tronstridigheder i Danmark, var kong Håkon igen på pletten med leding fra hele Norges rige; men danskerne betakkede sig for hans mæglingstilbud og søgte støtte hos naboen i syd. Et andet træk i sin politik over for Danmark foretager Håkon i 1261, da han lader Erik Plovpennings datter afhente i et dansk kloster og i al hemmelighed sejle til Norge.14 Biskop Håkon, som ledede kuppet, lovede Ingeborg, at hun ville blive kronet til dronning ved indgåelse af ægteskab med kong Magnus. Det fortælles i Hákonarsaga, at kong Håkon i hemmelighed havde sendt sin skatmester Andrés plytt til Danmark for grundigt at undersøge, hvor stort Ingeborgs arvegods var, og hvor det lå (Vigfússon 1887, 311–26). Og nu har Håkon antagelig følt, at han havde fået foden indenfor i Danmark med deraf følgende muligheder i fremtiden. Håkon Håkonsson genopliver tidligere norske kongers atlantiske politik. Han udnævner konger på Man og på Hebriderne; og Orknøjarlerne, hvis magt var blevet stækket efter rejsningen i 1192, holder han i stramme tøjler. Håkons succes med sin “fredelige” krig i Island forstås bedre ud fra Hákonarsaga end ud fra Sturlas Íslendingasaga. Der er især to træk, man hæfter sig ved her. Først er der Håkons udnævnelse af en myndighedsperson over et område, hvortil en anden mand har arveret. Dette fører til en kollision mellem to lovopfattelser — republikkens og kongemagtens — med deres iboende kim til strid og splid. Det andet træk fra kongens side er, at hver gang han sender udsendinge til Island — det være sig nordmænd eller islændinge, verdslige personer eller kirkens folk — så sender han samtidigt spioner afsted for at rapportere om sine officielle repræsentanter. Island skulle blive den største gevinst, der kom ud af Håkon Håkonssons dynamiske udenrigspolitik. Tillige med Grønland var landet herefter at betragte som et skatland til den norske krone. Islands befolkning var dengang af en ganske anden størrelsesorden i forhold til Norges, end den blev sidenhen. Skatten fra Island, som længe blev opgjort i vadmel, var for datidens naturalieøkonomi meget let at håndtere med hensyn til nøjagtig udmåling, bekvem transport og ikke mindst lang holdbarhed (jf. Magnus Erikssons præference til sin tid om at få Island som sin landsdel inden for den svensk-norske union).

Stores nordsøimperium opstod et historisk mønster som skulle få et langt liv — tvillingeriget Danmark-Norge. Med Brennø-forliget i 1038 blev der skabt lovmæssige muligheder for de to rigers fortsatte fælles overhoved; Magnus den Gode var et fint eksempel herpå. Den danske kong Valdemar og ærkebiskop Absalon havde tanker om en genoplivelse af denne gamle kending; og nu synes turen at være kommet til Håkon Håkonsson. For ham gjaldt det i første række om at erobre Halland; men på længere sigt gik hans ambitioner tydeligvis meget videre. 14. Ifølge Hákonarsaga ønskede kong Håkon at anholde om Ingeborgs hånd på korrekt vis, hvorfor han lader sine sendebude drage til Saxland, hvor prinsessens morfader var hertug. Det bemærkes i sagaen, at hertugen af Sachsen var en af de syv tyske valgfyrster til kejserværdigheden og at hertugen også var kejserens “dróttsete”, når han færdedes nord for Alperne. Morfaderens svar er imidlertid, at Ingeborg er dansk, og at tilladelse til giftermålet må indhentes hos hendes danske familie, der — som det sidenhen viser sig — ikke ønsker en dynastisk alliance med arvingen til den norske trone. Hertugen har selv to giftefærdige døtre, som han gerne vil have giftet ind i det norske kongehus; men fra norsk side var man ikke interesseret heri trods faderens høje position. For det var jo Erik den Helliges datter og hendes store jordegods, som havde kong Håkons interesse (Vigfússon 1887, 311–12).

Om samtidssagaens kildeværdi

49

Det må have været med blandede følelser, at Hákonarsagas forfatter Sturla Þórðarson måtte skrive om denne del af kong Håkons udenrigspolitik, herunder også sagaens beretning om kardinal Vilhelms råd angående kongens islandspolitik. Vinteren inden Håkons kroning i 1247 opholdt to islandske høvdinge sig hos ham, repræsenterende de to mægtigste slægter i Island — Sturlungarne og Haukdælirne — som kæmpede bittert om magten i landet. De to stormænd, Þórðr kakali og Gizurr Þorvaldsson, var blevet enige om at rejse til Norge for at underlægge hele deres indbyrdes opgør kongens dom. Da så kardinal Vilhelm kom til Norge, ville kong Håkon indhente hans vurdering i mange sager, og herunder spørgsmålet om mægling i striden mellem de to islændinge. Fra italienske og tyske kilder ved vi, at Vilhelm var en klog og besindig mand, og da han fik sagen forelagt, mente han, at Þórðr havde lidt størst skade; han havde jo bl.a. mistet sin fader og fire brødre i slaget ved Örlygsstaðir, hvor Gizurr sejrede. Det hedder i Hákonarsaga: Þá var ok sú skipan [gör] til Islands með ráði kardinála, at sú þjóð, er þar bygði, þjónaði til Hákonar konungs; þviat hann kallaði þat ósannligt, at land þat þjónaði eigi undir einhvern konung sem öll önnur i veröldinni. Var þá sendr út Þórðr kakali með Heinreki biskupi. Skyldu þeir flytja þat örendi við lands-fólkit, at allir játtaðisk undir ríki Hákonar konungs, ok slíkar skatt-gjafir sem þeim semðisk. Þetta sumar var sendr til Grænalands Óláfr biskup. Óláfr biskup skyldi ok þangat hafa slíkt örendi. (Vigfússon 1887, 252) [På kardinalens råd blev der gjort dette påbud for Island om, at det folk, som boede der, tjener kong Håkon, for kardinalen mente, at det ikke var rigtigt, at det land ikke tjente nogen konge, således som det blev gjort i alle andre lande i verden. Þórðr kakali blev sendt til Island sammen med biskop Henrik (som kardinalen netop havde viet til Hólar). De skulle foreslå folket i Island, at det skulle underkaste sig den norske konge og betale ham en skat, som de skulle blive enige om. I denne sommer blev biskop Olaf sendt til Grønland. Han havde også et lignende opdrag.]

Som eksempler på, hvorledes man inden for forskningen har tolket denne passus i Hákonarsaga, vil jeg henvise til to fremtrædende forskere, den ene islandsk og den anden norsk. Jón Jóhannesson skriver, at med Þórðs og Henriks opfordring til islændingene lægger kong Håkon for første gang kortene på bordet om, at han sigter på at underlægge sig Island. Også først nu bliver det tydeligt, at kirkens tjenere gør det til deres opgave at arbejde for disse kongens planer. Og forfatteren understreger, at biskop Olaf bliver sendt til Grønland med helt den samme opgave, som Þórðr kakali og biskop Henrik af Hólar havde i Island (Jóhannesson 1969, 218). I Regesta Norvegica findes følgende beskrivelse: Brev [fra kong Håkon Håkonsson/kardinal Vilhelm av Sabina?] til folket på Island: Det er ikke rett at islendingene ikke lyder under en konge. De bør nå underkaste seg kong Håkon og betale ham skatt. (Gunnes 1989, 241, nr. 786)

Erik Gunnes bemærker hertil: Det er ganske uklart hva slags dokument dette har vært og hvem som egentlig udferdiget det — om da budskapet overhodet er kommet frem i annet enn muntlig form. Sagaen taler om en “skipan til Island”, gjort “med kardinalens råd”. Tord kakale og biskop Henrik ble sendt ut for å forelegge islendingene dette kravet om underkastelse. Det ligger

50

Ólafía Einarsdóttir nærmest å tro det gjelder et brev fra kong Håkon, der han påberoper seg moralsk/ideologisk støtte fra kardinalen. (Gunnes 1989, 241, nr. 786, note 1).

Det har længe været den rådende opfattelse inden for forskningen, at kardinal Vilhelm her havde givet sin støtte til kong Håkons islandspolitik, ja, at der ikke blot var tale om en pavelig godkendelse af denne, men ligefrem et påbud herom. At fortolkningen af denne passus i Hákonarsaga er blevet opretholdt uanfægtet under den nu længe rådende kildekritik, ser jeg som udtryk for, at vi er faldet for illusionen om, at en samtidig kilde må antages at bringe os oplysninger om, hvorledes tingene egentlig er gået til; fra kroningssommeren og til sagaens tilblivelse er der jo forløbet mindre end to decennier. Nedenfor vil jeg ud fra gængse kildekritiske kriterier se lidt nærmere på Vilhelms baggrund og desuden inddrage en anden kildes referat af hans udtalelser ved den nævnte lejlighed. Herefter vil man erkende, at vi i Hákonarsaga står over for en behændig tilsnigelse, når det gælder den ærværdige italieners udtalelse. Kardinal Vilhelm var vokset op i området nord for republikken Genua og blev i begyndelsen af 1220’erne biskop i Modena, som var medlem af det lombardiske forbund.15 Denne del af det nuværende Italien udmærkede sig netop ved at omfatte flere selvstændige områder, som i deres modstand mod kejsermagten samarbejdede med paven. Ikke mindst i 1230’erne kæmpede man her bittert for sin uafhængighed af den kejserlige overhøjhed. Vilhelm indfandt sig i Norge i 1247 som pavelig legatus for Innocentius IV (1243–54), som var genueser og tilhørte en af byens førende adelsslægter. Det må afvises, at den islandske republik, ledet af høvdinge, skulle have tegnet sig som værende en forkert og ligefrem upassende statsskik for den norditalienske biskop Vilhelm og for genueseren Sinibaldi Fieschi som pave. Norditalien udgør netop det område i det middelalderlige Europa, hvor der kan hentes de nærmeste paralleller til den islandske republik (Einarsdóttir 1964, 150). Når det gælder opfattelsen af kardinalens udtalelser om Island, kunne man tænke sig at en sprogkløft har gjort sig gældende. Nok tog kong Håkon tillige med sønnen Håkon den Unge en interesse i at få udenlandske bøger oversat til norrønt, men biskop Henrik af Hólar må antages at have haft gode muligheder for at forstå kardinalens sprog, der må formodes at have været latin med italiensk udtale, eller det kan have været tysk (se nedenfor, 53). I Þórðar saga kakala, skrevet i Island nogle år senere end Hákonarsaga, oplyses, at kong Håkon lod Gizurr og Þórðr kære deres sag, således at kardinalen var til stede og fik forklaret, hvad det hele drejede sig om.

15. Om kardinal Vilhelm af Sabinas liv og baggrund henvises til den grundige redegørelse af Gustav Adolf Donner (1929). Særlig værdifuld er her gennemgangen af Vilhelms mangeårige virke i østersøområdet, hvortil forfatteren også har benyttet kilder uden for de officielle pave- og kejserbreve, eksempelvis den livlandske krønike og akter fra den preussiske orden, som netop i Vilhelms tid som legatus var ved at sætte sig fast i dette område. Vilhelms indflydelsesområde her var enormt og strakte sig fra det baltiske hav og langt ned i Centraleuropa. Nok var han pavens mand, men hans diplomatiske snilde gjorde ham også til en dygtig og forstående forhandler med kejser Friedrich II. Hos disse forskellige folkeslag havde han så godt et ry, at befolkningerne her bad paven om at måtte beholde ham og ikke få ham udskiftet med en anden udsendt kardinal — et sjældent vidnesbyrd om statsmandskløgt og mellemfolkelig forståelse.

Om samtidssagaens kildeværdi

51

Og da kardinalen hørte om alle de dræbte i Þórðrs nærmeste familie, så forekom det ham, at Þórðr havde lidt mest skade: “Vildi hann þat eitt heyra, at Þórðr færi þá til Íslands, en Gizurr væri þar eftir, — kvað þat ok ráð, at einn maðr væri skipaðr yfir landit, ef friðr skyldi vera” (Jóhannesson, Finnbogason og Eldjárn 1946, 2:83). Det hedder videre i Þórðarsaga, at biskop Henrik støttede Þórðr i hans sag både over for kardinalen og kongen, og der blev et nært forhold mellem biskoppen og Þórðr. Enden på sagen blev da også, at Þórðr skulle drage til Island og fik myndighed over landet, medens Gizurr måtte blive tilbage i Norge.16 I de to sagaer Hákonarsaga og Þórðar saga kakala får vi således noget afvigende oplysninger om, hvorledes kardinal Vilhelm har opfattet situationen i Island. Han mente tydeligvis, at det ville virke mere fredsbevarende, dersom kun den ene af de to kamphaner drog afsted til Island, medens den anden blev tilbage i Norge. Hákonarsagas generaliserende bemærkninger om kardinalens opfattelse af, hvad der var et lands rette statsskik, må klart afvises, ikke blot på grund af Vilhelms norditalienske baggrund, men også på grund af det, vi ved om hans virkefelt som pavelig legatus for Nord- og Østeuropa igennem tyve år. Af denne periode tilbragte han tretten år i sit embedsområde, mest hos de vendiske folk i områderne syd og sydøst for Østersøen, hvor han beskæftigede sig med missionsvirksomhed og med at organisere de for kristendommen nyvundne lande. Her mødte han meget decentrale styreformer, hvor befolkningsgrupperne blev forestået af en slags hertuger og af lokale høvdinge — alt i modsætning til de tre nordiske kongeriger: Sverige, Danmark og Norge. Fra Preussen, hvor den tyske ridderorden var ved at sætte sig fast, har vi et godt vidnesbyrd om, at Vilhelm så med velvilje på områder eller stater, der hørte umiddelbart under paven uden nogen konge eller kejser. Set på denne baggrund var der for Vilhelm intet forkert i den islandske statsform; her var tværtimod et godt eksempel på et folk, som organisatorisk og fiskalt havde en velfungerende kirke, der var lydhør under paven. Þórðar saga kakala er skrevet i Island få år efter Hákonarsaga, men det islandske hændelsesforløb, som skildres i Þórðarsaga, må Sturla Þórðarson have kendt, da Þórðr var hans fætter. Nok skrev Sturla Hákonarsaga, men de udtalelser, som her tillægges den italienske kardinal, har næppe været Sturlas opfindelse;

16. Þórðar saga kakala kendes i dag kun som en del af Sturlunga-samlingen, hvor forfatteren for årene 1242–50 forlader Íslendingasaga for i stedet at indføje den mere omfattende Þórðarsaga. Denne saga forløber noget forskelligt i de to membraner af Sturlungasaga: Króksfjarðarbók og Reykjarfjarðarbók. For visse deles vedkommende er teksten i det sidstnævnte håndskrift betydelig mere kortfattet, og de sidste tre kapitler af Þórðarsaga optræder kun i Króksfjarðarbók, svarende til siderne 82–86 i den citerede udgave. — Man har inden for forskningen ment, at de afsnit af de to håndskrifter, som er fælles, har tilhørt den oprindelige Sturlungasaga, medens de afvigende dele skyldes tilføjelser til denne. Gennem en tekstkritisk analyse af de fælles oplysninger i såvel annalerne som Króksfjarðarbók og Reykjarfjarðarbók samt de forskellige afskrifter af denne sidste, altså II-p håndskrifterne, er jeg kommet til den slutning, at de afvigende tekster i de to membraner først og fremmest skyldes forskelligt udvalg fra den oprindelige Sturlunga, og at afslutningen på Þórðarsaga ikke skyldes tilføjelse til Króksfjarðarbók, som da skulle have været foretaget i midten af det fjortende århundrede (Einarsdóttir 1968).

52

Ólafía Einarsdóttir

snarere mærker vi her Magnus Lagabøters fingeraftryk på fremstillingen. Når det gælder kong Håkons islandspolitik, læser vi tidligere i sagaen en tale, som lægges den dengang sekstenårige konge i munden, og hvori Håkon gør sig til talsmand for, at man aflyser det af Skuli jarl påtænkte krigstogt til Island. I denne forbindelse tilskrives den unge konge nogle bemærkninger om, hvad der måtte tjene islændingene og freden i Island bedst (Vigfússon 1887, 52; Einarsdóttir 1992b, 105–7). Kardinal Vilhelm opholdt sig i Norge i sommermånederne 1247; han var i slutningen af det foregående år blevet udnævnt til legatus a latere bl.a. for Norge og Sverige og med den særlige funktion i Norge at krone Håkon Håkonsson. Som kardinal og biskop af Sabina siden 1244 var Vilhelm en slags statsminister for pave Innocentius IV og dermed en af sin tids mest indflydelsesrige mænd i Europa. Siden midten af 1244 har paven sammen med sin kurie været i landflygtighed fra Rom på grund af kejser Friedrich II, og ved vinterens begyndelse tager han ophold i Lyon. Det er herfra, at paven endelig imødekommer den norske konges ansøgning om kroning. Tidligt på foråret 1247 drager Vilhelm — kuriens store specialist på Nordeuropa — afsted med Norge som mål. Han lander i Sydengland, hvor han får transitpas efter at have lovet at forlade landet hurtigst muligt og drage videre til Norge. Baggrunden herfor var pavens idelige forsøg på at presse penge af englænderne og ikke mindst hans aktuelle svækkede stilling som landflygtig. Ved midten af juni lander Vilhelm i Bergen, og det fremgår af Hákonarsaga, at den aldrende kardinal her som andre steder i sin lange og varierede karriere har efterladt et godt og mindeværdigt indtryk. Ikke desto mindre bliver den hæderkronede kardinal brugt på en behændig måde både af værkets opdragsgiver, Magnus Lagabøter, og af forfatteren, Sturla Skjald. Sagaskriveren har i klassisk stil konstrueret en tale og lagt den Vilhelm i munden og desuden formuleret en nydelig dialog mellem kongen og kardinalen. Lad os først se nærmere på den tale som Sturla lader Vilhelm holde ved kroningsmiddagen. Efter at deltagerne i banketten havde spist sig mætte, holder kardinal Vilhelm en ret besynderlig tale. Efter et kort resumé af, hvad der var foregået samme dag omkring den højtidelige kroning, går Sturla over til at gengive kardinalens tale ordret. Vilhelm erklærer, at han var kommet til Norge fuld af betænkeligheder, idet han havde hørt så meget ufordelagtigt om landet. Det var blevet stillet ham i udsigt, at han ikke ville få noget ordentligt at spise og drikke; han ville finde, at menneskene her nærmest var som dyr, og meget mere i samme stil. Han var imidlertid glad over, at han ikke havde ladet englænderne påvirke sig til at opgive at drage videre til Norge, thi da han nu var kommet til landet, viste forholdene sig at være fremragende i enhver henseende. Og i Bergen fandtes der så mange skibe, at Vilhelm aldrig før havde set magen, hvortil kom, at skibene var lastet med de allerbedste varer (Vigfússon 1887, 248). Ved en saglig vurdering fremstår denne tale som en bevidst skrøne. Men hvorfor skulle kardinalen egentlig påduttes en sådan svada? Det vides ikke, men mit bud er, at Sturla her placerer den italienske prælat i en rolle, som er klassisk for en nordisk

Om samtidssagaens kildeværdi

53

fyrstedigter. Gæsten langvejs fra er ved at fremføre en hyldest til sin vært. Der skabes en atmosfære af spænding, idet gæstens negative forhåndsforventninger danner baggrunden for lovordene, som derved stilles i relief og får en forstærket virkning. Sturla — selv digter og en af sin tids største kendere af fyrstedigtningsgenren — betjener sig her af en karakteristisk effekt fra den nordiske fyrstedigtning, hvor skjalden balancerer som på en knivsæg mellem ris og ros (Frank 1978, 120–41). Efter det, som tidligere er anført om kardinal Vilhelm, siger det sig selv, at der næppe var meget i Norge, som kunne komme bag på ham efter hans mangeårige ophold i Nord- og Østeuropa, hvor han antagelig har lært sig at tale i hvert fald tysk. End ikke de norske fjelde har virket fremmedartet på én, der var barn af det vestlige område af Alperne. At det, som Sturla her skriver, er digt blot i prosaform, fremgår tydeligt af det, som han lader kardinalen udtale om Bergen. Da pave Innocentius måtte flygte fra Rom, lagde han vejen om ad sin fødeby, Genua, hvor han med sit følge gjorde et længere ophold. Genua var dengang en af Middelhavets største handelsbyer med en usædvanlig stor naturhavn, og en sammenligning med Bergen var absurd. I forbindelse med sine lange ophold i Preussen og besøgene i Danmark havde Vilhelm også været en hyppig gæst i Lübeck, ligeledes med en stor havn. Det har nok snarere været islændingen Sturla end norditalieneren Vilhelm fra Piemonte, som har ladet sig imponere af Bergens størrelse. Også det, som Sturla skriver, englænderne skulle have fortalt Vilhelm om forholdene i Norge, virker usandsynligt. I det trettende århundrede var der nære forbindelser mellem Norge og England. At englænderne skulle have frarådet kardinalen at begive sig til Norge modsiges af, at betingelsen for hans midlertidige pas var, at han hurtigst muligt skulle forlade Henry III’s territorium og rejse videre til sit bestemmelsessted. Sturla Þórðarson mestrer i sine værker kunsten at formulere taler og dialoger; her har han også haft et fremragende forbillede i sin farbroder Snorri. Og da kardinal Vilhelm forhører sig om den norske kirkes rettigheder, især i forhold til kongens magtområde, lader Sturla kongen udtale sig helt i klassisk sagastil — kort, klart og “to the point”. De norske prælater vil have Håkon til at sværge den samme kroningsed, som Magnus Erlingsson svor til kirken ved sin kroning i 1164. Men Håkon vil ikke gå med til dette og henviser til, at den norske kirke har de samme rettigheder m.v., som kirken har i de lande, hvor både kirken og kongedømmet har sin frihed og værdighed. Og kongen afslutter sit svar således: Ok skjótt at segja, ef þér vilit oss nökkurskonar kaupmála-kórónu gefa, at fyrr vilju [vér] öngva kórónu bera, en nökkut ófrelsi á oss taka. Ok þurfi þér eigi optarr við oss at leita þessa. (Vigfússon 1887, 244) [Kort sagt, om I vil at vi skal købe kronen af jer, da vil vi hellere ingen krone bære end at tage på os nogen slags ufrihed. Dette behøver I ikke at tale med os om mere.]

Dette dristige svar må undre, idet vi fra anden side ved, at kong Håkon faktisk betalte en endog meget betydelig sum i rede penge som pris for pavens godkendelse af hans arveretslige adkomst til den norske trone og for kroningen foretaget af en legatus repræsenterende den pavelige myndighed. Ifølge den i sin samtid

54

Ólafía Einarsdóttir

så kendte diplomat, benediktinermunken Matthaeus Parisiensis, som havde nær tilknytning til kejseren og paven, skal Vilhelm have modtaget 15.000 mark sølv ved selve kroningen, og fire år senere, da paven var tilbage i Rom, faldt restbetalingen på 30.000 sølvmark. Selv om beløbenes størrelse måske er overdrevet, er der her tale om forbavsende store summer. Hákonarsaga bringer end ikke en antydning om en sådan betaling til paven. Det er fristende at se den kategoriske udtalelse fra kongens side i sagaen som et taktisk forsøg på at skabe et dementi af en yderst pinlig sag, som mange mennesker må have haft kendskab til, mens værket blev til. Allerede ved midten af det nittende århundrede udtrykte Per Anders Munch tvivl om rigtigheden af Matthaeus’ oplysning. Foruden at beløbet forekom urealistisk stort, har det måske været etisk vanskeligt for det stærkt religiøse norske samfund i det nittende århundrede at forestille sig, at kirken på Håkons tid skulle have været så materialistisk og grådig. Munch synes for øvrigt ikke at have udnyttet teksten herom i Chronica majora fuldtud (Munch 1858, 25–28; jf. note 18 nedenfor). Også kirkehistorikeren Gustav A. Donner har stillet sig skeptisk over for belø-benes størrelse (1929, 330). Munchs opfattelse synes at være blevet stående inden for historieforskningen (Helle 1972, 145–46). Men at reducere Matthaeus’ oplysninger til en tænkelig historisk kerne om, at kong Håkon måtte betale kurien for kroningen, er at undervurdere Chronica majora’s kildeværdi. Det synes mig, at netop Matthaeus som informant giver disse oplysninger en særlig troværdighed. Polyhistoren Matthaeus Parisiensis nærede en sjælden interesse for finansforhold og for alskens beregninger og talsystemer; og det er i kraft af denne ekspertise samt hans nære forbindelse med pengemarkedet i London, at han af kong Håkon bliver bedt om at bringe orden i Nidarholmklostrets økonomiske uføre. To gange får Matthaeus tilvejebragt lån, som bringer klostret på ret køl igen (Luard 1872–84, 5:42–45). Pålideligheden af Matthaeus’ oplysninger om norske forhold understreges af, at han besøger landet i 1248 med et paveligt opdrag, og han har tydeligvis været en del i personlig forbindelse med den norske konge.17 Da pave Innocentius IV efterkom kong Håkons anmodning om kroning, havde ansøgninger herom ligget hos kurien igennem næsten to årtier uden at give resultat. Men nu sidst på året 1246 sender paven breve til kongen, hvori kirken ser bort fra

17. Om de forskellige aspekter af Matthaeus’ store forfatterskab se Vaughan 1958. Matthaeus kender Henry III’s skatmester og baron of the Exchequer. Dette regneinstrument har Matthaeus’ særlige interesse, og han er i dag en af kilderne til dets funktioner. Han interesserer sig for forskellen mellem de latinske og de “græske” tal (arabertallene), og han er klar over disse sidstes positionssystem, bl.a. i forbindelse med the Exchequer. Han kender i enkeltheder forholdet mellem den venetianske møntfod og den engelske beregningsenhed, sterling sølvmarken. Også forringelse af mønt er han opmærksom på, og han gør rede for, hvorledes man rent metallurgisk bar sig ad hermed. Hans Chronica majora er en løbende forfattet krønike i fortsættelse siden 1235 af Roger of Wendovers værk under bevarelse af kalenderen med nytårsdag 25. december. Ved afslutningen af hvert år bringer Matthaeus en slags opsummering ikke alene af vigtige begivenheder, men også af økonomiske forhold såsom prisfluktuationer på vigtige varegrupper. — Inden for middelalderhistorien beklager vi os ofte over mangelen på oplysninger af fiskal-økonomisk art, og når vi så undtagelsesvis får sådanne oplysninger, vil vi ikke rigtig fæste lid til dem. Om Matthaeus’ besøg i Norge se Luard 1872–84, 5:42–45.

Om samtidssagaens kildeværdi

55

Håkons herkomst som uægte barn og meddeler syndsforladelse for farfaderen kong Sverrir, der døde som bandlyst; og endelig giver paven tilsagn om en kroning foretaget af kardinal Vilhelm af Sabina. Kongen på sin side gentager sit tidligere afgivne løfte om et korstog til det Hellige Land (Gunnes 1989, nr. 761, 763, 769, 771). Den betaling, som kong Håkon ifølge Matthaeus skulle erlægge for alt dette, blev fastsat i sølvmark, som ikke skulle opfattes som gangbar mønt, men snarere som en omregningsfaktor, sikkert anvendt over for mange forskelligartede ting. Men til paven har betalingen utvivlsomt skullet falde i ædelmetal. Den nordiske mønt havde sin rod i det engelske system fra Knud den Stores tid. Og trods forskellige ændringer og devalueringer synes sølvmarken at have vejet omkring 200 gram sterling sølv i den tidsalder, der her er tale om. Således har kong Håkon i løbet af kun fire år skullet tilvejebringe værdier svarende til omkring 9.000 kilogram sølv. Og da der næppe har fandtes så meget disponibelt sølv kurant i Norge, er det sandsynligt, at finanseksperten Matthaeus påny har været den norske konge behjælpelig med at skaffe disse midler tilveje — dels gennem handelstransaktioner med norske varer og dels ved lån og ved omsætning til tidens “internationale valutariske værdienhed”, sølvmarken. Betalingen af restgælden foretages af en englænder, antagelig på foranledning af Matthaeus.18 Når Hákonarsaga er aldeles tavs omkring disse ting, skyldes det næppe, at forfatteren, endsige opdragsgiveren kong Magnus, ikke vidste besked. Der fortælles jo i sagaen vidt og bredt om alle de gaver, som Vilhelm og hans folk tillige med de øvrige tilstedeværende modtog ved kroningen. Kongens finansiering af disse store betalinger, og det på en så forholdsvis kort tid, må næsten nødvendigvis forudsætte pålæggelsen af en form for ekstra skat, og naturligt nok har dette af mange været opfattet netop som betaling for kronen.19 Kåre Lunden har opgjort den årlige norske ledingsskatt i sølvmønt (1976, 371); og lægger man hans beregning til grund, ville det have taget kong Håkon femten år at betale de 45.000 mark sølv ved hjælp af ledingsskatten alene. Men Hákonarsaga trætter ikke sine læsere med sådanne jordnære bekymringer — vi skal hellere betages af al den glans og højtidsstemning, der fulgte med kroningen. Og når kardinalen under kroningsmiddagen udtaler, at ingen i Norge nogensinde har fået en sådan ære,

18. For året 1251 fortæller Matthaeus blandt andet om dansk historie, f.eks. hvorledes det efter kong Valdemars død kom til en fejde mellem hans sønner. Og afslutningsvis skriver han, at kongen af Danmark fra gammel tid er blevet salvet, viet og kronet. Det samme havde Håkon, konge af Norge, opnået tillige med arveretslig legitimitet ved at give paven en sum af 30.000 mark sølv. Den engelske cisterciensermunk Lawrence, senere abbed af Kirkstead i Lincolnshire, drog til Rom med pengene og bragte hele denne sag til afslutning. Paven var tilbage i Rom i april 1251 (Luard 1872–84, 5:222). Allerede for året 1247 har Matthaeus fortalt om kardinal Vilhelms rejse til Norge, hvor han salvede og kronede kong Håkon i Bergen, og for denne ære og velvilje betalte kongen ham 15.000 sølvmark (Luard 1872–84, 4:650–51). 19. En vis parallel hertil kan hentes i dansk historie omkring to årtier tidligere, da Heinrich, greve af Schwerin, tager Danmarks kong Valdemar til fange og kræver en løsesum på 45.000 sølvmark. Løsladelsesdokumentet er bevaret i Schweriner-arkivet, og det ses, at der var fastlagt flere bestemte betalingsterminer (Verein für Meklenburgische Geschichte und Altertumskunde 1863, nr. 305). Selv i betragtning af, at Danmarks befolkning var noget talrigere end Norges, ses det af det sparsomme kildemateriale, at ydelserne til Schwerin ikke har været lette at bære.

56

Ólafía Einarsdóttir

kunne vi med Matthaeus’ oplysninger in mente tilføje, at heller ingen anden festlighed havde været så kostbar som Håkons kroning. Selve kroningshøjtideligheden skildres udførligt og livfuldt i sagaen. Ceremonien er tydeligvis foregået efter de bedste forskrifter inden for Romerkirken, som vi kender dem fra en kroningsordo forfattet sidst i det tolvte århundrede.20 Og med Vilhelm som ceremonimester kan dette næppe undre, idet han som pavens vicekansler overværede selveste kejserkroningen af Friedrich II i Rom i 1220. Håkons kroning og de dermed forbundne store festligheder var en ydre handling, som må være blevet husket af mange deltagere, så Sturlas kilder kan have været flere, hvoriblandt især kan nævnes kongemoderen, dronning Margret, og måske den dengang niårige Magnus Lagabøter. — Inden for norrøn historie, således som det træder frem både i sagaen og i digtene, fornemmes stemningen, da kardinalen fra Rom sætter kronen på Håkons hoved på mindedagen for Norges evige konge; men det kan være af interesse også at anskue denne handling i Bergen i 1247 på den dagsaktuelle baggrund ude i Europa. Under sin landflygtighed i Lyon afholder paven et generalkonsilium i sommeren 1245. Her bliver Friedrich II afsat som tysk-romersk kejser, og man lægger en strategi til at modarbejde hans magt og indflydelse. Hertil må der købslås med fyrsterne rundtom i Europa for at formå dem til at opgive deres troskabsforhold til Friedrich, som var beundret og frygtet for sin tapperhed og sin ræveagtige kløgt. Til dette formål må der fremskaffes store pengesummer; og i det øjemed bliver den romersk-katolske del af Europa opdelt og henført under fire legater, der har som hovedopgave at indsamle så store midler til paven som muligt. Den øverst rangerende af de nu efterhånden tolv kardinaler, Sabina-bispen Vilhelm, tildeles som led i denne plan Norden m.m., sikkert på grund af hans store kendskab til denne del af kontinentet. Det er i forbindelse med dette hverv som pengeinddriver for paven i kampen mod Friedrich II, at Vilhelm får til opgave at krone kong Håkon. Ifølge Matthaeus har Vilhelm arbejdet trofast for sin pave. Henry III havde strengt forbudt kardinalen enhver form for pengeindsamling i England, men alligevel lykkes det Vilhelm under opholdet ombord på sit skib i Lynn at “tigge” sig til 4.000 sølvmark af den engelske kirke; og tilsvarende opnår han under det to måneder lange ophold i Norge en sum af et halvt tusind sølvmark fra kirken her (Luard 1872–84, 4:626–27, 651). Med rette finder vi vilkårene for kong Håkons opretholdelse af gode forbindelser med paven hårde, men han var så sandelig ikke nogen undtagelse i så henseende. 20. Den kroningsordo, jeg her især tænker på, er en kejserordo af pave Honorius III fra 1197–98 (Schramm 1930, 375–86). Den indeholder nøjagtige forskrifter om processionen til kirken samt hændelsesforløbet ved salving, kroning og de øvrige kirkelige handlinger, som fulgte med. Heri nævnes, at responsoriet “Ecce mitto angelum” skal synges af de gejstlige i processionen til kirken, hvilket er i nøje overensstemmelse med, hvad der skrives i Hákonarsaga; og dette citat bringer Sturla undtagelsesvis på latin (Vigfússon 1887, 246). Muligvis har Vilhelm af Sabina efterladt en formular af denne kroningsordo i Norge, idet Magnus Lagabøter i 1261 af den norske ærkebiskop synes at være blevet viet efter en lignende forskrift. Vilhelm var en flittig coronator: På hjemvejen fra Norge til Lyon rejser han først til Sverige og derfra over Balticum til Nordvesttyskland, og han når sidst på året 1248 at krone pavens nye kejseremne, Wilhelm af Holland, til konge.

Om samtidssagaens kildeværdi

57

I England fik pavens pengeplageri netop i disse år et sådant omfang, at Henry III lod undersøge, hvor meget pavens udsendinge fik indsamlet her, og resultatet var 60.000 sølvmark per år eller dobbelt så meget som kongens årlige indtægter af England. Oplysningerne om disse summer har Matthaeus sikkert fået fra the Exchequer, hvor beløbene må være blevet udregnet (Luard 1872–84, 4:419). Selv inden for kirken forekom der naturligt nok afstandtagen fra pavens pengegridskhed; således udtrykker Matthaeus i Chronica majora flere gange sin væmmelse herved. Fra sidst på året 1246 findes bevaret et brev skrevet af Vilhelm personlig, hvori han giver udtryk for, at han vantrives ved kurien på grund af dennes grådighed og korruption; og han ønsker sig tilbage til sit store legatområde og sit virke for kristendommen. Dette var altså kardinalens sindsstemning forud for rejsen nordpå for at indsamle midler til pavens kamp mod Friedrich II (Donner 1929, 299–303). Som tidligere nævnt havde kong Håkon i forbindelse med opnåelsen af tilsagnet om kroning gentaget sit løfte om et korstog; men dette løfte kom han aldrig til at indfri. Løftet var oprindelig knyttet til det Hellige Land; men dette mål blev sidenhen i flere omgange udskiftet med andre hedenske områder i Europa. Det bemærkelsesværdige er, at Håkon aldrig blev løst fra dette løfte, og derved slap han for at yde den gængse betaling for uopfyldte løfter om korstog eller pilgrimsfærd. Kong Håkons plan om et korstog til Jerusalem er kommet til den franske kong Louis IX’s kendskab; og da Louis selv forbereder et sådant togt, skriver han et brev til kong Håkon, som Matthaeus skal overbringe denne ved sin ankomst til Norge i begyndelsen af juni 1248. Matthaeus gengiver i Chronica majora i korthed brevets indhold og kong Håkons mundtligt meddelte reaktion herpå samt hans svarbrev (Luard 1872–84, 4:651–52). Af den franske konges brev fremgår, at han gerne vil slå følge med sin norske broder. Under henvisning til Håkons kyndighed i navigation tilbyder kong Louis, at Håkon får overkommandoen over den samlede fransk-norske flåde, ligesom den norske konge skal have kommandoen ved operationer til lands. Men kong Håkon takker nej hertil og begrunder afslaget bl.a. med betragtninger om, at han ikke tror, det ville blive nogen let opgave at samordne de to landes styrker; han kender jo franskmændenes arrogance og selvfølelse, og endnu bedre er han bekendt med sine egne folks impulsivitet og ilterhed. På dette tidspunkt har Håkon imidlertid tænkt sig at drage på det lovede korstog, idet han i sit svarbrev til den franske konge beder om lov til at proviantere m.v. i dennes domæner. — Fra denne fortælling i Chronica majora kan læseren af Hákonarsaga få et værdifuldt supplement til det billede, der i sagaen tegnes af hovedpersonen. Fremstillingen i Hákonarsaga giver det udseende af, at kong Håkons militære aktiviteter ikke indebar ufredelige hensigter. De gentagne skildringer af kongens færden i de sydskandinaviske farvande med sin flåde af flere hundrede velbemandede og fint udrustede skibe fremstår da nærmest som en slags lystsejlads af den flådeglade konge. To norske forskere har da også draget den logiske konsekvens af fremstillingen i Hákonarsaga, nemlig at disse flådeopvisninger måtte være udtryk for kongens forfængelighed. Litteraturforskeren Hans Kinck betegner derfor kong Håkon

58

Ólafía Einarsdóttir

som en forfængelig nar ([1922] 1982, 341–43), og historikeren Edvard Bull skriver, at Håkons udenrigspolitik var et udtryk for forfængelighed snarere end realpolitik (1931, 167). — Dette blev altså prisen, som den velmenende Magnus Lagabøter kom til at lade sin fader betale i bestræbelsen på at aflive billedet af ham som en krigerkonge. Men i Chronica majora opnår vi for en gangs skyld en vis forbindelse med Håkon selv uden om duoen Sturla-Magnus. Og igennem denne kilde kan vi forvisse os om, at Håkon var en klog mand. Han er netop en realpolitiker, som ikke styres af forfængelighed. For en stor hærfører, stolt især over sin flåde, måtte perspektivet om at sejle til Jerusalem som anfører for den fælles norsk-franske flåde tegne sig som opfyldelsen af en drøm. Endnu gik der frasagn om Sigurd Jórsalafaris korstog, og en gentagelse heraf i et så stort format måtte have været uimodståelig for en fyrste, der lod sig lede af forfængelighed. Endnu et eksempel til belysning af Håkons klogskab og realpolitiske ledetråd kan hentes fra Chronica majora. Det hedder her, at under en af sine samtaler med Matthaeus fortalte Håkon under edsaflæggelse, at paven havde tilbudt ham kejserkronen, hvilket han imidlertid havde afslået med den begrundelse, at nok ville han altid kæmpe mod fjender af kirken, men ikke mod alle pavens fjender.21 Det fremgår endvidere af Matthaeus’ beretning, at det var Vilhelm af Sabina, der sommeren forinden havde overbragt Håkon dette tilbud, og at planen herom var en medvirkende omstændighed bag tilladelsen af Håkons kroning (Donner 1929, 306). I Hákonarsaga meddeles intet om alt dette, og Matthaeus’ udsagn herom er derfor blevet betragtet med skepsis.22 Men set på baggrund af pavepolitikken i netop disse år er der intet utroværdigt heri. Under Hohenstauferne som kejsere var pavens område midt i Italien blevet klemt inde af den tysk-romerske stormagt. Efter det mislykkede forsøg med Heinrich Raspe som tysk konge og kejser electus ønskede paven at hente emner til kejserværdigheden fra Europas randstater, således Håkon af Norge, Wilhelm af Holland og Richard af Cornwall. De havde alle tre den fordel, ikke at besidde arveriger eller erobrede områder syd for Alperne. Kejser Friedrich I og i endnu højere grad sønnesønnen Friedrich II havde først og fremmest været middelhavsherskere, uden den store interesse for kejserdømmets nordlige del. Efter Heinrich Löwes udvisning i 1180 var Danmark kommet ind som erobrermagt i Østersøområdet, især i Estland. I sin tid som legatus havde Vilhelm af Sabina haft megen kontakt med den danske konge Valdemar; men han begunstigede

21. “Post hos autem omnes, voluit dominus Papa loco Fretherici Haconem regem Norwagiae in cul-men imperii subrogare; unde ut aptiorem et favorabiliorem ad hoc ipsum haberet, ipsum in regem fecit consecratum coronari. Sed postquam coronatus fuit, protestatus est palam, se semper velle ecclesiae inimicos, sed non omnes Papae inimicos, impugnare. Et hoc idem protestatus est idem rex mihi ipsi Mathaeo, qui et haec scripsi, sub magni juramenti attestatione, unde ecclesiae pericula undique cotidie proruperunt” (Luard 1872–84, 5:201). 22. At der inden for kirken var utilfredshed med Friedrich II som kejser, ses af, at pave Gregorius IX og hans hof i Rom ifølge Chronica majora i året 1239 havde valgt den franske konges broder Robert til deres kejser; men han afslog straks at modtage denne værdighed (Luard 1872–84, 3:624–25).

