Udtaleforskelle i Danmark: Aldersbestemte, geografiske, sociale (Fidus-serien : Sprog og litteratur)

LARS BRINK JØRN LUND

Udtaleforskelle i Danmark ALDERSBESTEMTE - GEOGRAFISKE - SOCIALE

S ffl

GJELLERUP

UDTALEFORSKELLE I DANMARK

FIDUS-SERIEN, SPROG OG LITTERATUR Redigeret af Erik Hansen, Niels Holck og Flemming Conrad

Willig m.fl. Sprog og konvention. Om rigtigt og forkert sprog Løj, Mogens: Fleksivlære. En studie- og arbejdsbog Togeby, Ole: Sprog og Læseproces. Om læsbarhed Kunøe, Mette: Barnesprog

Jarmsted, Knud: Meningsfuld Ortografi. Om Brugen af Store Begyndelsesbogstaver i Dansk Holck, Niels: Punktum punktum komma streg. Tegnsætning som udtryksmiddel Heger, Steffen: Sprog og Lyd. Elementær Dansk Fonetik 1 Heger, Steffen: Tale og Tegn. Elementær Dansk Fonetik 2 Brink, Lars og Jørn Lund: Udtaleforskelle i Danmark. Aldersbestemte - geografiske - sociale

Udtaleforskelle i Danmark Aldersbestemte - geografiske - sociale

Lars Brink og Jørn Lund

GJELLERUP 1974

UDTALEFORSKELLE I DANMARK, 1. UDGAVE, 1. OPLAG 1974 SKRIFT: MONOTYPE TIMES SÆTTERI OG TRYKKERI: ANDELSBOGTRYKKERIET I ODENSE TILRETTELÆGNING OG OMSLAG: OVE v. SPATH TEGNINGER: ANNETTE PAGH MEKANISK, FOTOGRAFISK ELLER ANDEN GENGIVELSE AF DENNE BOG ELLER DELE AF DEN ER IKKE TILLADT IFØLGE LOV OM OPHAVSRET © JUL. GJELLERUPS FORLAG A-S, KØBENHAVN 1974 ISBN 87 13 01946 5

Indhold

FORORD

7

INDLEDNING

9

LYDLIGE UDVIKLINGER I MODERNE RIGSMÅL

13

De danskes a'er Langt a o >å a>o 3- assimilationen Nogle vokalændringer ved r Nogle monoftongeringer q> i, to qd> gd r-vokalisering

13 18 21 22 24 29 38 39 42 43

A

>j

46

Vokalændring foran tabt r Forlængelse foran A Nogle nye vokallængder i h-kbhsk Forkortelse foran d, /, A, W Likvidassimilationer af, oi / e'q, ø-q Forholdet b/w

48 48 49 50 52 ..

53 54

D E TO KØBENHAVNSKE SOCIOLEKTER

56

PROVINSIELT. KØBENHAVNSK. RIGSMÅL

64

ADVARSEL MOD FONETISK BESJÆLING

79

SKRIFTENS SPÆNDETRØJE

88

KORREKTHEDSBEGREBET

91

SPROGPRØVER

103

ORDFORKLARINGER

110

LYDSKRIFTTAVLE

112

Forord

Udtaleforskelle i Danmark henvender sig til læsere, der ønsker at skærpe deres bevidsthed over for det talte sprog, og som har lyst til at udvide deres kendskab til moderne dansk udtale - det vil primært sige til danskstuderende ved seminarier og universiteter. Sammen med bogen udsendes der et lydbånd med sprogprøver, der skulle kunne give et pænt indtryk af udtalespredningen i samfundet. Vi takker Nationaldiskoteket, Institut for dansk dialektforskning og vore meddelere for medvirken hertil. Vi har bestræbt os på at gøre bogen lettilgængelig, men bedst stillede er selvfølgelig de læsere, der møder med en vis fonetisk baggrundsviden. Særlig Steffen Hegers to fonetikbøger „Sprog og Lyd" og „Tale og Tegn" (med samme lydskrift) vil være et velegnet grundlag. En væsentlig del af bogen støtter sig på et større arbejde om nyere lydudviklinger (se indledningen), hvortil vi har fået råd og hjælp fra mange sider, men da vi betræder et forholdsvis nyt land i sprogvidenskabens verden, skal der nok stadig være fejl og mangler i fremstillingen. For værdifulde kommentarer til specielt bogen her takker vi kandidatstipendiat, cand.mag. Hans Basbøll. København, februar 1974 Lars Brink Jørn Lund

Indledning

Denne bog har som formål at skærpe læserens iagttagelsesevne over for det talte sprog, samtidig med at den skal meddele konkret viden om udtaleforholdene i Danmark i nyere tid. Sproget udvikler sig hastigt i disse år. Enhver lægger mærke til leksikalske nydannelser som ,skæppeskøn', ,miljøvenlig', ,porno', ,røvrende' og ,samspilsramt'; mange betydningsforskelle registreres: ,flipproletar' betyder fx for mange unge ,fattig stofmisbruger', men for de ældre noget ganske andet, ,studenterpukkel' har intet med legemlige skavanker at gøre mere, men betyder ,overflod af studenter' osv. Mange lægger også mærke til de lydlige udviklinger, udtaleændringerne. At dømme efter dagbladenes læserbrevkasser er de endog genstand for stor opmærksomhed, men uheldigvis på et meget overfladisk plan. Desværre kan sprogforskerne ikke frikendes for et vist ansvar herfor. Nyere rigsmålsudvUdinger, ja i det hele taget lydsiden af sprogetj_de_større_byer, er hidtil blevet behandlet stedmoderligt. Lad os i al korthed se på, hvad der oftest siges om de nyere ændringer af rigsinålsudtalen. Nogle mener, at udvMiiigen kan^karaHefisefés med ét ord: skriftsprogsrjåyirkning. Dette må skyldes et indsnævret iagttagelsesfelt - man har ganske enkelt kun registreret nogle få og ret betydningsløse ændringer. Andre mener, at begrebet .forfladigelse' også må ind i billedet, men herved bliver karakteristikken både subjektiv og uhåndterlig. De fleste er enige om, at der egentlig ikke er sket noget videre med udtalen siden salig Holbergs dage. De bør som modgift læse denne bog fra a til z. For vi vil stillet over for denne påstand hævde, at der netop i vor tid er sket så mange og gennemgribende udviklinger som sjældent før i sprogets historie. Mere end hvert andet ord i en løbende tekst har ændret_udtajej_løbet_af de sidste 100 år, og vi jnener, at enhver pædagog og/eller sprogmand, hvadenten han er amatør eller professionel, kan have glæde af et vist kendskab dertil. Derfor har vi skrevet denne bog, der dog kun beskriver et vist udsnit af disse ændringer, nemlig en række af dem, læseren selv kan konstatere i sit eget sproglige univers: dansk ijtounark_j_dag 1 - Hvis læseren hører til dem, der er optaget af socialt betingede sprogforskelle, må han være interesseret i et materiale at afprøve sine fornemmelser eller teorier på - for hidtil har det ikke skortet på teorier eller fornemmelser, men i højere grad på konkret sprogligt materiale. Egentlig er vort primære publikum dog slet ikke professionelle sprogfolk, men de

studerende på seminarier og universiteter. Det er også med henblik på dem, vi har udarbejdet de mange opgaver, som kan besvares af én eller af flere studerende sammen. Materialet til grund for bogen er indsamlet mellem 1967 og 1973. Vi har fremskaffet og analyseret hidtil uudnyttede optagelser fra bl.a. Nationaldiskoteket og Radioens Stemmearkiv, hvorved vi har fået lejlighed til at skaffe os førstehåndskendskab til rigsmålsudtalen hos personer født så tidligt som i sidste århundredes første halvdel. Undersøgelsen heraf er fulgt op med analyser af sproget hos nulevende personer i forskellig alder. Vi har ca. 25 meddelere pr. tiår i vores periode, der strækker sig fra 1840 til 1955. Årstallene angiver meddelernes fødselsår; de yngste er dermed knap 20 år ved bogens udgivelse. Når begyndelsestidspunktet er sat til 1840, skyldes det, at vi ville gå så langt tilbage, som de lydlige kilder kunne føre os, og netop fra 1840 er der så stort et antal meddelere, at man kan få et tilfredsstillende indtryk af, hvordan talesproget har lydt. Mange læser ganske vist op på* disse gamle optagelser, men dels er der adskillige udtaleforhold, der ikke påvirkes af jsynsjndtryk, og dels er der nogle, der er frit samtaleMe^^c)g~aetTfrsamtalesprog er vort egentlige emne. Selvfølgelig interesserer vi os også for foredragsog oplæsningssprog, for udtaler på et hvilketsomhelst distinkthedsniveau, men opmærksomheden har naturligt samlet sig om den vigtigste daglige kommunikationsform mand og mand imellem, detsjpontanejtalesprog. - De nulevende meddelere har vi naturligvis kunnet arbejde mest intenst med. Vi har analyseret spontant talesprog og oplæsning, vi har testet enkeltord og undersøgt, om udtaleændringerne har haft indflydelse på, hvilke lyde der bruges til at adskille forskellige betydningsindhqld, og hvilke ord og ordforbindelser der i talesproget falder sammen. (Se i ordforklaringen under „kommutation'). Om vores arbejdsmetoder kan man læse nærmere i vores lydhistorie, der i vid udstrækning ligger til grund for bogen her. Vi skrev, at årstalsangivelser normalt henviser til personernes fødselsår. Et udtryk som ,sproget i 1920'rne' betyder altså ,sproget hos personer født i 1920'rne', og en vending som ,denne form høres ikke efter 1910' betyder „denne form høres ikke hos personer født efter 1910' osv. Vi mener, at meddelerens fødselsår er en langt vigtigere oplysning end en angivelse af, hvornår et ord eller en sætning er blevet udtalt. Man ændrer normalt ikke sin udtale, når man er blevet voksen, der bliver normalt højst tale om småjusteringer, særlig med hensyn til intonation ( = sætningsmelodi) og enkeltordsudtaler, og naturligvis^ kun, hvis man ændrer sprogligt miljø. Siger man fa: ,far' som 15-årig, er det utænkeligt, at man skulle sige fau, om man end blev nok så gammel, og det er også usandsynligt, at man skulle begynde med fau og senere gå over til /or. Derfor er fødselsåret så vigtigt. Det siger faktisk ikke ret meget, at en bestemt udtale er registreret fx i 1968, for den kan skyldes 10

et børnehavebarn fra 1963 eller en olding fra 1866 - og de taler jo ret forskelligt! - Vi har mange gange haft lejlighed til at høre optagelser med den samme meddeler med årtiers mellemrum, fx en optagelse med Jacob Paludan fra 1930'rne og én fra 1970'erne. Udtaleændringerne har, hvis der overhovedet har været nogen, altid været minimale. Derimod er forskellene normalt betragtejigejnellem to personer jned enaldersforskeljpå fx 20 år. Det vil læseren nok give os ret i,Tiår han har læst bogen og skærpet sit fonetiske beredskab. Det sprog, hvis ^dvjklingjl beskriver, er rigsmålet. En rigMnålsform_er_en form, der er udbredt jJyer hele jiget. be lgøn'a, ,begynde' udtalt med stød, er fx en rigsmålsform. Den kan høres i alle egne af landet, også i fx Maribo og Århus hos de personer, hvis sprog ligger tættest op ad det helt ulokaliserbare. be [gønd, ,begynde' udtalt uden stød, er derimod ikke en rigsmålsform, den er lokaliserbar, fx meget udbredt i Jylland. På samme måde er så'd ,sort' (rimende på ,bort' adv.) lokaliserbar, hvorimod scud kan høres overalt. pew'o ,peber' (udtalt med stød) er lokaliserbar, pewo er en rigsmålsform, ktrip ,kage' og mådd ,måtte' er ikke rigsmålsformer, de kan lokaliseres til Sjælland (,Sjælland' og .sjællandsk' indbefatter her og andre steder ikke Storkøbenhavn), derimod er kå-p og mods rigsmålsformer, der ogsåfindesoveralt på Sjælland. En person uden lokalt bundne træk i sit sprog vil vi kalde en rigsmålstalende.

Der er to slagsjrigsmålsformer i dansk^den ene findes statistisk hyppigere hos personerjneJJ^gLsockl j.|atuSj den anden findes statistisk hyppigere hos personer med lav social status (på bestemt tid og sted). En rigsmålsform, der er positivt korreleret med høj social status, kalder vi en h-rigsmålsform, en rigsmålsform, der er positivt korreleret med lav social status, kalder vi en l-rigsmålsform. Eksempler: udtaler som kånw ,komme', man' ,mand', gulås ,gullasch' og ijalfø'j ,chauffør' kan høres overalt i landet, statistisk hyppigst hos personer med lav social status. Det er med andre ord 1-rigsmålsformer. H-rigsmålsformer er derimod koma, man', gulas, §oxføjL. H-rigsmål og 1-rigsmål er sociolekter. Grundige studier mange steder i landet har overbevist os om, at talesprog med lutter ulokaliserbare former kun er at finde hos personer opvokset i København og (sjældnere) på Sjælland - og derved bliver disse personer jo egentlig også lokaliserbare, nemlig ved mangelen på lokaliserbare former. På denne måde bliver københavnsk praktisk taget lig med rigsmål, og det kan jo ikke undre den sprogmand, der ved, at rigsmålet er udviklet på københavnsk/sjællandsk grundlag, og endnu mindre forbavsende er det, når man erfarer, at samtlige københavnske udtaleændringer breder sig til det øvrige land. Køtenhavnja- med andre ord udbredehescentrum. (Se nærmere om sprogforholdene i Danmark side 64ff)7 11

De h-københavnsktalende har lutter ulokaliserbare former i deres sprog. En h-provinsielt-talende er en person, der taler det typiske sprog i de højeste lag det pågældende sted, og det vil i praksis sige, at han har relativt få lokaliserbare former i sit sprog. H-københavnsk- og h-provinsielttalende kaldes med en fællesbetegnelse h-sprogstalende, for Københavns vedkommende en gruppe bestående af normalt relativt højt socialt placerede personer, for provinsens vedkommende en gruppe bestående af normalt endnu højere socialt placerede personer i de større byer. L-sprogstalende er på tilsvarende måde de lavere sociale lag de samme steder. Uden for København er de lavere sociale lag normalt prægede ikke alene af 1-rigsmålsformerne, men også i mærkbar grad af den omgivende dialekt. De taler i vor terminologi 1-provinsielt. Personer, hvis sprog står rigsmålet langt nærmere, end det står den stedlige dialekt, siges at tale ,provinsieltfarvet rigsmål', der altså omfatter mange grader af lokalpræg - lige til det mindste. (En grundigere redegørelse for terminologien kan læses i vores lydhistorie). Når læseren har vænnet sig til denne terminologi, håber vi, han vil tage den op. Vi har taget betegnelsen .rigsmål' på ordet og bruger den til at beskrive sprogformers geografiske udbredelse i riget. Andre bruger - noget misvisende - glosen i betydningen ,sproget hos de dannede', altså i virkeligheden til at betegne noget socialt bestemt. Når vi inddrager det sociale aspekt, gør vi udtrykkelig opmærksom på det ved anvendelse af bogstaverne h og 1. Vi præciserer altså, hvornår vi beskriver noget socialt, hvornår vi beskriver noget geografisk, og hvornår vi beskriver noget, der både er geografisk og socialt bestemt. Gak hen og gør ligeså!

12

Lydlige udviklinger i moderne rigsmål

DE DANSKES A'ER Kort a En sætning som smVn sma.rC ifianh ^aldri i Hcmma.nsbo.ifgr}. ,min mand handler

aldrig i Landmandsbanken' udtalt med „dybe" a'er vil skurre i manges ører; den talende vil ofte blive opfattet som affekteret, fin på den osv. For hundrede år siden ville ingen have fundet udtalen bemærkelsesværdig, hvorimod man nok ville have studset ved at høre den moderne udtale 'jrø'n 'røz/z' ]hanh ] aldri i Uanmansbaifgn i dannede kredse. Det ville have virket socialt karakteriserende på samme måde, som udtalen smVn ^mårC shånlo ^åldri i Hånmånsbaifgn gør i dag. Forklaringen skal vi se lidt nærmere på i det følgende. Det er først i nyere tid, det danske a er blevelprpblematisk. Helt op i forrige_århundrede eksisteredederkun,.ét kort a: a. Det hed altså kxsda, fo.dd, hal\ Icm'fi, van' ,kaste, fatte, halv, landet, vand' osv., og man sagde tag3, /a/f, /afo, afdn ,takke, lang, lappe, aften'. I dag har så godt som alle to klart forskellige a'er i første og sidste ordrække, medens deFkorte"danske å altså tidligere i alle stillinger lød omtrentjonLkortjij^de fleste andre europæiske sprog. Det berømmedes sågar for sin uforanderlighed af præsten og sprogmanden Henrik Gerner 1629, der jo ikke kunne vide, at hans landsmænd senere skulle blive yderst opmærksomme over for de mindste nuancer netop i udtalen af kort a. Otto Jespersen_186O er den første, der skriver, at den korte a:lyd hos nogle er mere fremskudt foran alyeolærlyd (d, d, I, n, s, t) end i andre stillinger - og hermed er vi ved sagens kerne, udspecialiseringen af kort a, der kan følges nøje i de mundtlige kilder, der står til vores disposition. I perioden 1840-60 er a foran alveolær og nul (eks.: ,da') meget ofte bevaret, men hos en del kan der af og til forekomme mere lukkede kvaliteter, hos ganske få obligatorisk. I 60'erne, 70'erne og 80'erne går det støt tilbage for a foran alveolær og nul, i 90'erne findes der kun a hos 2 af ialt 19 københavnskfødte, h-sprogstalende meddelere i vort materiale, og i 1900-tallet er a en yderst sjældent forekommende lyd foran alveolær og nul, så sjælden, at mange giver efter for tilbøjeligheden til fonetisk besjæling (se s. 79) og kalder den påtaget, affekteret osv. I langt de fleste tilfælde findes den hos personer opvokset i konservativt talende kredse, påtaget er den sjældent (vi kender ikke et eneste eksempel herpå), den er ligeså naturligt udviklet og ubevidst dannet som 1-sprogets å og moderne h-sprogs a. 13

a-vekslen Hvor der følger et r, o eller <x i en stavelse efter et kort a + alveolær (fx ,aldrig'), bevares det gamle a særlig længe. Mange ældre og midaldrende har fakultativ eller obligatorisk a-vekslen og siger dermed kasdB kaste fads fatte mas3 masse

men men men

dan'sg dansk bal' bal

men men

kotsdo fach mxso

kaster fatter masser domsgo dansker bal 'o baller

osv.

Særlig længe holder a sig, hvor den a-bevarende lyd er radikal, dvs. hvor den hører til ordets rod (latin: radix) og ikke blot er bøjningsendelse. Derfor hører man stadig vidt udbredte udtaler som aldo ,alter', al'so ,altså', dado ,datter', lado ,latter', matri'åia ,materiale', plaå'o ,pladder' - og i en række ord, restgruppen, er a stadig obligatorisk i københavnsk h-sprog: aldrig (sml. alle) Anders(en) (sml. Anne) anderledes (sml. and)

andre (sml. anden) forandre, (u)foranderlig (sml. forbande) vandre (sml. vand)

Der er med andre ord stadig spor af det gamle a foran alveolær i h-sprog og i 1-sprog hos yngre. De ældre 1-sprogstalende har ofte a/å, selv i restgruppen; kendt bl.a. fra parodier er stadig aldo ,aldrig', vånds ,vandre', ånosn ,Andersen', men a i restgruppen kan også have baggrund i regional variation. Fynboer siger ofte vandro, anosn, men vist aldrig aldo.

Opgave 1 Giv på baggrund af gennemgangen en forklaring på og rubricering af aforekomster i sætningen ,min mand handler aldrig i Landmandsbanken'. Klassificer på tilsvarende måde a-lydene i ,klatre, laks, materiale, rabatter, sang, Valdemar'. • L-sproget er tidligst ude med a/å foran alveolærlyd og nul og indfører det sågar til at begynde med også foran a, o, r. L-sproget lægger sig fast på kvaliteten å og opnår dermed kvalitativ overensstemmelse mellem kort og langt a fx i ,Jane-Janne', ,hane-Hanne', ,bane-bande', ,gale-galde'. å har eksisteret i østjysk temmelig længe, dog noget svagere korreleret med lav social status end i København, men efterhånden er å blevet en ulokaliserbar 1-sprogsform på linje med h-sprogsformen a. Det skal blive spændende i de 14

kommende årtier at se, om a og å fortsat kan eksistere side om side, eller om den ene vil sejre. Overgangstyper

Den ovenfor skitserede fordeling af a og a dækker ikke hele sprogsamfundet. Før nogle undtagelser omtales, repeterer vi lige normalfordelingen i samarbejde med læseren, der selv leverer eksempelmaterialet. (Der ses bort fra visse forhold i forbindelse med stavelsesgrænse: ,Paris, papir' eta). h-sprog a 1-sprog å foran d foran d/t foran / foran n foran s foran 0 ( = nul)

h-sprog a. 1-sprog a, ar efter r foran b/p foran m foran / foran g/k foran r[ foran w

I overgangstiden mellem obligatorisk a + alveolær og obligatorisk a + alveolær findes der selvfølgelig meddelere, der snart har a, snart a, og atter andre, der fakultativt eller obligatorisk har mellemformen cc foran alveolær. Der kan ligeledes høres a* eller a foran labial (b, m, f) og velær {g, {rj)) helt op i 1900-tallet. Vi har hørt a foran labial lige fra 1867 til 1947, men altid hos et mindretal, er har heller ikke været ualmindelig. Foran t[ og to har a dog været næsten obligatorisk.

lagttagelsesøvelse Hvad betyder de transskriberede ord? Sammensætninger uden kryds er konstrueret til lejligheden.

X) larjkrabd

tarikru's X) taqkru's sarjkasa

x) Hvilken forklaring kan der gives på forekomsten af a i X-ordene? 15

Nogle kommutative konsekvenser Iagttagelsesøvelsen viste nogle nye differentieringsmuligheder i sproget. Da a og <x imidlertid normalt findes i forskellige lydlige omgivelser, er det ikke så mange nye kommutationspar, der kan opstilles. Her er et par typer: ams va ja no-a mra

Anders hvad ja Noa Mia

|| anos || va 11 joc |[ no'x || mva

Anners (genitiv pluralis af ,Anne') hvad(behager) ? jeg (kun hos yngre) Nora Mira

I nogle af eksemplerne forudsættes fuldbyrdelsen af andre periodeudviklinger; a-specialiseringen er i alle tilfælde en nødvendig betingelse for eksemplernes gyldighed, men i de to sidste ikke en tilstrækkelig betingelse.

aj-diftongen a[ > er} > af > or/ > a[ Vi har foran os en ret speciel udvikling, der markerer en cirkelbevægelse, aj-diftongen, der nok er sprogets almindeligste, findes i en række højfrekvente ord som ,sig, mig, dig, jeg, maj, vej, nej', og vi behøver ikke tage fremmedord som ,Hein, nylon, Ceylon' med for at vise, at diftongen kan betegnes på usædvanlig mange forskellige måder i skriften. Da de fleste hjemlige ord har førperiodisk «/ (der endnu findes i mange dialekter), bliver udviklingsgangen endnu mere påfaldende. Vi får nemlig «•/ > a[ > aTi > a{ > aT/ > a[ Det var noget af et sprogligt chok for os på de ældste båndoptagelser at høre en a/-udtale, der af de fleste nulevende opfattes som vulgær. Men a/ og arl dominerer i periodens begyndelse, hvad også nogle skriftlige kilder bærer vidnesbyrd om. Fr. L. Mynster, der er født i 1811 i København, skriver således, at ord som ,nej, vej, jeg' udtales ,naj, vaj, jaj' - og det eneste a, der dengang kunne være tale om, var a. Også jyden Israel Levin, der er født året før i Randers, kan oplyse, at a lyder ens i ,tavs, hans, man, maj'. «/ har altså i folks bevidsthed ingenlunde haft samme tvivlsomme status, som det har helt op til periodens slutning. Det kan man forvisse sig om ved at lytte til gamle grammofonplader fra omkring århundredeskiftet, hvad man faktisk ikke så sjældent har lejlighed til i radioen. I begyndelsen af perioden lød det korte a foran det palatale / som nævnt ligesom det korte a i andre stillinger: a. Hos nogle kunne a i aj-diftongen 16

dog være mere lukket og fremskudt end ellers foran andre fortungelyde (palataler og alveolærer), altså det stik modsatte af, hvad der nu er tilfældet: a i aj-diftongen er altid mere åbent end a foran andre fortungelyde, hvor man jo i h-sprog har a, i 1-sprog å. 11-sprog er kontrasten således størst: « «-> å. I grove træk er udviklingens forløb i h-sprog således: 1840-1875: a/ og ari dominerer. 1875-1920: a[ dominerer. 1920-1945: aT[ dominerer. Efter 1945: a/ ekspanderer og sejrer. Medens h-kbhsk. har gennemgået disse mange faser, har 1-kbhsk. repræsenteret konservatismen. «/ har været almindeligst her siden midten af forrige århundrede, da udtalen af aj-diftongen ikke markerede noget sociolektisk skel. Når a[ har kunnet holde sig i 1-kbhsk., skyldes det sikkert den 1-københavnske forlængelse foran /. Man sagde altså (ligesom nu) fak.: /
17

LANGT A Fra tarle til tale Lydudviklingen i ordene > då-nw dame gar-h > gæh gale > få'tw fane > dws3 dase er eksempler på den generelle fremskydning og lukning af det lange a, der ved periodens begyndelse normalt var et a T \ Man kunne sågar i provinsielt h-sprog og scenesprog høre den helt åbne
Langt a ved r I stillingen umiddelbart foran en r-lyd udsættes det lange a: ar' for en modsat rettet udvikling, idet det åbnes for så at smelte helt sammen med den vokaliske r-lyd. Derfor siger vi i dag/a- ,far', sga-a ,skare', sba' ,spar', ha-a ,hare', va-oc ,vare'. I tostavelsesordene kan man dog stadig i distinkt udtale høre sga'n, ha'ro, va'ro, men vokalkvaliteten er under alle omstændigheder a. Åbningen af det lange a foran r er normalt tidligere end lukningen af a i andre stillinger, men hos et mindretal er åbningen senere, således at udtaler som fau, fåu ,far' og ha-rg, hå-rg ,hare' kan forekomme. 18

Op til ca. 1850 har vi kun hørt de gamle former som fx sbwn ,spare', ba^un ,barn', kla'u ,klar', men herefter forløber udviklingen meget hurtigt, og efter 1885 er
Opgave 4 Hvordan kan mon det forklares? Hvorfor er den enerådende moderne udtale vtxba'ha' ,hvadbehager' ikke noget modeksempel? Hvad med tå' ,tage' - fa' ,tager'? • I litteraturen ser man kun sjældent forholdet a^-j/a- behandlet som en regulær lydudvikling. En udtale som fcru ,far' beskrives som en besynderlig gammeldags, forfinet udtale, forbeholdt bourgeoisiet i København. Nogle mener endog på baggrund af (^-./-former at kunne udtale sig om bestemte sjælelige holdninger hos den talende. Lad det være sagt en gang for alle: ar-j er en gammel fællesdansk udtale uden sociale bindinger. Den har fx på Oehlenschlågers tid kunnet høres både hos bydrenge og etatsråder, såvel hos kongen som hos hans kokkepige, på tankens slot og blandt jordbundne filistre. At der endnu i dag eksisterer myter om udtaler som fxfa-j ,far', kan bl.a. tilskrives Karen kcron Blixen 1885, med hvem der jo er bevaret adskillige plader og båndoptagelser. Hendes sprog, der ofte karakteriseres som en sælsom blanding af vulgære og forfinede former udsat for polyper, er faktisk yderst repræsentativt - for generationen omkring 1840 vel at mærke. På grund af specielle opvækstbetingelser er både hendes og broderens sprog retarderet i forhold til de jævnaldrendes. Hendes sprog er påfaldende, på samme måde som det er det i dag at høre en 12-årig dreng med en udtale som en 60-årig - men det er historieforfalskning og falsk psykologisering at ville tilskrive en person med crj/cr-j i sit sprog en bestemt livsindstilling. Langt «• er, da udviklingen sætter ind, ikke nogen ny enhed i vokalsystemet. Kort a + r er nemlig noget tidligere ligeledes smeltet sammen, også med en lang vokal som resultat. Derfor kan man fra et nutidssynspunkt ikke altid afgøre, om et ord har opr. lang eller kort vokal. Nedenfor anføres nogle nye sammenfald, der er opstået som en følge af udviklingen a T v > cc. Ordene i venstre kolonne har opr. kort vokal. barre Skarre karry 2*

bare skare Kari 19

ard nar!(vb.)

art nar(sb.)

Efter udviklingerne CC-A > «• og a?' > å- er vokalafstanden mellem infinitiv og præsens af verber på langt a blevet betragtelig. Hvor man nu siger ha' ha(ve) tå' ta(ge)

ha' har fa' ta(ge)r,

sagdle man før har' tcv'

hcr'u tcr'j,

ligesom man i andre verber på trykstærk vokal havde se' se dø' dø klæ' klæ(de) sy' sy

se'u ser dø'* dør kW i klæ(de)r sy'u syr

osv.

Også i stillingen efter r åbnes det lange a: kror v > krotrto prcr'q > pra'w rcr-na > ru-m prcc'h > prcch di > dra'bli

krav Prag rane prale drabelig

osv.

Hos enkelte meddelere fra forrige århundrede kan man også høre rer eller sågar j-fl'-formér, idet ,ra-'-forbindelsen hos dem kan tage del i den generelle lukning af langt a. rer- > ra- er senere end «Tv >
Opgave 5 Forklar stavefejl som 20

ufordrargelig kammerart

udsalgsbrars tilrarnet

Hvor længe kan de have eksisteret? •

O >å Mos eller måsi Slår man op i ODS (Ordbog over det danske sprog) under ,puffe, sukker, ond, rund' osv., oplyses det, at ordene indeholder vokalen o. Sådanne ord har i moderne rm. å. Man siger altså nu påfd, sago, årC, rårC. å har været almindeligst i københavnsk h-sprog så langt tilbage de lydlige kilder rækker, altså i hvert fald fra 1840'rne, så det er forbavsende, at ODS lagde sig fast på o. Nu må det huskes, at arbejdet med ODS påbegyndtes i begyndelsen af vort århundrede, hvor o ingenlunde var sjælden. Hertil kommer, at redaktionen havde jysk slagside, og i jysk og fynsk holder o sig langt bedre end i københavnsk h-sprog. Som en tredje forklaring kan anføres det forhold, at man med hensyn til udtalebetegnelsen støttede sig stærkt til Otto Jespersen 1860, der som jyde havde o som den mest nærliggende form. Nu er der derimod ingen undskyldning for at skrive o i rigsmålstransskriptioner, men vanens magt er jo stor, og selv i dag finder man ofte o i skolelydskrift, i dagbladstransskriptioner (Sproghjørnet o.lign.), på seminarier og universiteter. Denne bogs to forfattere skulle begge notere o eller en mellemting mellem o og «, da de gik til begynderundervisning i fonetik. Det kan altså godtJEare_QyerlOQ år,.Jørjaijydlov slårjgennem og når frem til rigets højeste læreanstalter. Nu kan det have spillet en rolle, at man i traditionel fonematisk analyse har regnet lyden å som en realisation af fonemet o, en analyse, der efter vor mening ikke er fristende. Det viser sig da også, at uskyldige, ufordærvede studerende i de første transskriptioner af sig selv skriver å i ordene (ligesom de i øvrigt skriver o i typen sæno ,sender'), indtil læreren evt. ved hjælp af sin autoritet og sin røde kuglepen får vænnet dem af med det. - Det kan måske undre læseren, at vi har dolken i ærmet her, men faktisk anser vi det for meget væsentligt, at man som lærer i dansk fonetik optræner sine studerende til at lytte til deres eget sprog, således at transskriptionsøvelserne ikke udvikler sig til at blive en mekanisk indlæring af et nyt alfabet (lydskriftsinventaret). Vi kan fx ikke se nytten af, at kommende dansklærere kan lydskrive sætningen ,kunden læser cigarhandlerens årsskrifter': xkomn Hæsar si \garr \hanhrdtis ]å!rs \sgreftdr. Derimod kan han have stor glæde af en skærpet bevidsthed over for det talte sprog og af de redskaber, man har til at beskrive det. 21

Nu kunne man måske umiddelbart tro, at udviklingen o > å medførte et radikalt sammenfald med den opr. korte å-Iyd, men det er ikke tilfældet. Kort å er allerede længe før perioden udviklet til i (og herfra går udviklingen videre til o, se side 22), så der skelnes gennem hele perioden mellem kost (fejeredskab) - kost (mad) vundet - vandet hullet (sb. bestemt form) - holdet

osv.

Besynderligt nok har vi hørt en del ø-former hos helt unge, men kun i nogle ganske enkelte ord blandt de mange, der er blevet ramt af udviklingen o > å. Adskillige unge siger hos ,hos', kon ,kun', mon ,mon' - men har i øvrigt å overalt i den her behandlede type. I moderne rm. findes o i en række fremmedord (,foto(grafi)' eta), og der opstår nye o'er som følge af udviklingen ru > ro (side 32) i ord som ,russisk, gruppe, krudt' og som følge af forkortelsen foran d og J: mod', tro/, rod' ,mod, tror, rod' osv. o er altså ikke blevet en sjælden sproglyd, den er også bevaret foran A i fx ,hurtig, knurre (hos mange), nordisk, torden' og af analogiske grunde næsten altid bevaret i typen: ,bopladser, totiden5 osv., i fx ,skomager' og ,trofast' findes dog å hos mange, i .frokost' hos alle, hvorfor?

å >D Horld sår orp!

Det l-sproglige i er kendt og lidet agtet af deflesteh-sprogstalende. Vi finder det i mange af sprogets ord: ,holde, potte, komme, lokke, kop, post' osv., hvor h-sproget jo har o. Det var derfor noget af et chok for os at høre den „vulgære" kvalitet hos fornemme gamle skuespillere som fx Peter Jerndorff 1842, der ligefrem for offentligheden stod som indbegrebet af en dannet rigsmålstalende. Det viste sig hurtigt, at han ikke var noget unikum, men blot repræsentant for en generation, der konsekvent havde å svarende til det moderne o. Vi har hørt i-former hos over 10 mellem 1840 og 1860, så sent som hos Karen Blixen 1885 kunne de høres (lyt selv efter på en af de mange optagelser), men herefter er å fortrængt fra h-sprog. På Jerndorffs tid var det selvfølgelig de nye kvaliteter, man var på vagt overfor. Selv har han i sin publikation „Om Oplæsning" advaret mod „den ( )hæslige [Overgangslyd] (- -) mellem aa og a (appe paa Laftet. Kam hun saa? Ja, hun kam da jeg havde kældet.)" Både den afrundede, a-agtige oc-lyd og o må have klinget påfaldende for en person, der selv sagde å. å-formerne var imidlertid på retræte i h-sprog, da Jerndorff omkring århundredeskiftet skrev de citerede 22

linder, hvad også den skarpe iagttager Otto Jespersen 1860 har lagt mærke til. Han skriver i sin „Fonetik" 1897-99, at der særlig hos børn er tendens til at afrunde o. En afrunding vil netop resultere i en a-agtig lyd. Den lyd, Jespersen betegner med o, er imidlertid ikke den moderne o-lyd, men nærmest den gamle a-form. Det ved vi fra de overleverede optagelser med Jespersen. I perioden mellem det enerådende å og det enerådende o i h-sproget har der eksisteret mange forskellige vokalnuancer. Mellemformen o~ var særlig almindelig i begyndelsen; hos personer født i årene omkring århundredeskiftet finder man hos 50% eksempler på afrundede, mere eller mindre a-agtige o'-former eller fremskudte s'er. Afrundingen er kun i helt ekstreme tilfælde så kraftig, at der sker sammenfald af typen ,tap'=,top', ,stakken' = ,stokken', ,Tom'=,tam'. Afrundede og fremskudte udtaler karakteriseres ofte som affekterede, pseudo-fine, og personer, der har hang til fonetisk besjæling, forklarer dem ofte som resultatet af en bevidst reaktion mod den vulgære å-lyd. Hvis dette er rigtigt, skulle iflg. vores undersøgelse en hel generation (1895-1910) for 50 procents vedkommende bestå af snobber. Næh, man finder disse former hos personer af alle politiske og ideologiske afskygninger, vi har fx hørt dem hos Mogens Fog og Hans Kirk, der vist ikke normalt beskyldes for affektation. Hos midaldrende og ældre er s", o altså naturlige nok, men vi vil da ikke 100% afvise, at personer, der er usikre over for h-sproget, i visse tilfælde tilegner sig o", å, evt. som reaktion mod å i deres eget sprog, men man kan i hvert fald ikke uden videre kalde dem for „ekspeditrice-danske" udtaler. I ,åj'-diftongen er førstekomponenten som regel identisk med det o, man har i andre lydlige omgivelser. Også her er afrundede og fremskudte former udsat for fonetisk besjæling. Sammenfald af typen ,høj'=,haj', ,støj'=,steg' er ikke obligatoriske hos nogen og i det hele yderst sjældne - uden for parodier på affekteret sprog.

Opgave 6 Find en person, der beskyldes for at tale affekteret, og lad vedkommende udtale ord som støj - steg høj - haj

sokker - sakker stokken - stakken.

Kan der være sammenfald? - Undersøg endvidere personens korte a-lyde. • I traditionel lydskrift noterer man ofte førstekomponenten i ,åj'-diftongen anderledes end o i andre forbindelser, men som nævnt er denne praksis 23

urimelig. Hvis læseren udtaler ,og så javel' = , og Soya vel' (med samme trykfordeling, ellers duer eksemplet ikke) og har sammenfald af .stråhjerter' og ,strøgærter', kan han roligt følge os på dette punkt - for så har han ikke noget skifte mellem o i de førstnævnte ordformer og o i de sidste. I en anden 3-diftong, ow, sker der også noget i vort århundrede, oiv findes fx i ,sovs, dog, hoven, rogn, flov, kogle, vogn, Poul' - og her havde man obligatorisk åw (i ,-og'-ordene sjældent åq), dengang man havde å overalt svarende til det moderne o. Senere udvikledes der regelmæssigt ow, men et stykke inde i vort århundrede sker der det, at åw „genopstår" for at blive enerådende hos de unge. Personer født mellem 1910 og 1940 vakler almindeligvis, nogle har en fast fordeling, idet ow findes i bestemte ord, åw i andre. Efter 1940 hører man ret sjældent ow hos københavnere. Når udtrykket ,genopstår' er anvendt ovenfor, må det ikke tages for bogstaveligt, åw's nyopdukken skyldes selvfølgelig ikke en erindring hos sprogbrugerne om tidligere forhold, ow > åw indebærer en artikulatorisk lettelse, og det er nok bl.a. her, man skal søge forklaringen på udviklingen.

Opgave 7 På hvilke forskellige måder kan ,og' udtales i dag?

3-ASSIMILATIONEN Anna, jeg skal ned og lufte hunono jceddn > jcedn Jætten' ken'an > ken'n ,kinden' fæh >fcell ,fælde' ko'an > ko'on ,koen'

sgri-va >sgri'w ,skrive' ro'dg > ro'å ,rode' sdap > sda.il =stege' osv., osv.

Den mest_germemgribende lydudvikling i nyere tid er den såkaldte a-assimilation, og man må forbavses over, at dens eksistens i rigsmålet er så godt som upåagtet, også af sprogfolk. Når udviklingen kaldes den mest gennemgribende, er det både, fordi den medfører drastiske forskydninger i sprogsystemet (først og fremmest en række nye sammenfald), og fordi den rammer overordentlig mange af sprogets ord. Endvidere er det en af de få udviklinger, der i sammenhængende tale forløber så godt som uafhængigt af ordgrænser. 3 var tidligere vor almindeligste svagtryksvokal; dansk havde særlig rig repræsentation af denne vokal, eftersom både a, i og u, såkaldte fuldvokaler, var blevet svækket til 9. Medens man i olddansk fx i en række ord med 24

endelsen -i holdt nominativ ude fra andre kasus, der havde -a, kan vi i moderne dansk ikke opretholde en sådan skelnen på tilsvarende måde, for både -i og -a har i tryksvag stilling udviklet sig til a (der altså nu i sidste omgang kan assimileres). olddansk Nominativ hani Akkusativ hana Dativ hana

moderne dansk hane hane hane

I andre bøjningsmønstre kunne en vekslen mellem -a og -u på tilsvarende måde have kasusadskillende funktion: Nominativ gata Akkusativ gatu Dativ gatu osv.

gade gade gade

3 er således trådt i stedet for flere hyppigt anvendte svagtryksvokaler. Når man kalder udviklingen af a, i, u > 3 en svækkelse, skyldes det, at d artikulatorisk er en mere central vokal, en midttungelyd, der hverken er særlig fremskudt eller tilbagetrukken og hverken særlig åben eller snæver. - Med den moderne a-assimilation går man endnu et skridt videre end ved den skitserede middelalderlige svækkelse: en total-assimilation indebærer jo, at lyden som sådan forsvinder, dog ikke nødvendigvis således at alle dénsegenskaber falder bort. En totalassimilation er ikke så radikal en ændring som en synkope (sml. ,himlen' og ,himmelen' henholdsvis med og uden synkope) eller en apokope (sml. ,grev' og ,greve' henholdsvis med og uden apokope), hvor en lyd helt forsvinder. Hvis ordene ,koen' og ,ramme' var blevet ramt af henholdsvis syn- og apokope, havde vi fået ko'n og ram, men det drejer sig om en assimilation, så resultatet bliver ko'on og ram/n. Ved assimilationen sker der altså ikke nogen reduktion af stavelsesantallet. Loven kan formuleres meget enkelt: s assimileres med den mest sonore nabolyd, hvadenten det drejer sig om en vokal eller en konsonant. Ved sonoritet forstår vi klangfylde, dvs. enkeltlydenes lydstyrke ( = hørbarhed) ved et givet ekspirationstryk (ekspirationstryk = udåndingsstyrke). Ved samme udåndingstryk har lydene forskellig styrke, det er ikke lige let at høre dem. Ved et givet tryk kan / fx kun opfattes inden for en afstand af 2 meter fra den talende, medens a kan høres på langt større afstand. Nedenfor skitseres lydenes sonoritetsrangstige

25

mest sonor

åbne vokaler samt J halvåbne, halvsnævre vokaler samt ID, d, / snævre vokaler

Jr mn i\ V

mindst sonor

ustemte konsonanter

Som det kan ses, er ,Orla's mor bedre stillet end ,Fritz'es, når børnene skal kaldes til middagsbordet! Mellem ustemte lyde (fx i ,nakk<»kam' nagakam') og ustemt lyd + nul (fx i , hoppe.') kan a umuligt assimileres med den mest sonore nabolyd, uden at stavelsesantallet reduceres, for en ustemt lyd kan ikke danne stavelse. Man skulle da vente, at resultatet i sådanne tilfælde blev naggkcan\ fabb, sgåff,skuffe', hilss da ,hilse dig', dvs. nok en stavelse mindre, men med dobbelt ( = lang) ustemt lyd. Sådan går det dog ikke. Resultatet er et regulært tab af 3: nocgkatri, hob, sgåf, hils da. Den forventede lange ustemte lyd er forkortet, der er ingen erstatningsforlængelse. Når vi taler om a-assimilation fremover, inkluderer vi disse a-tab. Før vi går videre med en gennemgang af udviklingen i de forskellige lydlige omgivelser, skal det lige understreges, at a-assimilationen endnu ikke er gennemført i sproget. I flere tilfælde optræder assimilerede og uassimilerede former side om side, også hos den enkelte meddeler, i andre tilfælde er a oftest eller altid bevaret uassimileret, men alt i alt er a i de fleste lydlige omgivelser i hjemlige ord (og stort set også fremmedord) mod slutningen af perioden kun en sjældent hørt lydlig mulighed, ofte snævert bundet til distinkt tale. Meget tidligt assimileres a med de mest sonore nabolyde, altså med tilstødende vokaler, tidligere med de åbne end med de snævre. I det hele taget gælder der den enkle regel, at udviklingen er tidligere, jo mere sonor nabolyden er. Allerede ved periodens begyndelse hører man dermed næsten altid å'ån ,åen', sø'øn ,søen', cra ,ae' ( = klappe), mæhos ,melde os'. Type 1: Som det kunne ses af de 4 netop anførte eksempler resulterer assimilationen med en nabovokal i en gentagelse af den fra a forskellige vokal: å'an > å'ån. Type 2: Assimileres a med de sonore lyde tv, /, d efter kort vokal, gentages w, /, 3 stavelsesdannende: w, /, d danner stavelsestop, ligesom a gjorde det før udviklingen: sows > sswtv ,sove', syw'arihaV > syw'ymhal' Ji\ rap > mft ,reje', no[3n > nslpi ,nøgen', sedd > sedø ,sidde', sgoda > sgodfy ,skodde' osv. 26

Assimilation i type 2 kan også høres fra periodens begyndelse, men den er ikke så tidlig som assimilationen i type 1. a-assimilation ved d efter lang vokal giver stavelsesdannende å: go-da > go'$ ,gode', x'da > *r<5 ,æde', la'dsn > læån ,laden' osv. Et å vil i dansk normalt være mere sonort end de mindst sonore vokaler, hvorfor 9 mellem disse vokaler og d assimileres med konsonanten, ikke med nabovokalen. Eksempler som de følgende hører derfor hjemme i type 2, ikke i type 1: ti-$ ,tiet', Wå ,li(de) det', sgrwd ,skruet', kw$ ,kuet', sgy$ ,skyet'. Type 3: Herefter følger assimilation med de ligeledes stemte, men mindre sonore nabolyde som i de nedenfor anførte eksempler. Ligesom i type 2 gælder det, at efter kort vokal fås identisk, stavelsesdannende konsonant (pcena > pænij. ,penne')- Efter lang vokal er det konsonanten foran 3, der bliver stavelsesdannende Qwrna > pce-n ,pæne')- Eksempler: mæh > mæ],male' næh > ncel1,nælde' rand > rånn ,runde' Iæm3 > Ixm ,larme' færp > færpi ,fænge'

hirh >/z«7,hule' fa[3 > fall,falde' to'tiB >to"/?,tone' fø"«a >læ-n,læne' lærCan > læn'n ,lænden' dcrma > då'rfi ,dame' ramd > rumrri ,ramme' næmB > næmm ,nemme' lårpn > lårpi ,lungen' osv.

Type 4: a-assimilation ved ustemt konsonant resulterer som nævnt i fuldstændigt bortfald af opr. a. Udviklingen her får altså mere drastiske konsekvenser for ordstrukturen. husgd > husg ,huske' fads >fad,fatts' knobs > knob ,knappe'

tcer[g3 > tceqg ,tænke' pass > pas,passe' kafs > Æa/,kaffe'

osv.

Her er den assimilerede form jo ingenlunde obligatorisk, selv ikke hos de yngste, og i højere grad end ellers er den bundet til sammenhængende tale: x degydegxpas ,det kan da ikke passe', dusg^husgdinpagsigahåds ,du skal huske din pakke cigaretter' osv.

Opgave 8 Skriv i transskription assimilationsresultatet i nedenstående ord: ,kulde, kuglen, sjælen, sjælden, dagen, huset, k'et, tågen, byen, Lindegården, hjorten, takke (i ytringsudlyd), (kan du) ikke sætte (den dér?)'. •

Særtyper Forbindelsen / + a trodser i nogen grad assimilationen, uden dog ved perio27

dens slutning at være upåvirlcet nerai. , vilje, unje, Kastanje" osv. nøres oite med a, men assimilationen er dog i fremmarch. Assimilationsforløbet er også trægere i typen -VCjC2a (V = vokal, C = konsonant), hvis Q er mindre sonor en C2. Dette viser sig i ord som ,pusle, tætne, takle, ødsle, cykle, fable, mugne, ramle, væbne, formøble'. Endelig modstår et „bitryks-a", dvs. et a efter nultryksstavelse, på grund af sit relativt stærke tryk (helt eller næsten = bitryk) bedre assimilationen end a i andre stillinger: hivsrp ,husene', kadija ,kattene', a'roc'bana ,araberne', sy'osgB ,syerske' osv. I forbindelserne opr. da, ad, an og hvor a står foran en sonor vokal, er assimilation dog også her langt almindeligst i periodens slutning. Derfor siger man laldd ,lallede',fcctidd,fangede', e'pnd ,egernet', vcualsd , værelset', j3/onsn ,Jørgensen', ^hwsrpoga ha.-^n ,husene og garagen', hbænnosdr^må'tisg .spændende og dramatisk'.

Opgave 9 Forklar den komiske virkning (på det sproglige plan) af Osvald Helmuths hyppigt gentagne „Anna, j'eg skal ud og lufte hundene", sidste ord udtalt hunana.