Om samtidssagaens kildeværdi

59

den Tyske Orden på Danmarks bekostning (Donner 1929, 274). Den eneste modpol til den danske flådemagt i dette område var den norske. Heinrich Löwe — arving til hertugdømmerne Sachsen og Bayern — havde gjort store landvindinger i de slaviske områder østpå (Ahlers 1987). Ved Heinrich Löwes fald blev disse områder for det meste gjort rigsumiddelbare under kejseren, og det samme gjaldt Lübeck — Heinrich Löwes by — efter kong Valdemars fangenskab og nederlag midt i 1220’erne. Kong Håkon af Norge var straks på pletten her, og ganske få år efter er han trådt i traktatmæssige forhandlinger med byen. Der findes bevaret sådanne genforhandlede traktater mellem Håkon og byrådet i Lübeck fra 1241 og ligeledes ti år senere (Gelsinger 1978–79).23 Heinrich Löwes gamle besiddelser var kejserdømmets urolige hjørne. Den vok sende flådemagt Norge udgjorde en stabiliserende faktor her, og den norske konge kom hurtigt i nær forbindelse med kejseren nede i Palermo; ifølge Hákonarsaga var en tysk diplomat på farten mellem de gode venner Friedrich og Håkon (Vigfússon 1887, 169–70). Vilhelm af Sabina kendte dette område godt, og vi ved at han var en hyppig gæst i Lübeck. I 1240 er han her for at tage en afskrift af byens forfatning; den skulle formodentlig tjene som model for de nye byer i området (Donner 1929, 236–37). Vilhelm oplever den spændende udvikling i Østersøregionen, bl.a. fra et ensidigt agrarsamfund til et område med handel, byer og bevægelig kapital. Tilbage ved kurien viser Vilhelm sig med sin visdom og sine forhandlingsevner at være en af pavens betydeligste rådgivere (Donner 1929, 283–87). Medvirkende til, at paven tilbød Håkon kejserkronen, var utvivlsomt Vilhelms kendskab til Nordeuropa samt den omstændighed, at tyngdepunktet i Europa var begyndt at forskyde sig mod denne del af kontinentet. Vilhelm har givetvis kendt kongens ambitioner, og som kejser ville

23. Inden for forskningen betragtes et dynastis ægteskabspolitik almindeligvis som en håndfast indikator for dets udenrigspolitik. Og når man ser, at visse af dynastiets ægteskabsalliancer fremhæves i beretningen om fortiden, er dette næppe tilfældigt. I Heimskringla nævnes for første gang i kildematerialet Harald Hårfagers mormoder Þyrrni, datter af Klakk-Harald, konge af Jylland. Hun er søster til Þyri Danmarkarbót, som var gift med Gorm den Gamle, danernes konge, som styrede Danevældet ved den tid. Med disse genealogiske angivelser afsluttes kapitel fem af Hálfdanar saga svarta (Aðalbjarnarson 1941–51, 1:89). Kapitlet indledtes med en længere og for øvrigt velkendt stamtavle, hvorefter Harald Hårfagers moder på sin fædrene side var af skjoldungeslægten (Einarsdóttir 1990). Oplysningerne om kong Haralds mormoders slægt er tydeligvis en tilføjelse, og man kan spørge sig, hvad Snorri har villet med denne konstruktion. Klakk-Harald omtales flere gange i de frankiske annaler. Hans rige lå i det sydlige Jylland og i områder svarende til Slesvig og Holsten. I de islandske annaler omtales han som den første missionskonge i Norden (Storm 1888, 98, 172, 456). Det fortælles i de frankiske annaler, at denne syddanske konge i året 826 med sin familie gik over til den kristne tro og blev kejserens vasal. — Det er således i Klakk-Haralds gamle kongedømme, at byen Lübeck ved midten af det tolvte århundrede bliver anlagt som afløser for Hedeby i Slesvig-Holsten og bliver et knudepunkt for transithandelen mellem Nordsøen og Østersøen. Ud fra en middelalderlig tankegang ville det have været en fjer i hatten for kong Håkon som norsk skytsherre for Lübeck, at det her drejede sig om et territorium, der omkring fire hundrede år tidligere havde tilhørt den norske kongeslægt, endda grundlæggeren af enevoldskongedømmet, Harald Hårfager. — Da Snorri skriver Heimskringla i 1230’erne, er “legen endnu god” imellem ham og kong Håkon, og i Heimskringla tilpasser Snorri bevidst flere linjer i sin fortidstolkning således, at de harmonerer med kong Håkons intentioner, herunder kontinuiteten inden for den norske kongeslægt bagud til Harald Hårfager.

60

Ólafía Einarsdóttir

Håkon få alle de rigsumiddelbare områder fra Heinrich Löwes vælde direkte under sig. Men vi ser, at Håkon er sine venners ven, og belønningen udebliver ikke, idet Friedrich II tilbyder ham skytsherredømmet over Lübeck. Norske diplomater er på vej til Italien for at forhandle om de formelle aspekter ved den norske konges overtagelse af byen, da kejseren dør sidst på året 1250, og hans søn vil ikke opretholde faderens aftale med den norske konge (Vigfússon 1887, 269–71). Kong Håkon er nu blevet ført midt ind i europæisk storpolitik i skæringspunktet mellem to magter, der dybest set begge grunder deres magt på teser fra fortiden. Med baggrund i romerretten påkalder både paven og kejseren en universalitet i én gud, én kejser, én pave og én kirke. Friedrich Barbarossa lod sine retslærde udarbejde en doktrin om kejseren som dominus mundi, der, ifald den var blevet ført ud i livet, ville have givet kejseren politisk magt over kirken. Dennes svar var, at eftersom kejseren havde sin magt fra Gud, måtte paven være med til at vælge ham til kejser. Denne diskussion passede godt for den anden verdslige stormagt i Europa: England med dets omfattende besiddelser på fastlandet. Kong Henry II havde store aspirationer efter at blive tysk-romersk kejser (Hardegen 1905). Og for at styrke sin position fik han sin datter gift med Heinrich Löwe. Det lykkedes faktisk Henrys dattersøn Otto, greve af York, ved hjælp af engelske penge at blive kejser i konkurrence med Filip af Schwaben. Men sidenhen gav paven sin støtte til Hohenstaufen Friedrich, konge af Sicilien. Ved Friedrich II’s søns død i 1254 opstår der en ny situation i Europa, og i de næste tyve år er der ingen alment godtagen kejser. Tidligere i nærværende artikel er prinsesse Kristins brudefærd til Spanien omtalt (44). Baggrunden herfor er, at man fra norsk side i efteråret 1255 sender diplomater til kong Alfonso af Kastilien, og de vender tilbage den følgende sommer ledsaget af en spansk udsending. Fra spansk side ønsker man en dynastisk alliance med det norske kongehus, og i efteråret 1257 sender kong Håkon sin eneste datter Kristin til Spanien for at ægte en af Alfonsos brødre. Bruce Gelsinger (1981) mener, at dette skridt fra Håkons side har sin grund i, at Alfonso straks ved Konrad IV’s død har meldt sig som kejseremne. Alfonsos mormoder var fra Schwaben og var en Hohenstaufer, og han anser sig for retmæssig arving også til kongeriget Sicilien. I Hákonarsaga omtales i forbindelse med, at sendebudene fra Spanien drog hjem, at der var indgået en venskabsaftale mellem Norge og Spanien, således at Spanien ville kæmpe sammen med Norge, når det ikke drejede sig om krig med Frankrig, Aragonien eller England; og tilsvarende ville Håkon kæmpe sammen med Alfonso, hvis ikke det drejede sig om Sverige, Danmark eller England (Vigfússon 1887, 305). Følgelig var Tyskland stort set det eneste land, man gerne kunne kæmpe sammen imod. Tanken om, at Håkon skulle have optaget forbindelsen med Spanien for at blive regnet med blandt de store og førende ude i Europa, kan sikkert afvises. Antagelig har han håbet herigennem at få mulighed for at realisere sine svigtede forhåbninger om Lübeck og eventuelt større landvindinger i forbindelse hermed.

Om samtidssagaens kildeværdi

61

Hákonarsaga er, som tidligere bemærket, et af de første værker inden for norrøn historieskrivning, som i udstrakt grad har benyttet sig af dokumentarisk kildemateriale. For det meste kender vi intet direkte til dette materiale og kan derfor ikke tage stilling til, hvorledes Sturla gør brug af sådanne skriftlige kilder. Igen bliver det Vilhelm af Sabina, som giver os mulighed for at kikke lidt indenfor i historikerens værksted hos Magnus Lagabøter og Sturla Þórðarson. Ved afslutningen af sit ophold i Bergen udfærdigede kardinal Vilhelm to forordninger, henholdsvis den 16. og 17. august, som begge er bevaret in extenso. Den anden forordning vedrører forskellige samfundsmæssige forhold, og det er tydeligt, at kardinalen har sat sig godt ind i det norske folks levevilkår i flere henseender. Sturla gengiver i Hákonarsaga de fleste af legatens påbud fra forordningen af 17. august. I den første forordning beskæftiger Vilhelm sig ret indgående med kompetancefordelingen mellem konge og kirke i det norske samfund; men Sturla medtager ikke noget af dette. Det hedder i sagaen: “Margar skipanir görði kardináli, þær er eigi fær hér allar talt” [Kardinalen gav påbud i mange sager, men ikke alle er nævnt her] (Vigfússon 1887, 251; Helle 1972, 144–49). At Sturla undlader at medtage indholdet af dokumentet af 16. august er meget forståeligt, når man ser på udviklingen inden for kirken i den nærmeste eftertid. Den omhandlede forordning blev ratificeret af paven, og det er sikkert med den som hjemmel, at korsbrødrene i Trondheim vælger Einar smjörbak til ærkebiskop i 1253 uden nogensomhelst forudgående drøftelse med kongen, som misbilligede Einars kandidatur. Og den nye ærkebiskop indsættes af paven i sit embede uden kongens sædvanlige anbefaling. Samme fremgangsmåde benytter kirkens folk påny i 1258 ved nybesættelsen af Hamar bispedømme. Men nu har kong Håkon fået nok; han annullerer bispevielsen og gennemtvinger indsættelsen af sin egen kandidat til embedet. Ved næste bispevalg, som gælder Hólar-bispen Brandr, har ærkebispen og korsbrødrene taget ved lære og indhenter nu kong Håkons samtykke. Havde Sturla og kong Magnus ladet forordningen af 16. august, der giver den norske kirke en temmelig autonom status i kirkelige anliggender, komme med i sagaen, så ville Håkons fremgangsmåde fremtræde som egenrådig og kirkefjendsk og som en overtrædelse af denne forordning. Vi har her at gøre med tildragelser fra de sidste ti år forud for sagaens tilblivelse. De to mænd, som stod bag forfattelsen af Hákonarsaga, har på historieskriveres gængse vis været udpræget selektive; og det, som man vælger fra, betinges i mindre grad af hensyn til forholdene i selve den tid, der skildres i sagaen, end af hensyntagen til, hvad der siden skete i den umiddelbare eftertid. Det var Magnus Lagabøters ønske, at hans fader skulle fremstå så godt som muligt i sit eftermæle. Som nævnt (44) var kong Magnus influeret af Kongespejlet, og heri er der en allegori om magtfordelingen mellem konge og kirke, billedliggjort sideordnet som to haller på jorden (Jónsson 1920, 283–89). I sin landslov har Magnus ligeledes fra Kongespejlet optaget allegorier symboliserende barmhjertighed og miskundhed — temmelig fjerne begreber set ud fra gammel germansk retsopfattelse. Også i sin fredspolitik var Magnus influeret af samme værk, hvor den traditionelle kristne

62

Ólafía Einarsdóttir

fredsideologi stilles stærkt i relief mod den forudgående lange periode, der af gejstligheden blev betragtet som en ufredstid (se nedenfor, 70–71). Den største vanskelighed for Magnus i tegningen af faderens eftermæle var at få dennes militante udenrigspolitik hvidvasket. Men det er ikke uden omkostninger, når Magnus Lagabøter vil modellere faderens fremtoning efter sit eget ideal som en fredsfyrste. Den glorværdige hovedperson i Hákonarsaga får, som fremhævet tidligere i nærværende artikel, noget handlingslammet og uvirkeligt over sig, og billedet af kongen står i grel modsætning til begivenhedsforløbet i hans saga. Kong Sverrir prægede udformningen af sin saga, og det samme gælder om Magnus Lagabøter selv. Men dette blev ikke tilfældet for Håkon Håkonssons vedkommende. Utvivlsomt ville han have sat pris på sin saga, når det gjaldt pragt og storslåede ceremonier; men måske ville krigerkongen i andre henseender have foretrukket Sturlas digte fremfor prosateksten, hvortil de danner et vigtigt supplement. Også i sine handlinger tog Magnus Lagabøter afstand fra faderens aggressive udenrigspolitik. Kong Magnus tager initiativ til fredsforhandlinger med den skotske konge, og da denne efter få års forløb ikke overholder aftalen om betaling af en årlig afgift, gør Magnus intet tilløb til at få sagen bragt i orden. Over for Danmark fører han en forsigtig fredspolitik, og hans viljestærke dronning må vente til sønnens regeringstid med at søge at få rådighed over sit arvegods i Danmark. Når det gælder Sverige, spiller Magnus en meget aktiv rolle som mægler i den svenske brødrestrid. At hele denne nye fredsskabende politik i høj grad er udslag af Magnus Lagabøters personlige holdninger og beslutninger, ses af den udvikling, som følger efter hans død. Og havde man ventet med at tegne Håkon Håkonssons eftermæle til hans sønnesønners tid, da er det ikke sikkert, at denne kraftfulde storkonge i så høj grad var blevet karakteriseret som den fredselskende fyrste. Næsten umiddelbart efter kong Magnus’ død i 1280 finder en omvæltning sted. Den eftergivende politik over for kirken ophører, og den tidligere aktive udenrigspolitik, som helt var sat i stå, bliver nu genoptaget. Rigsstyret for dronning Ingeborgs mindreårige søn Erik og ikke mindst dronningen selv genoptager resolut tråden, som Håkon Håkonsson slap ved sin død i 1263. Tidligere planer om et ægteskab mellem kong Erik og datteren af Alexander III af Skotland føres ud i livet allerede året efter. Ægteskabstraktaten af 1281 findes bevaret i original i Register House Edinburgh og er et usædvanlig interessant dokument, fuldt af detaljer om alverdens tænkelige muligheder. Men det korte af det lange er, at traktaten etablerer kvindelig arvefølge samt primogenitur også på spindesiden. Dette dokument er ret beset en unionstraktat mellem de to lande, idet kong Alexander og de skotske stormænd, som undertegnede dokumentet med deres segl, gør Margrete — nu Norges dronning — til enearving til Skotland.24 Den norske arvefølge lå jo klart fastlagt i

24. I ægteskabstraktaten af 1281 mellem Margrete Alexandersdatter og Erik Magnusson fastsættes der en medgift på 14.000 mark i sterling sølv at udbetale i fire årlige rater; og tilsvarende skal bruden fra brudgommens side få overdraget jord i Norge til en værdi af 14.000 mark. I forbindelse med disse betalinger er det ikke uden interesse, at ifølge Matthaeus Parisiensis skete alle mellemstatlige betalinger dengang i en interna-

Om samtidssagaens kildeværdi

63

tronfølgelovene af 1273 med deres outrerede arvefølgeregler i op til tretten led. Og ved kong Alexanders død i begyndelsen af året 1284 gøres det norsk-skotske kongepars eneste barn til Skotlands regerende dronning (Barrow 1965, 3–4, 19–22). Men de udenrigspolitisk initiativrige nordmænd gør også tilnærmelser til den engelske konge og dennes søn Edvard, og den lille pige — nu arving til både Skotland og Norge — påtænkes forlovet med den engelske kronprins. En genoplivelse af nordsøimperiet tegner sig i horisonten. Men da “the Maiden of Norway” druknede, faldt disse perspektivrige planer til jorden (Barrow 1965, 38–42). At man fra norsk side alligevel holdt fast ved forbindelsen med Skotland, ses af, at Eriks næste dronning også blev hentet derfra. Men man lå så sandelig heller ikke på den lade side, når det gjaldt det uafklarede forhold til Danmark, som kong Magnus havde ladet ganske urørt. Man drager på store, truende ledingstogter og griber aktivt ind i den danske indbyrdesfejde, hvorved flygtede danske stormænd får fristed og støtte i Norge. Efter Håkon Magnussons tronbestigelse i 1299 kan man sige, at han fuldbyrder mønstret fra farfaderen, når det gælder den nordiske politik. Han lægger ud med at forlove sin étårige datter med sveahertugen Erik. Formålet er det gammelkendte: at få overtaget over arvefjenden Danmark. Og Håkons aktive udenrigspolitik kredser om dette mål igennem hans tyve år som konge. Resultatet bliver, at hans dattersøn arver Norge og vælges til Sveriges konge. Håkon Håkonssons hjertesag — udenrigspolitikken — blev således videreført af begge hans sønnesønner. Havde han kunnet læse sit eftermæle i sønnen Magnus Lagabøters version, ville han måske være blevet lidt skuffet over, at det heroiske, som gerne præger billedet af en hærfører, ikke blev ham til del i bogens verden. I virkelighedens verden derimod førte kongerne Erik og Håkon deres bedstefaders storværk videre, og det ville den gamle konge trods alt nok have syntes var det vigtigste.

Fortid — samtid — eftertid Historien som fortidsopfattelsen hos den enkelte menneskegruppe — det være sig en slægt, en egns beboere, en etnisk gruppe eller et centralt styret samfund — udgør gruppens eksistentielle rødder og forsyner dens medlemmer med noget af det vigtigste i tilværelsen: fortællingen om deres baggrund og oprindelse. Denne opfattelse af fortiden er ikke en objektiv og afbalanceret udredning af gruppens fortidige virkelighed, men er påvirket af mangfoldige hensyn; og det er bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad samme fortid kan vedblive med at ændre karakter og indhold i henhold til de skiftende slægtleds syn og behov, fordi det viser sig, at vi alle er fanget af vor egen samtid. Det er derfor en illusion at tro, at vi ved selv de skarpsindigste metoder entydigt skulle kunne genskabe en given fortid. Vi må som regel sande, at hvert møde med fortiden kompliceres af historiens forskelligartede mekanismer. Det,

tionalt accepteret mønt. I kontrakten udtrykker skotterne manglende tillid til den norske mønt, og dette var næppe uberettiget (Lunden 1976, 366–68).

64

Ólafía Einarsdóttir

som skaber historien, er eftertidens vurdering eller — mere populært udtrykt — “historiens dom”. I de samtidigt skrevne værker udebliver netop dette vigtige samspil mellem samtidige informationer og eftertidens opfattelse af dem. Som tidligere fremhævet er historikeren som regel meget tidsbundet og må som oftest arbejde med fortiden anskuet ud fra sin egen samtid; men det bliver især eftertiden, som gør brug af frugterne af hans flid. Meget af det, som historikeren befatter sig med, er konstellationen mellem nuet og et “dengang”. Begreberne fortid, samtid og eftertid er af grundlæggende betydning inden for det historiske virkefelt og bidrager i høj grad til fagets karakteristiske relativitet. Ikke mindst derfor er iagttagelsen af den enkelte historikers udkigspost så betydningsfuld ved vurderingen af hans værk. Hyppigt læser vi i forordet hos middelalderlige forfattere, at de skriver deres værk, så eftertiden skal vide besked om, hvad der skete i tiden forud. Bagved dette formål ligger dog ofte, at der er noget i den forgangne tid, som skal manifesteres med henblik på eftertiden, eller som tværtimod skal forties for at skabe glemsel derom. Vor egen tids forskningsretning prioriterer objektivitet højt, men synes ikke at have taget tilstrækkeligt højde for, at et og samme kildemateriale kan afgive forskellige sandheder helt afhængig af vor fortolkning. Fra arilds tid har opgaven for en “fróðr” mand eller en “historicus” været at bevare og formidle en tradition skabt af og opfattet kollektivt af en gruppe mennesker. Den kollektive memoria gengav i høj grad den fremherskende opinion og var kun censureret “nedefra” i den forstand, at det, som ikke blev godtaget bredt af folket, ikke levede videre som del af traditionsskatten (Einarsdóttir 1990, 297–99). Med den nye teknik, skriften, kunne en historicus i nogen grad gøre sig fri af den kollektive memoria; men han vedblev med at være en vigtig formidler af traditionens mange aspekter, om end hyppigt begrænset af hensyn til verdslige eller kirkelige instanser. I det nittende århundrede begyndte i store dele af Vesterlandet en udvikling, hvorved traditionens forvaltere så at sige trådte i en ny religions tjeneste og blev videnskabsmænd; i forbindelse hermed blev den kulturbetingede del af historiestudierne overladt til litteraterne (Einarsdóttir 1992a, 410–11). Lige så længe der har været mennesker, har der været en tradition at tage vare på; men med de nye tider skulle denne nu forvaltes af akademiker-historikere. Oven i de gammelkendte mekanismer, som traditionen, alias historien, kan opvise generelt, blev faget nu tilført en udefra kommende, normgivende behandling — en metode med forbillede i naturvidenskaberne. Historie skulle nu helst gøres til en objektiv og eksakt videnskab — ideelt på linje med teoretisk fysik og matematik. Den grundlæggende formel herfor hed kildekritik, en term, som benyttes den dag i dag inden for vort fag, se eksempelvis Villaume 1994, 50–51. Kildekritikken indebærer, at vi skal finde frem til objektive sandheder ved at deducere sikre fakta på grundlag af kildematerialet; og en vigtig nøgle hertil er graden af samtidighed i kildernes nedtegnelse af oplysningerne. Vi møder derfor udtalelser som: kendsgerninger taler for sig selv; men ved nærmere iagttagelse må det erkendes, at fakta ikke taler, før en given eftertid har givet dem mæle. Til belysning heraf har jeg udvalgt tre eksempler på sikre fakta: I

Om samtidssagaens kildeværdi

65

en inskription på en dansk runesten står, at Svein døde i Østerled. I en notits i den ældste svenske annal hedder det under et bestemt år, at et slag blev udkæmpet ved Lena. Og den islandske Skálholtsannáll bringer under adskillige år i første halvdel af det fjortende århundrede notitser om vejrliget, også når dette var normalt. Hver af disse tre temmelig vilkårligt udvalgte meddelelser er i sin tid blevet gjort til genstand for ret samtidig nedtegnelse; men som de foreligger uden for sammenhæng og fortolkning er sådanne faktuelle oplysninger kun lidet givende. Dertil kommer, at vi ofte vil benytte fakta hentet fra kilderne meget anderledes, end disses samtid ville have gjort. Vi må derfor sande, at vor fortolkning af sikre kendsgerninger er lige så tids- og samfundsbetinget som vor vurdering af fortiden i det hele taget. Det er et paradoks, at også når vi inden for faget historie ønsker at være så objektive og eksakte som muligt, forbliver vore resultater alligevel relative. Fra Einsteins relativitetsteori er vi bekendt med, at resultatet af eksempelvis en tidsmåling afhænger af den hastighed, hvormed observatøren bevæger sig. Når, som i historieforskningen, den tilstræbte eksakthed styres af mennesker, bliver resultatet — målingen eller vurderingen — også menneskebetinget, og dette forbliver et dilemma, vi ikke kommer ud over. Selv i matematikken, som i sin abstrakte form er en ren tankebygning, er de opnåede resultater (teoremer) relative, idet de er deduceret ud fra nogle grundlæggende, ubeviselige påstande (aksiomer) omhandlende udefinerbare begreber. Den engelske filosof Bertrand Russell har sammenfattet dette ved at sige, at matematik kan defineres som den videnskab, hvori vi aldrig ved, hvad vi taler om, eller hvorvidt det, vi siger, er sandt. I bestræbelsen på at opnå sikre resultater inden for studiet af fortiden har man tillagt samtidige oplevelser stor betydning. I gryet af europæisk historieskrivning udgjorde øjenvidner en så vigtig forudsætning for sandhedsværdien, at det kunne drages i tvivl, om det, man ikke havde set, nu også var sket. Dette kunne undertiden afføde konstruktioner af simulerede øjenvidner. — Men er nu øjenvidneskildringer en så sikker vej til sandheden? Den danske jurist Eva Smith har viet dette spørgsmål dybtgående studier. I rettergangssammenhæng, hvor øjenvidner såvidt muligt ikke er part i sagen, har disse vist sig enkeltvis at yde et overraskende skrøbeligt vidnesbyrd. Et menneske opfanger ikke en oplevet hændelse i dens helhed — oplevelsen bliver mere eller mindre fragmenteret og desuden påvirket af den pågældendes personlige forudsætninger og interesser. Eva Smith belyser dette ved at referere et forsøg, hvor deltagerne enkeltvis får forevist et billede, som de kort efter får at se igen; og da kunne kun en fjerdedel af forsøgspersonerne genkende det som værende det samme billede. Usædvanlige eller dramatiske situationer påvirker øjenvidnet således, at det bliver ret tilfældigt, hvad der huskes, og ofte glemmes endog tilstedeværende personer. Et menneske er som regel forudindtaget i forbindelse med en iagttagelse, hvorfor denne let kan blive opfyldt med personligt prægede elementer. Dette vil i grunden sige, at der allerede i det primære stadium af et øjenvidnes oplevelse sker en vis — måske ubevidst — tildigtning til hukommelsen (Smith 1986).

66

Ólafía Einarsdóttir

Bevæger vi os til det næste trin i processen, hvor en jurist eller en historiker udspørger et øjenvidne, så møder man den anden faldgrube, nemlig at den spørgende part uvilkårligt påvirker vidnet og dermed også de svar, han får; thi spørgsmålene afspejler nødvendigvis en vis forhåndsantagelse om det skete, og en historiker vil derfor naturligt relatere vidneudsagnet til sin egen erfaringsverden.25 Det er også af interesse for historikere at bemærke juristernes erfaring med gentagne afhøringer af det samme vidne, nemlig at ved gentagelserne begynder vidnet efterhånden selv at tro mere fast på sin “historie”. — Det er ikke så længe siden, at man f.eks. i dansk retspraksis anså et vidnes manglende hukommelse om en tildragelse som ensbetydende med, at vidnet ikke havde været til stede, da hændelsen indtraf — en konklusion, som ikke er så forskellig fra toneangivende historikeres tese om, at det ikke sete heller ikke var sket. Efter denne rundtur til andre fag er det selvfølgelig spørgsmålet, hvad man så skal betragte som et godt og pålideligt vidne, og det bedste svar herpå må nok i al sin enkelhed være: et sandfærdigt og et forsigtigt analyserende menneske uden påviselig egeninteresse i de skildrede situationer. Og her er det interessant at bemærke, at i historieskrivningens gry i det nordligere Europa var sandheden netop forbundet med sandfærdige menneskers udsagn. At de gamle kolleger var kloge nok, må vi erkende i betragtning af, at alle vurderinger er skabt af mennesker og dermed i sidste instans af den tradition, som disse er børn af. Vurderinger af historiske fakta bliver således primært tids- og samfundsskabte konstruktioner. Om historikerens skarpe sondring mellem primære og sekundære kilder må det siges, at en sådan éndimensional generel skillelinje er af tvivlsom værdi ved bedømmelse af kildeudsagn. I lighed med juristen er det klogt at overveje — og da især når det gælder fjerne tider — om nu også enkelte udvalgte bevistyper skal være så udslaggivende for vurderingen, eller om ikke vi snarere skulle blive lidt mere fleksible, når det jo dog til syvende og sidst handler om en subjektiv vurdering — ligesom i den af mennesker befolkede retssal. Til nærmere belysning af disse generelle betragtninger vil jeg inddrage to eksempler på, hvorledes en historiker kan reagere ved en lignende opgave, som den Sturla Þórðarson havde i forbindelse med Hákonarsaga. Jeg har hertil valgt værker af to klosterfolk: Theodoricus Munk og Beda Venerabilis. I Trondheim skrev Theodoricus henimod 1200 en kortfattet historie omhandlende de norske konger fra Harald Hårfager til og med Sigurd Jórsalafari. I prologen til Historia de antiquitate regum Norwagiensium gør forfatteren rede for de vanskeligheder en historiker står overfor, når han næsten intet skriftligt materiale har at bygge på,26 og i værkets 25. Eva Smith (1987, 1991) har belyst, hvorledes både forsvarer og anklager i høj grad øver indflydelse på, hvad vidner får lejlighed til at fortælle om, og disses i forvejen fragmentariske erindringsbilleder bliver derved yderligere afgrænset af den virkelighed, som de skal indpasses i under samspillet i retslokalet. 26. Theodoricus er den første norrøne historieskriver som fortæller, at han har benyttet den store islandske skat af skjaldedigte. Han har kendt og benyttet både Sæmunds og Aris værker, især den førstnævntes værk om de norske konger. Ligesom Theodoricus må også Sæmund have tilhørt benediktinerordenen. Se Guðnason 1977; Andersson 1979; Lange 1989, 13–133.

Om samtidssagaens kildeværdi

67

afslutning understreger han, at det, som han har fortalt, har han fået meddelt af andre, uden selv at have oplevet de skildrede tildragelser (Storm 1880, 3–4, 6–7, 68). Theodoricus, der skrev sin saga midt i 1180’erne, slutter sin fortælling allerede ved 1130, altså netop ved den tid, da han havde haft mulighed for at give egne samtidige skildringer.27 Han begrunder dette valg med at opregne en del uhyrligheder, som fulgte med Harald Gilles ankomst til Norge omkring 1130. Allerede Theodoricus’ baggrund som munk i Trondheim er oplysende for hans orientering. Desuden giver dedikationen til den mægtige ærkebiskop Øystein et vigtigt fingerpeg om forfatterens stillingtagen i dagens politik. Både stedet og tiden for tilblivelsen af Historia de antiquitate regum Norwagiensium siger meget om situationen, værket er blevet til under. Det er næppe nogen overdrivelse at anskue denne norgeshistorie som udsprunget i skyggen af kong Sverrir. Baggrunden må være at finde i Trondheim — som Theodoricus i øvrigt betegner som bispens by — i årene efter Øysteins hjemkomst i 1183 fra sit frivillige eksil i England. Kong Sverrir har vundet over Erling Jarl og dennes søn kong Magnus og har sat sig fast i størstedelen af Norge. I Trondheim, dengang en ganske lille by, må der ved midten af 1180’erne have hersket en skæbnemættet atmosfære. To benediktinermunke, Theodoricus og abbed Karl Jónsson fra Þingeyrar, sidder i byen i netop disse år og befatter sig med historieskrivning; den førstnævnte skriver om fortidig norsk historie, den anden om samtiden. De har hver sin opdragsgiver, som ligeledes er kirkens mænd; den ene er ærkebiskop Øystein, også en benediktiner; og den anden er præsten Sverrir — nu Norges konge — elev og fostersøn af en af Øysteins lydbisper, Hroi af Kirkebø. Ordensbrødrene Theodoricus og Karl må have været tilknyttet Trondheims dengang eneste kloster, som tilhørte benediktinerordenen. Fra prologen til Sverris saga ved vi, at kong Sverrir censurerede og bestemte over indholdet af Karls samtidshistorie (Indrebø 1920, 1). I netop disse år herskede der fred og fordragelighed mellem Norges enekonge Sverrir og ærkebispen. Efter

27. Som en terminus post quem for denne sagas tilblivelse har man taget året 1177. Hyppigt læser man inden for forskningen, at Theodoricus skulle have omtalt et slag, som Birkebeinarne udkæmpede i Trondheim og henført dette til 1176 eller 1177. Men dette er urigtigt. I kapitel 31 af Historia de antiquitate regum Norwagiensium omtales Magnus Barfod, herunder hans togt til Orknøerne, og i den forbindelse opregnes en del stormænd, som havde deltaget heri. En af disse var Úlfr Hranason, broder til Sigurðr, som var fader til den Níkolás, som Øystein “infelix tyrannus” dræbte i bispebyen Nidaros [quem Oustein infelix tyrannus occidit in Nidrosiensi metropoli] (Storm 1880, 63). Det er imidlertid i Heimskringla at vi får nærmere besked om disse tildragelser. Det fortælles i Magnúss saga Erlingssonar, at Níkolás Sigurðarson rådede for befolkningen i Trondheim. Birkebeinarnes anfører Øystein Meyla kommer dertil med sine mænd. Her bliver han udråbt til konge og får stor tilslutning, og i denne forbindelse fælder han Níkulás (Aðalbjarnarson 1941–51, 3:414). Ydermere er der på dette punkt ingen oplysninger af tidsmæssig art hos Theodoricus, som på det kronologiske område er inkonsekvent og generelt lidt oplysende. Dateringen af dette slag til efteråret 1176 og af Øysteins død til det følgende år kan vi imidlertid udlede nøjagtigt på grundlag af Snorris oplysninger. I den sidste tredjedel af Heimskringla nøjes Snorri ikke med at benytte den islandske indre relative kronologi, men anfører derudover flere gange kombinationen af en messedag og ugedagen derfor, hvilket giver os en de facto årstalsdatering af begivenheden. — Som en terminus ante quem for Theodoricus’ værk har vi ærkebiskop Øysteins død en af de første dage i 1188. I prologen til værket udtrykker forfatteren håb om, at ærkebiskoppen må leve længe endnu til gavn for den hellige kirke (Storm 1880, 4). Om tilblivelsestidspunktet henvises i øvrigt til Gudrun Langes udredning heraf (1989).

68

Ólafía Einarsdóttir

sin afgørende sejr i 1184 opholder Sverrir sig om vinteren fast i Trondheim, og just i disse år er han indstillet på at komme til forståelse med kirken. Af Sverrissagas første del ses det, at Sverrir i vid udstrækning vælger at basere sin kongsret på idonitetskravene i Øysteins tronfølgeregler af 1164.28 — Hvorledes situationen er i den besejredes lejr, kan vi fornemme hos Theodoricus, både i prologen og i epilogen. Som regel udføres historieskrivning på sejrherrernes vilkår; men her er det den besejrede, som kommer til orde. Han fortæller om den gode fortid frem til 1130 og vælger intet at sige om den tidsalder, der fulgte efter — den onde fortid. I Historia de antiquitate regum Norwagiensium mærkes det, at den bitre strid og nederlaget til kong Sverrir ikke er glemt, men gemt under tavshedens dække. Theodoricus fortæller i prologen, at han vil sende sit værk til Øystein til gennemlæsning, idet han ved, at ærkebispen ikke vil mangle den rette kyndighed til at bortskære alt overflødigt, men heller ikke vil være uden velvilje til at godkende alt, som er rigtigt fremstillet (Storm 1880, 4). Man må altså formode, at det værk, vi kender i dag, er blevet godkendt af Øystein. I sagaens afsluttende kapitel fortælles om Sigurd Jórsalafaris død; men det hedder, at forinden var Harald Gille — kong Sverris farfader — kommet til Norge med et noget tvivlsomt krav på en del af riget. Her vælger Theodoricus imidlertid at slutte sin fortælling med den begrundelse, at det er uværdigt at videregive mindet til eftertiden om alle de forbrydelser, drab, falske eder og frændemord som herefter blev begået; folket vanærede hellige steder, gudsforagten bredte sig, og der opregnes yderligere ugerninger.29 I al beskedenhed undskylder Theodoricus sit værk; men han har gjort det så godt, han formåede. Og ligesom i forordet fremhæver han påny i afslutningen, at han har fortalt om disse tildragelser uden selv at have oplevet dem (“Pauca haec de antecessoribus nostris rudi licet stylo, ut potui, perstrinxi, non visa sed audita retractans” [Storm 1880, 68]). Det synes at være ham magtpåliggende at forsikre læseren om, at han er fuldstændig upartisk over for bogens indhold. Næsten to generationer efter Theodoricus får vi den samme periode beskrevet i to historiske værker, hvori kirken kun har ringe plads i fremstillingen, nemlig i Fagrskinna og Heimskringla. Disse to samlingsværker over de tidlige norske konger dækker med udførlige beretninger det tomrum i norgeshistorien, som Theodoricus

28. Tiden for abbed Karls ophold i Norge kender vi nøje fra tidsskalaen i Prestssaga Guðmundar Arasonar. I sagaen om kong Sverrir ser vi tydeligt, hvorledes denne opbygger en kirkelig ideologi til begrundelse for sin legitime adkomst til den norske krone. I første del af sin saga er Sverrir Guds udvalgte, og han besejrer sine modstandere, fordi det er Guds vilje. Efter bruddet med kirken under ærkebiskop Erik ses det i sagaen, at Gud på det nærmeste forsvinder fra argumentationen for Sverris kongsret. Nu bygger han primært sin kongsret på, at han er en kongesøn af blodet. Som veluddannet præst er Sverrir i stand til at benytte kirkens ideologi, både når den skal tjene kongens sag og også når kirken skal modsiges, som det viser sig sidenhen, bl.a. i En tale mod biskopperne. Se Einarsdóttir 1981. 29. “Nos quoque hujus schedulae hic finem facimus, indignum valde judicantes memoriae posterorum tradere scelera, homicidia, perjuria, parricidia, sanctorum locorum contaminationes, Dei contemptum, non minus religiosorum depraedationes quam totius plebis, mulierum captivationes et ceteras abominationes, quas longum est enumerare” (Storm 1880, 67).

Om samtidssagaens kildeværdi

69

valgte at efterlade under henvisning til den tids ufredelige og ulyksalige karakter. Såvel i Fagrskinna som i Heimskringla fremstilles perioden 1130–77 derimod som en god og lykkelig fortid.30 I denne sammenhæng er det imidlertid værd at hæfte sig ved, at disse to sagaer må betragtes som talerør for hver sin gren af den norske kongeslægt. Af Fagrskinnas beretning fremgår, at man her holder med Harald Gilles slægt på den norske trone og dermed også med kong Sverris efterkommere. Snorris islandske baggrund rummer derimod et slægtskab med Sigurd Jórsalafari og dennes efterkommere.31 Snorris vurdering af det nævnte tidsrum må

30. Det er en grundlæggende holdning i Fagrskinna, at den megen ufred i Norge dengang affødtes af Erling Jarls hårdhændede og ulovlige fremfærd. Som eksempel på, hvorledes man fortolkede det historiske forløb i 1160’erne, kan tages Fagrskinnas kap. 108 (Einarsson 1985, 347–50). Den lille Magnus er nu blevet konge, og faderen Erling forestår for det meste styret. Det berettes så, at Erling udfoldede megen nepotisme til fordel for sine slægtninge og skænkede mange af dem jordegods m.v. Stormændene blandt sine fjender drev han i landflygtighed, og dette var årsagen til, at hans rige blev udsat for så voldsom hærgen. De høvdinge, som havde været hos kongerne Håkon og Sigurd, flygtede til Danmark eller Götaland, og herfra for de frem med ufred, især i Viken. Det er også med bitterhed at Fagrskinna fortæller, at en af Erlings mænd stod bag drabet på Sigurd Munn, kong Sverris fader. Kun i denne saga gives der en udførlig beretning om, hvorledes jarlen på grusom vis lod dræbe drengen Harald, en halvbroder til kong Magnus og søn af Kristin Kongemoder og kong Sigurd. — Fagrskinnas tilblivelse henføres almindeligvis til Trondheim. Et andet, men ret kortfattet samlingsværk, Ágrip af Nóregskonunga sogum, menes at være skrevet samme sted et par årtier tidligere. Det er kirkeligt inspireret og tydeligvis influeret af Theodoricus’ værk. Ágrip når imidlertid kun frem til ind i 1150’erne (Einarsson 1985, 1–54). 31. Snorri er den sidste historiker, som har skrevet et samlingsværk over de norske konger, og han synes at have været bekendt med det allermeste af den tilgængelige litteratur om emnet. Når det imidlertid gælder den tidsalder, som Theodoricus afstod fra at berette om, har Snorri udover den foreliggende litteratur også indhentet megen viden om norske forhold og historie i den nævnte periode fra nært hold under sin opvækst på høvdingesædet Oddi. Sæmundr Frodes søn Loptr havde under en rejse til Norge ægtet en norsk kvinde Þóra, datter af kong Magnus Barfod (Jóhannesson, Finnbogason og Eldjárn 1946, 1:51). Ifølge Oddaverja-annalen døde hun i 1176 (Storm 1888, 476), dog i 1175 ifølge Annales regii og Flatø-annalen. Da hendes fader døde i 1103, må Þóra kongedatter — som hun kaldtes i Island — have nået en høj alder. Under sine mange år som húsfreyja i Oddi synes Þóra at have opretholdt forbindelsen med sit fædreland, idet der i Heimskringla berettes om hendes og Lopts søn Jón, der som elleveårig var i Kongehelle hos en præstefamilie “at fóstri ok uppfœzlu” (Aðalbjarnarson 1941–51, 3:288). Jón blev siden goðorðsmann efter sin fader, og vi møder ham igen i kongesagaen i sommeren 1164, da han overværede sin nære slægtning Magnus Erlingssons kroning i Bergen. Jón Loptsson var født i 1123, og hans moder har nået at være Sæmundr Frodes svigerdatter i mange år. Det er værd at bemærke, at den norske kongedatter havde kongekrønikeskriveren Sæmundr til svigerfader og historikeren Snorri til (foster)sønnesøn: Begge skrev om hendes forfædre. Snorri kom som treårig til Oddi i 1181 og forblev dér, indtil han var næsten tyve år gammel. Igennem hele det tolvte århundrede havde Oddafamilien en nær og vedvarende forbindelse med Norge. I digtet Nóregs konungatal fra 1190 ses, hvor slægtsbevidst man var, og hvor glad man var for forfædrene — de norske konger (Jónsson 1912–15, 1:575–590). De første 72 vers af digtet er en opregning af kongerne, og det konstateres, at nu er det Sverrir, som sidder på tronen. De sidste ti vers handler mere specifikt om Jón Loptssons nærmeste slægt. Det fortælles her, at Magnus Barfods datter hed Þóra; hun var søster til en fyrste (Sigurd Jórsalafari), og hun blev gift med en ætstor mand. Det hedder, at i en lykkelig stund kom kongens prægtige, ædelsindede datter til Island til stor lykke for islændingene, og det anføres, at kongesøsterens eneste søn Jón levede efter hende. Þóra Kongedatter, húsfreyja i Oddi, indtager i det hele en meget fremtrædende plads i digtet; og hun bidrager i den grad til at kaste glans over Oddaslægten, at et ægteskab mellem hendes søn Jón og Orknøjarlens datter stod til forhandling. Men når man inden for forskningen diskuterer Snorris kilder, nævnes hun ikke. Rigtignok er kongesagaerne patriarkalske; men heller ikke inden for moderne historieforskning har man påskønnet kvinder som vidner eller “hjemmelsmænd”. Snorri var dog en undtagelse — han var vist kun alt for godt bekendt med, hvorledes kvinderne trak i trådene i historiens skæbnestunder.

70

Ólafía Einarsdóttir

derfor blive tungtvejende, hvilket også understreges af omstændighederne bag Heimskringlas tilblivelse, idet Snorri sidder ude i Island og skriver sit værk på eget opdrag og for egne midler. Snorri har også opfattet denne tid som temmelig fredsommelig, og på adskillige steder i kongesagaen fremhæver han, at netop da blomstrede riget, og befolkningens kår var særlig gode.32 Går vi omkring to decennier frem i tiden efter Snorri, møder vi i Kongespejlet — et i Norge forfattet værk — en lige så moraliserende holdning over for den omhandlede periode, som den Theodoricus gav udtryk for. I Kongebalken diskuteres forholdet mellem konge og kirke indgående, og disse to til dels konkurrerende samfundsmagter præsenteres her mest ved forklaringsrammer hentet fra Det gamle testamente (Jónsson 1920, 94–289). Kongespejlets forfatter er meget belærende, og værket er formet som en samtale mellem fader og søn. Faderen finder det vigtigt, at eftertiden får besked om denne tidsalder, da det var uår for landet såvel som for folket. Hans udlægning af disse forhold er, at enekongedømmet er det eneste rette styre af et land, og eftertiden skal advares imod, at sådanne tilstande med flere konkurrerende konger kommer igen. Kongespejlets forfattelsestid sættes gerne til midten af det trettende århundrede, altså langt ind i Håkon Håkonssons regeringstid, da konge og kirke havde fundet nogenlunde fodslag.33 Værket menes at være blevet til i højkirkelige kredse. Fra samme kant skrev den danske munk Saxo omkring 1200 sin danmarkshistorie, og også han omtaler den omhandlede tidsalder i Norge som en ufredelig og ulykkelig tid for befolkningen, og han fremhæver især kirkens sørgelige tilstand dér. Saxo var grundigt indoktrineret imod kong Sverrir, idet den landflygtige ærkebiskop Erik havde opholdt sig i flere år hos Absalon i Lund.34 De kirkeligt influerede skrifter af 32. Det negative syn på Harald Gille og dennes efterkommere, som Theodoricus giver udtryk for og som Saxo udpensler, er ikke i overensstemmelse med Snorris fremstilling. Et eksempel haves i Haraldssona saga kap. 21, hvor Snorri giver en slags situationsbillede af forholdene i 1140’erne og herunder betoner, at der var god fred, især medens Harald Gilles tre sønner holdt fælles hird (Aðalbjarnarson 1941–51, 3:330). Og længere fremme i Heimskringla i Magnúss saga Erlingssonar kap. 10 hedder det generelt om forholdene i Norge i 1160’erne, at da stod Norgesvældet i megen blomst, og landets bønder var rige og uvante med ufred (Aðalbjarnarson 1941–51, 3:385). — Som anført ovenfor repræsenterer Fagrskinna og Heimskringla hver sin gren af den norske kongeslægt, og det er derfor værd at bemærke, at Sverrissaga giver kong Magnus lovord med på vejen, ligesom det fremhæves, at folk holdt mere af Sigurd Jórsalafaris slægt end af Harald Gille og dennes efterkommere, altså Sverris egen familie. Tilsvarende møder vi i Heimskringla ingen kritik under omtalen af Oddaslægtens modstandere på den norske trone. I sin sædvanlige narrative stil blander den psykologisk interesserede Snorri lys og skygge inden for Gille-familien. 33.

Se Bagge 1987 om tidspunktet for Kongespejlets tilblivelse og dets placering i europæisk litteratur.

34. I den fjortende bog af sin danmarkshistorie beretter Saxo en hel del om Norge i det tolvte århundrede (Olrik og Ræder 1931, 367–520). I sin holdning er han meget imod Harald Gille og dennes slægt. Saxo fortæller bl.a., at ved Haralds ankomst var det som der kom et tordenvejr over det blomstrende land, og fra hans skød stammer hele den ufredens forbandelse over nordmændene. Og længere fremme — et godt stykke inde i Valdemar den Stores regeringstid — fremhæver Saxo i lignende vendinger, at Norge var hærget af alle de mange borgerkrige og sønderslidt af grumme voldsmænd; landet var sin ødelæggelse nær. En af de implicerede parter i stridighederne kom til den danske konge for at bede om hjælp; og Saxo benytter denne lejlighed til at fortælle yderligere om Harald Irlænderen, alias Gille, og hans sønner. Kong Valdemar og Absalon foretager nu to krigstogter mod Norge, og det midt under den årelange kampagne

Om samtidssagaens kildeværdi

71

Theodoricus og Saxo samt Kongespejlet bedømmer således alle tre tiden efter 1130, som om forholdene i Norge var nærmest frygtelige. Og det må nok være denne kirkepolitiske vurdering, især hos Saxo, som har ført til betegnelsen borgerkrigstid. Theodoricus og Saxo ser begge denne tidsalder ud fra kong Sverris fjenders synsvinkel. Præsten, som blev konge og bekæmpede kirken, kaster lange skygger tilbage i tiden både på sin farfader og sine farbrødre og derved på hele den omhandlede periode. Derimod havde de historikere, som skildrede denne periode ud fra en politisk og økonomisk synsvinkel — Fagrskinnas forfatter og Snorri — en opfattelse stik modsat kirkens. I denne gennemgang af samtidens og den nærmeste eftertids syn på en bestemt tidsalder må vi som så ofte sande, at det skete afhænger af øjnene, som ser. Uanset Fagrskinnas generelle kongecentrering og Snorris nok så neutrale vurderinger i denne sammenhæng, må det undre, at man inden for forskningen har tilsluttet sig Saxos opfattelse af denne periode i norsk historie som en langvarig borgerkrig. Allerede sidst i det nittende århundrede afløstes nationalstaten som ideal af den såkaldte enhedsstat; og et stærkt kongedømme blev vurderet positivt som en måde at nå dette mål på. Opretholdelsen af dette ideal må for os i tiden efter anden verdenskrig virke temmelig anakronistisk. Uden folkets frie valg af dets ledelse og uden en kollektiv selvforvaltning er det i dag vanskeligt for et folkeslag at få plads i det gode selskab i verdenssamfundet. Netop de norrøne kilder rummer værdifulde bidrag til belysning af udviklingen af det repræsentative demokrati inden for den vestlige verden (Einarsdóttir 1984). I norrøn historieskrivning findes der fra omkring det tolvte århundrede mere rigeligt med narrative skriftlige kilder, og vi får derved gode muligheder for at følge de fremgangsmåder og motiver, som på godt og ondt førte til de såkaldte historiske resultater. Geografisk var Norge delt i tre regioner, og i dette spredt befolkede land må det have været praktisk nok, at befolkningen i hver af disse havde et ikke for fjernt overhoved, som man desuden kunne vælge på lovformelig vis. I løbet af denne periode på omkring et halvt hundrede år blev der givetvis kæmpet, lige som både før og siden; men der var også lange fredsperioder ind imellem. En anden faktor, som har bidraget til fastholdelsen af Saxos opfattelse af norsk historie i det tolvte århundrede, er vore dages urealistisk resultatorienterede forskningstradition. Ved siden af den klassiske naturvidenskabs kausalitetsprincip kende-

mod Venderne. Med en undertone af ærgrelse kommenterer Saxo, at havde den danske flåde været mere udholdende og kongen udvist større målbevidsthed, ville det uden tvivl være lykkedes at forene Norge med Danmarks rige — et velkendt mønster tilbage i historien. Når Saxo gør sig umage med at male denne tidsalder i Norges historie i så mørke farver, er en af årsagerne nok, at der tiltrængtes en forklaring på kongens og ærkebispens angreb på Norge, som førte til, at Erling jarl og kong Magnus måtte overdrage Sydnorge til den danske konges overhøjhed. Når Saxo længere fremme i sin fortælling kommer til Sverris tid som konge, præges hans fremstilling ensidigt af det kirkepolitiske aspekt og af ærkebiskop Absalons og dennes omgivelsers syn på norsk historie. I 1190’erne opholder den landflygtige norske ærkebiskop Erik sig i Lund, hvor han hver søndag i domkirken erklærer kong Sverrir hjemfalden til evig fortabelse. Absalons danske magtpolitik var sammenfaldende med den norske højgejstligheds kirkepolitik, og dette er baggrunden for Saxos historiesyn, hvad angår Norge i det tolvte århundrede.

72

Ólafía Einarsdóttir

tegnes vor tids historie- og samfundsforskning ved strukturalismens antitetiske konstruktioner, hvorved modsætninger skabes og tendenser forstærkes (Einarsdóttir 1992a, 415–16). Virkeligheden i al dens kompleksitet tenderer — ved sin forvandling til en statistisk præget normalitet — til at blive uvirkelig; og historikerens ønske om at møde fortiden bliver på denne måde et fjernere mål at nå. Endnu en vanskelighed, når vi søger at indleve os i den verden, som kilderne til det tolvte århundrede præsenterer for os, er vor afstand til den tids mennesker. Dagens akademiker-historiker er typisk en bybo, med en allerede deraf følgende reduceret følelse af personlig identitet og rodfæstelse i tid og rum. De fleste af kongesagaens personer oplever vi som voldsomme, ja, undertiden uhyggeligt nærtagende og kamplystne. Bymenneskets fornuftsprægede anonymitet konfronteres her med æresbegreber, der alene eksisterer i tilknytning til det enkelte menneske (Einarsdóttir 1984). Ovenstående betragtninger skulle gerne illustrere, at hvad kilderne fortæller deres læsere, i forbavsende høj grad afhænger af, hvad vi ønsker at læse ind i dem. Spørgsmålet er, om den tidsalder, som Theodoricus ikke ville berette om, nu også var så ulykkelig, som Saxo mener. Svaret beror imidlertid på os selv: Hylder vi et romersk inspireret arvekongedømme fremfor en vis grad af selvforvaltning, ja, så var det trettende århundrede en lykkeligere periode end det tolvte. Theodoricus viser os, at tavshed er guld værd, når det gælder håndtering af en farlig samtid. Og gennem en tankeleg efterlever både Theodoricus og Kongespejlets forfatter til fulde et af arkivlovenes vigtigste grundprincipper: personværnet. Theodoricus giver ofte indirekte sin mening til kende ved at isprænge sin tekst mindre afsnit fra klassiske latinske værker; og Kongespejlets forfatter opfører nærmest et skuespil med et galleri af personer fra norsk historie maskeret som skikkelser fra Det gamle testamente. Det andet vigtige grundprincip i arkivlovene —statens sikkerhed — tages der særlig godt vare på af Beda venerabilis, historieskrivningens fader for den germanske kulturkreds. Som dreng kom Beda til klostret Yarrow, hvor han levede som munk lige til sin død i 735 i en ret høj alder. Umiddelbart ville man tro, at han bag klostrets mure kom til at leve afsondret fra verdens strid og kiv; men Walter Goffart (1988, 235–328) har gjort rede for, hvorledes Beda tog aktivt del i engelsk kirkepolitik og i forholdene generelt i fædrelandet Northumbria, en af heptarkiets stærkeste magter. Bedas sidste arbejde er storværket Det engelske folks kirkehistorie, som han skriver i årene 731–32. Han begynder sin fortælling med Caesars invasion af Britannien og fører den frem lige til ganske få år inden sin død. Hovedtemaet er kristningen af England. Da det øvrige samfund var en vigtig faktor derved, omfatter Bedas værk også den politiske historie for de forskellige kongeriger i England. Men jo nærmere Beda kommer sin egen tid, desto mere fåmælt bliver han om sekulære forhold. Kirkehistorien er dediceret den siddende konge af Northumbria, Ceolwulf, og det oplyses i indledningen, at værket er skrevet efter kongens ønske. Forinden anfører Beda, at han har sendt dette værk til kongen efter dennes ønske, så at kongen kunne læse det

Om samtidssagaens kildeværdi

73

og samtykke deri. Det hedder videre: Nu sender jeg bogen til Eder igen, så at den kan blive rettet yderligere til, og så at der bliver mulighed for at tænke mere over den, når lejlighed gives (Colgrave og Mynors 1969, 2). — Det vil jo sige, at Bedas kirkehistorie er blevet censureret af kong Ceolwulf. På mange punkter var kongens og munkens synspunkter sammenfaldende — det gælder således begges interesse i oprettelsen af Englands andet ærkebispesæde i York. I denne sag er Beda meget aktiv og engageret; men når vi kommer til hans beretning om de sidste knap to menneskealdre forud for værkets tilblivelse, har han det vanskeligere med, hvad han skal fortælle om northumbrisk politik. I næstsidste kapitel af kirkehistorien skriver Beda, at kong Osric af Northumbria døde i 729, efter at have været konge i elleve år, og at han inden sin død havde udnævnt Ceolwulf til sin efterfølger — han som var broder til Osrics forgænger på tronen, Coenred. Og det er, hvad Beda fortæller os om tronskiftet (Colgrave og Mynors 1969, 556–58). Men i den betydeligt senere Angelsaksiske krønike får vi ganske anderledes gjort rede for, hvorledes tingene gik for sig. I Parker-manuskriptet oplyses det (under nogen kronologisk forvirring), at Osric, konge af Northumbria, blev dræbt, og at Ceolwulf overtog kongemagten og havde den i otte år (Whitelock, Douglas og Tucker 1961, 28). To år senere blev kong Ceolwulf fjernet fra magten, men det lykkedes ham ret hurtigt at få den igen. Beda fortier mordet på Osric samt Ceolwulfs forjagelse og senere genindsættelse, men han skriver, at både begyndelsen og videreførelsen af Ceolwulfs styre indebar så megen alvorlig uro, at det er helt umuligt at vide, hvad man skal skrive om det eller hvad virkningerne vil blive. Og Beda afslutter sin redegørelse for tilstandene i Northumbria med, at der nu råder fred både udadtil og indadtil (Colgrave og Mynors 1969, 558–60). Den nationalistiske Beda viger ganske bevidst uden om de mindre ærefulde tildragelser i fædrelandet; og han må tydeligvis tilpasse sin fortælling situationen i netop de par år, da han skrev sit livs storværk. Det gælder for ham om, at der ikke må falde den mindste skygge på staten Northumbria hverken i samtiden eller især i eftertiden. Efter denne korte omtale af tre historikeres reaktion, stillet over for opgaven at skildre deres samtid, kan man noget summarisk sige, at Theodoricus afstår fra at skrive om den, Beda skildrer kun udvalgte sider af Northumbrias historie, og hos Sturla bestemmer opdragsgiveren endda løbende, hvad der får lov at komme med i Hákonarsaga. Lidt firkantet kunne man sige, at Theodoricus ikke vil berette om sin samtid, Beda ikke rigtigt tør, og Sturla ikke må. I indledningen til nærværende artikel blev det bemærket, at skriften som ny teknik først og fremmest blev benyttet til at nedtegne de mest forskelligartede praktiske ting; men med tiden forvandledes sådanne nedtegnelser til historiske kilder. Allerede i oldtiden opstod der samlinger af skriftlige nedtegnelser, arkiver. I det nordligere Europa var i middelalderen rejsekongedømmet en udbredt foreteelse, og sammen med dette fulgte skrivestueaktiviteten. Med fyrsternes udvidede magtbeføjelser blev arkiverne en slags personlig ejendom for disse. Nok har vi i Europa fået repræsentativt

74

Ólafía Einarsdóttir

demokrati; men de centrale forvaltninger bygger stadig til en vis grad på en tradition fra fyrstedømmernes tid, og der har derfor måttet lovgives om arkivernes afbenyttelse. I den vestlige verden er disse love ret universelle, og de to grundlæggende principper er personværnet og statens sikkerhed (Noach 1992–93, 160–61). Disse to hensyn har været ret afgørende for den tidsgrænse, de forskellige stater har fastsat. Den nederste grænse for tilgængeligheden af ganske almindeligt materiale er en menneskealder (cirka tredive år); en anden grænse på et halvt hundrede år gælder vedrørende den offentlige sfære (Eriksen 1986, 1989); og når det drejer sig om de ganske få tilbageværende fyrstehuse, er grænsen helt op til hundrede år. Fra forskningens side har der været et stort pres for at få lempet på arkivlovenes tidsgrænser, men med lidet held. Eksempelvis har en dansk historiker, som omkring 1990 ville skrive om Danmark og NATO i tiden 1949–61, ikke engang kunnet få dispensation fra 50-års regelen, hvorfor han har måttet grunde sit arbejde på især amerikanske dokumenter (Villaume 1994). De Forenede Stater, som fra grunden af er bygget op omkring et repræsentativt demokrati, har nemlig som hjørnesten i offentlige forvaltning loven: “Freedom of Information Act”, som fastslår borgernes principielle ret til at gøre brug af offentlige dokumenter. Denne lov har dog måttet strammes en del, ikke mindst efter at USA har påtaget sig en vis lederrolle i verdenspolitikken og har tilpasset sin lov til de to ovennævnte grundprincipper inden for arkivlovene (Paterson 1989). I Canada har udviklingen været meget på linje med USA’s (Hayward 1989). Med de Forenede Staters oprindelse som et åbent samfund er strenge arkivlove mindre påkrævede dér end i Europa. Noget af en undtagelse her udgør Sverige med sin gamle tradition for parlamentarisme og deraf følgende temmelig åben offentlig forvaltning, hvilket nu efter landets indtræden i den Europæiske Union må tilpasses den mindre åbenhed i resten af fællesskabet. Når en historiker vil indhente tilladelse til at skrive på grundlag af arkivmateriale inden udløbet af tidsgrænsen, sker det under opsyn af det pågældende arkivs forstander. Skulle vi i tankerne flytte Sturla og hans opgave at skrive Hákonarsaga frem til vor tid, så kunne dette næppe lade sig gøre for den sidste tredjedel af sagaen, hvor arkivmaterialet knap ville stå til disposition, end ikke ved dispensation til en historiker. Samtidigheden kan med nogen ret sammenlignes med et fotografi, idet dette gengiver en situation autentisk og ikke er forfatterpræget som eksempelvis et maleri. Men baggrunden og helheden mangler; disse kvaliteter får samtidsfragmenterne først i eftertiden gennem samspillet mellem fortid og eftertid, eller når det skildrede i nogen grad er blevet underkastet historiens dom. Tager vi hovedeksemplet i nærværende artikel, Hákonarsaga, så ville denne saga, om den i stedet var skrevet i sønnesønnernes regeringstid, have kunnet give os et sandere billede af kong Håkon end det, som Magnus Lagabøter giver af sin fader under så stærk påvirkning fra sin egen kongegerning. Håkons sønnesønner var kommet ud over arkivlovenes tidsgrænse både for personværnet og for statens sikkerhed, og den gamle konge havde kunnet opnå et omdømme og et eftermæle på sine egne præmisser.

Om samtidssagaens kildeværdi

75

At den samtidige historieskrivning kan indebære ulemper, har jeg forsøgt at illustrere i min afhandling “Sverrir — præst og konge” (1981). Sverrissaga er blevet til i to trin; dens første del er forfattet i Norge efter slaget ved Fimreiti, da Sverrir håber på et samarbejde med kirken, medens anden del er skrevet senere i Island. Jeg tror, at Sverrir ville have været gladere sidenhen, dersom han ikke havde ladet sin kamp for kronen skildre i sejrsrusen, men havde ventet med at lade sagaen skrive, til man nogenlunde vidste, hvorledes det hele sluttede. I det foregående har jeg omtalt, hvorledes vor vesterlandske forskningstradition ret ensidigt har fokuseret på, at historiske kilder bør være skriftlige; og er de ydermere samtidige, så passerer de igennem kildekritikkens trange nåleøje uden store betænkeligheder. Et sådant kildemateriale er virkelig nyttigt; men det har betydelige svagheder, og disse har man næppe viet tilstrækkelig opmærksomhed. Modsvarende har man næppe anerkendt, at den kollektive memoria også har sine fordele; disse er blot andre end de skriftlige samtidskilders. Dels er den kollektive memoria ikke censureret ovenfra, og dels er den — når det gælder norrøn historieskrivning — opstået i et åbent samfund, hvor der i lov og ret ikke blev gjort forskel på privatretsligt og offentligretsligt. Tidligere har jeg omtalt Sturla Þórðarsons samtidige Matthaeus Parisiensis i klostret St. Albans. Han er af nogle blevet betegnet som sin tids “Times”, og han havde stor frihed i udformningen af sit værk. I lighed med Snorri er han sin egen opdragsgiver og uafhængig af udefra kommende midler. Han er god ven med de fornemme i en forbavsende stor del af Europa, men desuagtet fremfører han i sin Chronica majora hyppigt kritik af både konger og paver. Under sine sidste år skrev han en sammenfattende fremstilling af sit store opus, og denne Chronica minora ville han skænke den engelske konge Henry III; men her ses det, at Matthaeus ved selvcensur er meget tilbageholdende, når han skriver kritisk om kongen og de pågældende paver. Allerede i sin store krønike skriver han enkelte gange, at han ikke vil redegøre nærmere for en samtale eller udtalelse. Og samtidshistorikerens typiske dilemma udtrykker Matthaeus, hvor han siger, at han ofte har vanskeligheder med at gøre de fornemme herrer tilpas, han skriver om, og samtidig gøre Gud tilfreds med det, han skriver (Luard 1872–84, 5:469–70). Noget mindre floromvundet udtrykker Sturla sig i Magnúss saga lagabœtis i forbindelse med en detaljeret omtale af et møde i Sarpsborg i 1272 mellem den norske og den svenske konge. Her drøftede man sager af den største vigtighed; men Sturla tilføjer, at han ikke vil gøre disse til genstand for skriftlig nedtegnelse (“ok vóru þar margir merkiligir hlutir talaðir, þeir er vér ritum eigi” [Vigfússon 1887, 366]). Selv for den rutinerede samtidshistoriker kan skriften føles farlig, og dette har Sturla sikkert ofte erkendt i løbet af sit mangeårige virke som kongelig hofhistoriograf.

76

Ólafía Einarsdóttir

Bibliografi Aðalbjarnarson, Bjarni, udg. 1941–51. Snorri Sturluson, Heimskringla. 3 bind. Íslenzk fornrit 26– 28. Reykjavík: Hið íslenzka fornritafélag. Ahlers, Jens. 1987. Die Welfen und die englischen Könige, 1165–1235. Quellen und Darstellungen zur Geschichte Niedersachsens 102. Hildesheim: August Lax. Andersson, Theodore M. 1979. “Ari’s konunga ævi and the Earliest Accounts of Hákon jarl’s Death.” Opuscula 6:1–17. Bibliotheca Arnamagnaeana 33. København: C. A. Reitzel. Bagge, Sverre. 1987. The Political Thought of “The King’s Mirror”. Mediaeval Scandinavia Supplements 3. Odense: Odense Univ. Press. ———. 1991. Society and Politics in Snorri Sturluson’s “Heimskringla”. Berkeley: Univ. of California Press. Barrow, Geoffrey Wallis Stuart. 1965. Robert Bruce and the Community of the Realm of Scotland. Berkeley: Univ. of California Press. Bjørgo, Narve. 1967. “Om skriftlege kjelder for Hákonar saga.” Historisk tidsskrift (Oslo) 46: 185–229. ———. 1968. “Håkon Håkonssons ettermæle.” Syn og segn 74:240–49. ———. 1975. “Udenrigstjeneste: Norge.” I Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder fra vikingetid til reformationstid 19:243–47. København: Rosenkilde og Bagger. Bull, Edvard. 1931. “Håkon Håkonsson.” I Norsk biografisk leksikon 5:163–69. Oslo: Aschehoug. Colgrave, Bertram, og R. A. B. Mynors, udg. 1969. Bede’s Ecclesiastical History of the English People. Oxford Medieval Texts. Oxford: Clarendon Press. Donner, Gustav Adolf. 1929. Kardinal Wilhelm von Sabina, Bischof von Modena 1222–1234, päpstlicher Legat in den nordischen Ländern († 1251). Commentationes humanarum litterarum 2.5. Helsingfors: Societas scientiarum Fennica. Einarsdóttir, Ólafía. 1964. Studier i kronologisk metode i tidlig islandsk historieskrivning. Bibliotheca historica Lundensis 13. [Lund]: Gleerup. ———. 1967. “Hvornår forfattedes sagaen om Magnus lagabøter?” Historisk tidsskrift (Oslo) 46:59–67. ———. 1968. “Om de to håndskrifter af Sturlunga saga.” Arkiv för nordisk filologi 83:44–80. ———. 1980. Anmeldelse af Norges Historie, red. Knut Mykland, bd. 1–3. Historisk tidsskrift (København) 80:116–26. ———. 1981. “Sverrir — præst og konge.” I Middelalder, metode og medier: Festskrift til Niels Skyum-Nielsen på 60-årsdagen, den 17. oktober 1981, red. Karsten Fledelius, Niels Lund og Herluf Nielsen, 67–93. København: Museum Tusculanum. Optrykt som nr. 6 i Norske historikere i utvalg, med bidrag fra svenske, danske og islandske forskere, red. Andreas Holmsen og Jarle Simensen, 126–41, 336–38. Oslo: Universitetsforlaget, 1983. ———. 1982. “Året 1164 for Magnus Erlingssons kroning.” Gripla 5:127–47. ———. 1984 “The Ancient Culture of Northern Europe: Teutonic Democracy.” Balto-Scandia 3. Tokyo: Waseda University. ———. 1985. “Om húsfreyjamyndighed i det gamle Island.” I Fromhed og verdslighed i middelalder og renaissance: Festskrift til Telma Jexlev, red. Ebba Waaben et al., 77–85. Odense: Odense universitetsforlag. ———. 1990. “Sigurd hjort og hans to børn i islandske kilder: En sagnhistorisk undersøgelse.” Gripla 7:267–301.

Om samtidssagaens kildeværdi

77

———. 1992a. Anmeldelse af Kirsten Hastrup, Nature and Policy in Iceland 1400–1800: An Anthropological Analysis of History and Mentality. Historisk tidsskrift (København) 92:407–18. ———. 1992b. “Skulis oprør og slaget ved Örlygsstaðir.” I Kongsmenn og krossmenn: Festskrift til Grethe Authén Blom, red. Steinar Supphellen, 91–113. Det kongelige norske videnskabernes selskabs skrifter 1. Trondheim: Tapir. Einarsson, Bjarni, udg. 1985. Ágrip af Noregskonunga sogum. Fagrskinna — Nóregs konunga tal. Íslenzk fornrit 29. Reykjavík: Hið íslenzka fornritafélag. Eriksen, Knut Einar. 1986. “Kampen om arkivadgang.” Historisk tidsskrift (Oslo) 65:44–52. ———. 1989. “Hemmelighold i informationssamfunnet: Et norsk perspektiv på arkivpolitikken.” Vandkunsten: Konflikt, politik & historie (København) 1:34–52. Frank, Roberta. 1978. Old Norse Court Poetry: The Dróttkvætt Stanza. Islandica 42. Ithaca: Cornell Univ. Press. Gelsinger, Bruce E. 1978–79. “Norwegian Jurisdiction over Lübeck: Background to an Unredeemed Offer.” Medieval Scandinavia 11:242–57. ———. 1981. “A Thirteenth-Century Norwegian-Castilian Alliance.” Medievalia et humanistica, n.s. 10:55–80. Goffart, Walter. 1988. The Narrators of Barbarian History (A.D. 550–800): Jordanes, Gregory of Tours, Bede, and Paul the Deacon. Princeton: Princeton Univ. Press. Gransden, Antonia. 1974. Historical Writing in England c. 550 – c. 1307. London: Routledge & Kegan Paul. ———. 1975. “Propaganda in English Medieval Historiography.” Journal of Medieval History 1:363–81. Guðnason, Bjarni. 1977. “Theodoricus og íslenzkir sagnaritarar.” I Sjötíu ritgerðir helgaðar Jakobi Benediktssyni, 20 júlí 1977, red. Einar G. Pétursson og Jónas Kristjánsson, 107–20. Rit 12. Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar. Gunnes, Erik, udg. 1989. Regesta Norvegica. Bd. 1, 822–1263. Oslo: Kjeldeskriftfondet. Hardegen, Friedrich. 1905. Imperialpolitik König Heinrichs II von England. Heidelberger Abhandlungen zur mittleren und neueren Geschichte 12. Heidelberg: Carl Winter. Hastrup, Kirsten. 1985. Culture and History in Medieval Iceland: An Anthropological Analysis of Structure and Change. Oxford: Clarendon Press. Hauksson, Þorleifur, udg. 1972. Árna saga biskups. Rit 2. Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar. Hayward, Robert J. 1989. “Canadas nye arkivordning.” Vandkunsten: Konflikt, politik & historie (København) 1:149–57. Helle, Knut. 1967. Anmeldelse av Einarsdóttir 1964. Historisk tidsskrift (Oslo) 46:68–73. ———. 1972. Konge og gode menn i norsk riksstyring, ca. 1150–1319. Bergen: Universitetsforlaget. Holm-Olsen, Ludvig. 1974. “Middelalderens litteratur i Norge.” I Norges litteraturhistorie, red. Edvard Beyer. Bd. 1, Fra runene til norske selskab, 19–342. Oslo: Cappelen. Indrebø, Gustav, udg. 1920. Sverris saga, etter cod. AM 327 4º. Kristiania: Jacob Dybwad. Jóhannesson, Jón. 1969. Islands historie i mellomalderen: Fristatstida, overs. Hallvard Magerøy. Oslo: Universitetsforlaget. Jóhannesson, Jón, Magnús Finnbogason og Kristján Eldjárn, udg. 1946. Sturlunga saga. 2 bd. Reykjavík: Sturlunguútgáfan. Jónsson, Finnur, udg. 1912–15. Den norsk-islandske skjaldedigtning. Bind B.1–2, Rettet tekst. København: Gyldendal. ———, udg. 1920. Konungs skuggsjá. Speculum regale. København: Gyldendal.