•

a assimileres, alt andet lige, lettere mellem identiske konsonanter og konsonanter med beslægtet artikulation end mellem forskelligt dannede lyde. Der er større tilbøjelighed til assimilation i spændende nittende alle lusene og vise sig dumme bror den gamle las

end i

drengene stikkende alle musene og vise mig dumme søster den gamle garde

Vi har hidtil især set på ordformer uden for sammenhængende tale; vi har inddelt dem i typer efter overgangstidspunkt og - uløseligt forbundet hermed nabolydenes sonoritetsgrad. Af afgørende betydning for overgangens forløb er endvidere placeringen af a i sætningen. Foran pause, altså især i sætningsudlyd, bevares a langt bedre end i stillinger, hvor a står i obligatorisk indlyd. Et a i ordudlyd har mulighed for placering i sætningsudlyd, det har et indlydsa naturligvis ikke. Derfor kan man høre kam ,kande', men ikke kanan ,kanden', pce'h ,pæle\ men ikke pæ'hn ,pælen', vafa ,veje', men ikke vanart ,vejen' osv. (Læseudtaler ses der som sædvanlig bort fra). Ord, der ender på opr. a/, an, ad eller opr. asa, ana, alda, apa har derfor særlig tidlig og obligatorisk assimilation. 28

Eksempler: sygl cykel sdag\ stakkel

køgr[ køkken sbråfå sprunget

Fortsæt selv: husene cyklede

kendelse væltede

lagri lakken svetf$ svinget

springende enkelte

Opgave 10

Ja eller nej! - Er der i de nedenfor anførte ord og konstruktioner sammenfald mellem venstre og højre kolonne i „solid", tydelig udtale efter udviklingen? pigen - pine forsone — for soen doven - dovne egen - egne tide - tiet ruget - rude skyet - skyde •

for ti i sagen - fortie sagen sende os en hilsen - sender os en hilsen Fuglsang - fuglesang kan Due ånde - kan duer ånde ene i mål - enig i mål - enige mål nissen Adser - nisse nasser

NOGLE VOKALÆNDRINGER VED R Strikke, strække, strejke. Rikke, række, rakke. Hære, herre, hager Kort og langt e og ø åbnes i stillingen efter r, således at der svarende til opr. re, rø, re-, rø- i periodens sidste del haves ræ, ro, ræ\ ro- eller endnu åbnere vokalkvaliteter. De fire lydforbindelser er meget almindelige i sproget, vi har dem fx i (opr. re) fred, frisk, krikke, prins (opr. rø) bryst, frygt, grynt, krykke (opr. re-) ren, greve, kreds, skrevet (opr. rø-) frø, frøken, grød, prøve De kortvokaliske forbindelser åbnes langt tidligst. Hos yngre mennesker kan de opr. kvaliteter ikke længere høres, end ikke hos konservativt talende. De nye former er faktisk allerede i overtal omkring 1840, altså så langt tilbage vi kan følge sproget ved direkte aflytning - men de omtales først i 1950'erne, og da nærmest som noget specielt for den opvoksende generation i hovedstaden. En af de forfattere, der særmærker formerne på denne måde, siger 29

for øvrigt selv ræ og ro, uden dog vist at ville henregne sig selv til gruppen af unge københavnere. Vedkommende er vokset op i Østjylland omkring århundredeskiftet og i øvrigt en højt estimeret forsker. Det kan i første omgang virke forbløffende, at der skulle gå så mange år, før sprogforskerne fik øre for de nye former, men det må erindres, at de fleste, når de ytrer sig om rigsmålsudtalen, støtter sig meget stærkt til deres eget sprog, og når man lytter til sin egen udtale, taler man normalt på et højere distinkthedsniveau end i alm. flydende tale. Distinkte former er så godt som altid historisk ældre, altså konservative, end de ikke-distinkte, og er man (som flere af de forskere, der har beskæftiget sig med rigsmålsudtale) opvokset i provinsen, kan det blive meget gamle former, man har for „sit indre øre". H-sprogstalende provinsboer er nemlig normalt konservative i forhold til de jævnaldrende i hovedstaden, hvorfra de fleste rigsmålsudviklinger udgår. Hertil kommer, at mange er stærkt prægede af Otto Jespersens beskrivelser af dansk udtale (de ligger også til grund for udtalegengivelsen i Ordbog over det danske sprog) - og for Jespersen 1860 var re og rø-formerne de mest nærliggende. Endelig skal det betones, at udviklingerne re > ræ og rø > ro ikke medfører særlig iørefaldende sammenfald, ord, der tidligere udtaltes forskelligt, er normalt heller ikke ens efter denne udvikling - og nye sammenfald (eller nye differentieringsmuligheder) er noget af det, der interesserer sprogfolk mest. Når der ikke sker sammenfald med opr. ræ og ro, skyldes det, at disse forbindelser allerede tidligere er udviklet til rd og ro eller endnu mere fremskredne vokalpositioner. Af ord med opr. ræ kan fx nævnes ,dreng, fremmed, præst, ret, skræk, træffe', der allerede under udviklingen re > rce stort set havde nået /-a-stadiet. I dag har de fleste midaldrende og unge h-sprogstalende en ultrakort «/T-diftong, hvorfor der heller ikke nu er sammenfald af opr. re og opr. rx, selv om opr. re har nået ra-stadiet hos mange. Man hører hos unge ofte udtaler som rågdi ,rigtig', brag ,brik', fråsd ,frist'.

Opgave 11 Transskriber, kommenter og rubricer nedenstående ordformer på basis af de givne oplysninger: strikke - strække - strejke brik - bræk - brak spring - spræng - sprang • Den opr. ræ-forbindelse er foran alveolær og labial gået videre til ræ, tidligst i 1-sprog, endnu kun på begyndelsesstadiet i h-sprog. Man hører udtaler som rad ,ret', grasg ,græsk', fram" ,frem' - ikke kun i 1-sprog. 30

Opgave 12 Er der i h- og/eller 1-sprog sammenfald mellem nedenstående ord blandt unge? Ja eller nej! bredt - bræt bræt - brat kræft - kraft rakke - række

rinde

rende - rande - rende trævl - travl trange - trænge

•

Åbningen af opr. re- og det sluttelige sammenfald med opr. rce- medfører opkomsten af en lang række nye homonymer. Nu kan en og samme udtale betyde ,skrevet' og ,skrævet', .kreds' og .kræs', .Gregers' og ,grækers', ,reb' og ,ræb', ,tre' og ,træ' osv. Dette er dog først slutresultatet af udviklingen; i adskillige årtier holdes de to forbindelser ude fra hinanden, idet opr. rcebevares eller åbnes til rå-, medens opr. re- kan udtales reT- eller rx[, altså diftongeret. I denne mellemperiode kan der opstå sammenfald af typen ,tre'=,træg' (hvis sidste ord har fuldbyrdet spirantsvækkelse q > ( og forkortelse foran /, men ikke svind af /). Sammenfaldet mellem opr. re- og rcekan ytre sig på to forskellige måder: ved udtalen ræ^- og ved rå\ I mange tilfælde når opr. rce- slutstadiet først, men indhentes af opr. re-, hvorved sammenfaldet bliver en realitet. Rim er meget traditionsbestemte, og evt. nye rimmuligheder har kun få muligheder for at slå igennem, når de ikke har støtte i skriften, altså når der ikke er tale om visuelle rim. Se fx traditionens styrke i nedenstående ordpar^ der stadig rimer - eller gør de? grønt ~ kønt anden ~ randen østen ~ røsten

gæsten ~ præsten spring ~ ting øde ~ røde

Opgave 13 Grib nærmeste jyde og slip først, når vedkommende har udtalt ordene ,træne', ,stræbe' og ,kræve'. Der er pæne chancer for udtaler som trå-na, sdrå-ba, krævd dvs. tra^ns, sdra^ba, krai'va. Personer med denne udtale af opr. rce- vil ikke have sammenfald af opr. re- og rce-, især ikke, da udviklingen re- > ræ-'- er temmelig sen i jysk. Mange unge h-sprogstalende jyder har dog sammenfald i overensstemmelse med den alm. tendens til, at de i provinsen sprogligt mindst lokalprægede mister flere og flere af de resterende lokale særtræk. Udviklingen rce- > rå- er særdeles påfaldende, eftersom det, så vidt vi kan se, er den eneste ikke-dialektale lydlov i dansk, der ikke udgår fra København, og som holder sig uden for københavnsk og sjællandsk. • 31

Med rimmuligheden ,øde' ~ ,røde' tangerede vi udviklingen rø- > ro-, der er parallel med den foregående. Den artikulatoriske forskel på de to forbindelser er blot den, at vokalen er rundet i rø', ikke i re\ Opr. ro' fandtes kun i ganske få ord, fx ,brøle' og ,drøne', hvorfor udviklingen ikke medfører ret mange nye sammenfald. Men udviklingen rammer mange ord, da rø- er en ret alm. forbindelse i sproget: be]drø'v$ > be'dro'vd ,bedrøvet', brø'da > br6[63 , brøde', frø'gan > frd'gq ,frøken' osv. Som det måske er fremgået, opstår der her i overgangsperioden diftongerede udtaler, fx kro['b ,krøb', der endnu mod slutningen af perioden kan høres i distinkt tale hos personer, der spontant har kro'b. Opgave 14 Hvordan udtales Turø Ærø Sorø? Spørg mindst 5 i omgangskredsen/på holdet og forklar den spredning, man formodentlig vil kunne finde selv i en lille kreds. Hvordan forresten med ,Rømø' ? •

ru, rw > ro, ro' Hos mange af de yngste er ru og rw udviklet til ro og ro\ Det betyderjjaturligvis, at mange ord, der tidligere udtalemæssigt har været lette at høre forskel på, nufaldef sammen: rude = Rode gru = gro brug = bro

krus = kros grus = Groes ruse = rose

osv.

Vi blev ledt på sporet af udviklingen ved at høre to børnehavebørn lege købmand. En handel blev indledt med standardformularen „Goddag frue, Jfaolivad skulle der være?" Herefter skærpedes opmærksomheden over for udtalen af ra/nr-forbindelserne, der kunne jo være tale om en udtaleejendommelighed hos netop de to børn, men i en lommebog til sprogiagttagelser står der to dage senere at læse: I.L. 67 (initialer + fødselsår): „Der sidder en snegl på ruden" ro'Qn, speaker i radioen: rosisg ,russisk'. - Da vi kort efter skulle på optegnelsesrejse til Odense, besluttede vi at sætte nogle ,ru'-ord på spørgelisten, og det viste sig, at 22 af 24 gymnasiaster på Mulernes Legatskole 32

havde gennemført udvikling til rø<-> eller (noget hyppigere) spor af udviklingen i enkelte ord. Forløbet er i øvrigt karakteristisk for arbejdet med nyere udviklinger: førsXenkeltiagttagelsen, senere den skærpede opmærksomhed og til sidst den systematiske undersøgelse.

Opgave 15 Udarbejd en liste over ord med opr. ru og rw og undersøg blandt yngre, om sammenfaldet med opr. ro/ro' er fakultativt eller obligatorisk, om ru/rtr evt. i nogle af ordene holder sig bedre end i andre. Hvilke problemer ved selve testningen er i øvrigt forbundet med en sådan undersøgelse? •

ou > DU du > ou er også en af de udviklinger, vi kan følge i sprogsamfundet i dag. Så godt som alle børn og unge har b'u i ord som , Søren, smøre, gøre, før (præp. adv.), tør (adj.)', midaldrende vakler, således at de snart har du, snart ou, og ældre har oftest du. Vi står her igen over for en vokalåbning ved r, og karakteristisk nok rammer udviklingen først de ord, der har både foranstående og efterfølgende r, altså ordene med ,rør-\ Allerede i forrige århundredes sidste halvdel træffer man adskillige rov-former hos personer, der i alle andre herhen hørende ord har du. De ord, det drejer sig om, er ,rør, røre, berøring, oprør' osv. Efter 1930 har vi ingen meddelere, der siger rdu, hvorimod der er flere, der har du i forbindelser uden foranstående r. Perioden 1920-45 er præget af stor vaklen, idet mange som regel har du i de enstavede ord (,før, dør (med bøjningsformer), tør'), men oftest DU i de to- og flerstavede ord (,smøre, gøre, snøre, afgørelse' osv.). Man kan også træffe meddelere, der kun har bevaret du i et eller to af enstavelsesordene ( + evt. bøjningsformer heraf), men har du i alle de andre. En meddeler fra 1946 har fx gennemført bu undtagen i do/, dcCon, dd'oina).

De fleste af de unge på dM-stadiet overfører udtalen på franske ord som ,Pasteur, vigør, Ambassadeur', hvor man tidligere havde obligatorisk du. Danske lydudviklinger kan altså få konsekvenser for udtalen af fremmedord, og som bekendt er man endog tilbøjelig til at anvende sit eget sprogs lydinventar og lydforbindelser, når man taler fremmedsprog. Derfor kan man nu ofte høre udtaler som sø svi Bu sauvi Hb'u ,je suis leur serviteur'. Udviklingen er tidligere i 1- end i h-kbhsk. og støttes nok af de kortvokaliske 6>forbindelser (,først, større, mørk, tørst' osv.), der meget tidligere er blevet åbnet fra OA > 3A. ov-ordene kan jo som andre ord også selv optræde 3 Udtaleforskelle i Danmark

33

i kortvokalisk form, både pga. forkortelsen foran A og den almindelige forkortelse i tryksvag stilling: ,gøre nar af, smøre smør på, snøre reb sammen osv.

æ-u > au

I periodens sidste årtier udvikles de gamle av-forbindelser til d'j hos mange meddelere. ,Lære' udtales altså lå^h, ,stær' sdåf, jæger' (med nyudviklet stumt g) jåmo, ,færing' fåjeri osv. I sjællandskpåvirket udtale har CCA kunnet høres langt tilbage i tiden, og i det højfrekvente ord ,være' har å^u også i h-sprog haft stor udbredelse, især i tryksvag stilling. Udviklingen kan ophæves, hvor Å i tostavelsesord er bøjningsmærke: ,læger', ,bevæger' eta, og i ,europæer, makkebæer' m.fl. kan udviklingen suspenderes ved analogisk indvirkning fra
å og r smelter sammen

Et verbum, der ender på trykstærk vokal, danner nutid ved tilføjelse af et r til stammen: at se - han se-r at gi - jeg gi-r osv.

at sky - jeg sky-r at bo - jeg bo-r

Ser vi på verber, der ender på ,å', danner de ikke nogen undtagelse i skriftbilledet: at gå - han gå-r at spå - han spå-r at få - han få-r osv. Udtalemæssigt var ,å'-ordene heller ikke nogen undtagelse indtil for 75-100 år siden. Dengang sagde man nemlig sdå'u, gå'u,flctji,få'j. ,(han) står, går, flår, får' eta, men i dag siger vi jo sdå', gå\ flå', få', å- og r-lyden er (ligesom a-lyd plus r-lyd, se side 18) smeltet sammen til en ny vokal (se dog side 22), der artikulatorisk er et meget godt kompromis mellem åm og det a-agtige u, 34

lyden er mere lukket end o, mere åben end å, men mere tilbagetrukken end o (se skemaet over de danske vokalers placering i Steffen Heger: Tale og Tegn). I øvrigt er lydudviklingen generel, alle gamle åT-forbindelser udvikles til k, eksemplerne fra verbalbøjningen var kun et bekvemt udgangspunkt, selvfølgelig udtales nu

hvor det før udtaltes

år

å'

skår når (konj., vb.) Morten

sgå' nå' mkdn

å'u sgffu nå'u må'Addn

Vi har hidtil givet eksempler med lang vokal foran A og set, at sammensmeltningen som resultat gav en lang vokal. Vi har jo på dansk kun to sprogligt kommutable vokalkvantiteter, så sammensmeltningen af den lange vokal og den meget sonore konsonant resulterer naturligt ikke i nogen overlang vokal, hvad man måske ellers kunne vente - og konsekvensen er, at man efter overgangen ikke længere kan skelne mellem oprindelig kort og lang vokal foran opr. r-lyd, for kort å-lyd er nemlig også smeltet sammen med en efterfølgende r-lyd med et langt k som resultat. Dette sammenfald kan illustreres med et par eksempler (oprindelig lang vokal til venstre, oprindelig kort vokal til højre): våres = får og stude = vorte = fåret =

vores forrest ude vorde (tak) for (d)et

osv.

Kendere af sproghistorie kan nu i mange tilfælde ud fra moderne udtale slutte sig til de gamle kvantitetsforhold. Hvor der i enstavelsesord ikke er stød, kan man godt regne med, at vokalen oprindelig var kort. Præp./adv. ,for' har således oprindelig kort vokal, medens verbet ,får', der har stød, har oprindelig lang vokal. Gamle lange vokaler modsvares i skriften oftest, men slet ikke altid, af ,å', neutrumsformen ,hårdt' er den eneste med ,å' i skriften, der har oprindelig kort vokal. De oprindelige forhold kan også stadig konstateres hos de få og gamle rigsmålstalende, der har bevaret åru, og hos provinsielt rm.-talende. Sammenfald af oprindelig kort og lang vokal foran opr. r er i vort materiale ikke forekommet før 1885, men herefter er udviklingen gået hurtigt, for i 1900-tallet har vi kun tre københavnske meddelere (alle fra første årti), der skelner mellem opr. å'r og opr. or{ < år). 3*

35

Opgave 16 Har denne udvikling gjort det lettere eller vanskeligere at lære at stave? Dan pluralis af ordene ,å, då, rå, h, k' og forklar udtalen. (Efternavnene) ,Skaarup, Aarup, Strårup, Pårup' har konkurrerende udtaler nu. Hvorfor? • OA

> UA

Opgave 17 Undersøg hos forskellige aldersgrupper udtalen af -ur-forbindelsen i flg. ord agurk burde hurtig skurk skurre

slurk smurte spurgte surre turnering

Hvordan er udviklingstendensen i moderne rigsmål? Hvad er fælles for de ord, der har OA ? Læs først næste afsnit, når undersøgelsen er foretaget. • Udviklingen OA > UA er ikke generel; der kan ikke opstilles nogen lydlov, der siger, at alle oforbindelser i sproget udvikles til UA, for udviklingen rammer ikke ord, der i skriften har ,-or'. Ingen mennesker siger sgjuuda .skjorte', nuAdisg ,nordisk', tmdnvcex' ,tordenvejr' eller suAd ,sort'. I vort materiale er forholdene ganske enkle op til 1880. Alle meddelere har OA eller endnu åbnere vokalkvaliteter svarende til skriftens -ur-. Først et stykke inde i det ny århundrede får UA sikkert fodfæste, tidligst i de sjældnere ord. - En stikprøve blandt personer født mellem 1950 og 1955 gav flg. resultat: burde hurtig journalist spurv, kurv spurgt(e), smurt(e) purk, skurk agurk, gurgle, spurt

OA

UA

3 11 14 3 12 0 0

11 3 0 (skriften har ,our') 11 2 14 14

I ,skurre' og ,kurre' er UA langt almindeligst, i de mere gængse ,snurre' og .knurre' holder OA sig bedre. I ,hurtig' er OA som det fremgår stadig det almindeligste, men i Jylland og på Fyn høres UA hyppigst hos unge. 36

I parodier på 1-sprog hører man ofte udtaler som a'gå-g, sgkg osv., men også i h-sprog har der eksisteret vokalkvaliteter åbnere end o, og man kan stadig høre fx ,knurre' og ,knurhår' udtalt med å\ ligesom gå-å ,Gurre' ikke er ualmindelig. Udtalen kå,' ,kurv' (alm. hos ældre) har ikke helt samme historiske baggrund som de netop anførte ord. Medens OA > UA som nævnt ikke er generel, gælder det udviklingerne eA > IA og ØA > I/A, at de er regulære lydlove. Disse udviklinger rammer ord som ,kirke, forvirre, stirre, pirre, knirke, virke, styrte, fyrste, forstyrre, styrke', der hos meddelere født 1840-1870 udtales med eA og ØA, ja hos nogle endog med lidt åbnere vokalkvalitet: sæAga ,cirka', fdAsda ,fyrste' osv. 1870-1890 breder de nyudviklede, snævre vokaler sig, og der forekommer en del mellemformer, dvs. kvaliteter mellem i og e, y og ø - men stadig er eA og ØA almindeligst. Herefter ændrer billedet sig meget hurtigt, i perioden 1900-1910 har således kun 3 af 16 h-kbhsk.-talende spor af de gamle former, men et godt stykke ind i det ny århundrede optræder eA og ØA dog sporadisk, særlig længe i ord, hvor r ikke følges af en anden konsonant og hos meddelere med provinsiel baggrund. Ingen danske dialekter har gennemført snæver vokal i de herhen hørende ord. ceA, OA, 3^-former kendes især fra 1-kbhsk.: kåAgs ,kirke', jåAdasdoAgneri hjertestyrkning' osv. De har hos h-sprogstalende aldrig stået i høj kurs, og den opfattelse har da også været fremført, at de nuværende snævre kvaliteter skulle skyldes en reaktion mod de simple, åbne udtaler. Snarere kunne man vel tænke sig en skriftsprogspåvirkning, men det må tages i betragtning, at skriftens ,i' hyppigere modsvarer e end / i udtalen, når vokalen er kort. På den anden side, hvis skriften kunne tænkes at fungere som en slags appelinstans i en periode, hvor der i sprogsamfundet kunne høres både eA og informer, da var det måske i højere grad vokalens alfabetiske lydværdi, der fik betydning. Man kender jo ræsonnementer som flg.: A: Hedder det Udo eller bedol B: bids, ordet staves jo med ,i'! A: Ja, det har du ret i! Så har jyderne jo egentlig ret, når de siger fig i stedet foxfeg, det var forresten sjovt, det har jeg aldrig tænkt over før! At argumentationen ikke er holdbar, behøver vel ingen dokumentation. Udviklingen trodser i øvrigt skriften for ordene ,birkes' og ,kirtel's vedkommende. De stavedes normalt med ,e' på overgangstidspunktet.

37

NOGLE MONOFTONGERINGER Har du reddet dig i odde ? Opgave 18 Gengiv i transskription de fremhævede ord: ,Der er blevet fejet på gaden' i -' LS C ,Nonnen tog tøjet af sømanden' ? • ,Han smøgede ærmerne op' • i ,Eleverne har bøjet verberne' ,Han har da aldrig ejet pengene' • Ord som de fremhævede havde i periodens begyndelse almindeligvis diftong, ,aj'- eller ,åj'-diftong. Men som den gunstige læser og medarbadder sikkert har iagttaget, er monoftong i dag det almindeligste, hos mange helt enerådende, også i maddet distinkt tale. De fleste har dog svært ved at erkende det, dels selvfølgelig pga. skriften, dels fordi de fleste af ordene i andre bøjningsformer har en diftong, der aldrig er udsat for monoftongering: Det hedder to[ ,tøj', aldrig tod afd ,eje', - adø smop ,smøger', - smaåo For at monoftongeringen kan sætte ind, kræves der nemlig, at visse lydlige betingelser er opfyldt: Efter / skal der stå et 6. Kontakten mellem / og å er førs£ etableret via a-assimilationen (undtagen i ordet ,arbejde'), et andet forhold, der gør udviklingen til en periodeudvikling, der i alt væsentligt sætter ind og afsluttes i selve perioden. Ordene ,arbejde' og ,megef adskiller sig fra de øvrige derved, at analogisk indflydelse fra andre bøjningsformer ikke kan gøre sig gældende (,arbejde') eller næppe gør det (,mege«' er et så sjældent ord, at det sandsynligvis ikke influerer på det topfrekvente ,meget'). a-baå'd er dog ikke blevet enerådende, sideformen crbafda med ,aj' + klusil er langt mest udbredt mod periodens slutning. Overgangen synes da også særlig tidlig i disse ord. En række nye sammenfald opstår efter udviklingen. Således bliver nedenstående sætninger dobbelttydige:

I ,aj'-diftongen vakler a-kvaliteten som bekendt i perioden. I tilfælde af monoftongering kunne to muligheder tænkes: 1) a'et bliver det a, den pågældende normalt har foran d, altså som regel a. 2) Man overfører den kvalitet, 38

man har i ,aj'-diftongen, til den monoftongerede form. For personer på «/stadiet med a foran alveolar må kvaliteten nødvendigvis blive a: sbadd ,speget', nad$ ,nejet' etc. Personer på «T/-stadiet har enten plad$ eller plcrdd ,plejet', la-rdd/ladd ,leget' etc. Personer med a/ har enten a, ar eller a. Da ordene også ved monoftongering kan få lang vokal, bliver forholdene brogede, og da særlig i ordet ,meget': han a lmå-åd ^må'åd Qmeraå xmæad~) xsæhego

,han er meget meget selvsikker'. 11-kbhsk. har ma-ad domineret billedet i mange år. Her findes a- også i andre herhenhørende ord, idet der er vokalforlængelse foran /, hvorfor der er sammenfald af eget og arret peget og parret fejet og faret. Derimod har 1-kbhsk. aldrig kendt til sammenfaldet padde-peget, eftersom a/-kvaliteten i ,aj'-diftongen har eksisteret lige så længe, som monoftongeringstendensen har gjort sig gældende. En mindst lige så gennemgribende udvikling i perioden er den noget senere w > -f- foran d, altså også en monoftongering og en assimilation ved to meget sonore lyde. Den er selv hos de yngste ikke gennemført, idet de gamle diftonger findes bevaret i det mindste i distinkt tale. K)-diftonger er mere almindelige i sproget end /-diftonger, så udviklingen her rammer flere forskellige lydkombinationer end den førnævnte. Til gengæld rammer den ikke axo og sw-forbindelserne, fx i ordene ,ravet sb., jaget sb. (udtalt med wdiftong), rovet, tovet'. Vi kender ingen udtaler md'$ ,ravef, tod'$ ,tovet', men masser af eksempler på assimilerede former i ød(l ,øvet', prød$ ,prøvef, le-$lled$ ,levet', tced$ ,tævet', læ$ ,lavet', lå$ ,lovet\

Opgave 19 Undersøg, hvilke skriftformer der kan være knyttet til nedenstående udtaleformer:

UDVIKLINGEN g >

l

.

w Kagling og Cavling En af de mest gennemgribende lydudviklinger i nyere tid resulterer i, at en sproglyd simpelt hen forsvinder fra lydinventaret. Det er udviklingen q >

. w 39

/ og w eksisterede i forvejen (fx i ,fejle, løg, hav, peber'), tb opr. kun efter kort vokal. I forvejen eksisterende lyde overtager altså q's plads, hvorfor lydinventaret reduceres med en enhed, q er det såkaldte åbne g, der findes i rigsmålet efter vokal i ord som ,neger, bøger, faglig, foredrag, bjerg', men som i vore dage kun kan høres hos ældre mennesker og hos personer med jysk baggrund. Midaldrende og yngre har fået / efter fortungevokaler (sdep ,Stege', sø-fa ,søge' osv.), adskillige endog konsonantsvind, se herom nedenfor. Efter bagtungevokaler o g j findes efter overgangen w (dronva ,drage', bja/ipd ,bjerget' osv.). Efter I fås j (fcel'j ,fælg'). Da både w og / som nævnt eksisterede i sproget før overgangen, opstår der en række nye sammenfald: nagle = navle bagmand = Baumann krager = kraver følge = (porte)følje osv. - og det er klart, at udviklingen komplicerer stavningen for skoleelever og andre. Stavefejl som ,ravnarok', ,pagse', ,Sagl og David', ,bavside' er således en direkte følge af udtaleændringen. Ligesom artikulationen af andre konsonanter delvis er bestemt af de omgivende lyde (sml. h i ,fra Holte' og ,i Hillerød', [k] i ,kilo' og ,Carlo') kan også q variere. I traditionel lydskrift skelner man mellem q og y, men da alle konsonanter som nævnt har en vis variationsbredde, ser vi ingen grund til specielt at markere det ved opr. q, især da anvendelsen af y alt for længe har blokeret forståelsen for, at q som selvstændig sproglyd (fonem) er gået ud af sproget. Før vi går over til en nærmere beskrivelse af udviklingens forløb og faser, skal vi lige gøre opmærksom på, at man ikke uden videre kan regne med, at ældre rigsmål har haft q, hvor der i skriften er ,g' efter vokal. Efter de helt snævre vokaler i, u, y har q altid været sjælden: ,pige, uge, ryge, stadig' osv. Efter o- har q længe kun været fakultativ: ,katalog, filolog, drog, tog' osv. Selv når man ser vort fra disse ord, kan man ikke være sikker på, at ,-g' i skriften modsvaredes af q, et ord som ,pægl' havde normalt ikke q, ,dag' heller ikke, og ,vogn, dog, og, rogn, vågne' havde også før overgangen normalt w. ,Røg, smøge, egn' etc. havde normalt /. Overgangens forløb: Overgangen er tidligst

I 40

a) efter fortungevokaler og efter 1 b) efter rundede bagtungevokaler c) efter et u, der påfølger rundet vokal.