78

Ólafía Einarsdóttir

Kinck, Hans E. [1922] 1982. “Storhetstid.” I idem, Samlede essays, red. Edvard Beyer. Bd. 1, 323–402. Oslo: Aschehoug. Koht, Halvdan. 1924. “Skule jarl.” Historisk tidsskrift (Oslo), 5. rk. 5:428–52. ———. 1927a. “Um kjeldegrunnlage for soga um Håkon Håkonsson.” Historisk tidsskrift (Oslo), 5. rk. 6:16–30. ———. 1927b. “Um upphave til dei islendske annalane.” Historisk tidsskrift (Oslo), 5. rk. 6:31–45. Lange, Gudrun. 1989. Die Anfänge der isländisch-norwegischen Geschichtsschreibung. Studia Islandica 47. Reykjavík: Háskóli Íslands. Luard, Henry Richards, udg. 1872–84. Matthaei Parisiensis, monachi sancti Albani, chronica majora. 7 bind. Rerum Britannicarum medii aevi scriptores 57.1–7. London: The Master of the Rolls. Lunden, Kåre. 1976. Norges Historie, red. Knut Mykland. Bd. 3, Norge under Sverreætten, 1177– 1319. Oslo: Cappelen. Lustig, Richard I. 1978–79. “Some Views on Norwegian Foreign Service, 1217–1319.” Medieval Scandinavia 11:212–40. Munch, Per Anders. 1858. Det norske folks historie. Fjerde del, bd. 1. Christiania: Christian Tønsberg. Noach, Johan Peter. 1992–93. “Arkivlovenes tilgængelighedsbestemmelser.” Arkiv: Tidsskrift for arkivforskning 14:157–79. Olrik, Jørgen, og Hans Ræder, udg. 1931. Saxonis gesta Danorum. Bd. 1. København: Levin & Munksgaard. Paterson, Thomas G. 1989. “Tankekontrol og historieforskning.” Vandkunsten: Konflikt, politik & historie (København) 1:138–48. Rathsack, Mogens. 1980. Fuldaforfalskningerne: En retshistorisk analyse af klostret Fuldas pavelige privilegier, 751 – ca. 1158. København: Juristforbundets Forlag. Schramm, Percy Ernst. 1930. “Die Ordines der mittelalterlichen Kaiserkrönung: Ein Beitrag zur Geschichte des Kaisertums.” Archiv für Urkundenforschung (Berlin) 11:285–390. Smith, Eva. 1986. Vidnebeviset: En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer. København: Juristforbundets Forlag. ———. 1987. “Bevisproblemer.” Nordic Journal of International Law 56:151–61. ———. 1991. “Om genoptagelse af straffesager: Nogle bemærkninger til Rødseth-sagen.” Lov og rett (Oslo) 1991, 378–81. Storm, Gustav, udg. 1880. Theodrici monachi historia de antiquitate regum Norwagiensium. In Monumenta historica Norvegiae, latine conscripta, 1–68. Kristiania: A. W. Brøgger. ———, udg. 1888. Islandske annaler indtil 1578. Christiania: Det norske historiske kildeskriftfond. Ulset, Tor. 1988. “Sturla Þórðarson og Sverris saga.” I Sturlustefna: Ráðstefna haldin á sjö alda ártíð Sturlu Þórðarsonar sagnaritara, 1984, red. Guðrún Ása Grímsdóttir og Jónas Kristjánsson, 86–93. Rit 32. Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar. Vaughan, Richard. 1958. Matthew Paris. Cambridge: Cambridge Univ. Press. Verein für Meklenburgische Geschichte und Alterthumskunde, udg. 1863. Meklenburgisches Urkundenbuch. Bd. 1, 786–1250. Schwerin: Stiller’sche Hofbuchhandlung. Vigfússon, Guðbrandur, udg. 1887. Icelandic Sagas, and Other Historical Documents Relating to the Settlements and Descents of the Northmen on the British Isles. Bd. 2, Hakonar saga, and a Fragment of Magnus saga, with Appendices. Rerum Britannicarum medii aevi scriptores 88.2. London: The Master of the Rolls.

Om samtidssagaens kildeværdi

79

Villaume, Poul. 1994. Allieret med forbehold: Danmark, NATO og den kolde krig: En studie i dansk sikkerhedspolitik, 1949–1961. København: Eirene. Whitelock, Dorothy. 1952. “On the Commencement of the Year in the Saxon Chronicles.” I Two of the Saxon Chronicles Parallel, red. John Earle og Charles Plummer. Bd. 2, Introduction, Notes, and Index, xi–xxivd. Annet oplag. Oxford: Clarendon Press. Whitelock, Dorothy, David C. Douglas og Susie I. Tucker, udg. 1961. The Anglo-Saxon Chronicle: A Revised Translation. London: Eyre and Spottiswoode.

Summary In medieval European historiography, the West Nordic corpus occupies a unique position since much of its source material had derived through a long stage of oral tradition. Here the composition of contemporary sagas began near the turn of the thirteenth century. King Hákon Hákonarson’s saga was written around 1265, and in this article the final third of the saga, covering the years 1240–1264, is examined in order to shed light on the source value of the contemporary sagas. Special West Nordic traits of Hákonarsaga include its chronological construction and the skaldic verse interspersed in the prose. The saga also has foreign models in English and French royal chronicles. What is quite new about the work is that its composition took place under the ongoing censorship of Magnús lagabœtir, at whose behest it was written by Sturla Þórðarson. Hákonarsaga is also the first West Nordic work to draw extensively on documentary material. For this reason, among others, the saga seems to have acquired among modern historians a status approaching that of a primary source, cited frequently but studied relatively little. The saga’s portrayal of the main character, King Hákon, is strangely opaque. Hákon’s son, King Magnús, was imbued with a new ethic, well known from Konungs skuggsjá [The king’s mirror], according to which the ideal for a sovereign is to be a rex justus and guardian of the peace. Hákon, on the other hand, was a warrior-king like so many of his predecessors, and when Magnús tries to present his father’s kingship as a reflection of his own reign, the image of Hákon that results is unintentionally contradictory. This is where Sturla’s poems enter as an important supplement to the prose text. Freed from the constraints of prose, Sturla came closer to the real state of affairs: here Hákon appears as the great commander-in-chief with a militant and ambitious foreign policy. King Hákon is often accused of having been led by vanity; however, the English work Chronica majora by Matthew Paris shows in several ways that, on the contrary, he was a shrewd practitioner of realpolitik. Matthew Paris’s statement in this work that Hákon was offered the imperial crown by the pope is rendered plausible also by several external circumstances, such as the pope’s weakened position in exile and the church’s dethronement of Frederick II as emperor. Had Hákon accepted the imperial crown, territory newly acquired by Henry the Lion, which on his fall had accrued to the empire, would have come under Hákon’s authority. The long-standing friendship between Frederick II and Hákon withstood this test: Hákon was rewarded with the offer of jurisdiction over Lübeck. But shortly afterward the emperor died, and his son declined to uphold the agreement with the Norse king. In this article an explanation is also advanced for King Hákon’s conspicuous initiative in establishing diplomatic relations with Spain at the highest level: the king of Castile, whose maternal grandmother was a Hohenstaufen, aspired to the imperial throne and thus could have contributed to the realization of Hákon’s frustrated hopes in North Germany.

80

Ólafía Einarsdóttir I argue here that information in Chronica majora regarding large sums of money which

Hákon was obliged to pay to the pope for his coronation is reliable — in the saga it is flatly denied that the king would have paid the church for his crown. In a well-known passage in Hákonarsaga, Cardinal William of Sabina is portrayed expressing the view that Iceland’s form of government without a king is unnatural and inappropriate. This account is rejected in the article and explained as a construct derived from Magnús lagabœtir’s peace policy. When other sources are consulted, such as William of Sabina and Matthew Paris, trust in Hákonarsaga begins to crack. There are many omissions in the saga, and misrepresentations as well. Hákonarsaga places strong emphasis on the outward course of events, and the presentation is saturated with facts. This has suited our Western research tradition, in which truth value is ascribed only to well-established facts. I argue against this narrow view of history, stressing that facts acquire meaning only through our interpretation of them; in the final analysis such interpretations are a reflection of our own society and thus social constructs. This relativity in history has a certain parallel in the natural sciences. To shed light on socially conditioned relativity in historical research, different appraisals of the period 1130–1177 in Norwegian history are discussed in the article. Men of the church such as Theodoricus, Saxo, and the author of Konungs skuggsjá regard this period as a time of dreadful discord, whereas the kings’ sagas in Fagrskinna and Heimskringla characterize the same period as peaceful and prosperous. Thus what is seen here depends, as so often, on the eyes of the beholder. Hákonarsaga leads up to a point in time just prior to its composition, which is based to a large extent on eyewitness reports. The consequences of this proximity in time between the depicted events and the writing of the saga are explored here, and by way of illustration two works are introduced which originated under conditions comparable to Hákonarsaga, namely Historia de antiquitate regum Norwagiensium, written by the monk Theodoricus in Trondheim at the end of the twelfth century, and Historia ecclesiastica gentis Anglorum, written in Northumbria in the early eighth century by the monastic polymath Bede. Each author had a principal who censored his work and determined what was to be included. When examined in the light of modern Western archival laws, the three works are seen to observe these laws’ basic principles: protection of the individual and state security. The hypothetical question is raised, What would it be like for Sturla Þórðarson to compose a work of Hákonar saga’s temporal scope in our own society? The answer is, it simply could not be done. The consequences of proximity in time for the writing of history are the same today as in the Middle Ages. Also, some general considerations are adduced about how historical tradition functioned before and after the advent of writing; clearly, as comments by Sturla and Matthew indicate, writing can be dangerous if it is not handled cautiously and critically. Before people had writing at their disposal, remembrance of the past was preserved collectively, and this oral tradition was primarily a reflection of society itself. On the other hand, writing made individual portrayal of the past and present much easier, but the written compositions were often restricted through censorship exercised by secular and ecclesiastical authorities. The main point of this article is that the contemporary saga is far more impaired with regard to its sources than researchers have previously recognized. At the same time, scholars seem to have undervalued some essential advantages of collective memory, namely that it is not censored from above, while on the other hand it is protected to a certain degree from falsification precisely by the inherent collective consensus. In the case of West Nordic historiography, the collective memory originated in an open society, in which — de jure and de facto —no distinction was drawn between the public and the private sphere.

Elizabeth Jackson

Eddic Listing Techniques and the Coherence of “Rúnatal”

L

isting was a fundamental activity of early poets, having its roots in the need for the efficient organization of information that had to be stored in the memory, as well as in the mnemonic requirements of oral delivery. Of the many lists in the Edda, some seem to have been composed for purely rhetorical purposes (for instance, Gunnarr’s proud list of his own magnificent wealth in answer to Atli’s messenger in Atlaqviða in grœnlenzca 7). Most, however, even when they are employed for rhetorical purposes, have as their primary function the transmission of information, experience, or advice: the passing on of a culture. Such lists, and they are the ones with which this article is concerned, may be called traditional lists. An example is the lengthy catalogue of the heiti of Óðinn (Grímnismál 46–54), which is so skilfully used by the Grímnismál poet to bring his poem to its climax, but which has as its primary function the storing and transmission of mythological information. Such information features prominently in the eddic lists, and there are other informative lists concerned with genealogies or practical lore. Equally prominent are lists with a didactic function, such as ordering or direct admonition. Such lists are likely to have been deliberately composed and learned, rather than recreated with each telling as oral narrative may have been. Listing of this sort is, in fact, quite distinct from poetical activities such as narrative. It tends towards greater density and concentration, and is organized, not by such stratagems as a sequence of events, but by a principle which is individual to each list and by which all its items are related to one another. An identifiable organizing principle of this sort, and a minimum of three items, define the term list as it will be used in this article. The term catalogue will be used to distinguish either a series of structurally independent lists sharing the same topic, such as the Volospá catalogue of dwarfs (strophes 10–16), or a list in which the items are not just identified but expanded with additional information, such as the Hávamál catalogue of charms (“Ljóðatal,” strophes 146–63). Whether the many lists of the traditional type in the poems of the Codex Regius were originally composed orally or in writing is not at issue here. Whatever the answer to that question, it seems alvíssmál 5 (1995): 81–106

82

Elizabeth Jackson

safe to say that the techniques used were inherited from an oral tradition and had been developed with the needs of a reciter and a listening audience in mind. These techniques are readily identifiable in the eddic lists, some of which are more complex and more carefully constructed than others, but all of which show a keen awareness of the principles of list construction. Among the various problems the lists have posed for editors of the eddic poems is the fact that they frequently display metrical irregularity and are consequently difficult to group into conventional strophes. An example is the Hávamál list of things not to be trusted (strophes 85–89), which Neckel and Kuhn (1983) print as two and a half run-together málaháttr strophes followed by two normal strophes, one ljóðaháttr and one málaháttr. If the structure of the list itself were followed, it would be divided into sections, only the last of which comprises a regular strophe: namely, a first section (85–86.2) of ten items in which a pattern of “present participle + dative noun” predominates, a second section (86.3–88) of ten more varied items followed by a closing device incorporating items 21 and 22, and a third, more loosely structured concluding section (89). (For further discussion of this list, see Jackson 1991, 132–34.) Metrical irregularity has sometimes contributed to editorial judgements about the textual reliability of some of the lists in the Codex Regius. An example is the series of lists in “Rúnatal” which have to do with the origin and use of runes. These lists (Hávamál 142–45) are very mixed metrically and, at first sight, they seem to have little direct connection with the strophes which precede them, or even with each other. Consequently they have often been regarded as a collection of miscellaneous fragments, probably resulting from muddled transmission or unskilled interpolation. Gering and Sijmons, for instance, regard them as clearly fragments of longer poems, inserted here by an editor who put the whole Hávamál collection together (1927, 152). In particular, they believe (153) that strophes 144–45 could not have belonged together originally because they employ three different metres: in 144, six-lift long lines; in 145.1–5, ljóðaháttr; and in 145.6–9, fornyrðislag. Boer also regards the strophes as interpolation, adding the further reason that strophes 138–41 are spoken by Óðinn, but 142–45 cannot be because they refer to him in the third person (1922, 47–48). These arguments have prevailed, and the most recent editor of Hávamál concludes that the four strophes of “Rúnatal” which contain the lists are “very miscellaneous (not least metrically) and are plainly a jumble of fragments” (Evans 1986, 34). His view is shared by another recent commentator, who describes the whole of “Rúnatal” (Hávamál 138–45) as “an island of incoherence” in the poem (North 1991, 127). This article will attempt a reassessment of these judgements and argue that, if the lists in “Rúnatal” are looked at as lists and not as strophes, and if they are analysed according to listing techniques rather than according to metrical criteria, they are in fact well structured and coherent, and they show no evidence of fragmentation. It is hoped that, besides defending the integrity of “Rúnatal,” the following argument will show the relevance of listing techniques to

The Coherence of “Rúnatal”

83

the study of the poems in the Edda and their usefulness as a supplement to metrical criteria when the integrity of the text is in question. I am very aware that when, in the following discussion, I mention transitional strophes and parallel couplets which act as transition signals, closing devices, and so on, I am often actually referring to the eddic metre galdralag, and that when I refer to the function of alliteration in linking items and item pairs, what I am actually talking about is the normal alliterative pattern that underlies all eddic metres. However, by switching the focus from the metrical function of these features to their function as listing devices, I hope to demonstrate that, at least as far as lists are concerned, regularity of metre is not an overriding goal; rather, metre is a tool that may be used by the list-maker to achieve other objectives. That mixed metres may be deliberately used for stylistic effects in narrative has been cogently argued by Ursula Dronke in her discussion of the mixed metres in Atlaqviða (1969, 20– 22), and I have suggested elsewhere that a change in metre contributes to a rhetorical effect in one eddic list (see the discussion of Hávamál 88, Jackson 1991, 132–33). Another approach is adopted by Quinn who suggests that changes in metrical form may signal to the audience a change in a speaker’s discursive stance (1992, 101). If metre is indeed employed in these ways in eddic poems, then metrical irregularity in a list need not, in itself, be a cause for concern about the accuracy of the transmission of the text. I begin with an analysis of three typical eddic lists which illustrate both the basic principles of list-making and some of the techniques to be discussed in the subsequent analysis of the lists in “Rúnatal.” The first two examples are, respectively, the initial and final lists in the Grímnismál catalogue of the heiti of Óðinn. Each is complete in itself, in spite of being part of the larger catalogue. Their primary function is to store and transmit information.

Grímnismál 46–48: The First heiti List The first heiti list begins in strophe 46, after a regular galdralag strophe (45) which prepares the way: 45 Svipom hefi ec nú ypt fyr sigtíva sonom, við þat scal vilbiorg vaca; 4 ollom ásom þat scal inn koma, Ægis becci á, Ægis drecco at. 46 Hétomc Grímr, hétomc Gangleri, Herian oc Hiálmberi, 4 Þeccr oc Þriði, Þundr oc Uðr, Helblindi oc Hár. 47 Saðr oc Svipall oc Sanngetall, Herteitr oc Hnicarr, 4 Bileygr, Báleygr, Bolvercr, Fiolnir, Grímr oc Grímnir, Glapsviðr oc Fiolsviðr.

84

Elizabeth Jackson 48 Síðhottr, Síðsceggr, Sigfoðr, Hnicuðr, Alfoðr, Valfoðr, Atríðr oc Farmatýr; 5 eino nafni hétomc aldregi, síz ec með fólcom fór. (Neckel and Kuhn 1983, 66–67) [Now I have raised my countenance before the sons of the victory-gods; with that shall the wished-for rescue waken; that shall bring in all the Æsir to Ægir’s benches, to Ægir’s drink-gathering. I named myself Grímr, I named myself Gangleri, Herjan and Hjálmberi, Þekkr and Þriði, Þundr and Uðr, Helblindi and Hár, Saðr and Svipall and Sanngetall, Herteitr and Hnikarr. Bileygr, Báleygr, Bolverkr, Fjolnir, Grímr and Grímnir, Glapsviðr and Fjolsviðr, Síðhottr, Síðskeggr, Sigfoðr, Hnikuðr, Alfoðr, Valfoðr, Atríðr, and Farmatýr. Never, since I have been going about among warrior-bands, have I named myself with one name.]

Like so many other eddic lists, this one displays metrical irregularity if we try to make it fit into normal strophes. Neckel and Kuhn’s text divides it into three: strophe 46 is an acceptable ljóðaháttr strophe; strophe 47 begins in the same way, but diverges in the second half, where a long line (47.6–7) in the final position replaces the expected full line; strophe 48 reverses this pattern, having a long line (48.3–4) in the first half in place of the first expected full line and then ending with the normal ljóðaháttr pattern. For the purposes of analysing the list, I will rearrange it according to its list structure. The numbers in the left-hand column are item numbers. Transition Signal Ægis becci á, Ægis drecco at. 1–2 3–4 5–6 7–8 9–10 11–13 14–15

Part One Hétomc Grímr, hétomc Gangleri, Herian oc Hiálmberi, Þeccr oc Þriði, Þundr oc Uðr, Helblindi oc Hár. Saðr oc Svipall oc Sanngetall, Herteitr oc Hnicarr,

16–17 18–19 20–21 22–23 24–25 26–27 28–29 30–31

Part Two Bileygr, Báleygr, Bolvercr, Fiolnir, Grímr oc Grímnir, Glapsviðr oc Fiolsviðr. Síðhottr, Síðsceggr, Sigfoðr, Hnicuðr, Alfoðr, Valfoðr, Atríðr oc Farmatýr; Conclusion eino nafni hétomc aldregi, síz ec með fólcom fór.

a couplet formed by near-repetition closes the transitional strophe. a distinctive opening item pair signals the beginning of a list, the first pattern comprises item pairs joined by oc, a change to a triplet signals the approaching midpoint and a return to the former pattern closes part one, a new pattern of item pairs without a conjunction distinguishes part two, two pairs return to the pattern of part one and providing a link, return to the new pattern,

a closing pair adds an extra item and returns to the first pattern, a concluding comment refers back to item 1 and repeats hétomc, providing a frame.

The Coherence of “Rúnatal”

85

Understanding of the form of this list, and of the other lists to be discussed, will be enhanced by regarding it as composed with two recipients in mind: a listening audience and a reciter who needs to be able to memorize it accurately. For both, but especially for the reciter, a list is more difficult and requires greater concentration than a narrative. If the list content is important, and the prominence given to the eddic lists suggests that in their case it was, accuracy of transmission is especially necessary. The maker of such a list will have two major objectives before him when organizing his material: he must make it intelligible to the audience and he must aid as much as possible the memory of the reciter. He can do this in the following ways. (1) By signalling to the audience that a transition has arrived and that they are about to hear a list rather than a narrative. If they are prepared, they will follow more easily, especially if the list is long and dense, and they will be alerted to listen for the organizing principle of the list and the reason why they are hearing it. As a signal the list-maker can choose between a number of introductory and opening devices, sometimes using either one type or the other, sometimes using both. (a) Introductory Devices. These are separate from the list itself and may consist of an obvious introductory statement or a less blatant signal of some kind. An example of the former is the announcement that a list will follow found before the final list in the Volospá catalogue of dwarfs (“Mál er, dverga í Dvalins liði . . . telia” [It is time to list the dwarfs in Dvalinn’s company] [14.1– 4]).1 The heiti list–maker has chosen one of the latter: a transitional strophe ending in an emphatic couplet in which the second element is a slightly varied repetition of the first (“Ægis becci á, Ægis drecco at” [45.6–7]). In this case, the couplet ends a regular galdralag strophe (although this is not always the case with transitional couplets, as will be seen below). In the case of the first heiti list, the galdralag strophe makes a transition between the lists of mythological lore which have made up the bulk of the poem so far, and the new catalogue of the heiti of Óðinn which will bring the poem to its climax. The same device is used by the Hávamál poet in strophe 111 to make the transition between the narrative Gunnloð episode and the admonitory list, “Loddfáfnismál.” There, the couplet “Háva hollo at, Háva hollo í” [at Hávi’s hall, in Hávi’s hall] (111.9–10) is separated from the beginning of the list by an additional full line, “heyrða ec segia svá” [this is what I heard them say] (111.11), but it is a line which provides a direct link between the introductory strophe and the list which follows. In both cases the couplet signals to the audience that a transition has arrived, and that very likely a list will follow. In these two examples, the couplets stand out particularly because the second half-line is a repeat, with one element varied, of the first. Sometimes the device 1.

All citations from eddic poems are taken from Neckel and Kuhn 1983.

86

Elizabeth Jackson is less obvious, and the couplet may be formed by two half-lines which are structurally parallel (that is, they have the same grammatical elements in the same order), but have less repetition. Examples are Volospá 9.7–8 (“ór Brimis blóði oc ór Bláins leggiom” [out of Brimir’s blood and out of Bláinn’s thighbones]), which stands before the catalogue of dwarfs, and Hávamál 145.8–9 (“þar hann upp um reis, er hann aptr of kom” [there he rose up, when he came back]) which stands before the catalogue of charms (“Ljóðatal”), neither of which forms part of a galdralag strophe. (b) Opening Devices. Unlike introductory devices, opening devices are part of the list itself and they incorporate at least one of its items. A common opening device, comparable in its straightforward approach to the announcement used as an introduction in the catalogue of dwarfs, is to begin explicit enumeration: for example, “Urð héto eina” [one was named Urðr] (Volospá 20.5), “hiálp heitir eitt” [one is named “help”] (Hávamál 146.4). In longer catalogues this enumeration may be incorporated into a formula which acts as a refrain, as in these examples: “Segðu þat iþ eina, ef . . . þú, Vafðrúðnir, vitir” [Tell this first, if . . . you, Vafðrúðnir, know the answer] (Vafðrúðnismál 20.1–3); “Þat ræð ec þér iþ fyrsta, at þú . . . ” [This I advise you first, that you . . . ] (Sigrdrífomál 22.1–2). Again the heiti list–maker has chosen a less obvious method, one corresponding, in fact, to his introductory device: a distinctive opening item pair (“Hétomc Grímr, hétomc Gangleri,” 46.1–2). Like the introductory couplet, this item pair employs near-repetition. The same device is used to begin lists (or list sections) in Sigrdrífomál: “Þær ro með ásom, þær ro með álfom” [These are with the Æsir, these are with the elves] (18.5–6); “Þat ero bócrúnar, þat ero biargrúnar” [Those are book-runes, those are birthrunes] (19.1–2). Like the couplets employed as introductory devices in the first heiti list and in Hávamál 111, these opening item pairs stand out particularly because of the near repetition in their two halves. Sometimes, however, again as with the corresponding introductory device, the opening pairs are less obvious and are formed either by two half-lines which are structurally parallel, but which have less repetition (for example: Volospá 18.1–2, “Ond þau né átto, óð þau né hofðo” [They had no breath, they had no soul], which opens the list of the attributes of Askr and Embla) or by replacing repetition with rhyme (for example: Hávamál 85.1–2, “Brestanda boga, brennanda loga” [In a breaking bow, in a burning flame], which opens the list of things not to be trusted). Rhyming opening pairs are popular with the Grímnismál list-maker, and he employs them to open short lists of names in strophes 27 (“Síð oc Víð”), 29 (“Kormt oc Ormt”), 34 (“Góinn oc Móinn”), and 36 (“Hrist oc Mist”). The same device is used to open the second list in the Volospá catalogue of dwarfs (“Fíli, Kíli,” 13.1). All of these distinctive item pairs signal to the audience that a list is beginning.

The Coherence of “Rúnatal”

87

(2) By arranging the items in a logical order and ensuring that the audience knows what the list is about. A logical order and a clear organizing principle are also clearly helpful to the reciter. The heiti list–maker has chosen for his first list one of the simplest organizing techniques: an initial statement of the organizing principle (“hétomc” [I named myself]) on which all the items which follow are grammatically dependent. The same technique is used to open the list of superlatives in Grímnismál 44 (“Ascr Yggdrasils, hann er œztr viða” [Yggdrasill Ash, it is the most eminent of trees]) and the rune-location list in Sigrdrífomál 15–17 (“á scildi qvað ristnar” [he said they were carved on a shield]). When placed at the beginning of a list, such a statement acts as either an introductory or an opening device. Sometimes, however, it is deferred until later in the list (e.g., Grímnismál 27.8), or even to the end (e.g., Grímnismál 28.11–12), in which case it becomes a concluding or a closing device (see below), and sometimes it is not made explicit at all. In the first heiti list, however, the audience knows straight away what they are listening to. The repetition in item two emphasizes the point, as well as signalling that this is indeed the beginning of a list and not just a passing remark. (3) By breaking up the contents of the list, especially if it is a long one, into units which can be easily digested by the audience and controlled by the reciter. A long series of names like those in the first heiti list would, if there were no internal structure, be difficult to listen to and difficult to remember. A common solution to this problem is to group the items in pairs, or sometimes triplets, using a repeated conjunction, alliteration, repetition, rhyme, and so on. The heiti list–maker has employed all of these strategies: items 3 and 4 are paired using a conjunction and alliteration, items 1 and 2 by repetition, items 22 and 23 by rhyme (for other examples see the short lists in Grímnismál 27, 28, 36, and 44, and the longer one in Volospá 10–12). He has also adopted another common device, and that is the division of his list into sections, in this case into halves (see also, for instance, Hávamál 68 and 82). This enables the reciter to work towards, and then away from, a midpoint. If the sections are balanced in some way, as they are here by having an equal number of items (the final, thirty-first, item is a legitimate addition as will be explained below), that helps to prompt his memory and to reduce the chance that he will leave something out. Balance, both in its smaller structures and in its larger ones, is an essential feature of a well-constructed list. Some long lists are divided into more than two sections (as is the full catalogue of the heiti of Óðinn, which falls into three distinct parts) but then the sections themselves may be divided in halves. (4) By maintaining the unity of his list. The raison d’être of a list is to give some form of unity to a quantity of disparate items, and breaking up a list in such a way that unity is lost would defeat the list-maker’s primary objective. He must therefore make sure that the internal divisions he makes in his material, whether at the level

88

Elizabeth Jackson

of an item pair or of a larger unit, remain clearly linked to one another. The heiti list–maker has employed unifying strategies at several different levels. The most important, at the level of the whole list, are the grammatical dependence of all the items on the initial phrase (pointed out above) and the framing device which will be discussed below. At the level of the list section, in this case the list halves, a link is provided by the return in part two (i.e., in items 20–23) to the predominant pattern of part one (an item pair joined by oc). At the level of item pairs, one pair is linked to the next in much the same way as the pairs themselves are joined, for instance by alliteration (item pairs 1–2 to 3–4, 5–6 to 7–8, 16–17 to 18–19, and so on), or by rhyme (26–27 to 28–29). (5) By adding variety to the list. This helps the audience and the reciter, both of whom might forget the point, or even go to sleep, if the list were an endless enumeration of undifferentiated items. Giving a list internal structure, besides helping to make it more manageable, also helps to provide variety. An example in the first heiti list is the triplet of items joined by oc and by an alliterating s in items 11–13. This triplet breaks the established pattern of the first part of the list before it has a chance to get boring. Another example is the new pattern introduced in the second half of the list. It is denser and more compact than the earlier pattern, doing without conjunctions and relying more heavily on alliteration, assonance, and rhyme. It is at this point (Grímnismál 47.4–7) in the first heiti list, when a new pattern is introduced, that regularity of metre is sacrificed. The new pattern is itself broken in items 20–23, which have the double function of providing variety for part two and at the same time linking it with part one. In a long list variety may be provided by using very different listing techniques (and sometimes different metres) in different sections as, for example, in the complete catalogue of the heiti of Óðinn from which this list is taken, where the section which follows this one employs longer, more informative items. Or the list may be interrupted to allow for a comment or an advance in the narrative, as also happens in the complete catalogue of the heiti of Óðinn (Grímnismál 51–53). Another example of each of these techniques, though on a smaller scale, can be found in the Hávamál list of things not to be trusted, where the interruption (which is accompanied by a change in metre) occurs in 88.4–6, and the switch to longer items in strophe 89. Sometimes an interruption which breaks the monotony of a list also functions, as will be shown below, to mark the midpoint or to signal the approaching end. (6) By bringing the whole list to a close so that the relationship of its items to one another is clear and they can be seen together in the light of the list’s organizing principle. It is of the nature of lists to be infinitely expandable; the audience needs to know when a particular one has ended. It is also common for list sections to be independently closed, providing valuable stage markers for both audience and reciter. As with introductory and opening devices, a list-maker can choose from a variety of devices to signal the end of his list, sometimes (especially in the case of

The Coherence of “Rúnatal”

89

list sections) employing just one, and sometimes (especially for the whole list) a combination. (a) Concluding Devices. Like introductory devices, concluding devices are separate from the list itself and they do not include any of its items. The simplest is a statement that the list is finished, corresponding to the introductory announcement that one is about to begin, such as we saw in the Volospá catalogue of dwarfs. An example, also from Volospá, is “nú ero talðar nonnor Herians” [Now Herjann’s women have been listed] (30.9–10). Another method is to end with a concluding statement or comment related to the list’s content. This may be the deferred statement of the organizing principle, as in Grímnismál 28.11–12 and 30.6–9, or it may be an addition to or refinement of that principle. The heiti list–maker has chosen the latter device, employing a conclusion (48.5–7) which expands on the initial statement of the organizing principle. The initial statement told us what is common to all the items which follow: they are all heiti of Óðinn. The concluding statement comments on the diversity which makes the list necessary. It also includes a repetition of the opening phrase (“hétomc”), thus providing a verbal echo. Together, the comment and the echo frame the list. The same arrangement, both comment and verbal echo, is used by the list-maker in Volospá 14–16. Concluding devices may not always come right at the end of the list. Sometimes the comment or statement interrupts it near the end and is followed by a brief resumption of the listing. In this case it acts as a signal of the approaching end of the list or list section, rather than as an actual conclusion. An example occurs in the Volospá norns list (strophe 20), where a comment (“scáro á scíði” [they cut on a stick]) which interrupts the three-item list section giving the norns’ names is followed by a return to the numerical pattern for the third, closing item. Some of the examples mentioned above as devices to provide variety also function in this way. For instance, the interruption in the complete catalogue of the heiti of Óðinn breaks the monotony of the listing, brings the narrative to a climax, and signals the approaching end of the catalogue, which concludes with a brief resumption of the listing in strophe 54. Another example occurs in the curse in For Scírnis 26–36. There the listing of the awful things that will happen to Gerðr is interrupted in strophes 32–34 by comment, invocation, and direct malediction, before briefly resuming in strophe 35. As in the case of a concluding comment, an interruption which signals the approaching end of the list may also be a deferred statement of the organizing principle. An example is Grímnismál 27, where seven regular item pairs are interrupted by the statement “þær hverfa um hodd goða” [these stream over the treasure of the gods], and the listing then resumes for a further three pairs. An interesting combination of concluding devices occurs at the end of the first list in the Volospá catalogue of dwarfs (12.5–8), where a concluding statement announcing the closure of the list is split in two, so that the first half interrupts the listing

90

Elizabeth Jackson and provides a signal of the approaching end, while the second half forms the actual conclusion: Nár oc Nýráðr — nú hefi ec dverga — Reginn oc Ráðsviðr — rétt um talða. [Nár and Nýráðr — now I have correctly — Reginn and Ráðsviðr — listed the dwarfs.]

(b) Closing Devices. Like opening devices, closing devices are part of the list and incorporate at least one item. Further, like concluding devices, they may be placed at the end of the list or they may act as signals, interrupting it near the end. A common closing device is a change in the established listing pattern, a change which may be relatively slight or quite obtrusive. An example of the former is the switch from pairs to a triplet for the final items in the Grímnismál valkyries list (strophe 36). In this example the change occurs at the end. The first heiti list provides an example of the same device used as an interruption: part one closes with a triplet formed by items 11–13 which signals the approaching midpoint of the list and is followed by a brief return to the former listing pattern. An example of a more obtrusive use of this device is the completely different item structure of the sixth item (“heiptom scal mána qveðia” [for hatreds one should invoke the moon]) in the Hávamál list of remedies (137.7–15). It seems to be a general rule, when a list is interrupted in this way by either a concluding or a closing signal, that the signal is followed by not more than three items or item pairs.2 A different closing strategy is exemplified in part two of the first heiti list, where closure is provided by the addition of an extra item (31) forming a pair which returns to the dominant pattern of part one of the list. The extra item, “Farmatýr,” is isolated from the series which precedes it by its completely different form. The preceding series, although still organized into pairs, has built up a heavy linking pattern of alliteration, assonance, repetition, and rhyme, the most pronounced part of which is shown by the following underlined segments: Glapsviðr oc Fiolsviðr, Síðhottr, Síðsceggr, Sigfoðr, Hnicuðr, Alfoðr, Valfoðr, Atríðr oc Farmatýr,

and in which the final item in no way participates. Farmatýr also stands out as the only three-syllabled name in the series of two-syllabled names that makes up part two of the list. A similar arrangement closes the second list in the Volospá catalogue of dwarfs. There a single, four-syllabled name (Eikin2. The only exception I have found so far is after the three-strophe interruption (Grímnismál 51–53) in the complete catalogue of the heiti of Óðinn. There the interruption is followed by a triplet and four item pairs which, in effect, constitute a third list section. This exception may be due to the great length of the catalogue, the interruption itself being of more than usual length and dramatic importance.

91

The Coherence of “Rúnatal”

scialdi, strophe 13.8), comprising the fifteenth item, closes a series of seven, one- to three-syllabled name pairs. The Hávamál list of things not to be trusted has an interesting use of this technique in a complex combination of concluding and closing devices. It has two extra items, one (the twenty-first) which follows the pattern of all the others (“acri ársánom” [in an early-sown field], 88.1) and then another (the twenty-second), a specially differentiated item (“né til snemma syni” [nor too soon in a son], 88.3) which, like Farmatýr, is longer than, and has a different structure from, all the others.

The first heiti list, at thirty-one items, is one of the longest single list sections in the Edda and employs a number of listing techniques. Many eddic lists are relatively short, but the principles of list construction are still carefully observed, and short lists may use as many techniques as longer ones. My second example employs some of the same devices as the first heiti list and some that are rather different.

Grímnismál 54: The Third heiti List Óðinn ec nú heiti, Yggr ec áðan hét, hétomc Þundr fyrir þat, Vacr oc Scilfingr, Váfuðr oc Hroptatýr, Gautr oc Iálcr með goðom, Ofnir oc Sváfnir, er ec hygg at orðnir sé allir af einom mér. [Óðinn I am named now. Yggr I was named earlier. I named myself Þundr before that, Vakr and Skilfingr, Váfuðr and Hroptatýr, Gautr and Jálkr among the gods, Ofnir and Sváfnir, which, I think, are all sprung from one — me.]

1 2 3

Part One Óðinn ec nú heiti, Yggr ec áðan hét, hétomc Þundr fyrir þat,

4–5 6–7 8–9 10–11

Part Two Vacr oc Scilfingr, Váfuðr oc Hroptatýr, Gautr oc Iálcr með goðom, Ofnir oc Sváfnir, Conclusion er ec hygg at orðnir sé allir af einom mér.

an opening statement gives the organizing principle, a distinctive pair with parallel structure gives the list signal and a pattern change (word order) in the final item closes part one, a new pattern comprising item pairs joined by oc distinguishes part two, a pattern change (phrase added) signals the approaching end and a return to the former pattern closes part two, a summing-up comment provides the conclusion, the repetition of ec closes an inner frame, mér, referring back to Óðinn, closes an outer frame.

This list has no transitional or introductory device, being already part of a catalogue, but it does employ the same opening devices as the first heiti list: an

92

Elizabeth Jackson

initial statement of the organizing principle (“ec . . . heiti” [I am named]) and a distinctive opening pair (“Óðinn ec nú heiti, Yggr ec áðan hét”) which signals the beginning of a list. In this case, the first two items are contained, like the item pair which opens the Volospá list of the attributes of Askr and Embla, in two half-lines which are structurally parallel but which have less repetition than those which opened the first heiti list. Like the first heiti list, the third one is divided into two parts, but here, instead of two halves containing an equal number of items plus an extra item for a closing device, the list-maker has employed a triplet of standard short items in part one and a series of four minimal short item pairs in part two.3 A similar arrangement is found in some other eddic lists which are contained, like this one, in a single strophe. One example is the second list of river names in Grímnismál (strophe 28) where the triplet in part one is marked by the numbering of its items and part two is, as here, a series of pairs joined by oc. Other examples will be discussed below (99). In the first heiti list, it will be remembered, unity is given to the whole list by a framing device and by the grammatical dependence of all the items on the opening statement of the organizing principle. For the third list the heiti list–maker has again employed two unifying devices at the level of the whole list, but this time they are both framing devices. First, he has repeated the device he employed in the first list: ec in the concluding segment echoes the ec of the opening couplet, as did hétomc in the first heiti list. Second, he has provided another, outer, frame through the noun-pronoun relationship between the first word in the list, Óðinn, and the last one, mér. In fact, mér also relates to all of the items in the list in that they are all names of Óðinn, but it relates more particularly to the name Óðinn as that is the god’s central identity, the name he is called by now (“ec nú heiti”), and the one he uses to identify himself in the preceding strophe (53). At the level of list sections, unity is given to part two, as it was to the whole of the first heiti list, by the dependence of all the items on the subject/verb combination, hétomc, here placed in the final item of part one. This relationship also provides the link between the two sections. Part one itself employs a different unifying strategy. Its three items are each independent sentences, but they are linked into a triplet by the restatement, in each one, of the list’s organizing principle. The result is to build a strong emphasis on ec . . . heiti / hétomc particularly appropriate at this point in the poem, which has reached its dramatic climax with Óðinn’s announcement of his identity in the preceding strophe. At the level of item pairs the third heiti list, 3. The following definitions apply: short item, a list item which occupies up to one metrical long line (as opposed to a long item, found in catalogues such as “Ljóðatal,” which occupies half a strophe or more); minimal short item, a list item comprising just one word, which may or may not be accompanied by a conjunction, and which does not by itself constitute a metrical half-line; standard short item, a list item which consists of a word, phrase or short sentence which occupies a metrical half- or full line; extended short item, a list item which occupies a metrical long line. In well-balanced short-item lists two minimal short items are equivalent to one standard short item, and four minimal short items (or two standard short items) are equivalent to one extended short item.