Typen omfatter altså ord som ,kage, neger, klæg, Køge, klog, sørge, dogme, følge' osv. I type 1 betyder udviklingen kun en ændring af tungestillingen. Type 2 er ord med q efter a: ,faglig, magnumflaske, sagn, Ragna' osv. Udviklingen her gennemføres noget senere end i type 1, og artikulatorisk indebærer den såvel en ændring af tungestilling som af læbestilling, (w er jo rundet.) Type 3 - ordene holder længst på q. Det er ord som ,drage, brag, uddrag, færge, bjerg', altså med q efter or og q efter et A, der efterfølger en urundet vokal. Også her ændres både tunge- og læbestilling. Der gælder flg. regler for forholdet mellem typerne: a) udviklingen er hos den enkelte person aldrig længere fremskredet i en type af højere nummer end i én af lavere, men ofte omvendt. b) Hvor q findes blot fakultativt i type 1 eller 2, er den gennemført i type 3. Allerede i perioden 1840-1870 kan der høres nyudviklede /- og w-iormer i type 1, men aldrig i type 2 og 3, og så tidligt som i 1890'erne kan man finde personer, der aldrig i spontan tale har q i type 1, men normalt har q i type 2 og altid i type 3. Herefter går udviklingen hurtigt. Det sidste københavnske q, vi har hørt, forekommer hos en person (på flere punkter konservativt talende i forhold til sine jævnaldrende), der er født 1922. Udviklingens forløb kan anskueliggøres på nedenstående skema: mulighed for wjl i type 1 i

w og / kan forekomme i type w trænger ind 1 og 2 også i type 3 q findes ikke i

i

i

| 1 1 1 , 1 1840 1870 1905 1922 1955 Skemaet afspejler forekomsterne i vort materiale med h-sprogstalende københavnere. / kan som ovenfor berørt videreudvikles til -f-, altså svinde helt, hvilket medfører en ny række sammenfald i sproget: sneg = sne klæg = klæ(de) age = a'e

søg. = sø tag(sb.) = ta' (vb.) Pagh = pa

Udviklingen / > -r- baner endvidere vejen for en lang række andre sammenfald, der omtales sammen med de øvrige lydovergange (,kagers=kaos= kæres=kærres, hager=hære=herre' osv.). / holder sig bedst i udpræget litterære ord og (naturligvis) i oplæsningssprog, men også her forsvinder / hos de helt unge. Vi har haft meddelere, der 41

ikke kunne bringes til at læse ,læge' op på anden vis end med udtalen læ'«, en enkelt svarede på interviewerens spørgsmål, om det var hende helt umuligt at tage g'et med i ,ager' irriteret, at hun da alrig sagde å'go! De første svindformer dukker så småt op sidst i forrige århundrede, dog kun sporadisk - for i perioden 1915-1930 at veksle med /hos alle. Den ældste med gennemført spirantsvind i spontan tale er født 1945. Nedenstående diagram kan måske anskueliggøre udviklingen:

altid q/i k. I

fakultativt spirantsvind X 1

Ingen har obl. /. Svindformer trænger frem og bliver enerådende i 1

1

I H 1 1 1840 1S93 1915 1955 Også her afspejler diagrammet forekomsterne i vort h-københavnske materiale. Former som då' ,dag', tå'/tå-dd ,tage(t)', to' ,tog', bå'cefdo ,bagefter', ånHffån ,undtagen', e'enli .egentlig' har eksisteret længe før udviklingen / > ~. Der er her tale om gamle svindformer i en række særlig almindelige ord. Udviklingen har imidlertid umuliggjort anvendelsen af nogle stilistiske varianter, de gamle højtidelige læseformer då'qjdå'i ,dag', bå'qæfdo ,bagefter' osv.

UDVIKLINGEN qd > gd Gigt eller gicht ? Hos ældre mennesker kan man af og til høre udtaler som qiqd ,gigt', aqd ,agt' med en spirant svarende til henholdsvis tysk ,ich' og ,acht', en spirant, vi vil betegne med q. Normalt anvendes der her to forskellige tegn, men da spirantens artikulationssted ikke er mere labilt end g og k's, ser vi ingen grund til at anvende forskellige tegn her. Vi bruger jo også samme tegn for g-lyden i ,gilde' og ,guld' og k-lyden i ,kinoorgel' og ,kost'. - I alle ord med gd i moderne dansk fandtes der qd: ,søgt(e), fægte, nægte, skægt, kogt, tykt' osv., men ikke obligatorisk. Et d efter tegngrænse kunne også fremkalde spiranten: syqdom' ,sygdom' (variantudtaler vsa. sy-dom'), han 'feq da ,han fik det', 'dæ'j td' 'fidmgiq d» ,deraf fremgik det'. Så langt vi kan følge udviklingen tilbage, har der været mulighed for såvel qd som gd, en forskel, der i øvrigt har været livligt diskuteret. Nogle har selvfølgelig fundet den ene - som regel deres egen - rigtig og den anden forkastelig, qd er blevet kaldt tyskagtig og har dermed i perioder været lagt 42

for had; Rask kunne fx ikke lide den, Levin heller ikke, og Jerndorff så den gerne bandlyst fra scenesproget. Vi har hørt en universitetslærer fordømme den som søqd ,søgt'! I sønderjysk-farvet rigsmål har formen holdt sig længere end andre steder. I ulokalt rm. er qd forsvundet. Sidste meddeler med fakultativt qd er født 1935 og i øvrigt skuespiller (scenetraditionen er som bekendt sprogligt konservativ), og han har endda kun cjd i ordet ,pragtfuld(f)' i emotiv tale (hvor ordet jo normalt hører hjemme). Et andet ord med sen overgang er ,rigt', et ord, der ofte, især når det anvendes overført, smages på.

Opgave 20 Hvorfor vakler ordet ,Liechtenstein' stadig? Hvilke af følgende ord og ordsekvenser havde fakultativt <jd: ,straks', ,insekt', ,friskt og frejdigt', ,fikst og færdigt', ,var det Flemming eller Kvik, der skød målet?' o

R-VOKALISERING Lærer Rinne og forrældrekredsen Man skelner i dansk normalt mellem to r'er, et konsonantisk r og et vokalisk A. Det konsonantiske r har vi i ord som ,rigtig, dreng, rose, Marie' - særlig tydeligt kan det være i kommandosprog: ah— hrr åd ,alle ret!' Man finder dette r i stavelsesforlyd og dækket forlyd (dvs. i forlyd efter anden konsonant). Artikulatorisk kan det beskrives som en uvulær/faryngal spirant. Det vokaliske r finder vi i andre stillinger, altså efter vokal i ind- og udlyd: ,gør, ler, Sverrig, kærre' osv. I nogle stillinger kan man høre både r og A: e-ræg, eufg ,Erik', sdo-ro, sdo'o, sdoAobroA ,store, storebror', dy'risg, dy'oisg ,dyrisk'. Oprindelig var der slet ikke noget vokalisk r i dansk, men gennem en langsomt forløbende udvikling, der strækker sig ind i vor periode, har det konsonantiske r tabt terræn til det vokaliske. Denne proces skal vi se lidt nærmere på i det følgende. Allerede før perioden er r langt oftest vokaliseret i stillingen mellem vokal og konsonant: ,svært, kornet, sværge, hver gang, stor pige' og ligeledes i eftervokalisk stilling foran pause: ,du er nu kær' kce'j, ,du må ikke bedrive hor' ho'u, ,det er ikke meget, han gi(ve)r' gi'A. r er dog forekommet i materialet fra periodens begyndelse, men kun som en ret sjældent udnyttet mulighed i distinkt tale, hvor de gamle former som altid holder sig bedst. Allerede stenalderkvinden blandt vore meddelere, Louise Phister 1816 har næsten kun A i materialet i denne stilling. Mange unge kan overhovedet ikke udtale lyden i ord som de ovenstående. Kan læseren? 43

I stillingen mellem vokaler holder r sig bedre, især hvis vokalerne hører til samme ord eller sammensætningsled. I ,skare, lære, bure, fire' holder r sig bedre end i ,det står i Bibelen', ,hun ser i almanakken', ,hun synger om Steffen'. Men i periodens begyndelse er r stadig ret udbredt, selv i sidstnævnte type. Vi anfører et par eksempler fra materialet: deårdd lscer[å]å'riiå'

,det er et sengeår i år' (Thit Jensen 1876)

hayn(erBnxædamxson

,Han er en Adams søn' (Poul Reumert 1883)

'didåsdæmårilmo'dos

,De, der stemmer imod os' (Peter Sabroe 1867)

cehri ^arV^fdrV

,eller i hvert fald' (G. M. Ree 1858)

Særlig sejlivede udtaler er/a'ra/'c/ra .forældre' og (især) nogle ord på ,-inde': sguBsbehVcerw ,skuespillerinde', dansdhæm ,danserinde'. Disse udtaler betragtes ofte som påfaldende besynderligheder i sproget, men egentlig er de ikke spor mærkeligere end udtaler som kri-orisg ,krigerisk' og mæhrisg ,malerisk', der ikke er genstand for større bevågenhed.

Opgave 21

En meddeler født 1895 fortæller, at han som barn havde besvær med at forstå en gammel gymnastiklærer pga. nogle r-forekomster, eller simplere udtrykt: iflg. en informant (Px) var der støj i kommunikationsprocessens perceptionsfase, fordi afsenderen (Ni) og modtageren (Px) betjente sig af hver sin delkode. En passus som den nedenfor anførte måtte ligefrem oversættes ord for ord for ham: deehæ^rådå^sdrom'å}mu.idåb3xsdcerriåråmisgtxdce ] ru'dæh 'ra/'. * Hvad blev der sagt? (Svaret findes sidst i denne behandling af r-vokaliseringen.) • Eksempler som det sidste - og andre, hvor r står mellem vokaler i forskellige ord, kan ikke høres længere. Det kan derimod konsonantiske r'er mellem vokaler i samme ord. Lad os først se på de tilfælde, hvor r står foran opr. a, altså på ord som ,store, skare, bæveren, farligere'. Her kan man ikke høre r hos yngre, men for ældre mennesker er r straks mere naturlig, de behøver ikke bevæge sig på så højt et distinkthedsniveau for at have r. Efter lang vokal holder r sig bedre end efter kort. Man skal tale t-y-d-e-1-i-g-t som en Chr. Winther (fra New York) eller frk. Klokken for at sige foro ,fyrre', snori ,snurrig', vårs ,værre'. 44

Derimod har r holdt sig intervokalisk ( = mellem vokaler) i samme ord foran en fra opr. a forskellig vokal. Her alternerer r dog med det stadig ekspanderende A, der, hvis det er stavelsesdannende, er = o: fy ri, fyof ,fyrig', hccri, ha.-i ,Harry', audi Ho'riåm, -to/[åm ,auditorium' osv. Foran bagtungevokal får vi svind: vråm ,Virum', næ'åm ,Nærum\ kio- ,kiropraktor\ byoknxHV .byrokrati', gwu'un ,guruen' - og i visse tilfælde findes der også foran fortungevokal svind i de helt unges sprog: do'is ,Doris' osv. Efter konsonant holder r sig bedst: ,havre, pebret, pludre, skvadre, knæbre, andre, gnistre, baldre' osv. Alligevel kan man helt fra periodens begyndelse høre udtaler som plud'o ,pludre' og anch ,andre', former der bliver stadig mere almindelige. Typen her rammes altså også af r-vokaliseringen.

Opgave 22 Er der efter overgangen sammenfald mellem peber - pebre baller - baldre skulder - skuldre knalder - knaldre ælter - ældre

ovre - overnedre - nederklatter - klatre sikker - sikre gnister - gnistre ? •

r-bortfaldet er dog ikke sporløst. En forudgående konsonant erstatningsforlænges. En forlængelse af en spirant er artikulatorisk set ganske ukompliceret; for klusilernes vedkommende er det lukkefasen, der forlænges. Den her beskrevne lydudvikling tvinger en hvilkensomhelst systematisk beskrivelse af moderne dansk rigsmalsudtale til at regne med en fonetisk-kommutativ modsætning mellem korte og lange konsonanter. Denne modsætning har man for resten aldrig nævnt i de foreliggende behandlinger af dansk, selv om man endda har noteret lang konsonant i typen båns ,bundne'. Man har kun været opmærksom på skellet mellem korte og lange vokaler. /Den i lydskrift meddelte sætning på side 44 ser således ud i alm. ortografi: ,Det er hr. Otterstrøm og mig, der bestemmer, om I skal derud eller ej!'/ Et andet og meget gennemgribende resultat af r-vokaliseringen er sammensmeltningen af o (< s) og r med o som følge. Endelsen opr. a + opr. r, der er så almindelig i dansk, er nu en ren vokal: o: ,vander, sender, cykler, sener, kaster, bryder' osv. De fleste ældre og midaldrende og alle yngre har o her, en del midaldrende og ældre kan endnu have å, et tidligere resultat af sammensmeltningen, så en fonetisk notation med et r-tegn er i dag urimelig. Men derfor kan man jo godt have en r-fornemmelse, når man siger sådanne ord, ligesom man kan have en y-fornemmelse, når man siger ,lykke', men sådanne 45

umiddelbare og fra person til person afvigende, ofte skriftfremkaldte fornemmelser er der ingen grund til at tage hensyn til i lydskriften, jf. i øvrigt vores advarsel mod skriftsprogspåvirkninger side 88.

Opgave 23

Den her behandlede udvikling har gjort nedenstående ord og sætninger flertydige. Omskriv fra lydskrift til alm. skrift! (NB: I nogle af eksemplerne forudsættes visse klassiske associationer hos læseren). læsbos — han 'sbeh 'godo lklaa 'al'd = kwnos = pasos — flu-o = kå'os = sibon = myron = kasdo = Den oprindelige forbindelse -ro (< rå < ra) udvikles ligeledes til o; men her kan r som nævnt stadig høres i meget distinkt tale. Denne sammensmeltning rammer også mange ord, fx ,store, bære, mure, skøre, mere, fire, myre' og afstedkommer adskillige nye sammenfald: ,ture=tuer', ,skure=skuer' osv. Find selv flere. • I ,ar'- og ,år'-forbindelserne foran a får vi ikke en udvikling ra ( > ri) > o, men derimod ja, det skal læseren selv finde ud af ved at besvare den flg. opgave.

Opgave 24

Luk øjnene, ryst hovedet og.afkast skriftens spændetrøje. Først herefter påbegyndes opgavebesvarelsen: Transskriber udtalen af nedenstående ord i spontant talesprog: ,gårde, vare, låret, tak for'et, varer, tåre, Karen'.

USTEMT VOKALISK J TIL STEMT A Værtens bedste øl = verdens bedste øl ?

Det ustemte r efter vokal er mod slutningen af perioden forsvundet, idet de unge selv i distinkt tale har fuldstemt j . Det ustemte r fandtes efter kort vokal 46

loran ø, a, g svarenae m sicrutens -p, -t, -&, ioran s og / og ioran nul, altså i ord som ,terpe, kirtel, mørk, skærf, hirse, bær'. Det opr. konsonantiske /• findes kun i periodens første halvdel og kun i tydelig tale. Normalt er det allerede videreudviklet til A : et ustemt, vokalisk r, eller (næsten det samme) til u/, dvs. et A efterfulgt af en kort pause i stemmelæbesvingningerne, en pause, der kan udfyldes af et h. Denne pause erstattes så ved nærværende udvikling af stemmelæbesvingninger. Allerede Jespersen 1860 var opmærksom på, at en udtaleændring var under udvikling. I 1906- og 1922-udgaverne af Modersmålets Fonetik står der, at r er ustemt mellem vokal og opr. aspireret klusil (dvs. p, t, k), i 1934-udgaven modificeres udsagnet til „i nogles udtale", og det tilføjes: „Det må dog siges at den pustede lyd i denne forbindelse nu er ved at forsvinde". Derved ophæves de kendte modsætninger værten verden myrte myrde verper verber osv. Overgangen fra ustemt til stemt r-lyd får særlige konsekvenser for de opr. forbindelser a/- og !/•. Ved r-vokaliseringen er der sket en sammensmeltning af lydene mht. tungestilling: hajsg ,harsk' hå/d ,hårdt' (/ betegner den ovennævnte lille pause). Når pausen i stemthed nu ved den her behandlede overgang udfyldes, fås hccsg og hkd, de to opr. lyde er her altså helt smeltet sammen. Dermed brydes den traditionelle stavelsesstruktur i dansk, ifiLg. hvilken der ikke forekommer lang, stødløs vokal i et ords sidste stavelse (herunder i alle enstavelsesord). Udtaler somkvccd ,kvart', hkd ,hårdt', kkd ,kort', mtx-g ,mark' er således ordtypologiske nydannelser i dansk, og der opstår en række nye sammenfald, eftersom opr. langt a og å foran r også er udviklet til or og k: partnerne = parterne karsen rimer på Larsen kvarte rimer på arte

korte rimer på Dorthe skorte rimer på borte

osv.

Det første ord i hvert ordpar har opr. kort vokal, det sidste opr. lang. Opr. ar og åf udvikles dog ikke til
47

VOKALÆNDRING FORAN TABT R Det er nu min vudering r-tab i tryksvag stavelse er ikke noget nyt rm.-fænomen. Foran konsonant har man i århundreder kunnet høre h<xæda'sge'd(nu: lvaada'sge'd),hva.der der sket?' han sdå {fræm' (nu: han sdå l/ra/rc') ,han står frem', godB^on'd (nu: goda Wd) ,gør det ondt Vpce 'so'n (nu :pa ]so'ri) .person', sce 'de'lss (nu: sa 'de'Is) ,særdeles' osv. R-tab i trykstærk stilling har vi endvidere i de højfrekvente ord, ,er, var, gør, tør': æ, va, go, to (nu :a,vtx, go, tb'),jeg tør da godt', ja ' to do. 'gad (nu: ja 'to da 'god) ,det 'gør nu 'godt' osv. Normalt er der dog „fuldformer" i ytringsudlyd: 'y'ø' da 'gbU Jo, der gør!' osv. I en række ord er dette r-svind imidlertid fra gammel tid ledsaget af en ændring af vokalkvaliteten. 11-sprog kendes udtaler som o sgå'n$ ,organet' (fx fra PHs „Ølhunden glammer"), hvor kvaliteten er o (evt. > å) ikke 3. e og o-ekspansion i tryksvag stavelse kendes også fra yngre h-sprog i ord som se've'o ,servere', he'ba'iåm ,herbarium', no'ma'l, nå]må'l ,normal', so'te'o ,sortere', po'so'n ,portion'. Af hjemlige ord og ordforbindelser har udviklingen ramt fx ,en tår kaffe/mælk osv.' en to 'kafetc, ko'søf ,Korsør', voxmanri ,hvor mange/tit' osv.

Opgave 25 Hvorved adskiller moderne udtaler som de nedenfor anførte sig fra de ovenfor behandlede? bi xgidd ,Birgitte' ki lsdi'na .Kirstine' vu'de'o ,vurdere'.

•

FORLÆNGELSE FORAN j Det svære, desværre ,Jeg vil gerne spørge ministeren, om ' sagde et kvindeligt, tidligere folketingsmedlem engang, medens der var TV-transmission fra Tinget - og den formulering er der vel ikke noget usædvanligt ved. Alligevel blev den genstand for en vis opmærksomhed i avisernes læserbrevkasser - pga. udtalen sbo-o, der iflg. nogle var Tinget uværdig. Den har eksisteret i 1-sproget i København mindst de sidste 150 år, sandsynligvis også engang i h-sproget, men først i allernyeste tid har den igen vundet indpas i h-sprog. Udtalen sbo-o er et eksempel på den generelle forlængelse af vokal foran indlyds-./. Forlængelsen resulterer i en række sammenfald 48

stirre - stiger svirre - svire kurre - kure forstyrret - for styret Hos personer med å^h for opr. æu - og det har mere eller mindre gennemført alle rigsmålstalende med forlængelse foran A - falder også flg. ordpar sammen kærre - kære - kager (med spirantbortfald, se side 41) herre - hære - hager (do.) Udviklingen er altså meget gennemgribende, og det er en af de lettest konstaterbare nyudviklinger i moderne h-sprog. Når det kunne hævdes, at forlængelsen var mindst 150 år gammel i 1-kbhsk., skyldes det bl.a. nogle socialt karakteriserende former hos Hostrup 1818, der lægger fx følgende replikker i munden på jævne borgere: „Ja, ser De det. Men det er noget forskrækkeligt noget med det Tyende, og de bliver saamænd være og være" (Genboerne, 2. akt, 7. scene)

„Ravn: Hvor kan De spøre? Torp: Vi skal passiare Ravn: Det skal vi gjøre" (En Spurv i Tranedans, 2. akt, 3. scene)

Der er talrige andre vidnesbyrd om forlængelse i gammelt 1-kbhsk., og vi har da også selv hos ældre mennesker i De gamles By hørt udtaler som dehvæ-o ,desværre', fåhce'o .forværre' og kce-o ,kærre\ I dag er det ikke kun i københavnsk h-sprog, vi finder forlængelserne, også hos unge i de større byer i provinsen kan de høres, og man finder da også både i jyske dialekter og i ømålene eksempler på forlængelse foran indlyds u, dog vist ingen steder i så mange ord som i sjællandsk.

Opgave 26 Hvordan udtales bogstavnavnet ,r' i flertal efter overgangen? Hvilke konsekvenser får det? •

NOGLE NYE VOKALLÆNGDER I H-KBHSK. Narj, du kan få en på frarken I stavelse uden stød finder man ofte svarende til h-sprogets korte vokal en længere vokalkvantitet i 1-kbhsk. 4 Udtaleforskelle i Danmark

49

h-kbhsk. søn? læsB pjadd tag

1-kbhs sø.tp læ.sd pjå.dd tcc.g

synge læsse pjatte tak etc.

Vi har markeret længden med en prik forneden, for der er ikke sammenfald med lang vokal (,læsse' - ,læse'), selvom det umiddelbart kan lyde sådan for en h-sprogstalende. Kun foran /, hvor der ikke findes opr. lang vokal, kan man høre hellængde - også i stødt stavelse. Iccys ,lege', når pi ,nøgen', na'/ ,nej' etc, således at der kan være sammenfald af,varig' og ,veje\ Der er vort indtryk, at denne sociolektale forskel, der iøvrigt næppe har eksisteret før perioden, er ved at blive udvisket. H-københavnskens kortvokal er ekspanderende, og på den anden side er der hos de yngste h-sprogstalende eksempler på forlængelse, især foran velær,frorgri,frakken' (med hellængde) høres særlig ofte, men også former som sde.ga ,stikke' og ba.rp ,bange' forekommer hos de yngste. - Vi håber i en evt. 2. udgave af bogen at kunne bringe det endelige resultat.

FORKORTELSE FORAN d, /, u, w Kongen er dødd\ Opgave 27 Skriv i transskription bog

døve kæde skrive store

bøger flag neg

skriver torv

døv grød serie stor veg •

Ved besvarelsen af opgaven vil de fleste nok have noteret de fleste af ordene med kort vokal. Havde vi stillet en tilsvarende opgave til et publikum for 50 eller 100 år siden, havde sagen stillet sig noget anderledes, for forkortelsen foran d, /, A, W foregår stort set inden for periodens rammer som en rolig udvikling, der dog i enkelte typer ikke er gennemført ved periodens slutning. Næst efter a-assimilationen er forkortelsen her den lydudvikling, der rammer flest ord, men den medfører ikke særlig mange nye sammenfald, hvad man umiddelbart ville tro, når man hørte om et sammenfald af lang og kort vokal. Sagen er den, at kort vokal var ret sjælden foran d og A; [ og w er 50

nyudviklede af henholdsvis q og q, v i de ord, der her tale om. Som eksempler på nye sammenfald kan dog nævnesflg.(venstre kolonne har opr. lang vokal): rider - ridder hede - hedde

nøden - nødden for styr - forstyr

Foran to konsonanter er forkortelsen særlig tidlig og særlig hurtigt gennemført. Ingen h-kbhsk.-talende har mod periodens slutning lang vokal i ,firs, hvert, skrivning, port, hædre, vægre' osv., hvorimod langvokal godt kan forekomme foran enkeltkonsonant, afhængigt af flere faktorer. I højtidelig, distinkt udtale holder langvokal sig godt. Her forventer man i hvert fald uforkortede former hos ældre og midaldrende. Derfor vakte det nogen opmærksomhed, da Jens Otto Krag ved regentskiftet sagde - og det tre gange: ,Kong Frederik den Niende er død'"', dø'd havde været mere på sin plads, mente mange. Derimod er der vist ingen, der finder det malplaceret, når Dirch Passer siger ,Urban Olsen, er han ikke død^T De uforkortede former har altså større udbredelse i højtidelig udtale end i dagligsprogets normaludtale. Et i denne forbindelse relevant stilistisk skel kan også drages inden for ordforrådet, sml. fx ,guden' - ,tuden' - ,stred' - ,fed' - ,morbid' - ,skid'. I de sidstnævnte ord er forkortelsen mere nærliggende end i de førstnævnte. Frekvensforhold spiller også ind, hyppige ord forkortes oftere end sjældnere. Det er klart, at vi her beskriver forholdene hos de personer, der endnu vakler. Meddelere med gennemført forkortelse i en eller flere typer har naturligvis ingen muligheder for stilistisk/frekvensbetinget variation. Overgangen foran enkelt konsonant er tidligst i enstavelsesord med stød (,ud, ned, ser' osv.), senest i flerstavelsesord uden stød (,prøve, søde' osv.), tidligere ved snævre fortungevokaler end ved åbne bagtungevokaler (sml. ,tid' og ,råd'), tidligere foran konsonant i udlyd end foran konsonant i indlyd (sml. ,sved' - ,sveden', ,ur' - ,uret' m.fl.) - men mere detaljerede beskrivelser må søges i vores lydhistorie. Læseren kan danne sig et indtryk af overgangens sidste faser ved at bede nogle helt unge meddelere udtale ordene ,tid, sød, flad, ser, ord, liv' - og her vil forkortelsen nok vise sig så gennemført, at meddelerne ikke er i stand til at udlæse eller eftersige udtalerne ti'd, sø'd, flå'd, sé"A, O'A, li'w. Prøver man derimod med testordene ,grad, kåd, borg' er chancerne for bevaret lang vokal gode. Efter cC, å' og i', er udviklingen nemlig sjældent 100% gennemført. Som så ofte før er lydudviklingen forsinket uden for København, hvor de lange vokaler oftere høres, selv hos unge. L-sproget har i øvrigt i langt højere grad bevaret lang vokal foran r. ko'j ,kor', u'u ,ur', se'u ,ser'. Forkortelse er dog også i 1-kbhsk. og i provinsen det almindeligste ved periodens slutning. 4*

' 5 1

JLlK.VJLDASSJ.Mll.A1 ION UR Sætte eller sælge

Mange ord på ,-lv,-lj, -lg, -rg, -rv' har haft likvidassimilation, dvs. assimilation af 1 eller r (de såkaldte likvider) + den efterfølgende konsonant, således at slutkonsonanten ikke er blevet udtalt. Før perioden møder man udtaler som dveer'a ,dværg', /ara ,farve', kceh ,kælve', nåra ,Norge', åh ,olie\ tcdd ,talje', veh ,vilje', værd ,værge'. Disse former har senere, sikkert hovedsagelig efter skrift og skriftnær foredragsudtale, fået obligatorisk slutkonsonant efter likviden. Denne genopliven af de opr. konsonanter gør sig stadig gældende, i periodens sidste del dog kun svagt, og den udmærker sig i øvrigt ved at være en af de få udviklingstendenser i rigsmålet, der nyder almindelig bevågenhed, desværre med det resultat, at man ud fra et meget spinkelt grundlag drager dristige konklusioner om moderne sprogudvikling i al almindelighed. Restitutionerne i ord med gammel likvidassimilation bærer deres del af ansvaret for, at man i al almindelighed med stiv overlæbe udsiger den profeti om fremtidens rigsmålsudtale, at den vil ligge tæt op ad skriftsproget. I flere tilfælde har der eksisteret dobbeltformer, altså både udtaler med og uden slutkonsonant, allerede i 1700-tallets begyndelse i københavnsk, hvor likvidassimilationerne aldrig har været så udbredte som i dialekterne (-fskånsk-bornholmsk). De uassimilerede former har så vidt vi kan se endvidere haft noget større udbredelse i scene- og foredragssprog, hvorfra de kan have fået en del af den prestige, der kan være en af betingelserne for deres ekspansion. En skuespillerinde i forrige århundrede måtte iflg. pålidelig kilde høre svære bebrejdelser, fordi hun var tilbøjelig til at tage de assimilerede former med op på scenen - hvorfor hun blev så usikker, at hun i en rolle som stuepige besvarede en forespørgsel, om husherren var hjemme, med ordene xnu sgodja I vor periode vakler eller har fig. ord vaklet iflg. vort materiale: ,balje, bælg, -berg, -bjerg, -borg, færge, følge (vb.), gulv, halve, kalv, kurv, kørvel, salg, salve, spurv, sælge, forsølve, sørge, torv, tørv, valg, vælge' med diverse bøjningsformer, afledninger og sammensætninger. Opgave 28 I hvilke af ovenstående ord kan der stadig høres vaklen ? Husk ved besvarelsen at medtage flere forskellige former af hvert ord, altså fx gulv gulvet gulve(ne) gulvskrubbe

halv halve 21 halvø

I hvilke betydninger vakler ,sørge' ? • 52

«/> HI e-q, ø-q Husker De Poul Røgmert ? — „for en Jomfru er li'som en lille Levkøj hvor der aldrig har været en Bi paa Besøg" - hedder det, noget dristigt, i en populær operette. Rimordene synges, selv i den nyeste optagelse, lew%of, be!sof, altså med diftong. Der er jo heller ikke rigtig andre muligheder, hvis man vil bevare rimet, lew ]kø'i er nemlig en ligeså kunstig udtale som kålvtfå'ipd ,Kultorvet', biHæd\håVv$ billethullet' og sdruds ,struds', der aldrig har eksisteret uden for bevidst komisk sprogbrug. Det har derimod udtalen behof ,besøg', og der er en hel del andre ord med ,-eg-' og ,-øg-', der har vaklet, vakler eller helt har ændret sig i periodens løb. Det må straks slås fast, at forholdene ikke er så enkle, som det ofte hævdes i tale og på tryk. Der er ikke nogen udvikling i gang i retning mod enerådende monoftongiske, „skriftnære" udtaler. I begyndelsen af forrige århundrede var der kaotiske tilstande mht. udtalen af ord som ,bøg, bøger, egen, bleg, egetræ, røg', ja næsten i samtlige hjemlige og i adskillige indlånte ord med de pågældende lydforbindelser. Dette kaos afløses lidt før og omkring begyndelsen af perioden af en stabiliseringsfase, og i dag har man i langt de fleste tilfælde lagt sig fast på enten en diftongisk eller en monoftongisk udtale. Ord som de følgende viser fx i perioden ingen vaklen i rigsmål: ,løg, steg, søge, eg, neger, regel, sneg, øge, strøg, bøg, smøge, Stege, Køge, spegepølse'. De mange letsindige forudsigelser af monoftongemes endelige sejr er løst funderede, intet tyder på, at vore børnebørn vil spise sbe'ppølsB med lø'[. Lad os se lidt på de ord, der ændrer sig i perioden, for det må vel især være dem, der kan give en strømpil om den fremtidige udvikling. ,Spøgel (om genfærd o.lign.) og ,spøgelse' udtales nu oftest sbø'p, sbø'psa, medens der tidligere såvidt vi kan se var overvægt af sfo/a, sboijlss. ,Besøg' har kunnet udtales belsof i begyndelsen af perioden (1840-1860), men allerede da var monoftong i flertal, både i h- og 1-kbhsk. Derimod har bofo, olpioao'n ,bøger, øgenavn'' holdt sig lidt længere i 1-sprog. I andre ord med udvikling i perioden sejrer de diftongiske former. Dette gælder ,nøgen\ der også i fri samtale kunne udtales nø-qn, ,egeri (i betydningen særegen), ,lege' (sb., pluralis), der er påtruffet i formen fe'/a, ,beg, pege, skreg' og ,m«?e?\ At ord som de sidstnævnte fx i stiv sprogbrug kunne udtales sgre'q og me-qd er kendt af enhver, men det interessante er, at ordene også i frit samtalesprog (vort emne) har kunnet udtales med monoftong. I mange ord med vaklen havde foredragssproget monoftong, og det er klart, at disse former er blevet svækket med foredragssprogets gradvis forsvindende betydning.

53

Opgave 29 Poul Reumert kaldtes en årrække i spøg rø'qmodl Hvorfor mon det? • I enkelte tilfælde er en generel vaklen afløst af en semantisk uddifferentiering: gø'l ,gøg' (fugl), gof ,gøg' (nedsættende i forbindelser som .fjumregøg, spyttegøg, gøgemøg'), kvas'i ,kvæg' (køer m.v.), kval ,kvaj' (klodrian), hø'[ ,høg' (rovfugl) '/»/' åwo '/b/' ,høg over høg' (en nu lidt forældet vending). Opgave 30 Undersøg udtalen af nedenstående ord, i hvilke der stadig hos nulevende er vaklen: Øgle Øg

egensindig egenrådig

overlegen

FORHOLDET b/w Skål i skibet En hel del ord med skrevet ,b' i ind- og udlyd har i århundreder haft dobbeltformer. Man har kunnet høre udtaler som lø'bd, løww ,\øb
,Gutteme var der allesammen, hele striben'. ,Skål i skibet1. ,Lærerinden kniber studenterne i nakkehårene'. »Tandlægen kom til at skære patienten i drøbelen'. ,Hvadpiber du for?' ,Hvad skaber du dig for ?' ,Skibet skal sejle i nat'. ,Der knebres omkring kaffebordene hver formiddag'. ,Stribevis af honoratiores hilste på den gamle general i stribret jaket'. ,Om jeg begriber hans tålmodighed over for hende!' ,Jeg tænkte ikke på klassen i almindelighed, men på ham den lille abekat i hjørnet'. ,Løb lige over og køb noget peber, 5 æbler og noget sæbepulver hos købmanden? ,Det var en ordentlig skraber, du tog dig!' ,Den lille mus piber så ynkeligt'. ,Den lille gabflab slæber på en sæbekassevogn\ ,Så slæbte han skidtet til Ribe i åben vogn'. ,Storken knebrer på bondens tag'. ,Han kunne nok lange en ordentlig kæberasier ud'. •

55

De to københavnske sociolekter

Betragter vi under ét forskellene mellem h- og 1-kbhsk. både nu og tidligere, må det siges, at disse forskelle alt i alt er temmelig små i forhold til de andre sprogforskelle i Danmark, de stedsafhængige og de generationsafhængige. Forskellene har aldrig været tilnærmelsesvis så store som dem mellem fx to så nærtstående dialekter som nord- og sydsjællandsk. Ikke desto mindre er det jo ikke mærkeligt, at jociale sprogforskelle kommer til atjpilleen ganske anden og væsentligere rolle i hverdagen end regionale og generationsmæssige. Vi^aiTm&dTienMk^å"dSe~TorskiéDe passende inddele kbhsk. i følgende 4 perioder: i ) Perioden fra oldtiden til et sted mellem 1700 og 1750. Først et sted mellem 1700 og 1750 begynder de sociale sprogforskelle at dukke op. Før den tid var der i København ligesom i andre dialekter ingen sociale skillelinier sprogligt. Kongens spontane talesprog adskilte sig ikke fra smedesvendens. Forholdet var ganske som i de stærkt dialektprægede egne helt op til nutiden, hvor man jo kan konstatere, at storbonden, stormølleren eller andre pengestærke folk taler ganske som sognets mest forhutlede daglejer. Samkvemmet på tværs af de sociale klasser var altså så stærkt, at der simpelthen ingen grobund var for sprogforskelle, skønt der ellers på så mange andre områder var store forskelle. En lille modifikation må dog gøres. Selv før 1700 må der have været enkelte socialt korrelerede forskelle mht. fremmedordsudtaler (om forskelle i selve brugen af fremmedord se vor lydhistorie § 132) - ikke mange, men dog nogle. Holberg 1684 og andre komedieforfattere karakteriserer først og fremmest jævne folk ved at lade dem „fordreje" fremmedord. Nu er der ganske vist en stor fejlkilde her, det virker nemlig altid folkeligt at gengive udtaleformer på tryk, selv om de er fælles for høj og lav, jf. virkningen når Storm P. lader vagabonder sige ,osse, på'et, sæl ( = selv), je', Skrødder' osv. Men når det i så høj grad netop er fremmedordene, der „fordrejes", må der have været visse forskelle her. Desuden kendes fra 1-kbhsk. en række gamle fremmedordsformer, først og fremmest de såkaldte folkeetymologier: ,undervisitet' for ,universitet', ,liggeparade' for ,lit de parade', køromselv' for ,karrusel', som det af mange grunde er helt usandsynligt, at de dannede nogensinde har anvendt. Det må dog fastslås, at af de talrige fremmedordsforskelle, vi møder i 1800-tallet og senere, er det hovedreglen, at de ikke er gamle. 56

2) I løbet af 1700-tallet, særlig dettes sidste halvdel, indtræder der - foruden alle de forskelle, der blot er et udtryk for sprogets bestandige udvikling, fornyelse - en række sociale forskelle. Disse forskelle består altid i, at 1-kbhsk. fastholder en gammel form længere end h-kbhsk., der enten får en ny eller begrænser sig til den ene af 2 gamle sideformer. Den gamle form, der lever længere i 1-kbhsk., er næsten altid en „skriftfjern" form, dvs. en form, der ikke er i harmoni med den traditionelle skrivemåde (eller i dårligere harmoni hermed end alternativformen). Eksempler (for overblikkets skyld holder vi os i dette kapitel ikke kun til lydlige forskelle): kygsn ,køkken' lever i 1-kbhsk. langt ind i 1800-tallet, men i h-kbhsk. har køgan sejret formentlig allerede før 1800, tilsvarende bøsda ,bøxste" Ibdfsda, fres lbær'9 .Frederiksberg'/freåregs ]bær' vås ,os'/ås, hccnsas ,hans'/hccns, sgo'd ,skødWb./sgø'd. Det er klart, at skriften

har spillet væsentligt ind her, men det er dog ikke ensbetydende med, at tabet i h-kbhsk. af en form og senere i 1-kbhsk. i alle tilfælde slet og ret skyldes skriftpåvirkning; i de fleste tilfælde er der nemlig tale om gamle dobbeltformer, af hvilke den vigende form i talrige tilfælde længe kan have været den sjældneste. - Som nævnt er der også tilfælde, hvor 1-kbhsk. fastholder former, der ikke er skriftfjerne, det gælder fx slår' ,slå' over for slå"', begge udtaler er gamle, og begge havde deres egen skrivemåde ,sla, slage' og ,slå', tilsvarende ,hende'/,hender', .betjente' plur./,betjenter' plur., ,aftning, morgning'/,aften, morgen', ,end som'/,end'. Her er det klart, at den primære grund til tabet i h-kbhsk. ikke kan være skriften, for begge former fandtes i skrift, men alligevel har skriften nok spillet ind i mange tilfælde også her: en generel tilbagegang for den ene af to udtalevarianter resulterer i, at den helt udgår af skriften, som nemlig i langt mindre grad tolererer dobbeltformer end talesproget; dét kan så forstærke udviklingen, men da socialt forskudt, idet skriften selvfølgelig virker stærkest på de læsende, dvs. de dannede, h-kbhsk.talende. Blandt fremmedordene, hvor der som nævnt også i ældre tid må have været en række forskelle, opstår nogle flere. Der indlånes jo hele tiden nye ord, og de får let en mere fordansket, evt. folkeetymologiseret, form hos menigmand, fordi han er mere ubundet af både skrift og fremmedsprog. Det franske lån ,char-a-banc' ( = åben vogn med bænke på langs) får således en 1-kbhsk. form ,skærebænk'! En speciel form for nye lån er de såkaldte „fremmsdoTdsjusteringer": en ny udtale af et i forvejen eksisterende fremmedord lånes, fx fordi det långivende sprog har fået en ny udtale, eller ved, at man lægger udtalen tættere op ad fremmedsproget. Fremmedordsjusteringer er der særdeles mange af lige fra 1750 og til i dag, først og fremmest fordi kendskabet til fremmed udtale (desværre kun dette) bestandig øges. Undertiden går, som man kunne vente, de dannede i spidsen med disse justeringer, og vi får da sociolektforskelle en tid. I 1700-tallet bliver fx pa.lsar'sz ,passage' i 57

h-kbhsk. afløst afprfsarp (senere fak. af palsa-$), 1-kbhsk. bevarer s-formen noget længere. Tilsvarende justeres ,pion, pæon' og ,artolleri, artilleri' i h-kbhsk., således at den ene af formerne helt udgår, mens de i 1-kbhsk. lever langt ind i 1800-tallet. - 2 meget almindelige typer fremmedordsfordanskninger, der så senere kan justeres tilbage, er i kbhsk. og dansk overhovedet frikkedelleeffekten og lokmotiveffekten. Frikkedelleeffekten vil sige tendensen til at reducere fuldvokal > a i optaktstavelse nr. 2 (optaktstavelse = stavelse før den trykstærke), vi har den stadig i fx frægd^dæb, pah]sdi-na, sigd]råd, aba]ra'd, kaddsdro^fål, jublsæ-åm (a kan selvfølgelig videre-assimileres efter reglerne s. 25f), pollHV, krågBsdih, ma-sg^dVso. Lokmotiveffekten er tendensen til synkope (tab) af vokalen i optaktstavelse nr. 2 af 3, vi har den i fx lågmo]tiw\ madmaHig, mbrahøf, fo(d)graifi\ entrB^sé'o, matri^æb, mandug^o'n. I 1700-tallet var endnu flere ord ramt af disse fordanskninger end nu: anw^rcr'l, doga^mceri'd, pogB^rcr'dkx, moLSB^pay'n ,admiral, dokument,

prokurator, marcipan'; der har altså været en stadig justering efter skrift og fremmedsprog i disse typer, og som helhed er h-kbhsk. her gået i spidsen, så at der i mellemperioder hele tiden har været visse ord, som kun i 1-kbhsk. viste disse effekter. Blandt nulevende kan man fx kun høre fihho'fikåm, sbegsHe's, ræsdra^o'n hos l-kbhsk.-talende. Begge effekter er dog stadig yderst livskraftige, og, som det ses, kan nyindlånte fremmedord udmærket rammes af dem. Alt i alt er der ved år 1800 stadig kun ret få forskelle mellem sociolekterne, og mht. de hjemlige ord er det kun en ganske lille brøkdel af de talrige „skriftfjerne" former i sproget, der er ramt med sociolektforskel til følge. 3) Fra ca. 1800 øges forskellene mellem de 2 sociolekter radikalt. Alle forskellene, både de fra forrige periode videreførte og de nye, ophæves ganske vist igen efter få eller mange årtiers forløb, men disse udligninger kan ikke holde tempo med de mange nye forskelle. Forskelle opstår nu af talrige arter, ikke kun de typer forskelle, vi så under de forrige perioder. Langt de mest betydningsfulde, mest gennemgribende, nye forskelle er „lydlovsforskydningerne": Mange af de generelle lydudviklinger, lydlove, der indtræder i kbhsk., fx aT- > «• (side 18), indtræder ikke samtidigt, men forskudt i sociolekterne, således at der opstår tidsrum, undertiden af flere generationers varighed, hvor lydloven er indtrådt i den ene, men ikke i den anden sociolekt, eller hvor dens sidste fase kan være gennemført i den ene, ikke i den anden. De af lydlovsforskydningerne betingede sociolektforskelle er, som det let ses, af langt mere gennemgribende karakter end forskellene i forrige periode. Mens der før 1800 i løbende tale kunne være meget langt imellem træk, der viste den talendes sociale tilhørsforhold, så er det nu muligt ud fra hver eneste sætningsstump at høre, om den talende er vokset op blandt 58

„patriciere" eller „plebejere"; en lydlov er jo en ændring af en bestemt sproglyd, evt. i bestemte omgivelser, hvor som helst denne sproglyd forekommer, og en gennemført lydlovsforskel vil da kunne konstateres hver eneste gang, den pågældende sproglyd optræder i fortløbende tale. Lydlovsforskydningerne er også af radikalt anden natur end de forskelle mellem sociolekterne, der fandtes før 1800. Disse havde jo alle en naturlig forbindelse til forskellene mellem de dannede og udannede, idet de jo stort set alle afspejlede, at den dannede er lidt stærkere påvirket af skriftbillede og af fremmedsprogsudtale. Der er derimod ingen naturlig forbindelse mht. lydlovsforskydningerne. Om man siger man' eller man' ,mand', dhceh eller tæh ,tælle', kkm'å eller konto ,kommer', har jo absolut ingen naturlig forbindelse til større eller mindre dannelse. Disse forskelles eksistens afspejler blot forholdsvis ringe samkvem mellem høj og lav, ikke nogen som helst af de mange forskelle mellem disse befolkningslag. Det er mht. lydlovsforskydningerne oftest 1-kbhsk., der går forrest i lydudviklingerne, og h-kbhsk., der så forsinket følger efter. Det gælder fx - mere eller mindre - de mange vokalåbninger foran og efter r, u (se side 29). Det gælder også fx udviklingen af a > a foran alveolar og nul (fx i ,tand', side 13) og ar- > æ (fx i ,hane\ side 18) eller en udvikling som dh > t > ds, fx i ,tæppe': Den kbhsk.e t-lyd var omkring 1800, som i næsten alle andre nordiske dialekter, uaffrikeret, dvs. havde slet ikke den nuværende lille s-klang; det oprindelige t var et [d] efterfulgt af et [h], ganske som vores nuværende [p] og [k] er et [bh] henholdsvis \gh]; imidlertid udvikledes dh til det nu almindelige t, og det er 1-kbhsk., der fører an i udviklingen. Ved 1850 findes dh endnu hos et betragteligt mindretal i h-kbhsk., men slet ikke blandt l-kbhsk.-talende; udviklingen går videre i 1-kbhsk. > rent ds, der allerede har en vis udbredelse i 1880, og senere bliver det ganske almindeligt; dette ds kan så hos et mindretal let blive > s med lille t-klang, men kun uden for distinkt tale, og hos et endnu mindre mindretal kan der sporadisk i visse stillinger høres rent s: sro' ,tro', men disse 2 sidstnævnte udtaler er blot naturlige reduktioner i hurtig tale af det distinkte ds, og intet tyder på, at de vil være fremtidens udtale; det kan ds derimod let gå hen og blive, men udviklingen går langsomt, dh er først helt forsvundet i h-kbhsk. ca. 1925. I en lang række tilfælde er det imidlertid h-kbhsk., der fører an ved en lydlov. Det gælder hele fremskydningen af de ikke-snævre bagtungevokaler: x~ udvikles > a (og evt. videre) foran labial/velær (,takke'), i > o (,holde'), hvilket indebærer både åbning og fremskydning, å~ udvikles > å\ og o > å, hvilket sidste også både er en åbning og en fremskydning. L-kbhsk. er i alle disse tilfælde den konservative sociolekt, der forsinket følger h-kbhsk. Det gælder også vokalforkortelsen foran udlydende J: sdo'u > sdod' ,stor\ me'u > meX" ,mere' osv. (side 50) og efter alt at dømme også vokalforkortelsen foran /: 59

ha'[n > kafn ,hegn', la'p > lap ,leger' osv.; den er så godt som gennemført i h-kbhsk. allerede 1840, men endnu i 1955 ikke i 1-kbhsk. Et par andre lydlove er også tidligst ude i h-kbhsk. Særlig interessante er nogle tilfælde, hvor den ene sociolekt går i spidsen med en generel lydovergang, som imidlertid ikke får lov at trænge ind i den anden, men atter trænges tilbage af de ældre former. Det gælder fx x > a foran labial/velær: matø > maba ,mappe', tago > tago ,takker' osv. (side 15). o > o", o: hbd > loba ,loppe' (side 22), år, k > or, o--, sdånrø, sdå'ma > sdorma, sdo-ma ,storme' og flere andre. I de nævnte tilfælde er det h-kbhsk., der indfører fornyelsen, men efter en vis stigen fortrænges den atter, i det sidstnævnte tilfælde havde de nye former endda klart fået overtaget i h-kbhsk., s(h(~)'n& etc. dominerer klart i 1870'ernes h-kbhsk., men de gamle former sdtmd etc, der altså var enerådende i 1-kbhsk., slår i løbet af en generation de nye ud. - Helt parallelle tilfælde, hvor det er 1-kbhsk., der lider nederlag, findes ikke, men et 1-kbhsk. nederlag findes i følgende ejendommelige lydforhold : Ganske som kbhsk.ens øvrige stemte hæmmelyde vokaliseres i indog udlyd: ~r > -u, -q> -/, ~tv, -v > -w, venter vi, at også -d skal vokaliseres > -<5> -/ (ga'fa > ga-pi ,gaden' osv.), og det sker da også netop til det forventede tidspunkt og uden større forskelle mellem h- og 1-kbhsk. Imidlertid standser udviklingen brat i h-kbhsk. på et tidspunkt, hvor <5, /-formerne kun har gjort et lille indhug i <J-formerne, og ca. 1890 er der i h-kbhsk. intet spor af (J-vokalisering tilbage; i 1-kbhsk. forløber udviklingen derimod normalt, og (J-svækkede former er i 1890-1910 næsten enerådende hos l-kbhsk.-talende, men så standser udviklingen også her, cf-frekvensen stiger atter, og å sejrer til sidst også i 1-kbhsk. - Forholdet må skyldes skriftindflydelse i forbindelse med ^-formens højsociale prestige. Læseren får undskylde, at han her blev sat på prøve. Hvis han ikke ved læsning af ovenståendes afsnits sidste sætning rev sig i håret og råbte: „Vanvid!", kan han godt betragte sig som dumpet. Det er forfatterne på en måde også, eftersom deres advarsler mod besjæling og skriftbundethed åbenbart ingen effekt har haft. Selvfølgelig kan det omtalte forhold ikke have det mindste med skriften at gøre, skriftens , / standser i h-kbhsk., og det på et tidspunkt, hvor å, /-former ikke er specielt lavsociale, men socialt neutrale. Også uden for lydlovsforskydningerne indtræder talrige nye forskelle. Blandt de hjemlige ord har vi stadig udviklinger af typen fra forrige periode, hvor 1-kbhsk. fastholder en skriftfjernere form noget længere end h-kbhsk. Eksempler: Sideformerne geg ,gik', sgod ,skud', dog ,dug' holder sig lidt 60