The Coherence of “Rúnatal”

93

like the first one, employs alliterative linking (“Vacr . . . Váfuðr, Jálcr . . . Ofnir”). Variety is provided by the change to a new listing pattern in part two, by the word order change in item 3, and by the informative tag which expands the penultimate item pair 8–9. Like the first heiti list, the third one has closing devices for each section and then a concluding device for the whole list. Closure is provided for part one by a pattern change in the final item and for part two by a signal and return device. As in part one of the first heiti list, the signal here is provided by an expansion of the penultimate item pair, but this time the expansion results from the addition of an informative tag (“með goðom”) rather than from the addition of an item to make a triplet. In both cases the signal is followed by a return to the former pattern in the final item pair. The concluding comment, which incidentally also closes the complete catalogue, gathers up all the items (“allir”) and relates them to the organizing principle. My third example is a brief list from the first, gnomic, section of Hávamál. One of a series of short-item lists, it is also complete in itself, but its function is different from that of the heiti lists. It is an ordering list, openly didactic and concerned with giving advice on personal behaviour.

Hávamál 81: The Premature-Praise List At qveldi scal dag leyfa, kono, er brend er, mæki, er reyndr er, mey, er gefin er, ís, er yfir kømr, ol, er druccit er. [At evening should one praise a day; a wife, when she is burned; a sword, when it is tested; a maid, when she is married; ice, when one gets across; ale, when it is drunk.] 1 2 3 4 5 6

At qveldi scal dag leyfa, kono, er brend er, mæki, er reyndr er, mey, er gefin er, ís, er yfir kømr, ol, er druccit er.

an opening statement gives the organizing principle, three items with parallel structure incorporate a list signal,

a pattern change gives variety and signals the approaching end, a return to the former pattern provides closure.

Again this list has no introductory device and is preceded by no transition signal, but it does employ versions of both of the heiti list–maker’s opening devices: an initial statement of the organizing principle and a signalling item pair. The organizing principle of the list (when praise should be given) is stated as part of the first item, as was the corresponding statement in both heiti lists. Besides making the list immediately intelligible to the audience, this opening statement provides both structural unity and logical order for the rest of the list: all the items are grammatically dependent on the first one, as all share its verb, scal leyfa. Further, as in the first heiti list (though in a more subtle and interesting way), the initial statement has been refined by the time the list ends. In the first heiti list, it will be remembered, the organizing principle is clearly stated in the opening phrase (“hétomc”),

94

Elizabeth Jackson

and it is supplemented by a concluding statement which frames the list when its purpose, to give mythological information, is accomplished. Here, there is no frame; instead, the list-maker adds progressively to his statement as the list proceeds. Couched in positive terms, the first item tells us that a day should be praised at evening. Implicit in this observation is the warning that nothing should be praised prematurely. The warning, which fulfils the didactic purpose of this list, becomes clear only as the other items illustrate the point. The clarifying function of the rest of the items supplements the grammatical unity of the list. The second opening device used in the premature-praise list is the same as in the third heiti list and the Volospá list of the attributes of Askr and Embla: a structurally parallel item pair, “kono, er brend er, / mæki, er reyndr er.” Unlike the heiti list–maker, who incorporates the statements of the organizing principles of both his lists into items one and two, the maker of the premature-praise list has let the statement in item one stand in isolation, and has used items two and three to form his list-signalling device. It is true that items two and three will become part of a parallel series but, as the audience first hears them, they comprise a repetitive item pair and perform the same list-signalling function as the opening item pairs of both heiti lists. In the case of the premature-praise list, the signal is completed in the third item rather than the second. Deferral of the signal to the third item of a list is uncommon, but this example may be compared to the opening strategy of the Grímnismál catalogue of the homes of the gods (strophes 5–16). There the list-maker clearly signals his listing intention only in item three, when he begins explicit enumeration (“Bœr er sá inn þriði” [That homestead is the third one], 6.1). Unlike that of the heiti lists, the primary arrangement of the prematurepraise list is not the item pair or triplet, but a longer series of structurally parallel items with the dominant pattern “noun + er + past participle + er.” The same method is employed in the Hávamál list of things not to be trusted, where the first section (85–86.2) has as the dominant pattern “present participle + dative noun,” and in the Sigrdrífomál rune-location list (strophes 15–17), where the dominant pattern is “á + genitive noun + dative noun.” Although the premature-praise list has a series as its primary arrangement, unobtrusive pairing by alliteration is employed as a subsidiary arrangement, breaking the list into small, easily controlled units. The maker of the premature-praise list gives his list both variety and closure in the same way as the heiti list–maker does in part one of his first list and part two of his third one. A pattern change in the penultimate item (in this case to “noun + er + yfir + present tense verb”) provides variety and signals the approaching end of the list. A return to the former pattern in the final item brings the list to a close. With these examples in mind, we can now turn to an analysis of the lists in “Rúnatal.”

95

The Coherence of “Rúnatal”

Hávamál 142–43 : The Rune-Makers List 141 4

142

5

143

5

Þá nam ec frævaz oc fróðr vera oc vaxa oc vel hafaz; orð mér af orði orðz leitaði, verc mér af verki vercs leitaði. Rúnar munt þú finna oc ráðna stafi, mioc stóra stafi, mioc stinna stafi, er fáði fimbulþulr oc gorðo ginregin oc reist hroptr rogna, Óðinn með ásom, enn fyr álfom Dáinn, Dvalinn dvergom fyrir, Ásviðr iotnom fyrir, ec reist siálfr sumar.

[Then I began to be fecund and to be full of knowledge, and to grow and flourish. A word from a word sought out a word for me; an act from an act sought out an act for me. Runes you will find, and readable signs: very great signs, very strong signs, which the mighty sage coloured, and the potent powers made, and Hroptr of the gods carved; Óðinn among the Æsir and, for the elves, Dáinn; Dvalinn for the dwarfs, Ásviðr for the giants. I myself carved some.] Transition Signal orð mér af orði orðz leitaði, verc mér af verki vercs leitaði. Introduction Rúnar munt þú finna oc ráðna stafi, mioc stóra stafi, mioc stinna stafi, er 1 2 3

Part One fáði fimbulþulr oc gorðo ginregin oc reist hroptr rogna,

4 5

Part Two Óðinn með ásom, enn fyr álfom Dáinn,

6 7

Rúnar gives the topic of the following list, a couplet formed by near-repetition gives the list signal, a relative particle provides a grammatical link, an item triplet linked by oc makes up part one, a pattern change (+ genitive noun) provides closure, a new pattern employing names and prepositions distinguishes part two; the first pair is linked by enn, midpoint, a further phrasing pattern change marks the second half of part two: the second pair is linked by parallel grammatical structure and repetition of fyrir,

Dvalinn dvergom fyrir, Ásviðr iotnom fyrir,

either 8

a couplet formed by parallel structure and repetition closes the preceding narrative.

Final Item ec reist siálfr sumar.

(depending on the interpretation of ec, see below) an extra, differentiated item provides closure, sumar, referring back to rúnar, provides a frame,

or

96

Elizabeth Jackson Conclusion ec reist siálfr sumar.

a comment by the speaker provides a conclusion, sumar, referring back to rúnar, provides a frame.

Like the Grímnismál catalogue of the heiti of Óðinn, the rune-makers list is concerned with storing and transmitting mythological information, in this case specifically the identity of those responsible for making and distributing the runes, including the names of the individuals who carved them for, or among, the different races of rational beings. The list itself begins in strophe 142 but, as with the first heiti list, the preceding strophe ends with a couplet (141.4–7) that signals a transition. In this case the couplet closes the narrative of Óðinn’s acquisition of the runes (138–41), preparing the way for the opening of the rune lore lists which follow. It differs from the Grímnismál example in that it is a couplet of long lines employing structural and some verbal repetition, rather than of full lines employing near-repetition, but its function is the same. The transition signal is followed by an introductory section, which, like the beginning of the first heiti list, includes another couplet (“mioc stóra stafi, mioc stinna stafi”). This couplet, like “Hétomc Grímr, hétomc Gangleri,” is formed by near-repetition and signals the beginning of a list. However, as it incorporates no items, it is an introductory rather than an opening device. The introductory section of the rune-makers list resembles the version of the same device used in Hávamál 111, particularly in its structure: of rúnar heyrða ec dœma, né um ráðom þogðo, Háva hollo at, Háva hollo í; heyrða ec segia svá: Hávamál 111.7–11

Rúnar munt þú finna oc ráðna stafi, mioc stóra stafi mioc stinna stafi, er . . . Hávamál 142.1–5

[Háv. 111.7–11: I heard runes discussed, nor about counsel were they silent, at Hávi’s hall, in Hávi’s hall. This is what I heard them say: ]

As the final line of 111 provides a link with the following “Loddfáfnismál,” so the relative particle er in 142.5 provides a link with part one of the rune-makers list. In both cases the link is placed between the list signal and the first item. Like both the first heiti list and the premature-praise list, the rune-makers list begins with a statement (“Rúnar . . . oc ráðna stafi”) on which all the items which follow are dependent. This statement provides the grammatical object of all the verbs in part one, the understood object in part two, and the referent for the pronoun sumar in the final item or concluding comment. It also states the topic of the whole list: the runes which the addressee, þú, will find. The organizing principle (the identity of those who made and distributed the runes) is implied in the first item and clarified as the list progresses and each item expands the opening statement. The three items in part one identify those who coloured, made, and carved the runes; the items in part two name the individuals who were responsible for carving (reist) the runes for or among the different races. The unity that the grammatical interdependence of the sections and the unfolding statement of the

The Coherence of “Rúnatal”

97

organizational principle give to this list is supplemented by a framing device. In this case the list-maker has chosen the arrangement used by the heiti list-maker for the outer frame of his third list: a noun-pronoun relationship between the first word, rúnar, and the last one, sumar. The framing function of these two words is subtly stressed by the assonance between them, which substitutes for the exact verbal echoes employed in framing both heiti lists. An overall unifying strategy is particularly necessary for this list because it falls into such marked subdivisions. Besides the introductory section and the extra item or conclusion, the list itself is divided into two parts, the second of which further falls into two halves giving, as with the other lists that have been discussed, division to the level of item pairs/triplets. The list-maker has been at pains to counter this heavy subdivision with equally emphatic unifying strategies. As well as the overall strategy pointed out above, he has employed clear links between the sections. The link provided by er between the introductory section and part one has already been noted. Part two depends on the introductory section for its object and on part one for its verb (reist, see Gering and Sijmons 1927, 152). The latter arrangement is the same as is used in the third heiti list, where all the items in part two are dependent on hétomc in the final item of part one. In addition, if we understand hroptr in item 3 to be the name Hroptr, a known heiti of Óðinn (as, for example, does Evans [1986, 136]), then the first item of part two (“Óðinn með ásom”) becomes a repeat, with variation, of the last item in part one (“Hroptr rogna”) using a different heiti of Óðinn and a different word for the gods. The two halves of part two are also firmly linked. In the other lists discussed so far, linking between item pairs is achieved mainly by the use of alliteration, but sometimes by repetition or rhyme. To link the two item pairs that make up part two of the runemakers list, the list-maker has used all three of these devices: alliteration in “Dáinn, / Dvalinn dvergom,” repetition in “fyr . . . fyrir . . . fyrir,” and rhyme in the dative endings in -om. As in the case of the third heiti list, variety is given to the rune-makers list by the pattern variation in the third item which closes part one, as well as by the change to a new listing pattern in part two. Like both heiti lists, the rune-makers list employs independent closure for each of its two sections. In part one, the first two items establish a common phrasing pattern (“verb + modifying prefix + nominative noun”) which the third item varies, substituting “verb + nominative noun + genitive noun.” This is an example of a pattern change in the final item and is similar to the version of this device used to close part one of the third heiti list. In part two of the rune-makers list, closure is provided by the last line, “ec reist siálfr sumar” (143.5). Whether this line is regarded as a closing device incorporating the final item, or as a concluding device which is separate from the list itself, depends on how one interprets it and, in particular, on how one identifies the first-person speaker ec. There is general agreement among critics that the speaker of the preceding narrative section (138–41) and of the following “Ljóðatal” is Óðinn. There is no indication in the text that the

98

Elizabeth Jackson

speaker changes when the “Rúnatal” lists begin, as there is at the beginning of “Loddfáfnismál.” There a distinction is made between the ec of strophe 111, who addresses the Hávamál audience directly, and the ec of strophes 112–37 (Óðinn), whose speech he is reporting (“Heyrða ec segia svá” [111.11]). However, for the reasons given above (p. 82), and particularly because of the references to Óðinn in the third person, most critics believe strophes 142–45 to be spoken, wholly or in part, by someone else. Gering and Sijmons, for example, suggest a wandering þulr (1927, 152); Larrington believes the speaker to be “the poet, the hroptr for the race of men” (1993, 61). If this latter view is correct, then the final line does constitute an eighth item in the list and it would refer, as both Gering and Sijmons and Larrington suggest, to the acquisition of runes by men (who are not otherwise mentioned in the tally of rational beings). In this case, the line would be an example (like Farmatýr in the first heiti list and Eikinskjaldi in the second list in the catalogue of dwarfs) of an extra item, specially differentiated from the ones which precede it, used as a closing device. If, on the other hand, the final line is spoken by Óðinn, it cannot be an item: Óðinn has already taken his place in this list. In this case, the line can be regarded as a concluding comment, perhaps a reflection on what has just been said. In support of this view, it may be said that in the preceding narrative, when Óðinn needs to refer to himself in the third person (strophe 138.5), he immediately draws attention to that fact (138.6). If in the rune-makers list he is reciting, for the benefit of a specific addressee (þú) on a specific occasion, a lore list in which he himself features in the third person, his final comment could be drawing attention to that fact in the same way as he did before. The sequence “Óðinn . . . ec . . . siálfr” [Óðinn . . . I . . . myself] in strophe 143 would correspond to the earlier sequence “Óðni, siálfr siálfom mér” [to Óðinn, myself to myself], and line 143.5 might be translated: “Yes, I did carve some myself.” If the ec of the final line is Óðinn, then the concluding comment (“ec reist siálfr sumar”) is a variation of the closing item of part one (“oc reist Hroptr rogna”) providing, along with the repetition of reist and the frame-closing function of sumar, a firm connection between this seemingly isolated line and the rest of the list. It is unusual for such a short list to employ so many devices and to be so heavily subdivided, and perhaps these features, as well as the metrical irregularities, led critics to conclude that the rune-makers list is fragmented. After all, many lists of similar length (such as, for example, the premature-praise list) dispense with introductions and division into list sections. However, the divisions in the rune-makers list are all paralleled elsewhere. First, as we have seen, Hávamál 111 comprises a very similar introductory section. Second, if the final line is understood as an extra, differentiated item used as a closing device, it can be compared with the final items in both the first heiti list and the second list in the catalogue of dwarfs; if, on the other hand, it is understood as a concluding comment, it follows the practice used to close many eddic lists, including both heiti lists. Third, the

99

The Coherence of “Rúnatal”

central arrangement of the rune-makers list is by no means unique. Its pattern of a triplet followed by four standard short items corresponds to that of the third heiti list, which has a triplet followed by four minimal short-item pairs. Further, its pattern is matched even more closely by the Volospá initial void list (strophe 3) and the Sigrdrífomál rune-distribution list (strophe 18), as the following comparison illustrates: Rune-Makers List

Initial Void List

Introduction Rúnar munt þú finna oc ráðna stafi, mioc stóra stafi, mioc stinna stafi, er

Ár var alda, þat er Ymir bygði, vara

Part One 1 fáði fimbulþulr 2 oc gorðo ginregin 3 oc reist hroptr rogna, 4 5 6 7

Part Two Óðinn með ásom, enn fyr álfom Dáinn, Dvalinn dvergom fyrir, Ásviðr iotnom fyrir,

Rune-Distribution List

1 sandr 2 né sær 3 né svalar unnir;

1 Allar vóro af scafnar, þær er vóro á ristnar, 2 oc hverfðar við inn helga mioð, 3 oc sendar á víða vega.

4 iorð fannz æva 5 né upphiminn,

4 Þær ro með ásom, 5 þær ro með álfom,

6 gap var ginnunga, 7 enn gras hvergi.

6 sumar með vísom vonom, 7 sumar hafa mennzcir menn.

Conclusion/Closing Device ec reist siálfr sumar. [Vsp. 3: It was at the dawn of time, when Ymir dwelt: there was no shore, nor sea, nor cold waves; earth did not exist at all, nor sky; the abyss was vast, and there was grass nowhere.] [Sd. 18: All those which had been carved on were scraped off, and mixed with the holy mead, and sent on distant paths. These are with the Æsir, these are with the elves, some with the wise Vanir, some men have.]

All three of these lists have a triplet linked by a repeated conjunction in part one followed by four standard short items, divided into pairs, in part two. Taken together with the third heiti list, they provide some evidence for a three-four pattern in eddic lists.4 To this basic arrangement the initial void list and the runemakers list add an introductory segment. The rune-makers list also adds a final line which acts as either a closing or a concluding device. As we have seen, both kinds of addition are legitimate listing strategies. 4. This evidence for a three-four item pattern in eddic lists lends some support to the interpretation of “ec reist siálfr sumar” as a concluding comment rather than as an eighth item. However, it must be noted that not all lists which begin with a triplet have a four item/item-pair second section: in Grímnismál the second list of river-names (strophe 28) has a triplet in part one, but this is followed in part two by a series, not of four, but of seven item-pairs.

100

Elizabeth Jackson

To sum up, the listing techniques used in the rune-makers list include: a transition signal and an introductory device incorporating a list signal; a unifying frame and grammatical interdependence of all sections and items; an unfolding statement of the organizing principle resulting in a logical order; division into sections and item pairs; linking between items, item pairs, and sections; variety; and separate closing or concluding devices for each section. This is a very tightly organized list. It does not fall into regular strophes; its craftsmanship is of another kind.

Hávamál 144–45: The Rune-Ritual List 144 5

145 4

Veiztu, hvé rísta scal, veiztu, hvé fá scal, veiztu, hvé biðia scal, veiztu, hvé senda scal,

veiztu, hvé ráða scal? veiztu, hvé freista scal? veiztu, hvé blóta scal? veiztu, hvé sóa scal?

Betra er óbeðit, enn sé ofblótið, ey sér til gildis giof; betra er ósent, enn sé ofsóit. Svá Þundr um reist þar hann upp um reis,

fyr þióða roc; er hann aptr of kom.

[Know how you should carve them. Know how you should interpret them. Know how you should colour them. Know how you should make trial of them. Know how you should make invocation. Know how you should sacrifice. Know how you should offer up. Know how you should slaughter. It is better to make no invocation than to sacrifice too much — a gift always looks for repayment. It is better to make no offering than to slaughter too much. So Þundr carved before mankind existed; there he rose up, when he came back.]

1 2 3 4 5 6 7 8

9

Part One Veiztu, hvé rísta scal veiztu, hvé ráða scal veiztu, hvé fá scal veiztu, hvé freista scal

an opening pair employing near-repetition gives the list signal, eight parallel, standard short items form a series, and are also paired by alliteration,

biðia scal blóta scal senda scal sóa scal

a new series of objectless verbs distinguishes the second half of part one, the verbal infinitives (underlined) provide a link with part two,

veiztu, veiztu, veiztu, veiztu,

hvé hvé hvé hvé

Part Two Betra er óbeðit, enn sé ofblótið,

ey sér til gildis giof; 10

betra er ósent, enn sé ofsóit.

a new pattern of extended short items employing a comparative construction distinguishes part two,

an interrupting comment marks the midpoint of part two and signals the approaching end of the list, a return to the pattern of item 9 provides closure,

101

The Coherence of “Rúnatal” Conclusion Svá Þundr um reist fyr þióða roc; þar hann upp um reis, er hann aptr of kom.

a summing-up comment looks back to the rune-makers list, a structurally parallel couplet closes “Rúnatal” and provides a transition signal for the next list (“Ljóðatal”).

Before discussing the structure of the rune-ritual list, it is necessary to consider some grammatical and interpretative points concerning the eight parallel items in part one: specifically, the mood of veiztu, the significance of the verb auxiliary scal, and the grammatical references, if any, of the verbs. Most editors, including Neckel and Kuhn (1983) and Evans (1986), print these items as a series of questions, and the list makes good sense understood in this way. However, it is possible that veiztu here should be understood as used in an imperative sense. In its earlier occurrences in Hávamál, veiztu functions in this way (“Veiztu, ef þú vin átt . . . geði scaltu við þann blanda . . . fara at finna opt” [Know this, if you have a friend . . . you should share your mind with him . . . (and) go to visit him often] [44.1 and 119.5]) as it also does in Locasenna (4.1, 5.1, 23.1, etc.). I will suggest below that the effectiveness of the rune-ritual list is enhanced if veiztu here is also understood as an imperative. In its occurrence in Hávamál 44, veiztu is used in conjunction with scal and there scal seems to mean “should,” in the sense “it is advisable,” as it mostly does in Old Norse gnomic texts (for a discussion of the implications of gnomic scal, see Jackson 1991, 118–20). In the rune-ritual list, scal also seems to mean “should,” but in the alternative sense of “it is appropriate.” If the speaker were concerned only with the addressee’s practical skill in carving, interpreting, colouring, and so on, we would expect the infinitive alone (rísta, ráða, fá, etc.) to be sufficient. The addition of scal suggests that the speaker is in fact concerned with the addressee’s knowledge of how these skills should be applied, in other words, with his knowledge of how to perform them appropriately. That such a focus might be necessary is suggested by the story of Egill’s visit to Þorfinnr in Egils saga Skalla-Grímssonar (see Nordal 1933, 228–30), during which Egill cures his host’s daughter Helga of a serious illness caused by the ignorance of her would-be lover. In a later comment on the incident (see Nordal 1933, 238) the narrator specifically states that the man had intended to carve love runes (manrúnar, literally “girl-runes”) to attract Helga, but lacked the necessary skill (“en hann kunni þat eigi”) and so instead caused her to become ill. In a verse related to the same incident, Egill comments: Skalat maðr rúnar rísta, nema ráða vel kunni, þat verðr morgum manni, es of myrkvan staf villisk. (Nordal 1933, 230, verse 48) [A man should not carve runic symbols, unless he knows how to interpret them well. It happens to many a man that he goes astray because of an obscure symbol.]

102

Elizabeth Jackson

As regards the third point, the verbs, it seems that the first four have to do with runes and the last four with other ritual procedures probably involving sacrifice (for the possible meaning of senda here, see Gering and Sijmons 1927, 153; Evans 1986, 136–37). Rísta, ráða, and fá are used elsewhere (in particular, in the preceding rune-makers list) in connection with runes; freista ‘to make trial of’ is perhaps referring to a procedure like the one mentioned in Hávamál 80.2, “er þú at rúnom spyrr” [when you enquire about the runes], but in any case it seems to be more likely to refer to runes than to sacrifice. If so, all the verbs in the first four items would have runes as the understood object (see Evans 1986, 136). The verbs in the last four items have no apparent object. In the following analysis I assume that there is a change in topic at the midpoint of the item series from runes to other ritual procedures and a corresponding change from verbs used with an understood object to objectless verbs. The rune-ritual list needs no introduction as it continues straight on from the preceding rune-makers list, sharing with it the personal address to þú and, in its first half, the topic of the runes which the addressee will find and which the individuals just named had carved. In fact, structurally, the two lists in “Rúnatal” could be regarded as one long list divided into linked sections. Thematically, however, they must be considered as two separate lists because they have different organizing principles: the identity of the rune-makers in the first list, and the appropriate performance of ritual procedures in the second. This division is reflected both in the change in purpose from the giving of information in the rune-makers list to admonition (or interrogation) and advice in the rune-ritual list, and in the topic change just mentioned that occurs halfway through part one of the rune-ritual list (item 5, Hávamál 144.5) when the speaker drops his concern specifically with runes and switches to a new concern with ritual procedures involving sacrifice. To open the rune-ritual list the list-maker has chosen the same device as was used in the first heiti list: an emphatic item pair, where the second item is a near repeat of the first (“Veiztu, hvé rísta scal, veiztu, hvé ráða scal”). Like the corresponding pair in the premature-praise list, this one sets a pattern for a following series of items, but it still functions as a list signal and this time it comprises, as in the first heiti list, the first two items rather than the second and third. The runeritual list–maker also follows the heiti and premature-praise list–makers in their complementary opening device: an initial statement of the organizing principle (“know how you should . . . ”). In this case, however, it is not a statement on which all the other items are grammatically dependent. Like the items in part one of the third heiti list, each of the items in part one of the rune-ritual list is an independent sentence and each restates the organizing principle, building up an insistent emphasis which resolves itself into a warning about inappropriate use in part two. In part two the method is the same: the comparative principle (“betra er . . . enn”) is stated straight away and repeated in each item. In this case the comparative principle imposes an internal order on the items.

The Coherence of “Rúnatal”

103

Like all the other lists discussed here, the rune-ritual list is divided up to make it more manageable for reciter and audience. Here the division is into list sections, section halves, item pairs, and even item halves. As with the rune-makers list, the division into sections is particularly marked because of the very different listing patterns in parts one and two. The pattern change to longer, slower-paced items in part two is achieved by a change in metre and is an example of the switch to a different listing mode noted above in relation to the complete catalogue of the heiti of Óðinn and the Hávamál list of things not to be trusted. It provides variety and allows for resolution of the emphasis built up in part one. Each part of the rune-ritual list is further divided into halves: in part one the division reflects the topic change, noted above, from runes to sacrificial procedures and the change from verbs with an understood object to objectless verbs; part two is divided by a proverbial tag in the middle, separating two exactly balanced halves. A proverbial tag is similarly employed to divide the brief list in Hávamál 82 (“morg ero dags augo” [the day has many eyes], 82.4). At the level of item pairs, part one has the same pairing by alliteration found in the premature-praise list, and the two items in part two are paired by repetition and by their common comparative construction. Further, to provide better balance, both within part two itself and with the standard short items in part one, the extended short items in part two themselves fall into halves which are linked by alliteration and the conjunction enn. As far as unity is concerned, part one of the rune-ritual list dispenses with the linking of one item pair to another, found in both heiti lists, in favour of the nearrepetition which links all eight items into a series. Part one is linked to part two by the association between the verbs in its second half and the participles in part two (underlined in the above schema). The two parts are further linked by the relationship between their themes. It was suggested above that the theme of part one, implied by the emphatic repetition of scal, is that it is not sufficient just to know the various procedures for rune use and sacrifice: the addressee must know how to perform them appropriately. Part two warns the addressee that it is better not to perform the procedures at all than to perform them inappropriately: that is, to perform them to excess. The rather cryptic comment, “ey sér til gildis giof,” that divides part two in half adds to this warning: as a gift always looks for repayment, so ritual always looks for response, and excess can invariably expect excessive (and therefore undesirable) results. Like the premature-praise list, the rune-ritual list has a didactic function. There the listener is advised against praising anything prematurely, here the addressee is advised to make quite sure that he knows how to exercise restraint in the performance of ritual procedures. If the items in part one are regarded as imperatives rather than questions, the didactic function is enhanced and the list becomes an emphatic warning. There is no independent closure of the first part of the rune-ritual list, but to bring the whole list to a close, the list-maker has employed a concluding device. It takes the familiar form of an interruption signalling the approaching end, followed

104

Elizabeth Jackson

by a brief resumption of the listing: in this case, by the final item. Here, the interrupting comment (“ey sér til gildis giof”), which corresponds to the interruptions in the first part of the Volospá norns list, in the complete catalogue of the heiti of Óðinn, in the curse in For Scírnis, and in the Hávamál list of things not to be trusted, has a multiple function: it divides part two in half, it provides variety, and it signals the approaching end of the list. As with the other examples of such a signal, a return to the former listing pattern (in this case the pattern of item 9) brings the list to a close. To sum up: the rune-ritual list employs a repetitive opening item pair that acts as a list signal, an opening statement of the organizing principle, strategies for ensuring unity and logical order, division into list sections, half-sections and item pairs, linking between item pairs and sections, a change in listing pattern and an interruption to provide variety, and a concluding signal and return device. Like the rune-makers list it is carefully constructed, coherent, and complete. The rune-ritual list is followed by a brief concluding segment (145.6–9). There has been some disagreement among critics about the interpretation of this segment, but no discussion, as far as I am aware, of its function as a list-concluding and transition device. Looked at in these terms, it functions as follows. The adverb svá would appear to refer to the immediately preceding rune-ritual list, but reist, which must in this context refer to the carving of runes, links the lines rather with the rune-makers list. So does the reference to Þundr, another heiti of Óðinn. The whole segment may be seen as a reflective summing-up comment which refers back to the rune-makers list, resuming its narrative tone after the sharply admonitory digression of the rune-ritual list, as well as its use of proper names, its references to Óðinn in the third person and by different heiti, and its repeated verb reist. This relationship is recognized by Boer, who suggests (1922, 48) that the concluding segment originally followed immediately after strophe 142, and by Auden and Taylor who, in their translation (1983, 165), move the segment to a position at the end of the rune-makers list (i.e., after strophe 143). However, moving the segment may be unnecessary. We have seen how the eddic poets employ an interruption and return device as a list closing technique. I suggest that here the rune-ritual list may itself be regarded as a comparable interruption between the rune-makers list and the end of the “Rúnatal” list section. The resumption of the style of the rune-makers list in the concluding segment is analogous to the return to a former pattern to close a list. If this is so, the metrical change (from ljóðaháttr to fornyrðislag) between part two of the rune-ritual list and the concluding segment is a reflection of the latter’s concluding function. It accords with the careful craftsmanship of this poet that reist in the concluding segment should echo reist in the concluding lines of both parts of the earlier list (142.7 and 143.5). Boer (1922, 48; see also Larrington 1993, 62) states that the second half of the segment (“þar hann upp um reis, er hann aptr of kom”) relates to the events in strophe 139, where Óðinn tells how he took up the runes and “fell ec aptr þaðan”

The Coherence of “Rúnatal”

105

[I fell back from there]. Evans cautiously suggests the same connection (1986, 137; see also North 1991, 134–35). A barrier to accepting this connection has been the voice change from first person in strophe 139 to third person in the concluding segment. In her discussion of the segment (1992, 117), Quinn plausibly explains the change from ljóðaháttr to fornyrðislag in terms of a “movement from the perspective of the speaking subject to external narration,” but she provides no explanation for the change in voice, merely commenting that it is “not unfamiliar from the preceding ljóðaháttr series of stanzas.” However, by going one step further than Quinn and seeing not only a change in perspective, but also a change in the role of the speaker, we can explain both the change in verse form and the change in voice: Óðinn is speaking in his own voice in the narrative strophes 138–41, in 143.5, and (very probably) in the rune-ritual list, but is reciting established lore in both the rune-makers list and the concluding segment. In all other respects, a connection between “fell ec aptr þaðan” and “þar hann upp um reis” makes good sense.5 If the segment does link back to the narrative strophes as well as to the rune-makers list, then it functions as a conclusion for the whole of “Rúnatal,” rather than just for the list section. In any case, the second part of the summing-up comment comprises a structurally parallel couplet which completes the closure of “Rúnatal.” Like the couplet which ended the earlier narrative section (141.4–7), this couplet also signals the transition to a list, in this case “Ljóðatal,” which follows immediately. If the lists in “Rúnatal” are indeed as carefully constructed and linked together as I have argued, what are the implications for the interpretation of this section of Hávamál? Does it remain, as North has called it, “an island of incoherence” in the poem? This must be left for others to decide, but I would tentatively put forward the following suggestion. Taking the whole of “Rúnatal” into account it can be argued that the narrative strophes, 138–41, tell the listener6 not only how the runes were acquired, but also at what cost they were acquired. Their implied value is very great. Similarly, the rune-makers list tells the addressee not only who made the runes, but also how very powerful those runes are. The speaker states this both directly (“mioc stóra stafi, mioc stinna stafi”) and by implication, when he emphasizes the might of the rune-makers: fimbulþulr, ginregin, hroptr rogna. Like all powerful tools, and as the anecdote from Egils saga quoted above (101) illustrates, the runes will be dangerous in the hands of one who does not know how to use them properly. Hence the stress in the rune-ritual list on using them

5. If this connection and the connection between the concluding segment and the rune-makers list are accepted, then the following interpretation is possible: Óðinn carves the runes immediately on returning, or rising, from his ritual death on the tree; he carves them right there, where he returns. The fact that this initial carving and distribution of the runes happens before mankind exists explains the absence of a runecarver for men from the rune-makers list. 6. Or the addressee. I have argued elsewher that the whole of “Rúnatal,” like “Loddfáfnismál,” is addressed to Loddfáfnir and that it is to him that the pronoun þú in 142 and 144 refers (Jackson 1994).

106

Elizabeth Jackson

properly and on correctly performing related rituals. So the whole of “Rúnatal” can be seen as a text concerned with the value and power of runes, and with the consequent need for skill and restraint in using them. The place of the runemakers list is justified by the information it gives about the power and importance of the runes. The admonitory digression of the rune-ritual list is justified by the need to give the addressee a strong and direct warning against ignorant or excessive use of that power. Such an interpretation, which would fully endorse the integrity of the Codex Regius text, would also give the lists a legitimate and important place in the poem.

Bibliography Auden, Wystan H., and Paul B. Taylor, trans. 1983. Norse Poems. London: Faber and Faber. Boer, Richard C. 1922. Die Edda mit historisch-kritischem Commentar. Vol. 2, Commentar. Haarlem: H.D. Tjeenk Willink & Zoon. Dronke, Ursula, ed. 1969. The Poetic Edda. Vol. 1, Heroic Poems. Oxford: Oxford Univ. Press. Evans, David A. H., ed. 1986. Hávamál. Text Series 7. London: Viking Society for Northern Research. Gering, Hugo, and Barend Sijmons. 1927. Kommentar zu den Liedern der Edda. Vol. 1, Götterlieder. Halle: Buchhandlung des Waisenhauses. Jackson, Elizabeth. 1991. “Some Contexts and Characteristics of Old Norse Ordering Lists.” Saga-Book 23:112–40. ———. 1994. “A New Perspective on the Relationship between the Final Three Sections of Hávamál and on the Role of Loddfáfnir.” Saga-Book 24:33–57. Larrington, Carolyne. 1993. A Store of Common Sense: Gnomic Theme and Style in Old Icelandic and Old English Wisdom Poetry. Oxford: Clarendon Press. Neckel, Gustav, and Hans Kuhn, eds. 1983. Edda: Die Lieder des Codex Regius nebst verwandten Denkmälern. Vol. 1, Text. 5., verbesserte Aufl. Heidelberg: Carl Winter. Nordal, Sigurður, ed. 1933. Egils saga Skalla-Grímssonar. Íslenzk fornrít 2. Reykjavík: Hið íslenska fornritafélag. North, Richard. 1991. Pagan Words and Christian Meanings. Costerus New Series 81. Amsterdam: Rodopi. Quinn, Judy. 1992. “Verseform and Voice in Eddic Poems: The Discourses of Fáfnismál.” Arkiv för nordisk filologi 107:100–130.

Rezensionen

A

ndrea de Leeuw van Weenen, editor. The Icelandic Homily Book, Perg. 15 4° in the Royal Library, Stockholm. Íslensk handrit, Icelandic Manuscripts, Series in Quarto, Vol. 3. Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi, 1993. 232 pages, 206 plates, and diplomatic text-edition.

S

igurbjörn Einarsson, Guðrún Kvaran, and Gunnlaugur Ingólfsson, editors. Íslensk hómilíubók: Fornar stólræður. Reykjavík: Hið íslenska bókmenntafélag, 1993. 323 pages.