længere i 1-kbhsk. og bliver dermed i en overgangsperiode specifikt 1-kbhsk.e, hvilket naturligvis ikke modsiger, at gig, sgud, dug også er meget almindelige hos l-kbhsk.-talende. køfdz ,købte', sgåsdén ,skorsten', a.nolé'^ns ,anderledes\ go'å ,gjorde', å[inxw'n ,øgenavn', då~'b{d ,dobbelt', sdø-VB ,støbe', 'a« ,den' (uden for faste vendinger af typen .hvordan skær'en'), geC) ,give' er udtaler, der alle forsvinder fra h-kbhsk. i 1800-tallet, men lever videre en tid i 1-kbhsk. Det samme gælder følgende former uden for udtalens område: gåh ,gulve', ,sat' = ,siddet', ,ved det (at)' = ,fordi'. I andre tilfælde bevares en ældre form længere i 1-kbhsk., uden at skriften har det mindste med sagen at gøre: ,knæer' sb. plur., ,brak ( = brækkede)', ,alletider ( = altid)', kuns ( = kun)', ,fra skoven af ( = fra skoven)', tiltale til og omtale af sin ægtemand ved nøgent efternavn: ,Skal du have kaffe, Petersen?' I atter andre tilfælde indtræder fornyelsen tidligst i 1-kbhsk.: dæ'u, hce'u, fjæ-o > de'j, he'j, fje-o ,der, her, fjerde', vce'slss > våjodsz ,værelse', be]sdyjd$, køAsl, fcusl, bcrsl, paAsisg > be*sdy/d(i, kø/s{, fcu'sl, bcCsf, pcu'sisg ,bestyrtet, kørsel, færdsel, barsel, persisk' o.m.a., belda > belda, må'ndo > m&ndo ,billede, måneder' (forsvinder efter 1900 igen, uden at være trængt ind i h-kbhsk.), ønkq(s-) > øtlleti(s-) ,yndling(s-), faq(li), saq(Jø-o),flxq(sdtxrt),smxqiful'), baq(si-i) ,fag-, sag-, flag-, smag-, bag-' osv. > få'q-, så-q-, flå-q-, små-q-, bæq- osv. (disse nye former, analogier efter få'q, så'q, små'q, bcCq osv. forsvinder igen kort efter 1900, undtagen dog ,smag-', der sejrrigt trænger ind i h-kbhsk.). Uden for det lydlige går 1-kbhsk. i spidsen for udviklingen af akkusativ i stedet for nominativ, hvor et pronomen står obligatorisk trykstærkt: ,Ronald arbejder bedre end dig', Jim og mig var venner', ,hende, der går dér, er min søster' osv., og mht. fremrykning af,ikke' til den underordnende konjunktion: ,læg dig her, så ikke du får træk', ,at ikke han kunne se det, det forstår jeg altså ikke' osv. Begge udviklinger følges troligt op af h-kbhsk. Blandt fremmedordene møder vi stadig forskelle af typen fra forrige periode, dvs. 1-kbhsk.e konservatismer og stærkere fordanskninger. I 1800-tallet justeres fx i h-kbhsk. pon's > ports ,punch', lo [si' > lo *si' ,logi' m.fl., sogo Hcrda > sogHå-$ .chokolade' pås(d)alli'n > påsallæ'n ,porcelæn', mens deb evares i 1-kbhsk. Nyoptagne fremmedord som fx ,napoleonskage, baciller, punktere (om gummihjul med slange)' får de 1-kbhsk.e former ruVpo'ljåmskå-å, bag^sih, påm'te'a, engelske lån får fra pluralis s overført til singularis: ,en tanks, en drinks, en dollars, en hotdogs, en tons, et tricks' m.fl. (adskillige tilsvarende dannelser i h-kbhsk., men ikke i de nævnte ord). - Imidlertid opstår også en helt ny type forskelle. Læsning bliver i løbet af 1800-tallet så almindelig blandt de l-kbhsk.-talende, at mange fremmedord først og fremmest tilegnes gennem øjet, ikke øret - ganske som blandt h-kbhsk.-talende. Da der imidlertid er store forskelle mht. fremmedsprogskendskab - de l-kbhsk.-talende står stort set helt på bar bund hele 1800-tallet - opstår der i 1-kbhsk. en talløs skare af 61

mere eller mindre udbredte fremmedords-læseudtaier: nu'caiSB, p~b, -mærCd, ge'u, sgo'do, p~go, p~.go, brags, so^dsd'nso^d, budofly\ drocjfus, gigli, jå's ,nuance, job, -ment, gear, scooter, joker, choker, Brooks, cotton coat, butterfly, Dreyfus, Gigli, jazz. Nogle af dem, der får størst udbredelse uden dog at være trængt ind i h-kbhsk. ved periodens slutning er gWføS, tå[ Uæd ,chauffør, toilet'. Adskillige trænger ind i h-kbhsk.: tyba, ty'bisk, mydd, exlvdd,paHrVp, rwdd (havde oprindelig alle kort vokal), hænry, vily, lisy (havde oprindelig -i), cembaHå-p, demixrmndd, månHe'o, kDnfa'raqsz (oprindelig a^, åtf) de^ste/d, di^sdrcej'd, bilijx'd (oprindelig intet -d) o.m.a. Har en 1-kbhsk. læseudtale først fået fodfæste, kan den naturligvis leve videre uafhængig af skriften og de l-kbhsk.-talendes stigende fremmedsprogskundskaber i 1900-tallet. Det er forfejlet besjæling at tro, at dén yngre l-kbhsk.-talende, der på dansk siger jago Joker', ikke på engelsk siger djåwgo, det kan han udmærket gøre, jågo viser intet, så lidt som stxm'panj'9 hos en h-kbhsk.-talende viser, om han mestrer den franske udtale. - En særlig variant af de 1-kbhsk.e fremmedordslæseudtaier er de ikke-ligefremme udlæsninger, dvs. udlæsning med lyde, der ikke udgør den mest ligefremme udtale svarende til bogstaverne, men er en udtale, som de pågældende bogstaver i visse tilfælde har - blot ikke i disse i h-kbhsk. Sådanne udtaler er fx sovi :a7,jovial', (xgu^mxq ,argument', seni [jd'l ,geniaP, saq sstxri ,Skt. Jan'. Der er også mange af dem, men ingen har stor udbredelse. De kaldes undertiden hyperkorrekte udtaler, hvilket er ganske misvisende (forfejlet besjæling), da der ikke behøver at ligge (og normalt ikke ligger) nogen som helst stræben mod korrekthed eller bevidsthed om korrekthed bag deres opståen. De er slet og ret udlæsninger med en lydværdi, de pågældende bogstaver har i talrige ord, blot ikke den ved bogstavernes alfabetnavne nærmestliggende, en eventuel stræben efter korrekthed vil ingen forskel gøre. Til trods for de mange udviklinger, der i 1800-tallet fører til forskelle mellem de 2 sociolekter, er der dog også talrige udviklinger - lydlige og ikke-lydlige -, der forløber ensartet i h- og 1-kbhsk. 4) Fra ca. 1900 nærmer de 2 sociolekter sig atter til hinanden. Gamle forskelle ophæves jo hele tiden, det er ikke nyt. Men der indtræder nu langt færre nye forskelle, hvilket ikke betyder, at sprogudviklingen nu går langsommere, blot atjiejo_sociolekter følges langt bedre ad, og dermed skrumper jo det samlede antal forskelle ind. Det ses tydeligt inden for de generelle lydudviklinger. En række forskelle omkring 1900 forårsaget af lydlovsforskydninger eksisterer ikke længere ved periodens slutning: det h-kbhsk.e a foran labial/velær: mabd, lam', kafø, tagsd ,mappe, lam, kaffe, takst' og h-kbhsk. a~: tarb, sa'[ ,tale, sag', findes ikke længere i 1955; i 1900 eksisterer en sociolektforskel mellem h-kbhsk. aW/ og 1-kbhsk. a[ (side 16), mellem h-kbhsk. 5 og 1-kbhsk. 62

o, /, —, meiiem n-KonsK. arq og i-KDnsK. ocw (side 41), i 1955 siger næsten alle a/, d, alle a(-)w. Flere andre forskelle ophæves. Heroverfor er der kun to nye forskelle: æ(-)j udvikles efter 1900 > å(-)a med forskydning, således at udviklingen er tidligere i 1-kbhsk (side 34). Vokalforkortelsen foran A (side 50) forløber som nævnt forskudt, 1-kbhsk. er mere konservativ, men denne forskydning træder først rigtig tydeligt frem efter 1900. Også uden for lydlovsområdet er det meget begrænset, hvad der efter 1900 opstår af nye forskelle (undtaget dog fremmedord), mens mange gamle forskelle ophæves. L-kbhsk.e enkeltordsudtaler som fx seda ,sidde', peå'osp ,Petersen', må'ndn ,måneden' forsvinder, h-kbhsk.e udtaler som hæu\ dæ/, fjæ-o (med ce{%) el. «(•)) er på retur. Bøjningsmæssigt var der aldrig særlig mange forskelle, men dog en håndfuld omkring 1900; ved periodens slutning kender vi kun 2: 1-kbhsk. norp plur./h-kbhsk. obligatorisk nor^, no-on, 1-kbhsk. ,knæer' (endda sjælden)/h-kbhsk. ,knæ\ Syntaktisk er ,end som' helt forsvundet, og mht. de to nyere forskelle, nom./akk. og fremrykket/ikkefremrykket ,ikke', har h-kbhsk. næsten helt indhentet 1-kbhsk. Leksikalskorddannelsesmæssigt er l-kbhsk.e former som »tilbages', ,alletider' og nøgent efternavn om ægtemand forsvundet, mens formerne ,i sommers, i vinters' tenderer stærkt mod at blive socialt neutrale. En enkelt ny forskel er opstået: få xde ,fordi' brugtes før 1900 overordentlig almindeligt af både høj og lav, men efter 1900 viger den stærkt i h-kbhsk. Ved periodens slutning er der endnu klare og for manges vedkommende skarpe sociolektskel - på alle områderne: lydlove, enkeltordsudtaler, bøjning, syntaks, betydning, orddannelse, fremmedord. Måske vil der ingen forskelle være 40-50 år efter perioden - stadig i vor fødselsårsterminologi; de forskelle, som findes i 1955, 1965 osv., vil de pågældende generationer tage med sig i graven. Sociale sprogforskelle vil derfor i absolutte årstal kunne høres over hundrede år frem i tiden.

63

Provinsielt. Københavnsk. Rigsmål

Efter at vi nu har set nøjere på de to varianter af sproget i København, vil vi hæve os op over denne i andre henseender ret tilfældige by, - så højt, at vi får udsyn til hele Danmark; det øvrige Norden skimtes i horisonten. Og hvorfor ikke begynde med Gorm den Gamle? Det er så heldigt, at vi har bevaret et par kongeord fra den gæve monark, der levede i 900-tallets første halvdel. De lyder i transskription noget i retning af: ^go-RmZ, xkunurigt, gændi

]

kumbl

\pø~si ceft ]pynwi

]

kunu

\si-na. *dan\mmka£, lbo't,

og

betyder efter al sandsynlighed: Gorm konge gjorde dette mindesmærke efter Thyra, sin kone, Danmarks pryd. - Kong Gorm talte et sprog, der lød praktisk taget ensartet over hele Norden, fra Ejderen til Målaren og Nordkap, ja mht. Gorms farfars tid, altså tiden ca. 800 e.Kr., findes der end ikke ét nogenlunde sikkert vidnesbyrd - samtidigt eller, ved tilbageslutten, fra senere kilder - om en eneste sprogforskel i hele Norden. Fra år 800 begynder dette fællesnordiske sprog at udvikle sig i forskellige retninger. Sproget var langtfra statisk før 800, men udviklingerne fejede dengang hen over hele området; nu opstår der flere og flere ændringer, som kun rammer mindre dele af området, og det må jo føre til udspaltning. Det går langsomt i begyndelsen, men accelererende, og det er jo ikke mærkeligt, for jo mere uens sproget i to egne i forvejen er, jo større chance er der selvfølgelig for, at de rammes af forskellige udviklinger. Efter 400 års forløb, dvs. ved år 1200, er forskellene mellem fx alsisk og islandsk dog endnu langt mindre end forskellene i dag mellem alsisk og sydvestfynsk dialekt, og samtiden opfattede da også nordisk i disse 400 år som et og samme sprog, ofte kaldet dansk tuqgx o: det danske tungemål. Men forskellene bliver stadig flere. Der er nu slet ingen udvikling, der rammer hele området, og også inden for de mindre kulturelle enheder: Danmark (med Skåne, Halland, Blekinge), Sverrig, Norge bliver der færre og færre udviklinger, der rammer overalt. Ved middelalderens slutning, 1500, er der næsten ingen landsomfattende sprogændringer, og da de forholdsvis store områder, udviklingerne rammer, ikke er de samme fra gang til gang: én udvikling rammer Sønderjylland, en anden Vestjylland og vestlige Sønderjylland, en tredje Fyn og Midtjylland et stykke ned i Sønderjylland og så fremdeles, ja så må jo hele Norden blive opdelt i et væld af bittesmå sprogområder. Til sidst er der normalt geografiske sprogforskelle selv inden for ét sogn, så én enkelt dialekt bliver da i snævreste og absolutte 64

forstand sproget i et område, inden for hvilket der ingen geografiske sprogforskelle eksisterer. Disse områder er efter 1500 og op mod nutiden blevet så små, at de normalt kun omfatter én landsby, evt. to eller tre meget tætliggende, med lille opland. Igennem hele det omtalte tidsrum, 800-nutiden, kan en påfaldende sammenhæng mellem befolkningstæthed og udviklingstempo iagttages i Norden: Jo tyndere befolket et område er, og/eller jo mindre et sprogsamfund er, jo langsommere udvikles sproget. Derfor er sprogudviklingen langsomst på Island (så langsom, at 12-årige skolebørn i dag uden større besvær kan læse og forstå fællesnordisk!), lidt hurtigere i de norske dialekter, lidt hurtigere endnu i de svenske, og langt hurtigst i dansk. Der er slet ikke tale om en nord-syd afhængighed, fx: jo sydligere område, jo større kontakt med det pulserende øvrige Europa og dermed jo hurtigere sprogudvikling; i så fald måtte der nemlig særlig i Jylland forventes at være en sådan klar forskel mellem nord og syd, men det er overhovedet ikke tilfældet. De to nævnte faktorer: 1) Jo mere forskellige to dialekter er i forvejen, jo mere forskelligt vil de udvikles, og 2) jo større og tættere sprogsamfundet er, jo hurtigere udvikling - må nu naturnødvendigt føre til, at udviklingstempoet i de fleste nordiske dialekter sættes ned, og det er da også netop, hvad der sker. Efter 1500 indtræder der langt færre lydudviklinger end før, men selvfølgelig standser de langtfra, og de, der kommer, bliver, som det forventes, stadig mere forskelligartede, i stadig højere grad begrænset til et mindre område. Det følger af det netop sagte, at en dialekt normalt ligner sin umiddelbare nabodialekt mere end andre dialekter og ligner de lidt fjernere mere end de meget fjernere. Dette er da også uomtvisteligt tilfældet. Men det fremgår også, at der udmærket kan være større lighed mellem to dialekter med 50 km's afstand end mellem to dialekter med to km's afstand. Forskellene er betinget af det sproglige samkvem, og selvfølgelig gælder det alt andet lige, at jo større nærhed, jo større samkvem, men alt andet er som bekendt ikke lige. Skove, moser, vandløb, vejføring, fjendskab m.m.m. bevirker, at sprogforskellene ikke kun afspejler den rene nærhedsfaktor, selv om denne så afgjort er den dominerende. Man har derfor inddelt de nordiske dialekter i nogle hovedområder, fx østnorsk, vestnorsk, jysk, Gotamål, inden for hvilke lighederne gerne skulle være lidt større end den rene nærhed berettiger. Det er da ofte også tilfældet, men man må ikke bytte om på faktorernes proportioner og - som så mange dialektindføringer giver indtryk af - tro, at det fællesnordiske grundsprog først delte sig i to hoveddialekter: østnordisk og vestnordisk, at disse så hver for sig spaltedes i underhoveddialekter og disse så atter i andre: jysk, ømål, skånsk, osv. Udviklingerne er tailøst skyllet over Norden, snart er et meget stort område ramt, snart et meget lille; gammelt og nyt er grundigt blandet i alle nordiske dialekter. Samtidig med, 5 Udtaleforskelle i Danmark

65

at nogle vigtige forskelle indtræder mellem vestnordisk (islandsk, færøsk, norske dialekter) og østnordisk (resten), indtræder der vigtige forskelle, hvor norsk går sammen med dansk og svensk, så at skellet øst-vestnordisk straks sløres. Det umådeligt brogede billede gør det ofte umuligt at sammenligne forskellene nøjagtigt: skånsk (med bornholmsk) kan fx regnes for en dialekt tilhørende det danske hovedområde, idet det selvfølgelig står svensk særlig nær, men det kan ligeså godt regnes for en svensk dialekt, som selvfølgelig står dansk særlig nær. I 1600-tallet indtræder noget radikalt nyt mht. talesprogene i Danmark; vsa. den umådelige mængde af dialekter særegne for bestemte, meget små egne, begynder der nu at brede sig nogle sprogformer til hele riget, et rigstalesprog er ved at blive skabt. Disse nye former stammer fra én ganske bestemt dialekt, den københavnske. De udbreder sig tidligst til de største købstæder, efterhånden også til de små, og i nyere tid også til landdistrikter (,områder, egne, byer"s sprog betegner her og i det følgende altid sproget hos personer opvokset de pågældende steder). De nye former udbreder sig desto tidligere og mere massivt, jo nærmere købstaden er København. De lever altid meget længe side om side med de oprindeligt lokale former, før disse fortrænges. Før vi ser lidt nærmere på udbredelsen af de københavnske former, skal vi ganske kort karakterisere den københavnske dialekt. Som enhver anden dialekt har den kbhsk.e størst lighed med nabodialekteme, dvs. østsjællandsk mod vest, og amagersk og skånsk mod øst, idet man jo må huske, at nok skiller et hav mod de sidstnævnte, men dels var det i forne tider som hovedregel sådan, at have forbandt samkvemsmæssigt (det var skove og moser, der skilte), dels var samkvemmet via netop dette hav særlig stort. En større systematisk sammenligning (se vor lydhistorie § 137) har vist os, at kbhsk. har nogenlunde Uge så stort slægtskab (lige så mange lighedspunkter) med østsjællandsk som med skånsk; lydligt er slægtskabet snarest en smule større med skånsk. Foruden lighedspunkter med nabodialekter har kbhsk. et ret betragteligt antal særegne træk, der ikke genfindes i nabodialekterne - ikke så mærkeligt, når man betænker, at her var en dialekt, som blev talt af et særlig stort antal personer inden for et særlig lille område; en sådan dialekt må naturligt forventes at gå sine egne veje i lidt højere grad end andre dialekter. - Lad os betragte nogle eksempler på alle tre forhold: kbhsk. går sammen med østsjællandsk, men mod de skånske dialekter: tilstedeværelsen af stød, fællesnordisk svagtryks- a udviklet > a (skånsk har bevaring), fællesnordisk ~t fx i ,ud, sød, bryde' udviklet > d (i skånsk standsede udviklingen ved d), fællesnordisk sdj- i fx ,stjerne, stjært, stjæle' bevaret, i skånsk derjmod > g (ustemt, rundet velær hæmmelyd, ofte gengivet / ) , tab af dobbeltbestemthed (,den gode manden'), imperativ pluralis = imperativ singularis. - Kbhsk. går sammen med skånske dialekter mod østsjællandsk: 66

Den lange urundede a-lyd er palataliseret: ar- (sjællandsk har upalataliseret or; i nyeste tid lukkes det kbhsk.e OJ- yderligere, se side 18), det fællesnordiske e- og ø- bevares i kbhsk. og (syd)skånsk (sjællandsk har diftongering/lukning: sdr'an, hy^3 ,sten, hø' osv.), fællesnordisk «• udvikles til å~ i kbhsk. og adskillige sydvestskånske (altså de kbhsk. nærmestliggende) dialekter, i sjællandsk videreudvikling > W3, ordet ,dag' har gammelt svind af q (østsjællandsk: da'w, dcav'), fællesnordisk rm bevares i kbhsk. og sydskånsk (østsjællandsk tirm, kirrw, lim' ,time, kime, lim' eta). - Kbhsk. står alene mod sine nabodialekter: den yngre middelalders aT% i sjællandsk og skånsk er lyden udviklet til en „lys" a-lyd i nogle ord (a-, aT-), en „mørk" a-lyd i andre (p~ o.lign.); kort udlydende vokal i ,nu, du I, vi, de' (sjællandsk og skånsk har lang vokal, henholdsvis med stød og uden), tilstedeværelsen af sproglyden q (som ligger lige midt imellem østsjællandsk /, w og skånsk g), fordeling af lydene cogw således, at v kun findes efter lang, w kun efter kort vokal (i nyeste tid udvikles kbhsk. -v > -w, kni'v > kni'w, hæ'vo > hæ-wo, hvorefter vokalen kan forkortes foran w, se side 50; ingen af udviklingerne er fuldbyrdede). De oprindelige forbindelser ft, kt, ks er i kbhsk. næsten uforandrede :fd-gd eller qd (se side 42) - gs; i både sjællandsk og skånsk derimod stærkt ændrede (wd-wd, [d-fs, ws), i kbhsk. hedder eller har det altså heddet løfdd ,løfte', grøfd ,Grøvt', sdifd ,stivt\ gråfd ,grovt', gifdi (!) ,givtig' ( = givende), tyfdB ,tyvte' (anklage for tyv), køfd ,købt', celfda ,ellevte', trådfdd ,tredivte' (eksemplerne - delvis anført i deres ældre almindelige ortografi er valgt således, at læseren kan se, at der ikke er tale om, at skriften har fremkaldt disse dialektalt set konservative former, det er tværtimod Skrivten, der her - som det er langt almindeligst - har ændret sig efter udtalen). Endvidere: vågda ,vogte', rigd,rigt',sycjd,sygt',ænafigd,endeligt'sb.,sdægd,stegt', sciqd ,sagt', - bogisdcr'våf ,bogstaver', /a/ ^mogs\gåd^ ,Farimagsgade', rigs\vSbn ,rigsvåben', lægså ,Lexer' ( = lektier), sags ,Sax, saks' osv. (kbhsk. har dog formen safsdn ,seksten' stemmende med nabodialekterne; se i øvrigt §§62,137 i vor lydhistorie); kbhsk. har endvidere to køn, ikke som nabodialekterne tre, og i kbhsk. kan ,anden' pron. ligesom i oldsproget ikke bøjes i bestemthed, hvor skånsk og østsjællandsk kender: ,en anden/den andre' adjektiver på -sk i neutrum, ,rask(t), frisk(t), falsk(t)' får i kbhsk. ikke d. Alt i alt må kbhsk. 1600-1840 (vor periodes begyndelse) siges at være en betydelig mere konservativ dialekt end østsjællandsk (konservativ = oldsproget nærtstående), og dermed alt i alt den mest konservative danske dialekt, når de svenske besiddelser (og bornholmsk) udelades, vel at mærke, for som sagt er gammelt og nyt blandet overalt, og det er let i detaljen at plukke læssevis af arkaiske træk ud fra de andre dialekter. Den kbhsk.e relative konservatisme glider da ind i det klare mønster - al brogethed til trods - af stigende konservatisme fra vest mod øst: vestjysk - østjysk - fynsk s*

67

sjællandsk - kbhsk. - skånsk (med bornholmsk). Ikke desto mindre tyder meget på, at kbhsk. er den eneste dialekt, hvis udviklingstempo sættes op efter middelalderen; i nyeste tid, 1840-1955, indtræder en helt overrumplende mængde udviklinger, nemlig lydlige, - vi ser helt bort fra de ordforrådsmæssige (lånene), - så hvis dialekterne ikke var ved at uddø, ville man sikkert snart se kbhsk. (rigsmålet) overhale dialekterne i udviklingen bort fra oldsproget, men da nu de andre dialekter for en stor del er uddøde i 1955, kan man ikke rigtig sammenligne længere. Det stigende udviklingstempo i kbhsk., vi altså mener at kunne konstatere, må så atter sættes i forbindelse med ovennævnte sammenhæng mellem sprogsamfunds-størrelse og udviklingstempo: Kbhsk. er jo siden 1600 blevet talt af en meget stærkt voksende befolkning. Dette gælder ikke de andre dialekter, bortset fra storkøbstadsdialekterne, men dém kender man imidlertid ikke fra gammel tid, undtagen de sønderjyske og odenseansk. Som sagt ser vi spirerne til kbhsk.ens fuldstændige udbredelse i 1600-tallet, men der er langt igen. Omkring 1700 er det endnu forskellene i de dannedes sprog fremfor lighederne, der er slående. På denne tid kan vor store grammatiker Jens Pedersen Høysgaard 1698 Århus udtrykke sig således: „den store ulighed imellem dialekterne hos de skikkeligste [ = mest dannede] og vittigste [ = intelligenteste] personer" (ortografien ændret). Heroverfor kan så passende anføres den 150 år yngre sprogforsker Karl Verner 1846 Århus' ord: „ . . . at det dannede samfunds sprog, som skriftsproget oprindeligt er udgået fra, og hvorfra det [skriftsproget] rekrutteres og fornyes, tales omtrent ens over hele riget." Disse citater afspejler bedre end mængder af opgørelser det store skred blandt de dannede henimod et helt ensartet rigsmål. Skreddet kan nøje følges også efter Verner, nemlig i vor periode 1840-1955; jo yngre, jo færre lokalt bundne former, alt andet lige. - Det er imidlertid ikke kun i dannede kredse eller de højeste lag, at kbhsk.e former infiltrerer og fortrænger de lokale, skreddet er i perioden overordentlig mærkbart i alle lag: dialekterne rammes hårdt kvantitativt (antal personer) og kvalitativt. Derved øges antallet af personer, der blot taler kraftigt lokalfarvet. Men de i forvejen (dvs. ved 1840) kraftigt lokalfarvet talende, dvs. de laveste lag i provinsbyerne, dé - eller rettere deres efterkommere - taler efterhånden med mindre og mindre lokalpræg, og så fremdeles gennem hele samfundet. Der er i sandhed skæv rekruttering til de (nogenlunde) rent rigsmålstalendes rækker - både socialt og geografisk. Det sidste derved, at lokalformerne står langt svagest på Sjælland: I landdistrikterne dør dialekten hen ca. 1920 (i vor terminologi!), i de lave sociale lag i byerne bliver lokalformer mod periodens slutning rene sjældenheder; træk som ka-w, ba-ip, sdw' ,kage, bage, sag', bøga ,bygge', eif ,ind', mo'seg ,musik', vi', di' ,vi, de' er ganske almindelige hos jævne sjællændere 68

1900-25, der ikke kan siges at tale egentlig dialekt, men de er rene sjældenheder efter 1940; i de højeste lag ser vi, at der blandt sjællændere fra ca. 1880 opstår en voksende skare, hvis sprog overhovedet ingen lokale former har, og som følgelig ikke kan skelnes fra de h-kbhsk.-talende. Hvordan er det nu egentlig gået til, at de kbhsk.e former fra 1600-tallet og frem får befæstet sig efterhånden overalt i riget og herfra tenderer mod den totale sejr? Vi kan desværre ikke besvare dette tilfredsstillende. Der kan, såvidt vi kan se, være tale om to og kun to faktorer; de har selvfølgelig begge virket - sikkert også i væsentlig udstrækning -, men styrkeforholdet mellem dem har vi ikke overblik over (at begge selvfølgelig har virket, betyder jo blot, at de har haft en værdi, der overskrider 0): 1) Prestige. Det forekommer umiddelbart helt nærliggende, at kbhsk. er blevet udbredt til et rigssprog for en stor del pga. dets prestige: København er kongens, hoffets, regeringens og alle de fornemste institutioners hjemby - vigtigst af dem alle måske: universitetet, for det, at universitetet lå her, betød jo, at alle akademikere og det vil først af alt sige præster, senere også læger mv. - uanset om de er opvokset i København eller ej, har tilbragt en årrække i en ret sprogmodtagelig alder i byen København, hvorefter de er blevet spredt ud over det ganske land, hvor de i kraft af deres uddannelse, intelligens, magt m.m. har nydt overordentlig prestige. - 2) Almindelig sprogpåvirkning og -erobring efter Napoleons metode, naturligvis uden at der ligger en bevidst vilje til sprogerobring bag; læseren bedes her og i det følgende gøre sig klart, at sprogkamp (ubevidst) og militærkamp selvfølgelig er noget helt forskelligt. Det kan umiddelbart synes umuligt, at en enkelt nok så stor by skulle kunne udbrede sine sprogformer til resten af landet ved almindeligt sprogligt samkvem, når denne rest trods alt er mange gange større end byen. Ikke alene er dette imidlertid muligt, det er også naturnødvendigt - hvilket general Napoleons eksempel burde have belært enhver om: feltherrens princip var jo altid at opsøge fjenden, hvor denne var i mindretal, for derved kan man i løbet af en række slag slå selv den tifold stærkere - desto hurtigere, hvis man for hvert slag indrullerer de besejrede i sin egen hær. I sprogkampe benyttes altid sidstnævnte variant. Hvis læseren nu sidder og ikke ved, hvad han skal stille op med fænomenet Waterloo, må han blot betænke, at her brød feltherren sit eget princip; bruger man det, så kan man nemlig ikke tabe, for ved styrke skal ikke forstås numerisk styrke, antal kavalerister, artillerister etc. men ren faktisk styrke; det kan derimod, hvis fjenden er snu, være umuligt at anvende princippet. - Alt dette er ikke krigsliderligt flip, men sprogvidenskabelige fundamentalia, som enhver sproginteresseret bør gøre sig klart. Vi forsøger at illustrere det:

69

Uden om et tætbefolket sprogsamfund ^ s kan der være et bredere eller smallere bælte, som gennemsnitligt har nøjagtig samme samkvem med dette sprogsamfund som med et udenomliggende nabobælte j ^ ^ , og som har så stort absolut samkvem udadtil, at sprogpåvirkning udefra overhovedet bliver muligt. Efter den almindelige nærhedsfaktor påvirker nu alle bælter hinanden, men ^^-omr&det falder hurtigt i hænderne på U B , fordi dette er langt mere ensartet sprogligt, nemlig ét enkelt sprogsamfund, end |§|i, der jo - geografisk mere spredt, som det må være - er sprogligt langt mere uensartet. HJiltropperne arbejder alle i effektivt fællesskab. %$g -tropperne kan ikke rigtig finde fodslaget, nogle beskyder visse punkter og dele af H , andre retter skytset mod helt andre punkter (i sproget) og dele (af H ) - § 1 m å <*a s e J r e efter den simple devise: enighed gør stærk. Så snart imidlertid • • er erobret 70

af = . glemmes alt gammelt nag, og de erobrede kæmper nu videre skulder ved skulder med de oprindelige kernetropper, hvorefter landnammet kan fortsætte. Det er altså ikke bare storbyens store udadvendte aktivitet, der afgør sagen, men dens ensartethed, for den store kommunikationsaktivitet udadtil er jo efter den rene nærhedsfaktor (dvs. uden en prestigefaktor inddraget) et tveægget sværd: hvis københavnerne handler på livet løs med naboerne, udsætter de sig jo også selv for påvirkning, men det napoleonske princip sørger for, at provinsformerne aldrig får fodfæste i København, for selv om tilflytterantallet i København har været og er meget betragteligt, er ikke-indflytterne dog i alle kvarterer i overtal, og selv om de ikke altid var det, skal der mere end som så til at kile sig ind i grundfæstningen: der skal være forældre-flertal om den samme provinsform mod den københavnske, først da vil børnene overtage den. Det nytter intet, at nogle tilflyttede jyder siger sLid, andre sot, andre igen småt, andre sjællændere sow'Ad, og at alle disse tilsammen er i flertal, for det kbhsk.e soud (der endda støttes af mange tilflyttede sjællændere) vil dog være i mægtigt overtal. En anden sandsynlig tilstand, der især er aktuel, når ===-området har vokset sig rigtig stort, er den, at det f//^omikde, der har sprogsamkvem udadtil over en vis grænse (så meget, at påvirkning bliver mulig), har større samkvem med ^== end med hele det øvrige land. Her vil f^ selvfølgelig endnu hurtigere blive erobret af ^ ^ . Ovenstående model viser, hvad man kunne kalde den kbhsk.e fremrykning fod for fod med tungt artilleri; langt større betydning har „luftvåbnet" haft, idet kommunikationsvejene og dermed sprogkampen jo først og fremmest går mellem købstæderne. De første erobringer har i virkeligheden været Hillerød, Roskilde og Køge, og herfra er erobringen fortsat accelererende fra købstad til købstad og videre til oplandets mindre byer. Dette svækker på ingen måde det napoleonske princip, gør det kun mindre anskueligt. Selv på de punkter i sproget, hvor provinsielt stod helt enigt og samlet over for kbhsk. fx mht. vokalismen af ordet ,vej': vcef, vce[, wæ[, hvor kbhsk. i mange århundreder har haft vccf (bornholmsk har dog en tilsvarende form), er det muligt for de kbhsk.e kernetropper at gøre erobringer efter Napoleonprincippet, men det fører lidt for vidt at beskrive det her. Har prestige spillet væsentligt ind, er det klart, at hele krigsslaget er blevet fremskyndet; det svarer til, at de kbhsk.e krigsskyts alt andet lige har fx 10% større træfsikkerhed - og blot dette ville få meget stor betydning. Men prestigen kan let overvurderes; de former, man synes bedst om, er nu engang gennemgående dem, man er vant til (se side 79). De fleste sprogbeskrivere har selv talt h-sprog, så for dem vil højsocialt korrelerede former falde sammen med de tilvante; de tror derfor, at so[føj' har langt større prestige end sa^øu', men for dem, der er vant til det sidste, vil so ]føS meget let klinge fremmed, krukket, '

71

underligt, altså iicke-attraktivt. Hertil kommer, at kbhsk.e former, der af forskellige grunde ikke kan have særlig stor prestige, fx fordi de er 1-kbhsk.e og/eller skriftstridige, alligevel udbreder sig effektivt over hele landet, fx oprindeligt kbhsk.e former som måri ,mand', rasd ,rest', bø'o ,bøger', ri'i ,rige' eller køwip, løwip, tæip, rå-w, kow'o ,købe, løbe, tabe, råbe, kobber' (de sidste strider mod al jysk og bornholmsk dialekt, men er dog blevet ganske almindelige i disse egne). - Her kan passende fremdrages to klassiske eksempler på sprogudbredelse å la Napoleon fra længe før korporalens fødsel: Sproget i oldtidens Athen og Rom (det sidste = latin, et af de mange, ret forskellige sprog, der oprindelig taltes på den italienske halvø; på Romulus' tid snævert bundet til landskabet Latium, ca. 15.000 km2, mellem Tiberen og Liri-floden) udbredte sig til mægtige riger, nemlig hele Grækenland henholdsvis hele Italien og senere endnu mere. Det forekommer os usandsynligt, at prestige her har spillet nogen synderlig rolle. Kbhsk.ens udbredelse kan derimod ikke være fremkaldt af skriftsproget. Selvfølgelig har skriften støttet udbredelsen overalt, hvor kbhsk. og skrift stemte overens mod provinsformen, men i et væld af tilfælde ser vi, at den kbhsk.e form udbreder sig over riget stik mod skriften eller på punkter, hvor skriften er fuldstændig neutral. Mht. det sidste kan man blot tænke på intonation, tryk, stød, samt de enkelte bogstavers hovedudtale (skriftens ,a' kan jo umuligt antyde, om hovedlydværdien er o~if), <*(•), «(•) eller å(f) osv., den findes kun i de talendes bevidsthed - ligesom alfabetnavnet, hvilket sidste naturligvis blot er betinget af det første; når der engang er tilknyttet hovedudtaler til bogstaverne i den enkeltes sprog, så vil fx ,tjene' naturligvis favorisere udtalen tje-ra, men dette, at ,e' har hovedudtalen e% kan skriften ikke vise). Kbhsk. dominerer lige fuldt på alle disse områder. Mht. skriftstridige former kan blandt mængder følgende anføres: På Bornholm udbredes de kbhsk.e korte konsonanter i sgåba, hågd, lasa, skønt lokalformernes lange konsonanter sgåb-d, håg'9, las -3 stemmer bedre med ,skubbe, hugge, Lasse'. På Fyn udbredes cc[, o[ i ,vej, leg, løg, søjle', skønt lokalformernes «/ og o[ står skriften nærmere. På Sjælland udbredes vå'u ,vejr', sån' ,sund', gæ'cfo ,sjette', trods lokalformer som vcefj, surt', sæds. I Jylland udbredes vid' ,hviå\jaVb ,hjalp', tæbo ,tæpper', h{' ,løg', hu's$ ,huset' trods lokalformerne hwi'd, hjalp, tæpo, lø'q, hu?sat. Jf. iøvrigt det attiske sprogs henholdsvis latinens omtalte udbredelse, der jo givetvis var ganske uafhængig af skrift, eftersom det store flertal dengang var analfabeter. Ligesom skriften sikkert har fremmet rigsmålsudbredelsen, når der var overensstemmelse mellem kbhsk. og skrift, har enhver dialekt med kbhsk.overensstemmende former selvfølgelig også fremmet udviklingen. Her kommer jo især sjællandsk på tale, for skånsk gled allerede i 1600-tallet helt ud af billedet. I det kbhsk.e bombardement med projektilet jaf mod jydens « og 72

æ ( = jeg) har det sjællandske fodregiments }«[ selvfølgelig ikke været virkningsløst. Et rigsmål er skabt i det øjeblik, det for hvert eneste punkt i sproget gælder, at der findes en form, der er udbredt over hele riget (stadig i vor terminologi: hos personer opvokset over hele riget). Hvis pronomenet i første person singularis på Bornholm kun hedder |p~% i København kun !/a(/), |/«, på Sjælland, Fyn og sydøer kun xjæ{f), lJe, i Jylland kun 'a, 'a, '«, er der på dette punkt i sproget ingen rm.-form, og så er et komplet rm. endnu ikke skabt; først når [/<%(/), 'jæ, som det faktisk bliver tilfældet, findes overalt i riget - uden for København side om side med de andre - er der her opstået en rm.-form. - Et fuldstændigt rm. synes skabt ca. 1825, for først på dette tidspunkt synes efter kilderne de to sidste „huller" dvs. punkter, på hvilke der ikke fandtes rm.-former, at blive udfyldt. Disse punkter var ej/øj-diftongen og g-, k-lyden foran fortungevokal. Her var modstanden nemlig størst mod de kbhsk.e former, for her stod kbhsk. a; og å[ samt g- og k- dels over for et massivt provinsielt flertal for cef, d( og gj-, kj-, dels over for skriften, der jo klart favoriserer de provinsielle former: ,ej, eg, (ig), øj, øg' henholdsvis ,gj-, kj-' (som bekendt skrev man ,Kjøbenhavn, gjøre, kjøbe, Gjærde, kjære, Gjeder' osv., indtil skriften også her overgav sig til den kbhsk.e udtale). Ca. 1825 synes denne sidste skanse faldet, idet der nu er (dannede) kredse overalt i provinsen, der har disse kbhsk.e former i deres sprog, og dermed ophører de jo i en vis forstand med at være kbhsk.e (!) og bør strengt taget så kaldes ,oprindeligt kbhsk.e', når synsvinklen er landsomfattende (sammenlign, at håndtryk med højre hånd i europæisk synsvinkel ikke kan kaldes en svejtsisk hilsen, men en fortegnelse over samtlige svejtsiske hilseformer vil selvfølgelig indeholde denne, tilsvarende en engelsk, dansk, tysk osv.). - Fra ca. 1825 er et rigsmål altså skabt, men det betyder ikke, at der nu overalt i riget er personer, der taler et sprog med lutter disse rm.-former, det er der indtil videre kun i København nogle, der gør, og det er jo ikke mærkeligt, når rm.-formerne er udgået herfra. Fra ca. 1825 og frem gælder det da, at der på hvert eneste punkt i sproget findes en (oprindeligt) kbhsk. form, som findes udbredt til alle egne af landet (,egn' må her ikke forstås for snævert, størrelsen skal være ca. som et halvt af de 22 gamle amter). Men ikke nok med det, også hvor kbhsk. har flere sideformer, har vi i perioden næsten altid kunnet finde dem overalt i riget; det gælder alle de socialt neutrale kbhsk.e former, alle de h-kbhsk.e (det vil altså sige alt, hvad en rent h-kbhsk.-talende kan finde på at sige) og - i periodens sidste halvdel - også langt defleste1-kbhsk.e. Enkelte 1-kbhsk.e træk er endnu i periodens sidste halvdel lokalt bundne, dog ikke kun til København, for de findes altid i det mindste udbredt til hele Sjælland. Eksemplerne herpå er: Den 1-kbhsk.e intonation, formen ge-$ ,givet' (aldrig hørt hos jyder), bi-i, bit' osv. ,blive' osv. (aldrig hørt uden for Sjælland 73

bortset fra meget utydelig tale) heu', de/, fje-o ,her, der, fjerde' (endnu aldrig hørt i Nørrejylland), ds (< t < dh). Det sidstnævnte træk og de 3 e-former er dog ikke helt gode eksempler, da de er forholdsvis nye træk i kbhsk., se nedenfor. — Altså er situationen den, at mcm\ man', man' ,mand' kan høres overalt, de er ulokale, de findes i Vendsyssel vsa. ma'i, på Fyn vsa. måjj, på Sjælland vsa. mo~n\ i Syddanmark vsa. man, alle de sidstnævnte er lokalt bundne, æwlika'ip ,æblekage' er en sjællandsk, delvis også fynsk lokalt bundet form, men de kbhsk.e (sw\\k'å-^, -k'å-'å, <e-bh-, m'b\-findesogså alle på Sjælland og Fyn i de samme egne. vetd ( = smule) fråmmd,fremmed', bd^gønd ,begynde\ de e ^egdxnæm' o få sag lte min beds ^gusdcav ,det er ikke

nemt at få sagt til min lille Gustav' er former - ikke kun fonetiske - der alle er meget almindelige i forskellige egne af Jylland, men de findes overalt side om side med de lokalt ubundne. Osv. osv. Sprogsituationen i Danmark siden ca. 1600 er ikke kun præget af, at de daværende kbhsk.e former accelererende udbreder sig til hele riget. Som nævnt ændrer de forskellige dialekter sig også - dog nu, som det er at vente, og synes at kunne iagttages, noget langsommere. Men der er endnu en væsentlig ting. Det^nuxærenderigsmål (rm.-forraeme)erJo ikke identisk med kbhsk. anno 1600, for også kbhsk. har ændret sig ^endda ret betydeligt, og forsåvidt er det ikke mærkeligt, at også de nye kbhsk.e former, straks de er opstået, begynder af udbrede sig ganske som de gamle. I denne forbindelse er der dog to vigtige forhold at iagttage: 1) Så godt som alje^rryerejidviklisger^der rammer rm., dukker iflg. vore undersøgelser tidligst op i København, eller, med andre ord: der er næsten ingen landsomfattende sprogændringer, der ikke udgår fra København - dette til trods for, at det egentlig udmærket kunne tænkes, at der i Danmark dels var en udbredelse af kbhsk.e former, gamle og nye, dels en række nye udviklinger, som det mere og mere ensartede sprog i købstæderne gennemgik, men som snart kunne starte ét sted, snart et andet. 2) De /»/-udviklede former i kbhsk., i særdeleshed dem, der skyldes lydlove, har en tendens til at udbrede sig langt hurtigere - og også anderledes - end Napoleon-princippet berettiger. Disse nye former må også i provinsen længe have været „fristende", der skal blot en lille katalysator til, nemlig kbhsk., så melder de sig straks også i provinsen. Dette kan dels begrundes ved tempoet for lydlovenes udbredelse, dels ved, at vi i talrige tilfælde har set, at de også forbløffende hurtigt får arbejdet sig helt ind i egentlige dialekter endog velbevarede dialekter, som er vidt forskellige fra rigsmål, og som altså sagtens kan holde mange gamle kbhsk.e træk ude. En udvikling som q > f,w (side 39), for blot at nævne en enkelt blandt talrige, har vi set udbrede sig lidt forsinket selvfølgelig, men dog forbløffende hurtigt - til provinsielt rm.talende og helt ud i fjerne dialekter som vendelbomål og bornholmsk. De unge vendelboer og bornholmere har ikke længere q i deres sprog, skønt de 74

ellers kan tale ret så uforståeligt for almindelige ikke-sprogfolk. En 3. begrundelse for synspunktet „de fristende udviklinger" er dette, at det egentlig slet ikke er former, der her udbredes, men simpelthen udviklingen: en udskiftning (svækkelse) af q med /, w begynder i København, men følges ret hurtigt op overalt, uanset om de nye former findes i kbhsk. eller ej; særjyske ord som fx slo'q ( = (lang) lømmel) eller særformer som le-q ,ligge, lægge' rammes lige fuldt, ja endog hvor formen kommer til ligefrem at fjerne sig fra kbhsk.: Vendsysselsk treh > trceh ,triller', almindelig jyskfarvet rm. råd', tråå$ > rad\ trtxd$ ,ræd, træde'. Talrige eksempler kunne nævnes. - Det blev under 1) nævnt, at næsten ingen landsomfattende udvikling i nyere tid udgår andetsteds fra end København. Vi kender kun få herhen hørende tilfælde: a-assimilation (side 24) kan faktisk konstateres klart tidligere i sjællandsk dialekt, hvor den vel at mærke også er en ny udvikling. Den indtræder „forsinket" i kbhsk. og så videre ud i provinsielt rigsmål og dialekter (!), men selvfølgelig er det ikke godt at vide, om sjællandsk egentlig har haft nogen væsentlig betydning for udviklingen i kbhsk. (At kbhsk. omvendt er katalysator i almindelighed for det øvrige land er klart nok pga. „forskydningernes" store antal; det kan jo ikke være tilfældigt hver gang, at netop kbhsk. er tidligst med overgangen). Vokalforkortelse foran 6 (side 50) er også tidligst i sjællandsk dialekt og synes også at være en ny udvikling i sjællandsk. Herudover kan det nævnes, at vi kan konstatere en generel lydovergang ræ- > rå' {trce-m > trå-na, bræ-i > brå^, træ'' > tro" ,træne, bræge, træ' osv. i det meste af Jylland og Fyn (ikke alle har den, særlig ikke dem med det mindste lokalpræg); udviklingen er jo en r-påvirkning, som vi møder så mange af i perioden - helt parallel med ræ > rå (side 30), blot holder denne r-påvirkning sig helt borte fra kbhsk. og sjællandsk, hvor det oprindelige røer kun åbnes en lille smule, nemlig > ræ*' eller ræ. Det, at også de nye udviklinger i kbhsk. udbreder sig til resten af landet, må selvfølgelig betyde, at der opstår nogle former, som en tid er lokalt kbhsk.e, derpå lokalt bundet til København og Sjælland, og som først efter en vis mellemperiode bliver helt ulokale, rm.-former. Og tilsvarende bliver i den samme mellemperiode den gamle kbhsk.e form, som jo i almindelighed var en rm.-form (udbredt overalt), pludselig provinsielt bundet, stadig mere snævert, indtil den helt er fortrængt i provinsen. Da 1-kbhsk. oftest, mht. generelle lydudviklinger, går i spidsen i København, bliver forskellene i disse mellemperioder størst mellem 1-kbhsk. og provinsielt. Eksempler: Det i kbhsk. nyudviklede å- < aT- er i periodens første årtier bundet til København og h-sproget i sjællandske købstæder. Så bliver det efterhånden almindeligt overalt, og så snart aM- er helt uddødt i kbhsk. (ca. 1925), er formen jo blevet provinsielt bundet, og det vedbliver den at være perioden ud. Det 1-kbhsk.e ro. < rå er almindeligt i 1-kbhsk. i 1880'erne, men på den tid vist endnu helt 75

forbeholdt København. Først fra ca. 1900 kender vi det i sjællandsk 1-sprog og først efter 1920 fra jysk og fynsk 1-sprog. I h-sprog er det i periodens slutning almindeligt i København, men endnu ikke overalt, ocq i ord som ,drage, brag, krager' udvikles i 1-kbhsk. allerede i 1890'erne > tx-io, men tilsvarende former er - tilfældigvis - gamle i mange sjællandske og fynske dialekter, ccw er da en tid, også efter at være trængt ind i h-kbhsk., lokalt bundet, æq ulokal. I hvert fald ved 1935 findes ve/ osv.). Andre enkeltordsformer som sdød < sdø'å, sgød < sgø'd ,stød, skød' sb. har vistnok også en tid været snævert bundet til København, hvor de i hvert fald er mest udbredt, i 1940 vist helt enerådende.