These are two very different editions of Stockholm, Royal Library, Perg. 15 4º, the Old Icelandic Homily Book, the oldest nearly complete Icelandic manuscript codex, now published for the first time in Iceland. The first, a two-colour facsimile edition with a facing diplomatic transcription, replaces both Theodor Wisén’s edition of 1872 (printed in only 200 copies and now extremely rare) and the monochrome facsimile printed with an introduction by Fredrik Paasche as volume 8 of Corpus codicum Islandicorum medii aevi (København: Munksgaard, 1935). The second edition presents the homilies for the first time in a normalized text and is pitched at a general audience of Icelandic readers. Andrea de Leeuw van Weenen’s edition is based on her 1977 doctoral thesis for the University of Utrecht, and her preface documents in rather grim detail the laborious and protracted process of preparing the text for print. Her introduction is a slightly revised version of that in the dissertation, and like the thesis version provides an account of what is known of the history of the manuscript, a table of contents with notes on some identified sources and analogues for individual homilies, a full palaeographic description including a discussion of the vexed question of the number of hands (van Weenen inclines to the view, earlier held by Wisén, that there is only one), and detailed analyses of orthography and morphology. alvíssmál 5 (1995): 107–11

107 The introduction also includes a rather sketchy and heterogeneous treatment of syntax (described on page 197 as “a haphazard collection of facts I happened to find when I was editing the text”) and concludes with a section on the aim of the introduction (§ 6.3) which might better have been placed before rather than after the thing it describes. Van Weenen warns us that, because of the prodigiously long gestation period between the thesis and the printed edition, her introduction “reflects the state of knowledge in 1976” and “coverage of publications since 1976 is . . . not systematic” (vi–vii). One misses, for instance, a reference to Britta Olrik Frederiksen, “Til engleafsnittet i Gregors 34. evangeliehomilie i norrøn oversættelse,” Opuscula 7, Bibliotheca Arnamagnaeana 34 (København: Munksgaard, 1979), 62–93, in the catalogue of homilies and their sources (7, §1.2, item 28). And the citation from “Jerome” at 7, §1.2, item 3, is now attributed to Paschasius Radbertus (as the editor herself notes at 7, §1.2, item 5; but for “CC 56C” read “CC Continuatio Mediaevalis 56C”). However, van Weenen has endeavoured to add some new material in this chapter (references to the relevant sections of Oddmund Hjelde’s “Norsk preken i det 12. århundre: Studier i Gammel norsk homiliebok” [Oslo 1990, photocopy] are particularly welcome), and on the whole this section of the introduction gives a pretty clear picture of just how much work remains to be done on the Latin background of the homilies. Long ago, James Marchand suggested “that a search for parallels and a sober realization of the possibility of polygenesis ought to replace all searching for sources” (“Two Notes on the Old Icelandic Physiologus Manuscript,” Modern Language Notes 91 [1976]: 505). While many might regard this position as extreme (since some parallels are more parallel than others), it is undoubtedly sensible to start by tracing commonplace analogues for sermons for which no one source has yet been identified. Thus, to look at a single example, for the Christmas homily listed as item 16 on page 9 (ms. 22r6– 24r23), van Weenen notes “Source unknown, but some of the ideas also occur in Pseudo-Alcuin’s ‘De Divinis Officiis Liber’ (PL 101.1173ff.).” This information appears

108 to be taken from Ian Kirby, Biblical Quotation in Old Icelandic–Norwegian Religious Literature, Rit 9–10 (Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar, 1976–80), 2:54n9, and Kirby is also careful to emphasize that Pseudo-Alcuin “is clearly not the source.” It is odd, however, that neither author refers to earlier investigations of the Latin background of the central section of the sermon — the enumeration and interpretation of the portents and events which occurred at the time of Christ’s birth. Mattias Tveitane included a discussion of this sermon in his “Irish Apocrypha in Norse Tradition? On the Sources of Some Medieval Homilies,” Arv 22 (1966): 111–35 at 123–25, as did James Marchand in his response to Tveitane, “The Old Norwegian Christmas Homily and the Question of Irish Influence,” Arv 31 (1975): 23–34 at 27–29. Marchand rightly criticized Tveitane for insisting on referring to a different Latin text, a Nativity piece in the ninth-century homiletic anthology edited by André Wilmart under the title “Catéchèses celtiques” (Analecta Reginensia: Extraits des manuscrits latins de la reine Christine conservés au Vatican, Studi e testi 59 [Città del Vaticano: Biblioteca apostolica Vaticana, 1933], 29–112 at 93–106 [99.17–100.56]) as “very nearly the exact source” for the sermon in the Icelandic Homily Book, and noted that both the Icelandic text and that in the “Catéchèses” “are simply fabricated from the usual mirabilia found in Christmas sermons” (Marchand 1975, 29). The homiletic tradition to which these two texts belong also includes, for instance, the Old Norwegian sermon which was the focus of Tveitane’s investigation (“De natiuitate domini sermo,” in Gamal norsk homiliebok, cod. AM. 619 4º, ed. Gustav Indrebø [Oslo: Universitetsforlaget, 1931], 31–35) and Vercelli homilies 5 and 6 (The Vercelli Homilies and Related Texts, ed. Donald G. Scragg, Early English Text Society, Original Series 300 [Oxford: Oxford Univ. Press, 1992], 108– 32; cf. J. E. Cross, “Portents and Events at Christ’s Birth: Comments on Vercelli v and vi and the Old English Martyrology,” AngloSaxon England 2 [1973]: 209–20), and Marchand cites numerous other, though more remote, analogues (1975, 27–28). At any rate, even in 1976 the background of the alvíssmál 5 (1995): 107–11

Rezensionen Christmas sermon in question was known to be more complex than van Weenen’s brief note suggests. And the mirabilia account for only one part of the sermon. It might also have been noted, for instance, that the admonition to “look at the tombs of the wealthy” at ms. page 23v28–24r4 is an immensely popular homiletic theme which can be traced at least back to Caesarius of Arles (Sermones, ed. Germain Morin, editio altera, Corpus Christianorum, series latina 103–4 [Turnhout: Brepols, 1953], sermo 31, § 2; cf. J. E. Cross, “Ubi sunt Passages in Old English — Sources and Relationships,” Vetenskaps-societeten i Lund Årsbok 1956, 23– 44 at 38–39, and idem, “‘The Dry Bones Speak’ — A Theme in Some Old English Homilies,” Journal of English and Germanic Philology 56 [1957]: 434–39). I am not suggesting that van Weenen could have been expected to document every such commonplace, only that much more work remains to be done filling in gaps of this kind, and van Weenen’s outline will no doubt provide a convenient starting point for such studies. The heart of van Weenen’s edition is, of course, her diplomatic text. It is painstakingly accurate, and I have noticed no transcription errors in the pages I have checked. It is possible, however, to quibble with the odd piece of annotation in the apparatus. It seems to me overly pedantic to note, for instance, that while the Psalm quotations at 42v13 (Ps. 79.2) and 100r9 (Ps. 49.14–15) are attributed in the Homily Book to “dauid,” the verses in question are actually “by Asaph,” since the entire psalter (including those psalms said to be “by” or “for” or “of Asaph”) was routinely attributed to David throughout the Middle Ages. (See, e.g., Frank Leslie Cross and Elizabeth Anne Livingstone, The Oxford Dictionary of the Christian Church, 2d ed. [London: Oxford Univ. Press, 1974], s.v. “Psalms, Book of.” On the difficulty of interpreting the titles and other notes added to the Psalms see Otto Eissfeldt, The Old Testament: An Introduction, trans. Peter R. Ackroyd [Oxford: Basil Blackwell, 1965], 451–52.) I am also inclined to disagree with her note on the problematic form “háls” in the following passage (99r4–8): “Réiþe ranga.

Rezensionen ólund oc hatr scolom vér firasc afþui at réiþe bróþ oc staoþvoþ. es hugscote man z sem aogn a´ ga. en ef hon fø´þesc í scape man z lenge. þa snýsc hon í háls. oc meiþer at hygle manzens” [We must eschew unjust anger, spite and hatred, because sudden anger which is restrained is to the mind of a man like a mote to the eye, but if it is nursed for long in a man’s heart then it turns into a háls(?) and harms the man’s understanding]. Here van Weenen repeats the suggestion made by Stefán Karlsson (“Ögn og háls í hómilíu,” Gripla 4 [1980]: 135–37) that the word may be an error for hasl ‘hazel-tree’, with transposition of s and l (cf. “píls” for “písl” elsewhere in the ms.; see 96, § 3.2.4.16 “,” and Karlsson 137 and n9). As Stefán has pointed out, the passage in question alludes to Matthew 7.3–5 (or Luke 6.41–42): “Quid autem vides festucam in oculo fratris tui et trabem in oculo tuo non vides . . . eice primum trabem de oculo tuo et tunc videbis eicere festucam de oculo fratris tui” [And why seest thou the mote that is in thy brother’s eye; and seest not the beam that is in thy own eye? . . . cast out first the beam out of thy own eye, and then shalt thou see to cast out the mote out of thy brother’s eye] (Rheims-Douay Version). In the Icelandic sermon festuca is rendered by “aogn” (i.e. ogn ‘mote’), and since “háls” must stand for trabs, it seems reasonable to assume that the form must represent a word whose primary sense is “beam.” It therefore does not seem unlikely that “háls” is a corruption of balc, produced by misinterpretation of the bowl of an initial b in the scribe’s exemplar as the second leg of h (cf. 37, § 2.10.1, “h”), and miscopying of final c as long s. Confusion of b and h is a very common scribal error (see, e.g., Wallace Martin Lindsay, An Introduction to Latin Textual Emendation [London: Macmillan, 1896], 84; Didrik Arup Seip, Palæografi, B, Norge og Island = Nordisk kultur 28B [Stockholm: Albert Bonnier, 1954], 16), and van Weenen notes (80, § 3.2.4.9 “k”) that c is used finally instead of k “in 97% of the more than 5500 instances” of /k/ in final position and that examples of the opposite use of c for /s/ are also to be found in the Homily Book (95, §3.2.4.16). While Fritzner does not record the meaning “beam” for Old Icelandic balkr, this sense is alvíssmál 5 (1995): 107–11

109 included in dictionaries of Modern Icelandic (Sigfús Blöndal, Íslensk-dönsk orðabók [Reykjavík: Þórarinn B. Þorláksson, 1920– 24], s.v. “bálkur,” 4 “[langur raftur] et langt Stykke Træ”; Árni Böðvarsson, Íslensk orðabók handa skólum og almenningi, 2d ed. [Reykjavík: Menningarsjóður, 1983], s.v. “bálkur,” 4 “langur raftur”), and cognate bjálki is, in fact, the word most often used to render trabs in later Icelandic translations of Matthew 7.3–5 and Luke 6.41–42 (see Karlsson 136n5). It is also interesting to note that cognates of balkr are used in other medieval Germanic vernaculars in translations of the same biblical verses. Balko, for example, is the word used to render trabs in the Old High German translation of Matthew 7.3–5 in Tatian’s Diatessaron (Tatian, lateinisch und altdeutsch, mit ausführlichem Glossar, ed. Eduard Sievers [Paderborn: Ferdinand Schöningh, 1872], 113, § 39.5–6; cf. Althochdeutsches Wörterbuch, ed. Elisabeth Karg-Gasterstädt and Theodor Frings [Berlin: Akademie-Verlag, 1952– ], s.v. “balko,” 1: “bildhaft: der ‘Balken im eigenen Auge’”); and the author of the Old Saxon Heliand retains the word in his adaptation of this passage (Heliand, ed. Eduard Sievers, Germanistische Handbibliothek 4, 2d ed. [Halle (Saale): Buchhandlung des Waisenhauses, 1935], Monacensis line 1706). In Middle English, cognate balk(e) is also commonly used to refer to the “beam in the eye,” and readers of Chaucer will remember, for example, Osewold the Reeve’s retort to the Miller: “He kan wel in myn eye seen a stalke, / But in his owene he kan nat seen a balke” (Canterbury Tales, in The Works of Geoffrey Chaucer, ed. Fred N. Robinson, 2d ed. [Cambridge, Mass.: Houghton Mifflin, 1957], 55, lines 3919–20; cf. Middle English Dictionary, ed. Hans Kurath and Sherman M. Kuhn [Ann Arbor: Univ. of Michigan Press, 1954– ], s.v. “balk(e,” 3b “with ref. to Mat. 7.3–5”). If the proposed emendation of the form “háls” at Homily Book 99r7 to balc is accepted, a new sense “beam” will have to be recorded s.v. “balkr” in the new Arnamagnaean Dictionary. There are remarkably few typographical errors in the edition considering the difficulty of the text. I have noticed a few trivial misprints (18 “existance” for “existence”; 144

110 “in sofar as” for “in so far as”; 196 “way of grouping” for “ways of grouping”), and occasionally special characters have been accidentally omitted: the broken l which is transcribed L (see 37, § 2.10.1 “l”) is missing on page 69, as is Greek uncial κ (see 37, § 2.10.1 “k”) on page 193, and insular v (see 39, § 2.10.1 “v”) on page 196. A few Dutch-looking forms and odd samples of unidiomatic English also crop up: 9 “Salomo” for “Solomon”; 15 “de” for “the” (!); 166n13 “a synchronical” for “a synchronic one”; 167 “the coming up of” for “the development of” (?); 168 “etymological correct” for “etymologically correct”; 172 “the m of the 1st person pl. ending lacks” for “is lacking”; 172 and 188 “conjunctive” for “subjunctive”; 191 “paging and alignment” for “pagination and lineation,” and “digressing” for “diverging”; 195 “as long that it is possible” for “as long as it is possible,” and “a considerable amount of unemended words” for “a considerable number.” Finally, Grafík hlutafélag and Jóhanna Ólafsdóttir deserve high praise for their excellent photographs. All in all, both Dr. van Weenen and Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi are to be congratulated for producing an edition which will be indispensible for future study of the Old Icelandic Homily Book. Íslensk hómilíubók: Fornar stólræður is, as I have already mentioned, a very different work from the Árnastofnun facsimile. It is really more a labour of love than a work of scholarship, as the tone of bishop Sigurbjörn Einarsson’s preface makes clear. Both he and his collaborators, Guðrún Kvaran and Gunnlaugur Ingólfsson, quote Jón Helgason’s impassioned contention that “in few works do the sources of the Icelandic language flow more pure than in this old book, and the Icelandic author who has not read it from cover to cover is hardly better prepared for his work than the priest who has neglected to read the Sermon on the Mount” (Handritaspjall [Reykjavík: Mál og menning, 1958], 16, cited twice: xvi n19 and xx; my trans.). As the editors observe, Jón was asking rather a lot of his countrymen as long as the Homily Book was available (or more likely unavailable) only in Wisén’s rare edialvíssmál 5 (1995): 107–11

Rezensionen tion, and they express their hope that their edition will help to introduce the collection to a wider Icelandic audience. The text is printed in a modernized orthography, though many Old Icelandic wordforms are retained in an effort to preserve “something of the archaic flavour of the text” [nokkuð af hinum forna blæ textans] (xviii). In their introductory remarks on editorial principles (xviii–xxi), Guðrún Kvaran and Gunnlaugur Ingólfsson catalogue some of the difficulties which a present-day Icelandic reader is likely to have with an Old Icelandic text. They also provide glosses of difficult words and locutions throughout the edition. Íslensk hómilíubók is only a partial edition (see xvi–xvii). Some items in the collection are omitted either because they are not complete in the manuscript (like items 1 and 62 in van Weenen’s list of contents — though a single sentence from item 1 is adopted by Sigurbjörn as an epigraph, xvii), or on the grounds that similar subject matter is handled in other sermons in the anthology (like the Marian material in van Weenen items 3, 35–36, and 58, or the alternative ending for item 18 in item 50). The excerpts from Stefáns saga on ms. pages 80v and 94r– 97r (van Weenen items 46 and 59) are also omitted, for a reason not specified in the preface. Sigurbjörn’s introductory essay provides some general historical background, with remarks on the early history of preaching in Iceland, and on texts contemporary with the sermons in the Homily Book. However, neither in the introduction nor anywhere else in the edition is any information given about the Latin background of the contents of the collection, nor even any indication that a particular text is known to be a translation of a Latin work. Thus, for instance, on page 204, the translation of passages from PseudoAmbrose, Acta sancti Sebastiani martyris (van Weenen items 39 and 42) is given the rather nebulous title “[Stundlegt og eilíft]”. Similarly, on page 273, the version of the “instrumenta bonorum operum” from chapter four of the Regula Benedicti is identified merely as “[Boðorð Guðs]”. The innocent reader is not told that another translation of the same Latin source is to be found on pages 201–3 (van Weenen item 38), nor

Rezensionen indeed that the text is a translation at all. Scriptural citations are noted throughout the edition, although the references to biblical verses provided by van Weenen are generally fuller. On page 208, for instance, no reference is given for the verse “Grófu þeir gröf fyr augliti mínu og féllu í sjálfir,” whereas van Weenen correctly identifies it as Psalm 56.7 (ms. 69r28). The normalized (or rather modernized) text in Íslensk hómilíubók will undoubtedly be of use to those who are interested in reading the sermons and other texts in the collection, but who might be intimidated by a diplomatic edition. And it is certainly helpful to find related passages that are separated in the manuscript reunited in the new transcription (thus 3–4 “[Þjónusta kennimanna]” = van Weenen items 2 and 4; 114–19 “Epifania Domini” = van Weenen items 25 and 51; 204–8 “[Stundlegt og eilíft]” = van Weenen items 39 and 42). But the edition is on the whole less helpful than it might have been. Many repetitive and not very illuminating notes — sanctus glossed “heilagur,” sicut glossed “eins og” (“svo sem” would often fit better), Dominus glossed “Drottinn,” etc. — might well have been reduced in number or eliminated altogether. While the presentation of a “macaronic” text perhaps helps to preserve some of the “forn blær” of the original text, Latin terms such as these are almost invariably merely expansions of conventional abbreviations — sc¯s, sic¯, dn¯s, etc. — which were meant to stand for their vernacular equivalents when used in a vernacular context (see e.g. Hreinn Benediktsson, Early Icelandic Script, Íslenzk handrit, Icelandic Manuscripts, Series in Folio 2 [Reykjavík: The Manuscript Institute of Iceland, 1965], 94; Hans Bekker-Nielsen, “The Use of rex in Íslendingabók,” in Studies for Einar Haugen, ed. Evelyn Scherabon Firchow et al., Janua linguarum, series maior 59 [The Hague: Mouton, 1972], 53–57 at 54; Fred C. Robinson, “Latin for Old English in AngloSaxon Manuscripts,” in Language Form and Linguistic Variation: Papers Dedicated to Angus McIntosh, ed. John Anderson, Amsterdam Studies in the Theory and History of Linguistic Science 15 [Amsterdam: John Benjamins, 1982], 395-400). Certainly in a normalized edition intended for the alvíssmál 5 (1995): 107–11

111 general reader a phrase like “sicut Dominus mælir” (found twice, for example, on page 23, beside “svo sem Dominus mælir”) might have been silently changed to “svo sem Drottinn mælir” without annotation or embarrassment. (The hazards of monotonous annotation are illustrated at 252n19 where the note for sanctorum is confused with one of the ubiquitous redundant glosses of ekki: “ekkert.”) Freeing up space at the foot of the page might also have left room for more helpful commentary where it was needed. One wonders, for instance, what sense an Icelandic reader will make of the phrase “snýst hun í háls og meiðir athygli mannsins” (discussed above) on page 292, when neither Stefán Karlsson’s suggested emendation nor any other is adopted, and no note on the crux is provided. (Cf. Stefán’s note: “lítið virðist bæta úr skák þó að orðinu ‘háls’ sé léð merkingin ‘hnakki’, eins og Fritzner gerir í orðabók sinni, þar sem hann tilfærir setninguna” [Karlsson 135 and n2].) Íslensk hómilíubók: Fornar stólræður is not a scholarly edition, and one should perhaps not criticize it for not being what it was never intended to be. However, it reminds us that students of the Old Icelandic and Old Norwegian homilies are still a long way from having an edition of these texts which bears comparison with, say, John C. Pope’s Homilies of Ælfric: A Supplementary Collection, Early English Text Society, Original Series 259–60 (London: Oxford Univ. Press, 1967–68). We still need a fully annotated edition of the Old West Norse homilies, one which collates or prints parallel texts of all the extant versions of each sermon, and one in which all known sources and analogues are identified. David McDougall

Rezensionen

A

ndrea de Leeuw van Weenen, editor. The Icelandic Homily Book, Perg. 15 4° in the Royal Library, Stockholm. Íslensk handrit, Icelandic Manuscripts, Series in Quarto, Vol. 3. Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi, 1993. 232 pages, 206 plates, and diplomatic text-edition.

S

igurbjörn Einarsson, Guðrún Kvaran, and Gunnlaugur Ingólfsson, editors. Íslensk hómilíubók: Fornar stólræður. Reykjavík: Hið íslenska bókmenntafélag, 1993. 323 pages.

These are two very different editions of Stockholm, Royal Library, Perg. 15 4º, the Old Icelandic Homily Book, the oldest nearly complete Icelandic manuscript codex, now published for the first time in Iceland. The first, a two-colour facsimile edition with a facing diplomatic transcription, replaces both Theodor Wisén’s edition of 1872 (printed in only 200 copies and now extremely rare) and the monochrome facsimile printed with an introduction by Fredrik Paasche as volume 8 of Corpus codicum Islandicorum medii aevi (København: Munksgaard, 1935). The second edition presents the homilies for the first time in a normalized text and is pitched at a general audience of Icelandic readers. Andrea de Leeuw van Weenen’s edition is based on her 1977 doctoral thesis for the University of Utrecht, and her preface documents in rather grim detail the laborious and protracted process of preparing the text for print. Her introduction is a slightly revised version of that in the dissertation, and like the thesis version provides an account of what is known of the history of the manuscript, a table of contents with notes on some identified sources and analogues for individual homilies, a full palaeographic description including a discussion of the vexed question of the number of hands (van Weenen inclines to the view, earlier held by Wisén, that there is only one), and detailed analyses of orthography and morphology. alvíssmál 5 (1995): 107–11

107 The introduction also includes a rather sketchy and heterogeneous treatment of syntax (described on page 197 as “a haphazard collection of facts I happened to find when I was editing the text”) and concludes with a section on the aim of the introduction (§ 6.3) which might better have been placed before rather than after the thing it describes. Van Weenen warns us that, because of the prodigiously long gestation period between the thesis and the printed edition, her introduction “reflects the state of knowledge in 1976” and “coverage of publications since 1976 is . . . not systematic” (vi–vii). One misses, for instance, a reference to Britta Olrik Frederiksen, “Til engleafsnittet i Gregors 34. evangeliehomilie i norrøn oversættelse,” Opuscula 7, Bibliotheca Arnamagnaeana 34 (København: Munksgaard, 1979), 62–93, in the catalogue of homilies and their sources (7, §1.2, item 28). And the citation from “Jerome” at 7, §1.2, item 3, is now attributed to Paschasius Radbertus (as the editor herself notes at 7, §1.2, item 5; but for “CC 56C” read “CC Continuatio Mediaevalis 56C”). However, van Weenen has endeavoured to add some new material in this chapter (references to the relevant sections of Oddmund Hjelde’s “Norsk preken i det 12. århundre: Studier i Gammel norsk homiliebok” [Oslo 1990, photocopy] are particularly welcome), and on the whole this section of the introduction gives a pretty clear picture of just how much work remains to be done on the Latin background of the homilies. Long ago, James Marchand suggested “that a search for parallels and a sober realization of the possibility of polygenesis ought to replace all searching for sources” (“Two Notes on the Old Icelandic Physiologus Manuscript,” Modern Language Notes 91 [1976]: 505). While many might regard this position as extreme (since some parallels are more parallel than others), it is undoubtedly sensible to start by tracing commonplace analogues for sermons for which no one source has yet been identified. Thus, to look at a single example, for the Christmas homily listed as item 16 on page 9 (ms. 22r6– 24r23), van Weenen notes “Source unknown, but some of the ideas also occur in Pseudo-Alcuin’s ‘De Divinis Officiis Liber’ (PL 101.1173ff.).” This information appears

108 to be taken from Ian Kirby, Biblical Quotation in Old Icelandic–Norwegian Religious Literature, Rit 9–10 (Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar, 1976–80), 2:54n9, and Kirby is also careful to emphasize that Pseudo-Alcuin “is clearly not the source.” It is odd, however, that neither author refers to earlier investigations of the Latin background of the central section of the sermon — the enumeration and interpretation of the portents and events which occurred at the time of Christ’s birth. Mattias Tveitane included a discussion of this sermon in his “Irish Apocrypha in Norse Tradition? On the Sources of Some Medieval Homilies,” Arv 22 (1966): 111–35 at 123–25, as did James Marchand in his response to Tveitane, “The Old Norwegian Christmas Homily and the Question of Irish Influence,” Arv 31 (1975): 23–34 at 27–29. Marchand rightly criticized Tveitane for insisting on referring to a different Latin text, a Nativity piece in the ninth-century homiletic anthology edited by André Wilmart under the title “Catéchèses celtiques” (Analecta Reginensia: Extraits des manuscrits latins de la reine Christine conservés au Vatican, Studi e testi 59 [Città del Vaticano: Biblioteca apostolica Vaticana, 1933], 29–112 at 93–106 [99.17–100.56]) as “very nearly the exact source” for the sermon in the Icelandic Homily Book, and noted that both the Icelandic text and that in the “Catéchèses” “are simply fabricated from the usual mirabilia found in Christmas sermons” (Marchand 1975, 29). The homiletic tradition to which these two texts belong also includes, for instance, the Old Norwegian sermon which was the focus of Tveitane’s investigation (“De natiuitate domini sermo,” in Gamal norsk homiliebok, cod. AM. 619 4º, ed. Gustav Indrebø [Oslo: Universitetsforlaget, 1931], 31–35) and Vercelli homilies 5 and 6 (The Vercelli Homilies and Related Texts, ed. Donald G. Scragg, Early English Text Society, Original Series 300 [Oxford: Oxford Univ. Press, 1992], 108– 32; cf. J. E. Cross, “Portents and Events at Christ’s Birth: Comments on Vercelli v and vi and the Old English Martyrology,” AngloSaxon England 2 [1973]: 209–20), and Marchand cites numerous other, though more remote, analogues (1975, 27–28). At any rate, even in 1976 the background of the alvíssmál 5 (1995): 107–11

Rezensionen Christmas sermon in question was known to be more complex than van Weenen’s brief note suggests. And the mirabilia account for only one part of the sermon. It might also have been noted, for instance, that the admonition to “look at the tombs of the wealthy” at ms. page 23v28–24r4 is an immensely popular homiletic theme which can be traced at least back to Caesarius of Arles (Sermones, ed. Germain Morin, editio altera, Corpus Christianorum, series latina 103–4 [Turnhout: Brepols, 1953], sermo 31, § 2; cf. J. E. Cross, “Ubi sunt Passages in Old English — Sources and Relationships,” Vetenskaps-societeten i Lund Årsbok 1956, 23– 44 at 38–39, and idem, “‘The Dry Bones Speak’ — A Theme in Some Old English Homilies,” Journal of English and Germanic Philology 56 [1957]: 434–39). I am not suggesting that van Weenen could have been expected to document every such commonplace, only that much more work remains to be done filling in gaps of this kind, and van Weenen’s outline will no doubt provide a convenient starting point for such studies. The heart of van Weenen’s edition is, of course, her diplomatic text. It is painstakingly accurate, and I have noticed no transcription errors in the pages I have checked. It is possible, however, to quibble with the odd piece of annotation in the apparatus. It seems to me overly pedantic to note, for instance, that while the Psalm quotations at 42v13 (Ps. 79.2) and 100r9 (Ps. 49.14–15) are attributed in the Homily Book to “dauid,” the verses in question are actually “by Asaph,” since the entire psalter (including those psalms said to be “by” or “for” or “of Asaph”) was routinely attributed to David throughout the Middle Ages. (See, e.g., Frank Leslie Cross and Elizabeth Anne Livingstone, The Oxford Dictionary of the Christian Church, 2d ed. [London: Oxford Univ. Press, 1974], s.v. “Psalms, Book of.” On the difficulty of interpreting the titles and other notes added to the Psalms see Otto Eissfeldt, The Old Testament: An Introduction, trans. Peter R. Ackroyd [Oxford: Basil Blackwell, 1965], 451–52.) I am also inclined to disagree with her note on the problematic form “háls” in the following passage (99r4–8): “Réiþe ranga.

Rezensionen ólund oc hatr scolom vér firasc afþui at réiþe bróþ oc staoþvoþ. es hugscote man z sem aogn a´ ga. en ef hon fø´þesc í scape man z lenge. þa snýsc hon í háls. oc meiþer at hygle manzens” [We must eschew unjust anger, spite and hatred, because sudden anger which is restrained is to the mind of a man like a mote to the eye, but if it is nursed for long in a man’s heart then it turns into a háls(?) and harms the man’s understanding]. Here van Weenen repeats the suggestion made by Stefán Karlsson (“Ögn og háls í hómilíu,” Gripla 4 [1980]: 135–37) that the word may be an error for hasl ‘hazel-tree’, with transposition of s and l (cf. “píls” for “písl” elsewhere in the ms.; see 96, § 3.2.4.16 “,” and Karlsson 137 and n9). As Stefán has pointed out, the passage in question alludes to Matthew 7.3–5 (or Luke 6.41–42): “Quid autem vides festucam in oculo fratris tui et trabem in oculo tuo non vides . . . eice primum trabem de oculo tuo et tunc videbis eicere festucam de oculo fratris tui” [And why seest thou the mote that is in thy brother’s eye; and seest not the beam that is in thy own eye? . . . cast out first the beam out of thy own eye, and then shalt thou see to cast out the mote out of thy brother’s eye] (Rheims-Douay Version). In the Icelandic sermon festuca is rendered by “aogn” (i.e. ogn ‘mote’), and since “háls” must stand for trabs, it seems reasonable to assume that the form must represent a word whose primary sense is “beam.” It therefore does not seem unlikely that “háls” is a corruption of balc, produced by misinterpretation of the bowl of an initial b in the scribe’s exemplar as the second leg of h (cf. 37, § 2.10.1, “h”), and miscopying of final c as long s. Confusion of b and h is a very common scribal error (see, e.g., Wallace Martin Lindsay, An Introduction to Latin Textual Emendation [London: Macmillan, 1896], 84; Didrik Arup Seip, Palæografi, B, Norge og Island = Nordisk kultur 28B [Stockholm: Albert Bonnier, 1954], 16), and van Weenen notes (80, § 3.2.4.9 “k”) that c is used finally instead of k “in 97% of the more than 5500 instances” of /k/ in final position and that examples of the opposite use of c for /s/ are also to be found in the Homily Book (95, §3.2.4.16). While Fritzner does not record the meaning “beam” for Old Icelandic balkr, this sense is alvíssmál 5 (1995): 107–11

109 included in dictionaries of Modern Icelandic (Sigfús Blöndal, Íslensk-dönsk orðabók [Reykjavík: Þórarinn B. Þorláksson, 1920– 24], s.v. “bálkur,” 4 “[langur raftur] et langt Stykke Træ”; Árni Böðvarsson, Íslensk orðabók handa skólum og almenningi, 2d ed. [Reykjavík: Menningarsjóður, 1983], s.v. “bálkur,” 4 “langur raftur”), and cognate bjálki is, in fact, the word most often used to render trabs in later Icelandic translations of Matthew 7.3–5 and Luke 6.41–42 (see Karlsson 136n5). It is also interesting to note that cognates of balkr are used in other medieval Germanic vernaculars in translations of the same biblical verses. Balko, for example, is the word used to render trabs in the Old High German translation of Matthew 7.3–5 in Tatian’s Diatessaron (Tatian, lateinisch und altdeutsch, mit ausführlichem Glossar, ed. Eduard Sievers [Paderborn: Ferdinand Schöningh, 1872], 113, § 39.5–6; cf. Althochdeutsches Wörterbuch, ed. Elisabeth Karg-Gasterstädt and Theodor Frings [Berlin: Akademie-Verlag, 1952– ], s.v. “balko,” 1: “bildhaft: der ‘Balken im eigenen Auge’”); and the author of the Old Saxon Heliand retains the word in his adaptation of this passage (Heliand, ed. Eduard Sievers, Germanistische Handbibliothek 4, 2d ed. [Halle (Saale): Buchhandlung des Waisenhauses, 1935], Monacensis line 1706). In Middle English, cognate balk(e) is also commonly used to refer to the “beam in the eye,” and readers of Chaucer will remember, for example, Osewold the Reeve’s retort to the Miller: “He kan wel in myn eye seen a stalke, / But in his owene he kan nat seen a balke” (Canterbury Tales, in The Works of Geoffrey Chaucer, ed. Fred N. Robinson, 2d ed. [Cambridge, Mass.: Houghton Mifflin, 1957], 55, lines 3919–20; cf. Middle English Dictionary, ed. Hans Kurath and Sherman M. Kuhn [Ann Arbor: Univ. of Michigan Press, 1954– ], s.v. “balk(e,” 3b “with ref. to Mat. 7.3–5”). If the proposed emendation of the form “háls” at Homily Book 99r7 to balc is accepted, a new sense “beam” will have to be recorded s.v. “balkr” in the new Arnamagnaean Dictionary. There are remarkably few typographical errors in the edition considering the difficulty of the text. I have noticed a few trivial misprints (18 “existance” for “existence”; 144

110 “in sofar as” for “in so far as”; 196 “way of grouping” for “ways of grouping”), and occasionally special characters have been accidentally omitted: the broken l which is transcribed L (see 37, § 2.10.1 “l”) is missing on page 69, as is Greek uncial κ (see 37, § 2.10.1 “k”) on page 193, and insular v (see 39, § 2.10.1 “v”) on page 196. A few Dutch-looking forms and odd samples of unidiomatic English also crop up: 9 “Salomo” for “Solomon”; 15 “de” for “the” (!); 166n13 “a synchronical” for “a synchronic one”; 167 “the coming up of” for “the development of” (?); 168 “etymological correct” for “etymologically correct”; 172 “the m of the 1st person pl. ending lacks” for “is lacking”; 172 and 188 “conjunctive” for “subjunctive”; 191 “paging and alignment” for “pagination and lineation,” and “digressing” for “diverging”; 195 “as long that it is possible” for “as long as it is possible,” and “a considerable amount of unemended words” for “a considerable number.” Finally, Grafík hlutafélag and Jóhanna Ólafsdóttir deserve high praise for their excellent photographs. All in all, both Dr. van Weenen and Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi are to be congratulated for producing an edition which will be indispensible for future study of the Old Icelandic Homily Book. Íslensk hómilíubók: Fornar stólræður is, as I have already mentioned, a very different work from the Árnastofnun facsimile. It is really more a labour of love than a work of scholarship, as the tone of bishop Sigurbjörn Einarsson’s preface makes clear. Both he and his collaborators, Guðrún Kvaran and Gunnlaugur Ingólfsson, quote Jón Helgason’s impassioned contention that “in few works do the sources of the Icelandic language flow more pure than in this old book, and the Icelandic author who has not read it from cover to cover is hardly better prepared for his work than the priest who has neglected to read the Sermon on the Mount” (Handritaspjall [Reykjavík: Mál og menning, 1958], 16, cited twice: xvi n19 and xx; my trans.). As the editors observe, Jón was asking rather a lot of his countrymen as long as the Homily Book was available (or more likely unavailable) only in Wisén’s rare edialvíssmál 5 (1995): 107–11

Rezensionen tion, and they express their hope that their edition will help to introduce the collection to a wider Icelandic audience. The text is printed in a modernized orthography, though many Old Icelandic wordforms are retained in an effort to preserve “something of the archaic flavour of the text” [nokkuð af hinum forna blæ textans] (xviii). In their introductory remarks on editorial principles (xviii–xxi), Guðrún Kvaran and Gunnlaugur Ingólfsson catalogue some of the difficulties which a present-day Icelandic reader is likely to have with an Old Icelandic text. They also provide glosses of difficult words and locutions throughout the edition. Íslensk hómilíubók is only a partial edition (see xvi–xvii). Some items in the collection are omitted either because they are not complete in the manuscript (like items 1 and 62 in van Weenen’s list of contents — though a single sentence from item 1 is adopted by Sigurbjörn as an epigraph, xvii), or on the grounds that similar subject matter is handled in other sermons in the anthology (like the Marian material in van Weenen items 3, 35–36, and 58, or the alternative ending for item 18 in item 50). The excerpts from Stefáns saga on ms. pages 80v and 94r– 97r (van Weenen items 46 and 59) are also omitted, for a reason not specified in the preface. Sigurbjörn’s introductory essay provides some general historical background, with remarks on the early history of preaching in Iceland, and on texts contemporary with the sermons in the Homily Book. However, neither in the introduction nor anywhere else in the edition is any information given about the Latin background of the contents of the collection, nor even any indication that a particular text is known to be a translation of a Latin work. Thus, for instance, on page 204, the translation of passages from PseudoAmbrose, Acta sancti Sebastiani martyris (van Weenen items 39 and 42) is given the rather nebulous title “[Stundlegt og eilíft]”. Similarly, on page 273, the version of the “instrumenta bonorum operum” from chapter four of the Regula Benedicti is identified merely as “[Boðorð Guðs]”. The innocent reader is not told that another translation of the same Latin source is to be found on pages 201–3 (van Weenen item 38), nor

Rezensionen indeed that the text is a translation at all. Scriptural citations are noted throughout the edition, although the references to biblical verses provided by van Weenen are generally fuller. On page 208, for instance, no reference is given for the verse “Grófu þeir gröf fyr augliti mínu og féllu í sjálfir,” whereas van Weenen correctly identifies it as Psalm 56.7 (ms. 69r28). The normalized (or rather modernized) text in Íslensk hómilíubók will undoubtedly be of use to those who are interested in reading the sermons and other texts in the collection, but who might be intimidated by a diplomatic edition. And it is certainly helpful to find related passages that are separated in the manuscript reunited in the new transcription (thus 3–4 “[Þjónusta kennimanna]” = van Weenen items 2 and 4; 114–19 “Epifania Domini” = van Weenen items 25 and 51; 204–8 “[Stundlegt og eilíft]” = van Weenen items 39 and 42). But the edition is on the whole less helpful than it might have been. Many repetitive and not very illuminating notes — sanctus glossed “heilagur,” sicut glossed “eins og” (“svo sem” would often fit better), Dominus glossed “Drottinn,” etc. — might well have been reduced in number or eliminated altogether. While the presentation of a “macaronic” text perhaps helps to preserve some of the “forn blær” of the original text, Latin terms such as these are almost invariably merely expansions of conventional abbreviations — sc¯s, sic¯, dn¯s, etc. — which were meant to stand for their vernacular equivalents when used in a vernacular context (see e.g. Hreinn Benediktsson, Early Icelandic Script, Íslenzk handrit, Icelandic Manuscripts, Series in Folio 2 [Reykjavík: The Manuscript Institute of Iceland, 1965], 94; Hans Bekker-Nielsen, “The Use of rex in Íslendingabók,” in Studies for Einar Haugen, ed. Evelyn Scherabon Firchow et al., Janua linguarum, series maior 59 [The Hague: Mouton, 1972], 53–57 at 54; Fred C. Robinson, “Latin for Old English in AngloSaxon Manuscripts,” in Language Form and Linguistic Variation: Papers Dedicated to Angus McIntosh, ed. John Anderson, Amsterdam Studies in the Theory and History of Linguistic Science 15 [Amsterdam: John Benjamins, 1982], 395-400). Certainly in a normalized edition intended for the alvíssmál 5 (1995): 107–11

111 general reader a phrase like “sicut Dominus mælir” (found twice, for example, on page 23, beside “svo sem Dominus mælir”) might have been silently changed to “svo sem Drottinn mælir” without annotation or embarrassment. (The hazards of monotonous annotation are illustrated at 252n19 where the note for sanctorum is confused with one of the ubiquitous redundant glosses of ekki: “ekkert.”) Freeing up space at the foot of the page might also have left room for more helpful commentary where it was needed. One wonders, for instance, what sense an Icelandic reader will make of the phrase “snýst hun í háls og meiðir athygli mannsins” (discussed above) on page 292, when neither Stefán Karlsson’s suggested emendation nor any other is adopted, and no note on the crux is provided. (Cf. Stefán’s note: “lítið virðist bæta úr skák þó að orðinu ‘háls’ sé léð merkingin ‘hnakki’, eins og Fritzner gerir í orðabók sinni, þar sem hann tilfærir setninguna” [Karlsson 135 and n2].) Íslensk hómilíubók: Fornar stólræður is not a scholarly edition, and one should perhaps not criticize it for not being what it was never intended to be. However, it reminds us that students of the Old Icelandic and Old Norwegian homilies are still a long way from having an edition of these texts which bears comparison with, say, John C. Pope’s Homilies of Ælfric: A Supplementary Collection, Early English Text Society, Original Series 259–60 (London: Oxford Univ. Press, 1967–68). We still need a fully annotated edition of the Old West Norse homilies, one which collates or prints parallel texts of all the extant versions of each sermon, and one in which all known sources and analogues are identified. David McDougall

112

A

ndrew Wawn, Hg. Northern Antiquity: The Post-Medieval Reception of Edda and Saga. Enfield Lock, Middlesex: Hisarlik Press, 1994. 352 pages.

Kaum jemand erwartet, dem Untertitel des Buches entsprechend, einen Gesamtüberblick über die Rezeption von Edda und Saga in nachmittelalterlicher Zeit; aber meines Erachtens hätte es weniger anspruchsvoll geklungen, wenn der Herausgeber den bestimmten Artikel weggelassen hätte; die Formulierung “Post-Medieval Reception of Edda and Saga” hätte der erheblichen Diversität der vorgelegten Beiträge und ihrer weiten Streuung über viele Jahrhunderte besser entsprochen. Von den dreizehn Beiträgen wurden, wie der Herausgeber im Vorwort schreibt, sieben ausgewählt, die als Vorträge in Workshop Seven (“The Reception of Nordic Myth, Saga, and Poetics in Later European Tradition”) auf der Achten internationalen Sagakonferenz 1991 in Göteborg gehalten wurden (vier Vorträge wurden nicht aufgenommen). Die restlichen Beiträge wurden angefordert, “invited”, wie es in der Ankündigung des Verlags heißt. Nach welchen engeren Gesichtspunkten da ausgewählt wurde, ist auch nach der Lektüre des Buches nicht klar. So ist denn ebenfalls die Untergliederung in drei große Teile nicht ohne weiteres einsichtig. In Teil 1, “Scandinavia and Europe”, beziehen sich drei Beiträge auf skandinavische Länder — Schweden, Norwegen und Dänemark —, der vierte auf Frankreich. Der mitteleuropäische Kulturkreis, der vor allem im deutschsprachigen Raum vom 18. bis zum 20. Jahrhundert eine rege Rezeptionstätigkeit von Edda und Saga entfaltete, ist nicht vertreten, und der Herausgeber gibt keinen Hinweis auf dieses Faktum, geschweige denn eine Begründung, sondern setzt schlichtweg Frankreich für ganz Europa. In Teil 2 finden sich vier Aufsätze, die Island betreffen; Teil 3, überschrieben “The English Language Tradition”, bringt fünf Essays von englischsprachigen Autoren mit sehr verschiedenen, auf Großbritannien bezogenen Themen. alvíssmál 5 (1995): 112–16

Rezensionen Die Besprechung der einzelnen Beiträge soll nicht nach geographisch-nationalen Gesichtspunkten, sondern gemäß der Chronologie der Rezeptionsphasen erfolgen. Dieses Vorgehen gibt zugleich dem Buch eine weitere Struktur, die Lesern mit besonderem Interesse willkommen sein dürfte. Doch liegt es in der historischen Faktizität, daß ich gleich zu Anfang eine Ausnahme machen muß; denn zwei Aufsätze, deren Zeitangaben im Titel widersprüchlich erscheinen mögen, beschäftigen sich mit dem gleichen Phänomen, der Kontinuität des isländischen Sagaerzählens, und schlagen so die Brücke von der originären Kultur des isländischen Mittelalters zu den späteren Rezeptionsphasen. Matthew James Driscoll (“Traditionality and Antiquarianism in the Post-Reformation lygisaga”, 83–99) macht dieses Phänomen durch seinen Titel deutlich, legt aber das Schwergewicht auf die Tätigkeit eines isländischen Sagaverfassers des 19. Jahrhunderts. Von dem Pfarrer Jón Oddsson Hjaltalín (1749–1835) ist eine Liste von zehn Sagatiteln bekannt, die alle dem Genre der Märchensagas angehören, aber neu erfunden wurden. Denn neun dieser phantastischen Geschichten sind erhalten, und zwar in wenigstens zwanzig Papierhandschriften anonymer Art. Driscoll weist anhand von ausgewählten Einzelsagas nach, wie stark diese Schemaliteratur noch direkten Einflüssen aus der mittelalterlichen Literatur verhaftet ist. Jürg Glauser (“The End of the Saga: Text, Tradition, and Transmission in Nineteenth- and Early Twentieth-Century Iceland”, 101–41) setzt die Diskussion fort und wählt dazu als Ausgangspunkt einen frühen Druck von vier traditionellen Märchensagas: Fjórar riddarasögur, hg. Hannes Erlendsson und Einar Þórðarson (Reykjavík: Einar Þórðarson, 1852). Diese bescheidene Edition — ein Neuanfang neben der weiter betriebenen Handschriftentätigkeit — führte zu einem von Glauser mit ausführlichen Zitaten belegten Konflikt mit Benedikt Sveinbjarnarson Gröndal (1826–1907), einem Vertreter der bürgerlich-intellektuellen Schicht, der eine Edition derartig “minderwertiger” Texte hochmütig verurteilte. Anschaulich dargeboten und mit zeittypischen Illustrationen versehen, folgt dann

Rezensionen eine Darstellung der immer noch lebendigen Handschriftentradition, die mit circa 550 Manuskripten aus dem 19. und 20. Jahrhundert — bis 1920 — beweist, wie stark und wie lange die mittelalterliche Methode die isländische Volkskultur prägte. Der zur Ablösung führende Buchdruck beschäftigte sich weiterhin vorwiegend mit dem unterhaltenden Genre und bildete doch den Übergang zur Gattung der Isländersagas. Glauser betont die mentalitäts- und sozialhistorische Bedeutung dieses Befundes und seine ethnologische Einmaligkeit. Der wesentliche Sprung vom Mittelalter zur Neuzeit geschah durch die sogenannte skandinavische Renaissance, die im 17. Jahrhundert voll zum Durchbruch kam. In engem Zusammenhang damit steht die Arbeit von Judy Quinn und Margaret Clunies Ross (“The Image of Norse Poetry and Myth in Seventeenth-Century England”, 189–210). Die Verfasserinnen zeigen in detailreicher Ausführung, wie die international durch den Druck und die lateinische Übersetzung zugänglichen, bisher unbekannten altnordischen Texte im England des 17. Jahrhunderts von einer kleinen intellektuellen Schicht aufgefaßt und verarbeitet wurden. Es ist verständlich, daß sich das Thema der Untersuchung speziell auf Mythus und Poesie richtet; denn die Quellen, Ole Worms Literatura runica (1636 und 1651) und Peder Resens Editionen der Snorra Edda (1665) und der ersten zwei Eddalieder, Voluspá (1665 und 1673) und Hávámál (1665), vermittelten dazu die Impulse. Bei Ole Worm findet sich ein Poetik-Anhang, in dem zwei Beispiele altnordischer Poesie, in Runen transkribiert, bekanntgemacht wurden: Krákumál und Egill Skalla-Grímssons Hofuðlausn. In England erhob sich eine heftige Diskussion über den Rang freier Rhythmen gegenüber der Reimdichtung, wobei die Entstehung des Reims merkwürdigerweise der altnordischen Dichtung zugeschrieben wurde (195–203); ich nehme an, daß dabei Egills Hofuðlausn, die im (gereimten) runhent verfaßt ist, eine wichtige Rolle spielte, doch findet sich in der Untersuchung kein Hinweis darauf; nur in einem Zitat von William Temple ist diese Dichtung als “Ode of Scallogrim” erwähnt (202). Gestützt auf frühere Arbeiten — Ethel Seaton, Literary alvíssmál 5 (1995): 112–16

113 Relations of England and Scandinavia in the Seventeenth Century (Oxford: Clarendon Press, 1935; nachgedruckt New York: Blom, 1972) und, besonders hervorgehoben (189, Anm. 1), J. A.W. Bennett, “The History of Old English and Old Norse Studies in England from the Time of Francis Junius till the End of the Eighteenth Century”, D.Phil. thesis Oxford University (Bodleian MS D.Phil. d.287), 1938 — ist hier aus vielen, oft nicht leicht aufzunehmenden Zitaten ein faszinierendes Mosaik gelehrter Basisarbeit entstanden. Übrigens ist in meinem Exemplar Ole Worms Literatura runica nicht, wie durchgehend in der Untersuchung, mit Doppel-t gedruckt. An das Ende des 17. Jahrhunderts führt der Artikel von Mats Malm (“Olaus Rudbeck’s Atlantica and Old Norse Poetics”, 1–25). Aus dem voluminösen, damals teils bewunderten, zum größten Teil aber als abstrus und überheblich empfundenen Werk Atland, eller Manheim (1675–98) des Polyhistors Olof Rudbeck (1630–1702) (lateinischer Titel Atlantica sive Manheim), in dem Schweden als das Atlantis Platos und der Ursprung aller menschlichen Kultur gesehen wird, ist ein bestimmter, vorwiegend aus dem ersten Band genommener Aspekt gewählt, nämlich Rudbecks Benutzung der Poetik Snorris für seine eigene eigenwillige, selbst entworfene Poetik. Der Versuch, rationale und konkrete Züge in dem verworrenen Werk herauszuarbeiten, ist nicht völlig gelungen, da sich viele Widersprüche ergeben haben. Ich vermisse eine genaue Angabe des Originaltitels für Atlantica nicht nur im Text, sondern besonders bei den Angaben der Primärquellen (24). Die oben angegebenen Jahreszahlen wurden alle von mir hinzugefügt. Jan Ragnar Hagland (“The Reception of Old Norse Literature in Late EighteenthCentury Norway”, 27–40) bringt den einzigen Beitrag zum 18. Jahrhundert, noch dazu aus den späten Jahren, als in Mitteleuropa der Enthusiasmus über Ossian und die nordische Poesie schon verebbte. Hagland selbst erklärt das Zurückstehen der Norweger auf diesem Gebiet aus der politischen und kulturellen Abhängigkeit des Landes von Dänemark und betont demgemäß den ideologisch-patriotischen Charakter der Snorra

114 Edda– und Heimskringla-Rezeption. Neben Christian Pram mit seinem Stærkodder: Et digt i femten sange (1785) stellt er vor allem Hans Jacob Wille (1756–1808) in den Mittelpunkt, sowohl Willes Biographie als auch seinen Rezeptionsbeitrag Udtog af den nordiske mythologie, eller Othins gude-lære (1787), eine Art Einleitung zur Snorra Edda mit volkspädagogischer Zielsetzung. Hagland bringt noch viele interessante Einzelbeobachtungen, meist in Verflechtung mit den Rezeptionsvorgängen in Dänemark. Im Anschluß daran, chronologisch wie inhaltlich gesehen, berichtet Flemming Lundgreen-Nielsen über seine GrundtvigForschungen, die zu einem großen Teil auf Manuskriptstudien beruhen (“Grundtvig’s Norse Mythological Imagery — an Experiment That Failed”, 41–67). Während Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783–1872) als Mitbegründer der bekannten skandinavischen Volkshochschulbewegung eine bis heute andauernde Wirkung auf das dänische Geistesleben ausübte, vermochte er trotz intensiven Einsatzes sein ihm wichtigstes Ziel, die Götterwelt des Nordens für seine Gegenwart lebendig zu machen, nicht zu erreichen. In einem Einleitungsabschnitt skizziert Lundgreen-Nielsen die am Ende des 18. Jahrhunderts bestehenden rezeptions-historischen Voraussetzungen für Grundtvigs Einsatz. (Wenn er hier Heinrich Wilhelm von Gerstenberg [1737–1823] einen deutsch schreibenden Dänen nennt [43], so nehmen wir doch Gerstenberg für die deutsche Literatur voll in Anspruch, auch wenn er als Altonaer einen dänischen Paß hatte; als geborene Holsteinerin sage ich: Soll er doch beiden gehören!) In zwei Perioden seines Lebens widmete sich Grundtvig seiner selbstgestellten Aufgabe, die altnordische Mythologie in seinem Geiste zu interpretieren und als patriotisches Erbe seinen Landsleuten einsichtig zu machen. Zwei größere Werke zeugen davon: Nordens mytologi (1808) und unter dem gleichen Haupttitel sein völlig neu gestaltetes “klassisches” Werk von 1832 (im Aufsatz vermisse ich den dänischen Titel, Nordens mytologi; eller, sindbilled-sprog, historiskpoetisk udviklet og oplyst). In dieser reichhaltigen Arbeit werden für die GrundtvigRezeption psychologisch-biographische, alvíssmál 5 (1995): 112–16

Rezensionen patriotisch-ideologische und hermeneutische Aspekte fruchtbar gemacht. Der relativ kurze Essay von Régis Boyer (“Vikings, Sagas, and Wasa Bread”, 69–81) gibt einen Überblick über die Einflüsse des Nordens auf Frankreich von der frühen Wikingerzeit bis zur Gegenwart, dessen letzter Abschnitt unter dem Stichwort “Wasa Bread” in amüsanter Weise die grotesken Auswüchse der heutigen Reklamewelt aufzeigt. Die interessanteste Rezeptionsperiode in Frankreich war die Zeit der Romantik in der ersten Hälfte des 19. Jahrhunderts (73– 76); doch die von ihr entwickelten Leitbilder (73) erstarrten zu Clichés, die — wie Boyer ironisch-kritisch darlegt — bis heute nicht überwunden wurden. Von Gobineaus Rassenlehre über Nietzsches Übermensch führte eine unheilvolle Linie zu Hitlers Nationalsozialismus. Allerdings kann man Wagner nicht vorwerfen, wie Boyer impliziert, er habe die klaren Wasser der historischen Wahrheit “beschmutzt” [muddied] (69). Es läßt sich nicht bestreiten, daß Wagner durch seinen Ring des Nibelungen als Einziger eine weltweite Rezeption der altnordischen Mythologie bewirkt hat. Ausschließlich in das 19. Jahrhundert führt uns der Beitrag des Herausgebers Andrew Wawn (“The Cult of ‘Stalwart Friththjof’ in Victorian Britain”, 211–54). Auf dem Hintergrund des geistig-kulturellen Klimas der viktorianischen Periode zeichnet Wawn eine verwirrende Fülle von Ereignissen und Gestalten, wobei er oft ins Anektdotenhafte ausschweift. Als Leitfaden dient ihm die Rezeption der Friðþjófs saga hins frœkna, die in mehrfachen Übersetzungen, Umarbeitungen und Abrissen einem damals interessierten Publikum eine recht einseitige, viel zu romantische Vorstellung von der norwegisch-isländischen Sagawelt vermittelte. Ergänzt wurde das Bild des tapferen Recken und unglücklichen, aber standhaften Liebhabers durch die poetische Umdichtung des schwedischen Klassikers Esaias Tegnér (1782–1846), die im 19. Jahrhundert Britannien (und ebenfalls Deutschland) in zahlreichen Übersetzungen entzückte. Das Thema gibt Wawn Gelegenheit, bekannte und unbekannte Gelehrte und Übersetzer mit skandinavischen Interessen vorzustellen, wie z.B. George Webbe Dasent, Samuel

Rezensionen Laing, William Morris und die in Britannien wirkenden Isländer Eiríkur Magnússon und Guðbrandur Vigfússon — leider fehlen die Lebensdaten. Die interessanten wissenschaftlichen Recherchen, die der Arbeit das Gerüst geben, werden aus der Bibliographie ersichtlich (247–54), die neben benutzten Manuskripten eine umfangreiche Literaturliste umfaßt. Stilistisch gesehen, handelt es sich auch in deutschem Verständnis um einen Essay. (Wir verstehen Essay und wissenschaftliche Untersuchung, oft als “Aufsatz” bezeichnet, als zwei verschiedene Genres. Ein Aufsatz richtet sich nach strengen formalen Regeln, und durchweg befleißigt man sich eines objektiven, neutralen Stils, während ein Essayverfasser sich subjektive Ideen, Begeisterung und einen schwungvollen Stil erlauben darf, auch ohne sich mit den Meinungen anderer Fachgelehrter auseinanderzusetzen.) Wawn scheut sich nicht, seiner Sprache durch heute ungebräuchliche Vokabeln ein altmodisches Flair zu geben, und formuliert auch zahlreiche eigene Wortspiele, wie zum Beispiel: “He has to win by nature what nurture has not provided” (240). Was bei einem mündlichen Vortrag gefällt, kann geschrieben als Manieriertheit erscheinen. John Kennedy (“The English Translations of Völsunga saga”, 285–303) legt eine Untersuchung von fünf englischen Übersetzungen der Volsunga saga vor, eine aus dem 19. Jahrhundert: Eiríkur Magnússon und William Morris 1870, die übrigen aus dem 20. Jahrhundert: Margaret Schlauch 1930, R. G. Finch 1965, G. K. Anderson 1982 und Jesse Byock 1990. Seine beschreibende und wertende Analyse jeder einzelnen Übersetzung, die sowohl die sprachlichen Intentionen der Übersetzer als auch die Wirkungen auf das Lesepublikum berücksichtigt, zeigt eine Entwicklung von archaisch geprägtem Stilwillen zu jeweils modernerem Sprachduktus. Ein Vergleich dreier Textsorten — einer narrativen Passage, eines Passus mit direkter Rede und einer Strophe — veranschaulicht Kennedys Beobachtungen im Detail. Ich vermisse einen Hinweis auf Erik Julius Björners Nordiska Kämpa Dater (1737), da diese Ausgabe mit schwedischer und lateinischer Übersetzung die Grundlage für jede weitere Rezeption legte. alvíssmál 5 (1995): 112–16

115 Einen völlig anderen, nämlich einen politisch-legalistischen Gesichtspunkt, der sich auf innerisländische Verhältnisse bezieht, bringt Jón Karl Helgason (“‘We Who Cherish Njáls saga’: The Alþingi as Literary Patron”, 143–61). Im Mittelpunkt steht die Frage ob Sagaeditionen, insbesondere die der Isländersagas, der freien Presse überlassen werden könnten oder dem Patronat des Allthings unterstehen müßten — eine Frage, die im Grunde schon durch ein Gesetz von 1941/42 entschieden war, das dem Allthing ein Copyright für isländische Texte vor 1400 zugestand. Das Gesetz wurde durch eine Gruppe von Editoren, darunter Halldor Laxness, unterlaufen, welche Laxdœla saga und Hrafnkels saga in moderner isländischer Rechtschreibung für ein allgemeines Publikum herausgebracht hatten. Das Allthing, unterstützt von Gutachten der zuständigen Universitätsprofessoren, setzte sein Vorhaben durch, eine von Halldor Laxness geplante Ausgabe der Njáls saga durch eine von ihm sanktionierte Edition zu verhindern: Njáls saga, hg. Magnús Finnbogason, mit einem Vorwort von Vilhjálmur Þ. Gíslason (Reykjavík: Bókaútgáfa Menningarsjóðs og Þjóðvinafélagsins, 1944). Die innerisländischen Streitigkeiten mit ihren ideologischen, ökonomischen, macht- und prestigebedingten, ja sogar persönlich-geographischen Implikationen werden so eingehend geschildert, daß man nur sagen kann: “Das ist doch nicht zu glauben.” Anschließend folgt der Aufsatz von Jesse L. Byock (“Modern Nationalism and the Medieval Sagas”, 163–87), der sich ebenfalls mit vergleichsweise junger Wissenschaftsgeschichte befaßt. Indem Byock den Isländern einen falschen Weg ideologischer Identitätssuche zuschreibt, unterzieht er die sogenannte “isländische Schule” von Universitätsprofessoren (Björn Magnússon Ólsen, Sigurður Nordal, Einar Ólafur Sveinsson, Jón Helgason [169]) mit ihrer, so von Heusler formulierten “Buchprosalehre” einer scharfen, ablehnenden Kritik. Zwei Tendenzen dieser wissenschaftlichen Rezeptionsperiode, nämlich die Einordnung der Sagaliteratur in den europäisch-christlichen Kontext des Mittelalters und die Betonung ihrer literarischen Qualitäten durch die grundsätzliche Unterscheidung von fact und fiction werden

116 abwertend auf den ideologischen Prozeß zurückgeführt. Soziale und historische Aspekte zu entwickeln, sei dadurch geradezu verhindert worden. Damit sei gleichzeitig der Paradigmenwechsel gekennzeichnet, der seit kurzem die ältere Skandinavistik erfaßt hat. Zweierlei möchte ich dazu anmerken. Erstens, die Ergebnisse literaturwissenschaftlicher Sagainterpretation, auch im internationalen Kontext, haben zu einer ungemeinen Bereicherung unseres Blickfeldes beigetragen; und zweitens, in der Periode zuvor, als noch Generationen von Skandinavisten relativ undifferenziert an der Historizität der Isländersagas festhielten, sind bereits viele soziale und historische Themen bearbeitet worden; ich erwähne nur Konrad Maurer, eigentlich ein Buchprosaist, der die gesamte Rechtsgeschichte entwickelt hat, und Karl Weinhold, Die deutschen Frauen in dem Mittelalter, 2 Bde., 2. Aufl. (Wien: Gerold’s Sohn, 1882). Übrigens weist Byock selbst darauf hin, daß der vorliegende Aufsatz bereits die dritte gedruckte Version ist (165, Anm. 3). Die zwei noch übrigen Beiträge: Sveinn Haraldsson (“‘The North Begins Inside’: Auden, Ancestry, and Iceland”, 255–84) und Julian Meldon D’Arcy (“George Mackay Brown and Orkneyinga saga”, 306–27) haben gemeinsam, daß sie die nordischen Einflüsse auf zwei moderne britische Autoren — W. H. Auden und den noch lebenden George Mackay Brown von den OrkneyInseln — herausarbeiten (beide ohne biographische Daten). Haraldsson folgt einem biographischen Prinzip, indem er der einflußnehmenden Rolle des Vaters breiten Raum gibt und dann hauptsächlich die innere Entwicklung Audens, seine eigentliche Identitätsfindung auf seine “isländischen Wurzeln” zurückführt. D’Arcy stellt in erster Linie diejenigen Prosawerke Browns vor, die sich auf die Orkneyinga saga beziehen. Brown, ein überzeugter Katholik, verwandelt die Sagastoffe so, daß das Christentum als Sieger über den heidnischen Schicksalsglauben der Welt einen erlösenden Optimismus bringt — nicht im mittelalterlichen Sinne, sondern mit der Überzeugung eines modernen gläubigen Menschen. Beide Beiträge sind reich an sorgfältig eruierten Fakten und mit überzeugender Anteilnahme gestaltet. alvíssmál 5 (1995): 112–16

Rezensionen Es bleibt noch eine letzte Kritik am Index, der mit Hilfe des Computers hergestellt wurde. Wie im Text so fehlen auch hier die Lebensdaten historischer Personen. Wenn ich zunächst “Merseberg” für einen Druckfehler gehalten hatte, so ergab sich bei näherer Prüfung, daß “Ditmar of Merseberg” (190, 333) wohl nach Ethel Seaton, Literary Relations of England and Scandinavia, Seite 368, s.v. “Ditmarus Mersebergensis”, zitiert worden war: Es handelt sich um Thietmar von Merseburg, dessen bald nach 1000 geschriebene Chronik 1580 im Druck erschien und vielleicht schon den Fehler enthielt — siehe die Ausgabe mit deutscher Übersetzung: Thietmari Merseburgensis episcopi chronicon, hg. und übers. Werner Trillmich (Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1957), xxviii. — In Anbetracht der deutschen Wissenschaftsgeschichte mutet es schon seltsam an, wenn unter den wenigen deutschen Namen ausgerechnet Kaiser Wilhelm II. und Adolf Hitler erscheinen. Schlägt man die Stellen zu Richard Wagner auf, so enthalten zwei nur das Adjektiv Wagnerian (64, 76), und unter Kennedys Hinweis auf Wagners Quelle — die Volsunga saga — fehlen wichtige deutsche Arbeiten der letzten Jahrzehnte (287, Anm. 5). Nicht durch Isolation, sondern nur durch internationale Zusammenarbeit ist ein wirklicher Fortschritt in unserem Fach gewährleistet. Das wenig konsequent bearbeitete, ungleichgewichtige Buch erweist sich in Anbetracht der Einzelbesprechungen als ein Sammelbecken für viele interessante Beiträge, aus denen sich der heutige Rezipient das ihn jeweils fesselnde Thema heraussuchen kann. Ich habe, zumal ich mich schon auf etlichen Gebieten der altnordischen Wissenschaftsgeschichte betätigt habe, fast alles mit großem Interesse gelesen und viel Neues daraus gelernt. Anne Heinrichs

Rezensionen

H

elga Kress. Máttugar meyjar: Íslensk fornbókmenntasaga. Reykjavík: Háskóli Íslands, 1993. 208 pages.

It is important to understand at the outset that Máttugar meyjar is not about “how it really was”: “Ég er ekki að leita að sögulegum veruleika, hvað hafi í rauninni gerst, hvar og hvenær” [I am not seeking historical truth, what really happened, where and when] (9). What Helga Kress is seeking to uncover is rather the meaning of the feminine within the text — within a hermeneutic constituted by the texts themselves, with the assistance of various, more or less transhistorical, feminist theories. These are primarily the theories of the French theorists Irigaray, Kristeva, and Cixous, but Helga Kress also employs Edwin Ardener’s theory of dominant and muted groups — a theory often found useful by scholars dealing with a body of texts of which few are actually composed by women. Within the parameters which Helga Kress sets herself, this book is surprisingly successful. The author is able to perform readings on a wide range of texts, from fornaldarsögur to eddic poetry, from family sagas to Heimskringla and Morkinskinna, without making many appeals to “real life,” that is, to our notions of medieval Scandinavian society as constituted by historical texts, laws, family and contemporary sagas. However, when “real life” is invoked — the archaeological evidence cited on page 189 (13n3), for example — there is a suspicion of tendentiousness. The book is aimed at the Icelandic general reader, and so the bibliography omits much written in languages other than Icelandic which would be relevant, works which Helga Kress has certainly read herself. The orientation towards a general audience means that hypothetical positions tend to be put forward as if they were proven fact; the supporting argumentation may follow some pages later. This is true of the surprising link made between the practice of seiðr and poetry on p. 23 for example; the connection is fully argued for only in the following chapter. Similarly on p. 13 we find pairs of cultural characteristics: the first element in alvíssmál 5 (1995): 117–18

117 the pair is displaced by the second after the conversion. The pairs are: pagan > Christian, oral > written, female > male. The reader suspects sleight-of-hand here — the displacement of pagan and oral culture by written and Christian culture is a truism, whereas the extinguishing of female by male culture is not. In fact the equivalence of pagan, oral, and female as characteristic of “early” eddic poetry — the heroic poems in particular — is argued for later. The introductory chapter in which these positions are stated is the weakest in the book. Useful ideas, for example that of the text as palimpsest — a notion which drives the book’s slightly odd design — are thrown up in this chapter, but they are rarely carried forward into the close readings of texts which form the bulk of the book and which are more persuasive than the insufficiently evidenced theoretical observations. Notions of the feminine as signalled by linguistic disturbance, or by female speakers in particular genres such as the spá or grátr, or that Snorri’s “skáldfíflshlut” is the space left in the poetic tradition for the marginalized and anonymous female poet, left out in the woods with the troll-women, are suggestive however and form a coherent theoretical framework for the later analysis. The book advances then through close reading of texts: Voluspá may not entirely convince readers as a metatext about the end of women’s culture, but the designation of this kind of oral poetry as multi-voiced, flexible, and fluid does work. The genres which, Helga Kress suggests, are “feminine” are those which are closest to the kinds of écriture féminine which the French theorists advocate, and which, as Cixous has suggested, need not be mapped precisely onto the biological sex of the putative composer. There are sharp analyses of the critical histories of both Voluspá and Skírnismál, but in general the readings of the mythological poetry seem overdetermined. Ringing assertions are made: “Undirstaða valdsins er þekkingin, og þekkingin felst í tungumáli” [The basis of power is knowledge, and knowledge is concealed in language] (62) — this in connection with Hávamál, but it is also clear that the knowledge of how to subjugate women is only a very small part of the wisdom pursued in that poem, and also that

118 Óðinn shows more respect for the wit of “Billings mær” than most other male protagonists would. This kind of reading “against the grain of the text,” elsewhere so fruitful, is misleading here. In the further discussion of eddic poetry many shrewd points are made, though there is a tendency to recount plots without much analysis. The plot summaries can also be misleading — Oddrún seems very much more sisterly towards Borgný in Helga Kress’s account than she does in Oddrúnargrátr itself — but the verdict on Helgakviða Hundingsbana II — that Sigrún weeps Helgi back from the dead but he shows no gratitude since he would rather be spending eternity fighting in Valholl (94) — is nicely expressed. From Chapter 4 on, attention is focussed on the fornaldarsögur and on family sagas. Here French theory is often pertinently deployed, for example in examining notions of the bodily. Parts of some later chapters — for example the analysis of Yngvildr in Svarfdœla saga, of troll-women in Gríms saga loðinkinna and the related sagas of the Hrafnistumenn, or the writing on Fóstbrœðra saga are reworkings from earlier articles. These sections stand out as having been thoroughly considered and judiciously thought through, yielding genuinely productive interpretations. The chapter on women poets — both real and fictionalized — is interestingly argued (Chapter 7, “Konur í karlahefð dróttkvæða,” 161–74). Those female poets whose work has been preserved are “unfeminine,” Helga Kress argues; that indeed is the condition of their preservation (163). By “unfeminine” she means that they fail to demonstrate the Kristevan female characteristics of metrical disruption, repetition, negativity, and so on, which the verses of the fictional dream-women of family and contemporary sagas display. Reference to Judith Jesch’s more nuanced discussion of the female poets in Women in the Viking Age (Woodbridge: Boydell Press, 1991), 148–86, might have been helpful. All in all, Helga Kress has achieved a coherent account of the feminine in Old Icelandic texts. Her close readings, though sometimes contentious, are acts of critical good faith: they are the articulation of “those alvíssmál 5 (1995): 117–18

Rezensionen voices dominated, displaced, or silenced by the textuality of texts” as Edward Said writes in The World, the Text, and the Critic (Cambridge: Harvard Univ. Press, 1983), 53. Typical of the book is perhaps the final point. Discussing the famous account of Sturla Þórðarson’s recitation of *Huldar saga on board ship to the king and queen of Norway in Sturlu þáttr, the author points out that the anecdote about the men — the king and the Icelander — has survived, whereas the saga of the female has not. The rhetorical point offers a neat summation of the book’s argument, but immediately the reader counters with “Yes, but . . . ” What was Huldar saga anyway? Is the fornaldarsaga genre to be so easily equated with the feminine? Were older genres really in some sense “women’s genres,” and were men excluded from composition in them? A serious point is being made about the prospects for the survival of masculine and institutionalized history, patronized by kings, as against any female poetic composition, but the rhetoric has a journalistic flavour. The serious scholar will gain more from Helga Kress’s earlier articles, but this book will still have to be taken into account by those who seek to discover how to deploy feminist critical practices in the reading of Old Icelandic texts. Carolyne Larrington

Rezensionen

M

argaret Cormack. The Saints in Iceland: Their Veneration from the Conversion to 1400. Preface by Peter Foote. Subsidia hagiographica 78. Bruxelles: Société des Bollandistes, 1994. 296 pages.

This book has been long in the making, and its author was considered something of an authority on the subject long before it appeared. It has been worth waiting for, and Margaret Cormack’s reputation as a closet expert is gloriously vindicated by its appearance. It was a monumental task to gather the information on saints and their cult in Iceland scattered in manuscripts and printed sources, in verbal and non-verbal forms (buildings, shrines, pictures and statues, church vestments), and to organize it in a way that makes it easily accessible to the historian, the literary scholar and the student of religion, the Scandinavianist and the nonScandinavianist alike. It was not just a matter of becoming familiar with a great variety of source material and critical literature and digesting it for the reader in an economic and non-repetitive way, but of critically assessing the available information at every step, for the sources are often scanty and of varying reliability. In a country where so many records perished on account of climate, negligence, poverty, and minimal administrative structures, this task required informed judgement and an attention to detail at every step. Margaret Cormack is scrupulous in indicating what degree of certainty attaches to any piece of information, and she goes to a great deal of trouble in situating it in time, for the veneration of saints is not a static matter but evolves gradually; in Iceland it did not really take wings until the thirteenth century. Her most important sources of information are the dedication of churches to particular saints as patrons and the church inventories called máldagar, which were published in Diplomatarium Islandicum. Although the máldagar, which were supposed to be read in public once a year, were essentially inventories of church property, alvíssmál 5 (1995): 119–21

119 they also mentioned, as a rule, the patron saint(s) and stated on what days Mass was to be sung, which provides an indication of the relative importance of the saints in question. Most máldagar have only been preserved in seventeenth-century transcripts of collections made by fourteenth-century bishops, with the material being richer for the diocese of Hólar than for Skálholt. Another important source is saints’ and apostles’ lives and miracle collections, whether translated from Latin or (particularly in the case of Icelandic saints) collected on the spot; here, too, the máldagar supplement the information provided by preserved manuscripts by indicating what sögur existed in any parish. The same is true of pictorial representations of saints, only a few of which have survived as objects until today. The Annals, too, recorded events connected to the veneration of saints, and so did bequests in wills and records of vows for help in need, and finally prescriptive legal sources such as Grágás. The book’s centrepiece is the almost hundred pages of Part 2 (69–165), where the saints are arranged in alphabetical order. Each entry lists the feast days devoted to the particular saint (including All Saints and the Holy Cross) and the relative importance these are given in the calender, the saint’s position as patron or co-patron of various churches, the recorded existence of images or of writings about him/her, specific information about relics or the cultus associated with the saint, and finally the occurrence of the saint’s name as a baptismal name. This is indeed an important indirect source, for while a church dedication may reflect a bishop’s preferences (a Dominican bishop might push St. Dominic, a Norwegian bishop St. Olaf), the naming of children may be a straight reflection of grassroots popularity, even though family traditions were certainly more powerful then than in modern times to prevent quick changes of fashion. The comments following each statistic weigh the evidence and draw in relevant scholarly discussion, all in a minimum of space, thanks to the smaller type used in these discursive parts. The reader will time and again admire two outstanding features of this book: on the one hand the caution and circumspection with which both the sources and their

120 assessment by scholars are treated, and the economical way in which evidence is presented and discussed; it is as if the author, in an act of intellectual lenten discipline, had squeezed all verbal fat from the body of her text without, for that matter, losing in stylistic grace. The saints are listed under their English name, with the Latin name given in brackets and the Icelandic names cross-referenced, and this will occasionally prove an obstacle to the non-English reader who may not know that Aegidius is to be found under Giles, Jacobus under James, and Blasius under Blaise; also the frequent abbreviation BVM for the Blessed Virgin Mary may not be familiar to everyone. Another English bias is that English translations of Icelandic sources are mentioned but not translations into any other language. As was to be expected, the Virgin Mary and some of the apostles (St. Peter, St. Paul, St. John) held a central position, as elsewhere in the Roman church of the time. Among other saints remote in time and place, St. Nicholas was prominent, undoubtedly because of the transfer of his relics to Bari, a goal of pilgrimages for Icelanders, too. “Neighbours” and within living memory, so to speak, were St. Thomas Becket of Canterbury, St. Magnus of Orkney, and St. Olaf of Norway, whereas the “national” saints of Denmark and Sweden, Knud and Erik, apparently had no following in Iceland. There seems to have been an initial reluctance in Iceland to venerate King Olaf and some preference for Olaf Tryggvason, the first Christian on the Norwegian throne, but once Iceland was firmly tied to the Norwegian crown, there was no stopping the cultus of the former, and by the end of the fourteenth century he was, after the Virgin Mary and St. Peter, the third most popular saint in Iceland. No. 4 was Bishop Þorlákr of Skálholt, who had to await canonization until 1985, but proved very popular in medieval Iceland. According to Cormack’s list, he was the sole patron of 18 churches and co-patron of another 33 and had images in 34 churches. Jón Ögmundarson, the champion of the diocese of Hólar, never really had a chance against him, and Guðmundur Arason, the other saintly Hólar bishop, was probably too controversial to be widely accepted. alvíssmál 5 (1995): 119–21

Rezensionen In Part 1 (5–68), after a historical introduction, the sources are presented systematically; they include, apart from those already mentioned, feasts (gildi), prayers, fasts, pilgrimages. The only small quibble I have in this section concerns a footnote on page 62, in the section on relics. While in instances where gifts to a church are mentioned, smjör is, as expected, translated as “butter” (e.g., on p. 79), in the case of the smjör blessed by Bishop Þorlákr and proving a curative long after his death, the modern rationalist interprets it as “consecrated oil” and adds “Conceivably in this case it was oil produced from his relics at the cathedral, rather than the oil he himself had blessed,” which is not unlike driving out the Devil with Beelzebub or rather, denying one supernatural occurrence (which may not be recorded elsewhere in hagiographic literature) by explaining it with another (which had a certain tradition). The flanking Part 3 (167–233) is an alphabetic church index giving the location of each (with references to the very helpful map, on which one would only like to see, for easier finding, the subdividing lines of the quadrants drawn out not only in the areas covered by the sea but also on land) and, in abbreviated form, the cultus associated with that church up to 1400, the date of consecration when known, and the máldagar or other documents referring to the church. The appendices contain some very useful items such as a list of Icelandic bishops and their terms of office (247–48), a glossary of Icelandic words used in the text, an explanation of “Prices and Currency” (249–50), and seven pages of emendations and additions to the handlist of “Lives of Saints in Old Norse Prose” that appeared, more than thirty years ago, in Mediaeval Studies (25 [1963]: 294–337). The bibliography, divided into texts and secondary literature, is extensive (253–73); among the abbreviations used, the reader may first be a little surprised to see Jón Helgason’s (incomplete) edition of Byskupa sögur abbreviated as Þs, although it contains also other texts than Þorláks saga; the reason is that the author wished to keep Bps for the old nineteenth-century edition. There is also a general index and a list of manuscripts. Peter Foote’s eight-page preface is probably aimed at the non-Scan-

121

Rezensionen dinavianist, but it is such a superb summing up of the first five centuries of Christianity in Iceland that no reader should skip it. This is not a book many people will read from cover to cover. But with its painstaking and comprehensive scholarship, its compactness and clear organization, it is bound to remain an indispensible reference work for many years to come. The proofreading is more careful than in any other such work I have had the privilege to review (the only oversight I noted is on page 172, where “Aðalvík” is listed before, rather than after, “Ábær”), and the Bollandists deserve full credit for producing a book which is a pleasure to handle. A second volume covering the period from 1400 to the Reformation is promised; the sooner it appears, the greater the cause for gratitude among the community of scholars. Hans Kuhn

alvíssmál 5 (1995): 119–21

P

hillip Pulsiano, Kirsten Wolf, Paul Acker und Donald K. Fry, Herausgeber. Medieval Scandinavia: An Encyclopedia. Garland Encyclopedias of the Middle Ages 1. Garland Reference Library of the Humanities 934. New York: Garland Publishing, 1993. 787 Seiten. Das einbändige Werk, dessen Entstehungsbeginn auf das Jahr 1985 zurückgeht und an dem über 250 Wissenschaftler aus zwanzig Ländern mitgewirkt haben, umspannt ein weites Gebiet skandinavistischer Forschung. Selbstverständlich gibt es bereits mehrbändige Lexika, die auch den mittelalterlichen europäischen Norden abdecken: Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Reallexikon der germanischen Altertumskunde, Lexikon des Mittelalters, Dictionary of the Middle Ages, sowie für den literaturwissenschaftlichen Bereich Simek und Pálssons einbändiges Lexikon der altnordischen Literatur. In Programm und Format ist das vorliegende Buch jedoch eher mit einbändigen Nachschlagewerken wie dem Oxford Classical Dictionary (2. Aufl. 1970) zu vergleichen, das seinerzeit Lübkers Reallexikon des klassischen Altertums (8. Aufl. 1914) nachempfunden wurde. Eine genaue chronologische Abgrenzung des Begriffs “medieval” scheint nicht angestrebt worden zu sein; der Schwerpunkt vieler Artikel zu festlandskandinavischen Themen liegt eindeutig im Spätmittelalter, und einige führen über das sechzehnte Jahrhundert hinaus. In Übereinstimmung mit den in Skandinavien gängigen Periodisierungssystemen wird andererseits die Wikingerzeit — besonders in den historischen Überblicksdarstellungen — nur begrenzt dem Mittelalter zugerechnet, die Völkerwanderungszeit schon gar nicht (vgl. “Medieval Denmark was founded by its early Christian kings”, 127a; “The Swedish realm had developed during the end of the Viking Age and the first centuries of the Middle Ages”, 630a). Die im Vorwort angegebene Zielgruppe des Lexikons — in erster Linie Studenten, aber auch Wissenschaftler — läßt Referate der opinio communis mit weiterführender

121

Rezensionen dinavianist, but it is such a superb summing up of the first five centuries of Christianity in Iceland that no reader should skip it. This is not a book many people will read from cover to cover. But with its painstaking and comprehensive scholarship, its compactness and clear organization, it is bound to remain an indispensible reference work for many years to come. The proofreading is more careful than in any other such work I have had the privilege to review (the only oversight I noted is on page 172, where “Aðalvík” is listed before, rather than after, “Ábær”), and the Bollandists deserve full credit for producing a book which is a pleasure to handle. A second volume covering the period from 1400 to the Reformation is promised; the sooner it appears, the greater the cause for gratitude among the community of scholars. Hans Kuhn

alvíssmál 5 (1995): 121–28

P

hillip Pulsiano, Kirsten Wolf, Paul Acker und Donald K. Fry, Herausgeber. Medieval Scandinavia: An Encyclopedia. Garland Encyclopedias of the Middle Ages 1. Garland Reference Library of the Humanities 934. New York: Garland Publishing, 1993. 787 Seiten. Das einbändige Werk, dessen Entstehungsbeginn auf das Jahr 1985 zurückgeht und an dem über 250 Wissenschaftler aus zwanzig Ländern mitgewirkt haben, umspannt ein weites Gebiet skandinavistischer Forschung. Selbstverständlich gibt es bereits mehrbändige Lexika, die auch den mittelalterlichen europäischen Norden abdecken: Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Reallexikon der germanischen Altertumskunde, Lexikon des Mittelalters, Dictionary of the Middle Ages, sowie für den literaturwissenschaftlichen Bereich Simek und Pálssons einbändiges Lexikon der altnordischen Literatur. In Programm und Format ist das vorliegende Buch jedoch eher mit einbändigen Nachschlagewerken wie dem Oxford Classical Dictionary (2. Aufl. 1970) zu vergleichen, das seinerzeit Lübkers Reallexikon des klassischen Altertums (8. Aufl. 1914) nachempfunden wurde. Eine genaue chronologische Abgrenzung des Begriffs “medieval” scheint nicht angestrebt worden zu sein; der Schwerpunkt vieler Artikel zu festlandskandinavischen Themen liegt eindeutig im Spätmittelalter, und einige führen über das sechzehnte Jahrhundert hinaus. In Übereinstimmung mit den in Skandinavien gängigen Periodisierungssystemen wird andererseits die Wikingerzeit — besonders in den historischen Überblicksdarstellungen — nur begrenzt dem Mittelalter zugerechnet, die Völkerwanderungszeit schon gar nicht (vgl. “Medieval Denmark was founded by its early Christian kings”, 127a; “The Swedish realm had developed during the end of the Viking Age and the first centuries of the Middle Ages”, 630a). Die im Vorwort angegebene Zielgruppe des Lexikons — in erster Linie Studenten, aber auch Wissenschaftler — läßt Referate der opinio communis mit weiterführender

122 Diskussion wichtiger Forschungsansätze erwarten. Angestrebt worden sei ein “balanced, informative, and up-to-date reference work”, das allerdings keinen Anspruch auf Vollständigkeit erheben könne (vii). Die sich an die einzelnen Artikel anschließenden Bibliographien sind im Durchschnitt recht umfangreich (gelegentlich länger als der Artikeltext), wenngleich von unterschiedlicher Gründlichkeit und Aktualität. Über das offensichtlich nachträglich angefügte Querverweissystem ließe sich streiten: Statt des bewährten Systems von Verweiszeichen im Text findet man eine see-also–Liste am Ende jedes Artikels. So fehlen mitunter Bezugnahmen und wechselseitige Ergänzungen der Artikel; Platz geht verloren durch Wiederholung dessen, was an anderer Stelle fundiert ausgearbeitet ist. Statt auf einschlägige Artikel und die dort angegebene Literatur zu verweisen, kranken aus demselben Grund manche Literaturlisten an Wiederholungen (alle vierunddreißig Beiträge zu eddischen Liedern beispielsweise geben die gleichen Editionen und Übersetzungen an, statt auf eine gute Literaturliste bei “Eddic Poetry” verweisen zu können). Die Verweismöglichkeiten werden durch ein ausführliches Sachregister (745– 68) erweitert, wenngleich auch im Register vereinzelt noch Lücken festzustellen sind. Wer beispielsweise den im Artikel “Norse Influence on Old English Literature” (450b) erwähnten Titel Alfræði íslenzk näher identifiziert haben will, wird genötigt sein, zur dort zitierten Ausgabe des altenglischen Solomon and Saturn zu greifen, denn das vorliegende Lexikon vermag in diesem Punkt nicht weiterzuhelfen. Ein Lemma “Alfræði íslenzk” gibt es nicht, und das Register verweist bei diesem Titel nur auf Seite 207 (“Fornaldarsögur”). An dieser Stelle sieht der Leser zwar, daß hinter dem Namen Alfræði íslenzk in Klammern die Bezeichnung “AM 194 8vo” steht, aber da das Register Handschriftensiglen nicht erfaßt, ist auch diese Information wertlos; auch die Bibliographie zum Artikel “Fornaldarsögur” enthält nichts Entsprechendes. Die einzige Chance für den Leser besteht darin, daß er bemerkt, daß auf Seite 207 im Zusammenhang mit Alfræði íslenzk von “encyclopedic literature” and “learned lore” gesprochen wird. Entdeckt er alvíssmál 5 (1995): 121–28

Rezensionen dann, daß es ein Lemma “Encyclopedic Literature” gibt, kann er von Glück sprechen; in diesem Artikel nämlich (165b) wird die oben erwähnte Handschrift beschrieben, allerdings ohne den Namen Alfræði íslenzk. Kålund und Beckmans Ausgabe dieses Namens taucht erst in der Literaturliste (166a) auf — dort aber ohne die Siglen der darin edierten Handschriften! Auch ein Verweis im Register auf die Seiten 390–91 (“Leiðarvísir”, mit Kurzbeschreibung der Handschrift und Angabe der Edition) hätte gereicht. Zum Verweissystem sei schließlich noch vermerkt, daß konsequent nach skandinavischer Praxis alphabetisiert wird, was in einem englischsprachigen Nachschlagewerk ein wenig seltsam anmutet; so findet man z.B. “Märchensagas” erst nach “Mythology”, “Rök Stone” erst nach “Russia, Norse in” usw. Die zugrunde gelegte Buchstabenreihenfolge wird jedoch im Vorwort und noch einmal im Register angegeben. Die meisten der insgesamt 581 Artikel sind der skandinavischen Literatur gewidmet; auch außerskandinavische Texte, die entweder als Vorlagen für skandinavische Übersetzungen dienten (z.B. Alkuin, Gregor der Große) oder skandinavische Verhältnisse zum Gegenstand hatten (z.B. Adam von Bremen, “Arabic Sources”, Cogadh Gaedhel re Gallaibh, Dudo von St.-Quentin), bekommen eigene Lemmata. Angesichts des vorgegebenen Platzrahmens darf es allerdings nicht verwundern, daß sogar ein speziell skandinavisches Thema wie “Rímur” hier einen erheblich kürzeren Artikel erhält (vier Spalten) als z.B. im Dictionary of the Middle Ages (dreizehn Spalten). Außerdem mußte manch kürzerer Text, der in SimekPálsson (mit knapp dreimal so vielen Lemmata) einen eigenen Artikel erhielt, hier weggelassen werden. Die Entscheidung, auch breiter angelegte Artikel zur Kultur und Geschichte verfassen zu lassen, hebt den Wert des Lexikons jedenfalls eindeutig über den eines literaturwissenschaftlichen Nachschlagewerks hinaus. Neben einzelnen Werk- und Handschriftentiteln, sprach- und literaturgeschichtlichen Termini, Personen-, Götter-, Orts- und Ländernamen erscheinen nämlich folgende Lemmata: Agriculture, Alþingi, Architecture, Berserkr, Bóndi, Burial Mounds and Practices, Calendar and

Rezensionen Time-Reckoning, Church Organization and Function, Carving (Bone, Horn, Wood, etc.), Chancery, Churches (Stave, Stone), Climate, Clothmaking, Coins and Mints, Conversion, Coronation, Cosmography, Cosmology, Council of the Realm, Crafts, Crime and Punishment, Danevirke, Demography, Diet and Nutrition, Diplomatics, Divine Heroes, Education, Family Structure, Fashions, Feudal Influences and Tendencies, Fishing/ Whaling/Seahunting, Folklore, Fortification, Glass, Goði, Graves, Guilds, Hanseatic League, Heathen Temples, Hirð, Hoards, Hólmganga, Houses (Rural, Urban), Hunting, Ironwork, Íþróttir, Jewelry, Kingship, Land Ownership, Land Registers, Land Tenure and Inheritance, Laws, Leiðangr, Magic, Maiden Warriors, Marriage and Divorce, Medicine, Monasticism, Music and Musical Instruments, Mythology, Navigation, Numerals, Outlawry, Pagan Scandinavian Religion, Painting, Personal Names, Place Names, Plague, Pottery, Pregnancy and Childbirth, Reliquaries, Royal Administration and Finances, Royal Assemblies, Runes, Rural Settlement, Rus’, Senna/Mannjafnaðr, (Age of) Settlement, Ships and Shipbuilding, Sigilla, Slavery, Social Structure, Sturlung Age, Style, Succession, Supernatural Beings, Textiles/Furnishing, Tools and Utensils, Towns, Trade, Transport, Þing, Varangians, Viking Age, Viking Art, Viking Hoaxes, Warfare, Weapons, Women in Eddic Poetry, Women in Sagas. Viele dieser Artikel, sowohl die längeren (z.B. “Demography” von Ole Jørgen Benediktow) als auch die knapp gehaltenen (z.B. “Crime and Punishment” von Kari Ellen Gade), sind ausgezeichnet. Als zugänglicher und aktueller Wegweiser in das sozialwissenschaftliche Studium des mittelalterlichen Skandinaviens sucht das Lexikon wohl seinesgleichen. Bei allem Respekt vor den Vorzügen einzelner Artikel muß dennoch vermerkt werden, daß themenverwandte Beiträge oft unzureichend aufeinander abgestimmt wurden. Um sich beispielsweise einen Überblick über die eddische Dichtung zu verschaffen, wird man von den Artikeln “Eddic Poetry”, “Codex Regius” und “Eddic Meters” ausgehend den dort gegebenen Verweisen folgen. Doch leider läßt schon der zentrale Beitrag “Eddic Poetry” den Leser im Regen stehen: alvíssmál 5 (1995): 121–28

123 Eddische Dichtung scheint nach Peter Hallberg nicht eine Gattung, sondern die Lieder im Codex Regius zu sein. Daß auch mehrere außereddische Lieder zur Gattung “eddische Dichtung” gehören, kann der Eingeweihte der Verweisliste entnehmen, in der sieben von vierunddreißig angegebenen Liedern nicht im Codex Regius zu finden sind. Dagegen wird der Laie nur verwirrt, wenn er, nachdem bisher ausschließlich Lieder des Codex Regius thematisiert wurden, lesen muß: “Outside the Codex Regius, we find a few specimens of mythological eddic poetry, which for some reasons were not included in the collection” (151a) — weder Ausführungen zu Liedversionen der Snorra Edda, noch ein Wort zur Überlieferung eddischer Dichtung in Sagas; ja sogar die Erwähnung einer möglichen weiteren Unterteilung der Gattung in Wissensdichtung, Streitgespräch (senna), “doppelseitiges Ereignislied” (kviða), “Standortlied” (grátr) u.a. fehlt völlig. Statt zumindest eine umfassende Charakterisierung der Lieder des Codex Regius zu geben (nur vier Zeilen zum Stil, 150a), ergeht sich Hallberg spaltenweise in oberflächlichen Inhaltswiedergaben einzelner Lieder. Durch Verweise auf die einschlägigen, ausführlichen Artikel des Lexikons hätten sich nicht nur Inhaltswiedergaben, sondern auch Reduktionen komplexer Sachverhalte erübrigt — z.B. durch Verweis auf “Eddic Meters” statt eines Abschnitts “Prosody and Style”, durch Verweis auf “Heiti” und “Kennings” statt eines Abschnitts über dieselben, durch Verweis auf “Codex Regius” statt verstreuter Ausführungen. Durch solche Verweise hätte Hallberg genügend Platz für eine Übersicht über die vielseitige Forschungslandschaft eddischer Dichtung gewonnen. Stattdessen werden Themen, die Generationen von Forschern beschäftigt haben, in Nebensätze verbannt, wie die Problematik der Bestimmung des Alters der Lieder oder die oral poetry (149b). Statt nützlicher Verweise auf Literaturangaben findet man ausnahmslos Floskeln wie “Much ingenuity has been devoted to . . . ” (149b), “ . . . have been applied” (149b), “ . . . has also been suggested” (150b), was den Artikel für Studenten wie für Wissenschaftler gleichermaßen unbrauchbar macht. (Angaben dieser Art sind leider auch in anderen

124 Beiträgen allzu häufig.) Wesentliche Forschungsrichtungen werden nicht einmal erwähnt: die Frage nach der Herkunft der Lieder, Versuche der Rekonstruktion verlorener Lieder oder der Wiederherstellung von Vorformen durch Ausscheiden von Interpolationen, die wieder neu diskutierte Frage der Lieder der Lücke, das Verhältnis der Dichtung zum Mythos, eddische Dichtung zwischen Heidentum und Christentum (Synkretismen), das Nebeneinander verschiedener Sagenversionen und Handschriftenüberlieferungen. Ebenso mangelhaft ist die Literaturliste, in der man Eddakommentare, Glossare und sogar die Eddica minora von Heusler und Ranisch vermißt, dafür aber allgemeine Literaturgeschichten (Finnur Jónsson, de Vries) findet. Der Artikel “Codex Regius” von Einar G. Pétursson erfüllt hingegen die allgemeinen Erwartungen an ein Lexikon: Sowohl wesentliche Informationen als auch einige wichtige Forschungspositionen werden knapp referiert. (Bemängeln muß man allerdings u.a. das Fehlen der bisher einzigen Monographie über die Konzeption der Sammlung, Heinz Klingenbergs Edda — Sammlung und Dichtung [Basel: Helbing & Lichtenhahn, 1974].) Vorbildhaft ist der Artikel “Eddic Meters” von Geoffrey Russom, der das Gemeinsame der drei eddischen Versmaße an den Anfang stellt, um sie dann ohne lästige Wiederholungen voneinander abzugrenzen. Nach der Lektüre von “Women in Eddic Poetry” wünscht man sich, daß mehr übergreifende Themen anstelle von Liedern wie Grottasongr, Oddrúnargrátr und Svipdagsmál behandelt worden wären. Überzeugend ist das Konzept des Beitrags, wenn Helen Damico Stellen zu nornir, volur, Riesinnen, Göttinnen, dísir, valkyrjar und Heldinnen in der eddischen Dichtung zusammenstellt, besonders auf Epitheta achtet, falls nötig Parallelversionen berücksichtigt und teilweise Interpretationen mit Angabe der Stelle hinzuzieht. (Die in der Forschung schon recht alte Frage nach der literarischen Tätigkeit von Frauen auf anderen Gebieten als der Skaldik — wie Eddadichtung, Saga oder Volkserzählung — findet allerdings weder hier noch unter den Stichwörtern “Women in Sagas” oder “Skáldkonur” Erwähnung.) alvíssmál 5 (1995): 121–28

Rezensionen Die Beiträge zu einzelnen Eddaliedern, wie auch die zu einzelnen Sagas und anderen Texten, sind weitgehend einheitlich aufgebaut, bestehend in etwa aus (1) Erörterung der Textgrundlage, (2) knapper Inhaltswiedergabe, (3) Zusammenstellung aktueller Forschungspositionen und ihrer Diskussion. Vielen Beiträgen gelingt es, aus der vielseitigen Forschungsdiskussion wesentliche Punkte auszuwählen (z.B. “Hamðismál in fornu”, “Reginsmál and Fáfnismál”, “Sigrdrífumál”), doch finden sich andere, die entweder durch nebensächliche Details das Gesamtbild verschleiern (z.B. “Brot af Sigurðarkviðu”, “Volundarkviða”) oder Inhalt und Forschungspositionen vermischen (z.B. “Helreið Brynhildar”). Uneinheitlich ist auch das vom Leser erwartete Vorwissen; während z.B. der Beitrag zu Hárbarðsljóð eingehende Kenntnis des Liedes voraussetzt (zwei knappe Sätze erinnern Kenner an den Inhalt, 268a) und dafür einen soliden Überblick über verschiedene Interpretationsansätze mit Angabe der Literatur bietet, muß der Artikel über Hávamál eher als Begleittext beim ersten Kontakt mit der Dichtung denn als Darstellung der komplexen Forschung zu diesem Lied gelten. R. G. Finch wäre besser beraten gewesen, die beiden Beiträge “Atlakviða” und “Atlamál” als einen Beitrag zu den Atliliedern zu gestalten. So wäre es möglich gewesen, die Atlakviða und zugehörige Forschungspositionen eingehender zu würdigen und die Atlamál aus dem Abstand zur Atlakviða zu charakterisieren. (Befremdlich wirkt, daß Finch im ersten Abschnitt die Spekulationen über die Komposition der Atlakviða durch Þorbjorn hornklofi als relativ gesichert wiedergibt, aber gegen Ende des Beitrags ohne Kommentar von vier Autoren spricht.) Robert J. Glendinning dagegen behandelt die drei Gudrunlieder in einem Artikel “Guðrúnarkviða I– III”; warum Guðrúnarhvot dann in einem eigenen Beitrag statt im Kontext der Gudrunlieder abgehandelt wird, ist nicht ersichtlich. Aufschlußreich ist es, die Beiträge “Volundarkviða” und “Volundr” im Vergleich zu lesen. Was in ersterem langwierig und umständlich zu lesen ist, findet man im Artikel “Volundr” von Lotte Motz knapp und besser formuliert (z.B. den Inhalt der Volundarkviða); statt einer einseitigen Dar-

Rezensionen stellung der Forschung ohne Stellenangaben bekommt man hier ein ausgewogenes Bild der sehr vielseitigen Forschungsdiskussion mit Stellenangaben. Offensichtlich war die Festlegung des Inhalts der Artikel so ungenau, daß sich beide Beiträge über große Strecken decken. Auch bei dem Themenkomplex Volkskunde sind der Lemmabestand und die Verteilung der Materie an die einzelnen Artikel teilweise wenig nachvollziehbar. Es gibt eigene Lemmata “Ballads” (mit ausführlichen, nach Ländern getrennten Artikeln), “Riddles,” “Knittelvers”, “Rímur”, “Eddic Poetry,” “Love Poetry” u.a., wo auch die nachmittelalterliche Überlieferung berücksichtigt wird, aber Märchen und andere Volkserzählungen werden ausschließlich unter dem somit etwas überstrapazierten Lemma “Folklore” abgehandelt. In diesem von Michael Chesnutt verfaßten Artikel folgen auf eine kurze Einleitung ungefähr gleichmäßig lange Abschnitte zu “Folktales”, “Ballads”, “Legends” und “Nonnarrative Genres”. Da nun die Balladen wie erwähnt eigene Artikel besitzen (elfeinhalb Spalten!), stellt sich die Frage, ob man hier nicht ihren Abschnitt auf ein Minimum hätte beschränken können, damit beispielsweise die Volkserzählungen, die nichterzählenden Gattungen sowie theoretische Fragen (etwa die fließende Grenze zwischen Volksdichtung und Literatur) eine angemessenere Behandlung erfahren hätten. Die zwei kurzen Absätze zu den “Nonnarrative Genres” enttäuschen: Der erste ist Sprichwörtern und Spruchdichtung gewidmet (gut, aber zu wenig, da dieses Thema im ganzen Lexikon nur hier zur Sprache kommt), der zweite erwähnt Rätsel (für die es einen eigenen Artikel gibt), þulur und Zaubersprüche. Hier vermißt man doch, alles in allem, etliche Erscheinungsformen der Volkskultur: sowohl nichtverbale (etwa Tanz, Sport) als auch verbale (etwa senna, mannjafnaðr und verwandte Spiele wie der auf Seite 397 erwähnte dialogische leikr). Chesnutt erklärt in seinem ersten Satz, daß man unter “Folklore” nur das Nichtmaterielle versteht (202b), nicht also z.B. Kunst, Handwerk, Architektur, die in eigenen Artikeln abgehandelt werden. Als nichtmaterielle Formen erwähnt er dann neben der Dichtung auch Musik, Tanz und alvíssmál 5 (1995): 121–28

125 Drama, auf die er aber ebensowenig eingeht; der Widerspruch zwischen seiner eigenen Definition und der tatsächlichen Ausrichtung des Artikels bleibt unerklärt. Nun sind Musik und Drama Lemmata für sich, Tanz aber nicht; “Dance” steht nicht einmal im Register. Zwar erwähnen Peter Jorgensen (“Rímur”) und M. J. Driscoll (“Love Poetry: West Norse”) die Beziehungen der rímur und vikivakakvæði zum Tanz; es fehlt jedoch auch bei ihnen der Hinweis auf Erscheinungen wie den in Sturlunga saga belegten, in kulturgeschichtlicher Hinsicht schon oft erörterten “Stutentanz”. Sport und Spiel sucht man sowohl im Artikel “Folklore” als auch im Register vergebens; diese Themen werden zwar durch Geoffrey Russom in seinem etwas eigenwilligen Artikel “Íþróttir” gestreift, aber das ist dann auch schon alles. Björn Bjarnasons Monographie Nordboernes legemlige uddannelse i oldtiden (København: Prior, 1905; auch isländisch 1908, 2. Aufl. 1950) wird nicht angeführt; ein weiteres Standardwerk, Nordisk kultur 24, Teil A, Idrott och lek, Teil B, Dans (Stockholm: Bonnier, 1933), steht zumindest im Literaturverzeichnis zu “Folklore”. Leider versagt auch das Querverweissystem im Artikel “Folklore”: Es fehlen Verweise nicht nur auf “Viking Art”, “Architecture”, “Tools” usw. (aus oben erwähnten Gründen), sondern auch auf “Music”, “Drama”, “Senna/Mannjafnaðr”, “Íþróttir”, “Magic”, “Religion”, “Supernatural Beings” u.a. (Es sei erwähnt, daß volkskundliche Aspekte gelegentlich auch in den Artikeln zu einzelnen Texten eine in jeder Hinsicht kompetente Diskussion erfahren: z.B. “Hreiðars þáttr heimska” von John Lindow, “Hrólfs saga Gautrekssonar” von Hans-Peter Naumann.) Im Gegensatz zu Chesnutt hat Matthew James Driscoll sein Thema “Love Poetry: West Norse” recht weit gefaßt. Er behandelt nicht nur eddische und skaldische Dichtung, mansongvar, rímur und Balladen, sondern auch die afmors- und vikivakakvæði, die im Register fehlen und offensichtlich nur hier erwähnt werden. Die vikivakar hätten wohl auch unter “Drama” und “Music”, wenn nicht “Folklore”, zumindest genannt werden müssen. Der Artikel “Drama” befaßt sich aber fast ausschließlich mit Bühnenstücken im engeren Sinne, und der Schwerpunkt des

126 Artikels “Music and Musical Instruments” liegt so sehr auf dem Gebiet der Instrumental- bzw. Kirchenmusik, daß der profane Gesang so gut wie ignoriert wird; die rímur werden weder erwähnt, noch wird auf ihren Artikel verwiesen (umgekehrt auch nicht). Die Möglichkeit einer historischen Beziehung zwischen den Eddaliedern und Gesang wird weder hier noch im Artikel “Eddic Poetry” erwogen. Auch der Volksglaube wird streng vom Thema “Folklore” getrennt, mit eigenständigen Artikeln zu “Conversion”, “Heathen Temples”, “Magic”, “Mythology”, “Pagan Scandinavian Religion” und “Supernatural Beings” sowie zu einzelnen Gottheiten. Die Artikel zu den Gottheiten sind allerdings von sehr unterschiedlicher Qualität, und bei “Supernatural Beings” vermißt man Hausgeister und andere Wichte (vættir). In dem Beitrag “Magic” sucht man vergebens nach einer zumindest stichwortartigen Auflistung der verschiedenen, in den literarischen Quellen durch Zauber erzielten Zwecke: Sieg, Liebe, Heilung, optische Täuschung usw. Stattdessen liest man eine Anreihung recht spekulativer Behauptungen (z.B. “The magician makes the environment do his bidding”, 399a), deren Erklärung möglicherweise damit zusammenhängt, daß der Verfasser nicht nur eine Dissertation über Runenzauber, sondern auch (unter Pseudonym) mehrere okkultistische Werke veröffentlicht hat (siehe Stefanie von Schnurbein, Religion als Kulturkritik: Neugermanisches Heidentum im zwanzigsten Jahrhundert [Heidelberg: Carl Winter, 1992], 135–38). Ein weiteres Beispiel für ein zu enges Blickfeld bildet der sonst ausgezeichnete Artikel “Old Norse–Icelandic Literature, Foreign Influence on” von Marianne E. Kalinke. Hier hätte man sich eine eingehendere Behandlung der íslendingasögur, der fornaldarsögur und der sonstigen isländischen und norwegischen Geschichtsschreibung sowie der Fachprosa gewünscht. Gewiß ist bei diesen Texten der Nachweis ausländischen Einflusses, wie Kalinke selbst sagt, weitaus problematischer als etwa bei den riddarasögur. Seit einigen Jahren aber werden in zunehmendem Maße die Beziehungen gerade der íslendingasögur und der Geschichtsschreibung zueinander und zu ausländischen alvíssmál 5 (1995): 121–28

Rezensionen Vorbildern erforscht (z.B. durch Sverrir Tómasson, Formálar íslenskra sagnaritara á miðöldum: Rannsókn bókmenntahefðar [Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar, 1988], nicht in der Literaturliste). Viel zu knapp gehalten ist der Artikel “Style: West Norse” von Reidar Astås, der sich darauf beschränkt, vier Prosastilvarianten (volkstümlich, gelehrt, höfisch, geblümt) zu charakterisieren, ohne je auf den theoretischen oder empirischen Hintergrund dieser Definitionen oder auf die Forschungsgeschichte einzugehen. Der Begriff “Style” wird nicht definiert, aber offensichtlich wird u.a. die Stilistik der Versdichtung stillschweigend ausgeklammert. Warum das Problem der Rechtssprache ausschließlich in dem Begleitartikel “Style: East Norse” angesprochen wird, ist nicht nachzuvollziehen. Auch die Artikel zu drei wesentlichen historischen Abschnitten — “Viking Age”, “Age of Settlement” und “Sturlung Age” — sind höchst unterschiedlich. Der längste der drei, Helgi Þorlákssons Beitrag über das Sturlungenzeitalter, ist auch der beste; mit der nötigen Vorsicht stellt er den zeitlichen Rahmen des letzten Abschnitts des isländischen Freistaates vor, beschreibt die Hintergründe dieser allgemein als gewalttätig bekannten Epoche und beleuchtet das Verhältnis zum Mutterland Norwegen. Niels Lund hält den Artikel “Viking Age” dagegen recht vage: vieles fehlt, vieles bleibt oberflächlich. Mögliche Gründe für die Ausbreitung der Skandinavier werden nicht angeführt. Geldgier wird als Faktor genannt, aber lediglich das Schiff wird als technisches Hilfsmittel erwähnt, die politische Erklärung in Snorris Heimskringla und anderen Texten wird beiseite gelassen, ebenso klimatische Faktoren (leider geht auch der Beitrag “Climate” nicht explizit auf diesen Punkt ein). Ein Verweis auf die interessanten und gut recherchierten Artikel “Ships and Shipbuilding” (Alan Binns) und “Leiðangr” (Rikke Malmros) wäre notwendig gewesen, besonders um den Charakter der “staatlich” organisierten Eroberungszüge des 11. Jahrhunderts gegenüber dem der frühen Fahrten — die von Überfällen und Plünderungen durch kleine Gruppen bestimmt werden — herauszustellen. Die auf Irland, das Frankenreich, Rußland und Südeuropa bezogene Aussage,

Rezensionen “Many temporary lordships were created, but no permanent settlements resulted, apart from Normandy” (693b) ist zumindest irreführend, da in Irland eine permanente Besiedlung, allerdings nicht immer unabhängig von den lokalen Herrschern, erfolgte. Einen Querverweis auf “Viking Age” erwartet man bei dem Artikel “Age of Settlement” von Richard F. Tomasson, ist doch die Besiedlung Islands ein Teil dieser Epoche, zumal Tomasson (wie auch Magnús Stefánsson am Anfang des Artikels “Iceland”) mögliche Gründe für die Expansion der Skandinavier, die man in Niels Lunds Beitrag vermißt, anführt. Angesichts der knappen Darstellung in Tomassons Artikel wären noch weitere Verweise sinnvoll gewesen, etwa auf “Norse in Ireland” oder “Norse in Orkney”. Bei den vielen historischen Verflechtungen Skandinaviens mit den britischen Inseln wird ein solches Lexikon nicht nur für Nordisten, sondern auch für ein anglistisches Fachpublikum interessant sein. Etliche Beiträge könnten in diesem Zusammenhang erwähnt werden: “Knud (Cnut) the Great”, “Haraldr harðráði (‘hard-ruler’) Sigurðarson”, “Old English Literature, Norse Influence on”, “Orkney, Norse in”, “Orkneyinga saga”, “Caithness”, “Scotland, Norse in”, “Shetland, Norse in”, “Darraðarljóð”, “England, Norse in”, “York”, “Stamford Bridge, Battle of”, “Five Boroughs”, “Bede”, “Ireland, Norse in”, “Man, Isle of”, “Manx Crosses” u.a. Der Beitrag “Norse Influence on Old English Literature” des Herausgebers Pulsiano beschreibt aber etwas anderes als der Titel erwarten läßt: Es werden nicht literarische Einflüsse angeführt, sondern zunächst mehr historisch bedingte Einflüsse auf die Thematik altenglischer Dichtung. Hierunter fallen die Gedichte Battle of Maldon (die jüngere Ausgabe von Scragg [1981] hätte angeführt werden müssen; der im Text stehende Verweis auf Blake 1978 wird in die Bibliographie nicht aufgenommen), Battle of Brunanburh und Capture of the Five Boroughs. Pulsiano bleibt vage, indem er fortfährt: “Other works within the corpus of Old English may have come under direct Scandinavian influence, or drawn upon a larger Scandinavian or Germanic tradition of catalogues or encyclopedic writing” (450a), worunter er z.B. das altenglische Merkversalvíssmál 5 (1995): 121–28

127 gedicht Widsith subsumiert, das als eine der ältesten englischen Dichtungen gilt. Auch in dieser zweiten Hälfte des Beitrags fällt es Pulsiano — verständlicherweise — schwer, sein Stichwort “influence” aufrechtzuerhalten; er spricht fast ausschließlich von “Scandinavian parallels”. Die historisch-archäologischen Beiträge von Barbara E. Crawford (“Caithness”), R. A. Hall (“Five Boroughs” und “York”) und David M. Wilson (“Man”) sind ausgezeichnet; einen nützlichen Einblick in die historischen Verhältnisse vermittelt auch der umfangreiche Artikel “Norse in England” von Pulsiano. In dem übersichtlich gegliederten und mit einer besonders ausführlichen Bibliographie versehenen Beitrag “Norse in Ireland” versäumt es Poul Holm nicht, die Beziehungen zum skandinavischen Mutterland (Norwegen) und zu den Nachbargebieten (England, Orkneys, Man, Hebriden) zu berücksichtigen; am Ende des Artikels vermißt man aber Verweise u.a. auf “Darraðarljóð” (empfehlenswerter Beitrag von Russell Poole), “Norse in England” und “York”. Da der Artikel “Knud the Great” die Stellung dieses Königs in der skandinavischen Dichtung nicht berührt, ist es kaum verwunderlich, daß auch ein Querverweis auf den Artikel “Liðsmannaflokkr” fehlt; letzterer hingegen bringt den zu erwartenden Verweis auf “Knud”. In Edward J. Cowans Beitrag “Norse in Orkney” vermißt man Themen wie das Verhältnis der Orkneys zum schottischen Festland und Norwegen und den Übergang von norwegischem in schottischen Besitz. Da ein Verweis auf den Artikel “Darraðarljóð” fehlt, kann dem Leser ferner die dort referierte, kuriose Behauptung Walter Scotts entgehen, daß man noch im 18. Jahrhundert auf den Orkneys dieses Gedicht vorgetragen habe. Angesichts des enormen sprachlichen Einflusses auf den Inseln ist es bedauerlich, daß das Norn nur im Beitrag zu den Shetlands, nicht auch in dem zu den Orkneys, erwähnt wird. (Entgegen der etablierten Sprachpraxis im Englischen wird das Wort Norse in den zehn Lemmata “Norse in . . . ” grundsätzlich nicht auf die Sprache bezogen, sondern im Sinne von “Norsemen” gebraucht.) Im Gegensatz zu Cowan schaut Brian Smith in seinem hervorragenden Artikel zu “Norse in Shetland”

128 über den mittelalterlichen Rand hinaus und berührt Fragen, die für das Selbstverständnis der Shetländer heute von Bedeutung sind. In einem Buch dieses Umfangs lassen sich kleinere Pannen natürlich nicht vermeiden. “Tro og ære” bedeutet “faith (loyalty) and honor”, nicht “truth and honor” (29b). Die wichtigste Handschrift des Dritten Grammatischen Traktates ist AM 748 I 4º, nicht 781 (235b), und in dem Beitrag zu Gísla saga Súrssonar werden nur zwei der drei Versionen der Saga erwähnt; das umfangreiche Bruchstück in AM 445c I 4º fehlt (227b). Waldemar Atterdags Regierungszeiten werden ausgerechnet im Artikel “Valdemar” falsch angegeben (685b: “1340–57” statt 1340–75), erscheinen dafür aber in mehreren anderen Beiträgen richtig. Auf Seite 23b fehlt eine Halbzeile, wodurch eine Inhaltsangabe unlesbar wird. Die übrigen Druckfehler, die uns auffielen, sind alle unbedeutend. Daß man den einen oder anderen Literaturhinweis vermißt, fällt nicht sehr ins Gewicht. In einigen Fällen wird das in Frage kommende Werk wohl zu neu gewesen sein, um erfaßt zu werden: So fehlt beispielsweise unter “Runes” Richard L. Morris’ Runic and Mediterranean Epigraphy (Odense: Odense Univ. Press, 1988), unter “Norse Influence on Old English Literature” Donald Scraggs Sammelband The Battle of Maldon, A.D. 991 (Oxford: Oxford Univ. Press, 1991), unter “Snorra Edda” sogar die gesamte “Theologisierungs”-Debatte. Doch wird auch — im Gegensatz etwa zu Simek-Pálsson — des öfteren auf ältere Literatur verzichtet: so sucht man nicht nur unter “Rural Settlement”, sondern auch unter “Place Names” und “Heathen Temples” vergeblich nach Magnus Olsens Klassiker Ættegård og helligdom (Oslo: Aschehoug, 1926; auch englisch 1926). Die knapp zweihundert Abbildungen, die den Band bereichern, bleiben leider manchmal ohne konkreten Bezug zum Text, weil die Bildunterschriften und Legenden zu knapp oder zu vage sind (z.B. bei Abb. 35 auf Seite 236); die Abbildung 165 (S. 576) wurde so klein abgedruckt, daß die dort eingearbeiteten Etiketten, auf die in der Bildunterschrift Bezug genommen wird, unlesbar sind. Schließlich sei vermerkt, daß alle Artikel, auch die übersetzten, in einem erfreulich alvíssmál 5 (1995): 121–28

Rezensionen klaren, logischen und korrekten Englisch geschrieben sind; laut Vorwort fertigte Kirsten Wolf den Großteil der Übersetzungen an. Die hier besprochenen Schwächen, die vor allem in der Lemmawahl und in der ungenügenden redaktionellen Aufsicht ihren Ursprung haben, müssen in Kauf genommen werden und sollten Leser nicht davon abhalten, das Lexikon als Ergänzung zu den etablierten Nachschlagewerken heranzuziehen, insbesondere was seine sozialwissenschaftliche Komponente betrifft. Edgar Haimerl Susanne Kries Marvin Taylor