De provinsielle former

I provinsen findes alle overgange mellem det sprog, der er næsten helt uden lokalformer, og det, der har et maksimum af lokalformer, nemlig dialekterne; betegnelsen ,dialekt' kræver dog et vist absolut antal lokaltræk; som ovenfor nævnt er efter 1920 selv det mest lokalprægede sjællandsk ikke længere værdigt til denne betegnelse, ligesom de større provinskøbstæders sprog -rde sønderjyske længe ikke har været det. Provinsielle træk findes dog naturligvis ikke i flæng side om side med ulokale hos den enkelte talende. De ordner sig hierarkisk: nogle fx -n,, -/ svarende til rm.s -n, -I; -g svarende til rrn.s q, /, w findes kun hos personer med alt i alt så kraftigt lokalpræg, at det kaldes dialekt, andre fx jysk mof ,meget', fynsk ed ,ikke', sjællandsk/a?/ ,jeg' findes både her og hos personer med mindre lokalpræg, andre igen, fx østjysk brå'qd ,broget', lollandsk in' ,ind', sjællandsk uvæn'o ,uvenner' findes både hos de nævnte og hos de personer, der har mindst lokalpræg. Lokale træk, der kun findes hos personer med i øvrigt ringe lokalpræg, men ikke hos stærkt lokalprægede, er der kun ganske få af, se nedenfor; derimod er der selvfølgelig talrige former (ikke det samme som ,træk'), der er kompromiser mellem den stærkt lokale og den ulokale form, nemlig former med både et lokalt træk og et dialektalt set disharmonerende ikke-lokalt træk. Jysk be'gøna er et eksempel herpå, stødmanglen er et lokalt træk, alle de andre træk er ulokale, hvoraf flere strider mod jysk dialekt. De lokalt bundne, provinsielle træk har altså så at sige altid rod i stedets 76

dialekt eller - for de største købstæders vedkommende snarere - byens oprindelige, længst forsvundne dialekt. Dog er der mange eksempler på, at det ikke lige behøver at være den pågældende helt snævre egns dialekt, et lokaltræk kommer fra. I Jylland er væ'q, vce'l ,væg sb.' sgce-qa, sgæ'f ,skægge', æ'ina ,æggene' m.fl. vist almindelige overalt, og de fleste jyske dialekter har da også q i disse ord, som jo skal > /, (æ' og v er derimod mange steder et fra kbhsk. (rm.) indkommet træk, nemlig de mange steder, hvor e' henholdsvis w er stedets gamle udtale). Men vce'[ etc. kan også høres i egne, hvor den dialektale udtale faktisk er vcé'k, vcé'g. Det dialektalt set østjyske -dt, ad svarende til skriftens ,-et, -ed' kan høres uden for østjysk, dog ikke nær så almindeligt, skd, tkdn, jå'bau ,sort, torden, jordbær' (også med åu) m.fl. kan høres i Jylland og på Fyn også på steder, hvor de ikke stemmer med den egentlige dialekt, fx i Vendsyssel, hvor ,sort' hedder sot eller swo^t, eller østfynsk, hvor det dialektalt i maskulinum-femininum hedder sow'jd, kun i neutrum skud. - Af lokale træk, der ikke har rod i dialekterne, findes som sagt kun uhyre få; nævnes kan det sjællandske kræd's ,kreds', jysk-fynsk 15A'da ,lørdag' og fig ,fik\ nordjysk visda ,vidste', samt jysk-fynsk blo-di, sdædi, sdæ-di, dydi, mcrdi ,blodig, stadig, stædig, dydig, modig' m.fl. Om formernes oprindelse, se vores lydhistorie § 137 med henvisninger. Hertil kommer selvfølgelig hele den gruppe former, som er gamle rm.-former udgået på vanlig vis fra København, men som pludselig bliver lokalt bundet, fordi københavnerne ændrer deres form; til de ovenstående eksempler kan her føjes: ]jæ Jeg', der i kbhsk. er helt forsvundet efter 1910, afløst af ]jå, lja, i/a, men som lever videre i alle provinsens hovedområder. De lokalt bundne former, der som nævnt overalt findes side om side med ulokale, er i almindelighed positivt korreleret med lav social status hos den talende - mere eller mindre - mens de ikke-lokale, altså rm.-formerne, dér, hvor der findes lokale alternativer, er korreleret med høj social status. Da de laveste sociale lag gennemgående taler med stærkest lokalt præg (se dog ovenfor om de små egentlige dialektsamfund, hvor der ikke er sproglige sociale skillelinier), giver det sig selv, at de lokalformer, der kun findes i et i øvrigt meget stærkt lokalpræget sprog, er stærkest lavsocialt korreleret og så fremdeles opad i det ovenfor nævnte hierarki. De fleste steder i provinsen findes der lokalformer, som er ganske almindelige selv i de højeste sociale lag, fx sjællandsk mid ,midt' og jysk lenjd ,linje', men de bliver alligevel svagt lavsocialt korreleret, fordi de ulokale alternativer, som jo også findes de pågældende steder (ellers var de ikke ulokale) til gengæld i slige tilfælde er forholdsvis snævert begrænset til de højere kredse. - Fra hovedreglen er der dog undtagelser, vigtigst er de tilfælde, hvor lokalformen er en oprindelig rm.-form, der blot er blevet lokal pga. en ny udvikling udgående fra København (pas på ikke at benægte, at sådanne former bliver lokale ved fx blot at 77

kalde dem gammeldags rm.-former: efter en sådan sprogbrug er nemlig htvi'd ,hvid' eller ded ,det' gammeldags rm.-f ormer, for de har eksisteret over hele landet!) Fx bliver orq (,krage' etc.) som nævnt, efterhånden som oc-q > orw gennemføres i kbhsk. og på Sjælland, lokalt bundet til resten af landet; på Fyn har der imidlertid været xu> i de lavere lag og dialekter mindst fra 1494 (fødselsåret for Hans Tausen ved Odense/Slagelse, hos hvem vi tidligst har fundet herhenhørende skrivemåder). Altså er i denne situation orw den ulokale, men (svagt) lavsociale, <xmq lokal, men (stærkt) højsocial. Mange af de fra København udgåede lydudviklinger, fx re > ro™, udbreder sig ganske uden konstaterbare sociale forskelle. Om en yngre jyde efter 1930 har reformer, der nu er lokale, eller obligatorisk neT, som er et rm.-træk på dette tidspunkt, synes at være socialt ganske uafhængigt. Er der nu nogen i provinsen, der har lutter ulokale, rm.-former i deres sprog? Efter vore undersøgelser: Ja, på Sjælland, men også kun her, og først fra slutningen af 1800-tallet, og kun blandt h-sprogstalende. De yngre 1-sjællandsk-talende kan ganske vist have meget få lokale træk, men vi har hidtil altid fundet nogle. De nævnte h-sjællandsk-talende uden lokaltræk kan følgelig ikke skelnes fra h-kbhsk.-talende. Uden for øen Sjælland med København (og naturligvis Amager) er der altid lokalt præg. Det kan være meget beskedent, særlig hos yngre og særlig fynboer og Lolland-falstringe; herudover er det normalt let konstaterbart selv i de højeste sociale lag. Det sagte udelukker ikke, at personer opvokset uden for Sjælland, men som senere har skiftet sprogmiljø ved at flytte til Sjælland-København, vil kunne aflægge sig ethvert lokaltræk, men faktisk tror vi heller ikke på dét: alle iagttagne har haft lokaltræk. - En direktør med doktorgrad født 1921 i Grenå, siden 1941 bosat i København, mente at tale ulokaliserbart rigsmål og var aldrig i hverdagen blevet „antastet" som jyde; han var da også ganske blottet for jysk intonation ( = sprogmelodi), hvilket jo er det, amatøren lægger mest mærke til. På opfordring udsatte vi ham for vores „jyde-detektor", der straks konstaterede over ti områder (ikke ord), på hvilke han reagerede jysk. Cimber cimber est.

78

Advarsel mod fonetisk besjæling

„Når en mand siger rcegto (.rektor'), ved jeg præcis, hvor jeg har ham." Således sagde engang en universitetslærer til os, og vi vil her tillade os at anføre det som et mønstereksempel på den fonetiske dødssynd, vi kalder „fonetisk besjæling". Fonetisk besjæling vil sige, at et bestemt fonetisk træk, en udtale, hos en person opfattes som eF^lnéire eller mindre sikkert - vidnes^ byrd_om en bestemt sjælelig holdning, en karakteregenskab, en_bestemt evne, stræben eller lignende. Fonetisk besjæling er ødelæggende for de fleste fonetiske iagttagelser og ræsonnementer, men ikke desto mindre uhyre almindelig - ja, noget kunne tyde på, at fonetisk besjæling er en af de faldgruber i livet, som det ligefrem er normalt at styrte sig i. Er det ikke ligefrem normalt og naturligt for et almindeligt menneske, der lærer fransk, at sige, at franskmændene ikke kan (eller har meget svært ved at) udtale h og derfor siger: Le Havre, honneur osv. uden h? De nævnte udtaler tolkes altså som udtryk for en manglende evne til eller vanskelighed ved at udtale et h - et klart eksempel på fonetisk besjæling. Ved en lidt dybere betragtning kan deflestedog nok ledes til at indse, at de her bytter lige om på årsag og virkning, for det, at de fleste franskmænd ikke kan eller har svært ved at udtale [h], er selvfølgelig forårsaget af, at de nu engang ikke har noget [h] i deres sprog (og ikke omvendt). Og det, at de ikke har noget [h] (det forsvandt allerede i de hjemlige ord hos deres latinsktalende sproglige forfædre omkring Kristi fødsel), kan jo ikke med nogen ret tolkes som udtryk for noget sjæleligt, hverken dovenskab, verbal usmidighed el. lign. Det er absurd at mene, at de folk, der dropper sproglyden [h], skulle afvige mentalt fra andre. Vi ved jo, at lydlige ændringer, herunder lydbortfald, finder sted i alle sprog til alle tider. Ganske tilsvarende besjæles fynboerne fonetisk, når det om dem siges, at de siger gla, ma og båwve-gro- (,glad, mad, boghvedegrød'), „fordi de ikke kan sige <J". - Selv Bibelen gør sig skyldig i fonetisk besjæling i følgende berømte fortælling, det første af os kendte historiske eksempel på anvendt fonetik: „Derpå samlede Jefta alle Gileads mænd og angreb efraimitterne; og Gileads mænd slog efraimitterne. Og gileaditterne afskar efraimitterne fra Jordans vadesteder. Hver gang så en af de efraimitiske flygtninge sagde: „Lad mig komme over!" spurgte Gileads mænd: „Er du efraimit?". Og når 79

Han svarede nej, sagde de til ham: „Sig sjibbolet!" (ordet betyder „aks"). Og når han da sagde sibbolet, fordi han ikke kunne udtale ordet rigtigt, greb de ham og huggede ham ned ved Jordans vadesteder. Ved den lejlighed faldt 42.000 efraimitter." (Dommernes Bog, kap. 12). Der skulle naturligvis have stået „fordi han udtaler ordet ,sjibbolet' sibbolet". Eller tag et eksempel som den rigsmålstalendes opfattelse af dialekterne. Når en rigsmålstalende bybo hører en bonde tale ravjysk, er det vel ligefrem normalt, at han mere eller mindre bevidst forestiller sig, at dialekten er en udartning (udvikling) gennem generationer af hans eget rm. Da bonden selv i en række henseender forekommer ham primitiv, besjæles hans sprog til også at være noget mere primitivt. Dette er - efter vor mening en helt naturlig (alt for naturlig) reaktion, der slet ikke forudsætter nogen aversion mod landboen. I dag ved vi, at alle landets dialekter - ganske som den københavnske dialekt, der af tilfældige historiske grunde blev ophøjet til rigsmål går i lige linie tilbage til urgermansk, dvs. det sprog, der engang i keltisk jernalder taltes i hele Norden og Tyskland. Vi ved også, at ingen dialekt i nogen fornuftig forstand er primitivere end rm. Alt, fra elektronik, semiotik og eksistensialisme til kærlighedslyrik, kan udtrykkes lige så præcist eller, desværre, upræcist og smægtende på dialekt som på rm. (Pas på ikke at tro, at ord som .matematik, logik, semiotik, karburator, differentiale' ikke skulle tilhøre dialekternes ordforråd. De er importerede ja, ganske som de er det i rigsmålet - som regel direkte fra skriftsproget og derfra igen fra fremmedsprog, undertiden direkte fra et talesprog. De bruges i dialekterne alt efter den talendes udsyn og viden, altså ganske som i rigsmålet i byerne.). Før ca. 1800 stod imidlertid også videnskaben her på det fonetisk besjælende standpunkt. Samme videnskab må imidlertid i sandhedens navn siges langtfra at have sat sig ud over fonetisk besjæling, jf. indledningscitatet. Et grelt eksempel er følgende citat fra 1968: „De nævnte højerestillede lag vil almindeligt reagere mod de sproglige såkaldte „uvaner" hos det, man har kaldt byalmuen. Disse vaner sidestilles med dårlige manerer, klædedragt osv., og man reagerer mod dem ved at gå til den anden side. Der ligger sandsynligvis også sociale årsager bagved, når det københavnske borgerskab engang i sidste del af 1700-tallet ændrede udtalen af r i forlyd fra at være et fortunge-?- til at blive det bagtunge-r, vi nu bruger. Man har reageret mod det „bondske" snurrende r. Det er de samme pænere kredse i København, som har reageret mod den «-agtige udtale af a og trukket den tilbage: gcrda for gæ-da. Pudsigt nok ser det ud til, at man har været så konsekvent, at der hvor a hos menig mand var trukket tilbage foran r, der har man skudt det frem og fået udtalen fæ-r af ordet /ar." 80

Citatet stammer fra en ellers umådelig omhyggelig og forsigtig filolog; typisk er det, at besjælingen slippes løs for fuld udblæsning, når det gælder rigsmål, for i filologien har den nu kun trange kår, når middelalderlige eller dialektale emner behandles. Den citerede beskrivelse er dog ikke kun uheldig pga. besjælingen, men også ved helt og holdent at være gætværk - på grundlag formentlig af få og meget spredte iagttagelser. » Mindre fatal, men ligeså typisk er følgende lille samtale meddelt os af den ene af de optrædende. En stor dansk filolog født 1905 opvokset i København og på Herlufsholm snakker kollegialt med en andenfilologfødt 1900 i Århus. På et tidspunkt siger den ene en sætning, hvori ordet læ'do (,læder') forekommer. Den anden afbryder brat: „Du bruger da ikke den ekspeditricedanske udtale!" Han sagde selv læ'u, og det lå i bemærkningen, at han forbandt udtalen fe'ob med en bevidst stræben efter korrekthed, en stræben, som han mente var særlig almindelig blandt ekspeditricer. Atter et eksempel på besjæling - og atter af den helt forfejlede slags, for selvfølgelig kan man teoretisk godt besjæle korrekt. Blandt rm.-talende født omkring 1900 er udtalen Icé'do i stort overtal (uden for sammensætningerne ,viske-, bisse-, svine-, sale-, fedte-, okselæder'); filologen født 1905 hørte imidlertid til det lille, svindende mindretal, der endnu sagde læ'j, men som så mange er han fejlagtigt gået ud fra, at hans egen udtale var den normale i hvert fald blandt dannede og ukrukkede mennesker. Det er først og fremmest det faktiske forhold, at de lavere sociale lag i Danmark taler - særlig fonetisk - noget anderledes end de højere sociale lag, der er udgangspunktet for fonetisk besjæling. Ustandselig møder man opfattelsen af, at denne eller hin person prøver at tale fint, taler affekteret osv. eller omvendt snobber nedad, prøver at tale som arbejderne, vulgært provokerende osv. Selve dette at en arbejder normalt taler anderledes end en direktør berettiger kun meget indirekte til besjæling: Hvis man hører, at en person, N.N., taler udpræget h-sprog eller udpræget 1-sprog, så kan man - hvis man da ellers kender de danske sociolekter, som veksler fra sted til sted og fra generation til generation - med en forholdsvis stor grad af sandsynlighed groft placere N.N. socialt. Det er dog først og fremmest vor ven N.N.'s faders sociale status, da lille n.n. voksede op, der kan bestemmes. Sandsynligheden for korrekt at placere N.N. selv på taletidspunktet er allerede fortyndet noget. Dette skyldes ikke, at man først og fremmest taler som sine forældre, man taler fonetisk i alt væsentligt som ens jævnaldrende i miljøet, men hvis forældrene er højt socialt placeret, vil dette miljø gennemgående være højsprogspræget og omvendt. Nu er selve den sociale status jo imidlertid ikke nogen sjælelig egenskab. Endnu er der altså ingen basis for fonetisk besjæling. Men da nu, som enhver ved, politisk indstilling, syrn- og antipatier, 6 Udtaleforskelle i Danmark

81

hobbies m.v. korrelerer ( = viser statistisk sammenhæng med) med social status, ja så kan man med en yderligere fortyndet sandsynlighed antage diverse sjælelige forhold hos N.N. ud fra sproget. Sandsynligheden for, at N.N. er en ihærdig golfspiller, øges givetvis, hvis vi hører, at han siger dada ,datter', og sænkes, når vi hører, at han siger dådo, til gengæld øges da sandsynligheden for, at han er en passioneret dyrker af brevdueløb. Men som det ses, kan der kun besjæles med forholdsvis ringe grad af sandsynlighed og kun helt generelt i henseende til de evner og holdninger, der nu engang er typiske for de forskellige sociale lag på det pågældende tidspunkt; der kan ikke besjæles individuelt. Ønsker man at bestemme den individuelle sjælelige beskaffenhed, er man faktisk tvunget til at høre, hvad N.N. siger og ikke, hvordan han siger det. Er der nu ingen mennesker, der har lagt deres sprog om i opad- eller nedadsnobbende retning ? Det mener vi nok der er, men fænomenet er stærkt overdrevet. - Nogle småtræk kan sammen med de ovenstående belyse det. Før 1880 er udtalen ro^bysd ,robust' ganske almindelig vsa. ro^busd; efterhånden uddør den første, men nogle skal jo være de sidste med den gamle udtale i behold; vi har mødt den hos komplet usnobbede mennesker endnu i 1905. Disse sidste kan imidlertid være næsten sikre på at blive betragtet som affekterede, hvis de i en forsamling af jævnaldrende eller yngre kommer til at benytte dette ord og udtaler det så tydeligt, at tilhørerne må bemærke det. I stedet for at tænke: det var da en sjov udtale, tænker de fleste (? i hvert fald alt for mange): det var da en krakket udtale. Men det er det altså ikke! Udtalen er jo i øvrigt ikke mærkeligere end y(-) i ,tribune, debut, succes, budget, frisure' eller dobbeltformerne «(")/#(') i ,dupere, obscur'. Men det tænker de færreste på. En anden udsat minoritet er dem, der født efter 1940 er så uheldige endnu at have a i ,alder, allerbedst, anerkende, Albert' (se forklaringen side 14). Den ene af denne bogs forfattere siger sådan og kan bevidne, at det blandt jævnaldrende og yngre ikke alene kalder på smilet hos flertallet, når de når at opfatte det, men også på besjælingen: Krukke! Kulturpave! Snob! m.v. - Karen Blixen født 1885 har takket være sit meget ejendommelige sprog været et yndlingsoffer for alle besjælere. Nogle er overbeviste om, at hun snobber nedad, fordi hun siger ar pi ,egen', kåm'åf .kommer' osv.; de ignorerer, at hun samtidig siger/«/', kan' osv., fx-m ,charme', har uaffrikeret t = [dh]: dharrigd o.m.a., og at en nedadsnobben er komplet uforenelig med det aristokratiske livssyn, der fremgår af hendes bøger. Andre har den modsatte opfattelse: affektation i opadstræbende retning, og ignorerer tilsvarende de andre udtaler samt atter livssynet: hun stræber selvfølgelig ikke mod at efterligne aristokratiet, hun er jo aristokrat. Hendes sprog er ganske simpelt knap 50 år bagud for sin tid, dvs. at det svarer til gennemsnitligt h-sprog hos københavnere født ca. 1840. Og en så stor konservatisme 82

er højst ualmindelig, blandt adelige såvel som andre. Den kan umuligt skyldes bevidst stræben, dertil er den alt for nøjagtig og alt for uafhængig af skriften. Enhver person, der vil gøre sit sprog gammeldags, vil nemlig begå den fejl (mere eller mindre) at lægge udtalen op ad skriften og fx indsætte q ikke blot i ,sprog, sag, eg', men også efter /, y, u i ,pige, syge, uge' eller i ordet ,dag', hvor de gamle københavnere næsten aldrig havde q. Karen Blixens sprog er „naturgroet" som deflestemenneskers, og skyldes ganske særlige opvækstbetingelser, ligesom hendes broders, Thomas Dinesen 1892, der taler næsten ligeså arkaisk. — Da Poul Henningsen levede, var det en udbredt opfattelse, at han sprogligt snobbede nedad. En dansk filolog bebrejdede ham det sågar i en radioudsendelse. Besjælingen skyldes naturligvis, at man i forvejen ved, at han er den jævne mands varme fortaler, og at man samtidig har nogle vage forestillinger om, at han stavede ,osse, ka, ku, te, avstand'. Og det ser jo tit „vulgært" ud - atter i kraft af forfejlet besjæling; for mange har det sikkert også spillet ind, at han ofte brød nogle flertals-samfundsnormer, særlig seksuelle. Der er imidlertid ikke ét lavsocialt træk i hans sprog, inkl. ordvalg. Det er helt og holdent h-kbhsk., som det må være med hans opvækstvilkår, og han afviser da også pure beskyldningen, idet han udmærket var klar over, at han sprogligt stod arbejderkulturen fjernt. En almindelig variant af besjæling er den, der går ud på, at en bestemt udtale ikke skyldes direkte op- eller nedadstræben, men stræben efter at tale som en bestemt anden person. Samme Poul Henningsen blev ofte beskyldt for at have dannet skole blandt en vis gruppe intellektuelle mht. udtalevaner. Dette er igen helt fejlagtigt, hans udtale havde som sagt intet ejendommeligt ved sig, var helt normalt h-kbhsk. (som 1890'er-generationen talte det); eneste lidt ualmindelige træk var den lidt fremskudte korte a-lyd foran w (,savne, snavs, af-' osv.), som bestemt ikke dannede skole; selve hans stemmeklang, betinget af hans stemmebånds længde og hulrummenes størrelse i svælg, mund og næse m.v., er der vel ingen der i fuld alvor vil påstå blev efterlignet, så tilbage bliver en helt luftig og ukontrollabel påstand om, at hans mundtlige stil (syntaks, ordvalg osv.) skulle have grebet om sig i særlig grad. — I dag hører man undertiden samme påstand om Klaus Rifbjerg: en gruppe yngre venstreorienterede intellektuelle skulle efter Rifbjerg have deres egen lavsprogsprægede „jargon", som det i al vaghed kaldes. Vi tror ikke et øjeblik på det. Venstreorienterede (intellektuelle eller ej) taler ligeså forudsigeligt høj- eller lavsprog svarende til deres forældres sociale placering som alle andre grupper i samfundet. Besjælingen skyldes selvfølgelig, at Rifbjerg har en del fonetiske lavtræk i sit sprog, og at mange ikke er vant til dette hos en forfatter. Når de så hører den næste i radioen, der også har lave træk, „så er det nok Rifbjerg, han har det fra!" Af de almindeligt kendte, yngre forfattere taler imidlertid stadig det store flertal h-sprog. 6«

83

I forrige århundrede var det fru Heiberg man påstod dannede skole. Hun skal på scenen have udtalt [i, y] i en række ord, alle andre havde [é] og [ø] i, fx smyga ,smykke'; da imidlertid ingen person i Danmark udover hende iflg. nogen kilde har sagt eller siger smygs, virker påstanden alene af den grund absurd; hun skulle også have sagt kysd ,kyst', en udtale der findes i talrige dialekter og endnu er ganske almindelig på Fyn og før 1900 også i København. Da der heller ingen sproghistoriske grunde er til, at dette ord ikke skulle kunne have [y], er det grebet ud af luften, at fru Heiberg skulle have skabt den. Peter Jerndorff 1842 har lagt mærke til, at mange siger syd ,syd' og sbyå ,spyd', og da han selv siger sy'd og sby'd, irriterer det ham; da han nu mener at huske, at fru Heiberg brugte de stødløse former, ræsonnerer han som så: hun har skabt dem, og de andre efterplaprer hendes udtale. Imidlertid er overgangen sy'd > syd og sby'd > sbyd i fuld overensstemmelse med en indviklet fonetisk udvikling i dansk (se vores lydhistorie § 79), og kun meget få teatergængere vil i øvrigt bemærke en sådan udtaleforskel, færre drømme om at efterligne den. I dag siger mindst 95 % af alle under 60 år syd og sbyd. Iagttagelser som de ovenstående gør én dybt skeptisk mht. fonetisk besjæling. Man kan endnu engang spørge: jamen, er udtalen da aldrig udtryk for en eller anden stræben, er den aldrig påtaget, affekteret? Her bliver det lige nødvendigt at definere ,påtaget sprog'. Det går nemlig ikke an blot at regne dette = ,resultatet af bevidst sprogændring hos en voksen person'; et sådant vil selvfølgelig altid være ,påtaget sprog', men dagligsprogets ,påtaget' eller (især) ,affekteret' dækker også tilfældet, hvor en person ubevidst ændrer sit sprog i en stræben op eller ned eller henimod et eller andet forbillede. Altså må vi sige, at påtaget eller affekteret sprog (NB ,affekteret' bruges i dagligsproget næppe om nedadstræben, det gør ,påtaget') er sprog, der er resultatet af en sprogændring, der skyldes et bevidst eller ubevidst forbillede, som ikke ville kunne nås ved den blotte normale påvirkning fra de faktiske sproglige omgivelser. Vi må da sige, at der er mennesker, der taler ,påtaget sprog', som præciseret ovenfor, men uhyre få. Skuespillere, speakere, talepædagoger kan her efter behag lades ude af betragtning, de kan jo også afse helt andre tidsrum til at arbejde med deres sprog i end andre, men i øvrigt er det i almindelighed kun en overskuelig række, de „påtager" sig, meget kommer af sig selv i miljøet. - Mange mennesker har vel aflagt et par udtaler, som en forælder eller lærer ikke har villet tåle. Men en håndfuld enkeltordstræk berettiger jo ikke til at tale om ,påtaget sprog"; det er i øvrigt forbløffende, så uimodtagelige mennesker er for bevidst sprogrøgt. Vi udspurgte engang 14 unge h-kbhsk.-talende, om de kunne nævne nogle udtaler, de var blevet advaret mod. Alle mindedes at være blevet advaret mod mangt og meget af forældre eller i skolen, men enten kunne de slet intet konkret huske, eller også huskede de ét forbud (fx mod vcucdsé), som de imidlertid i 84

ingen tilfælde fulgte. - Egentlig påtaget sprog har vi kun haft mistanke om hos ca. 3-5 promille af de personer, vi har iagttaget fonetisk, og vi vil hævde, at man kun kan være nogenlunde sikker på at stå over for påtaget sprog, hvis man får meddeleren til selv at indrømme, at han faktisk stræber mod et eller andet forbillede. Fonetikeren må altså her helst have meddeleren „ned på briksen", hvis denne da ikke straks tilstår. De personer, vi har ment at konstatere påtaget sprog hos (indrømmet eller ej), har alle haft, hvad vi i al vor manglende psykoanalytiske indsigt umiddelbart har oplevet som stærke mentale afvigelser fra normalmennesket (bortset selvfølgelig fra gruppen skuespillere, speakere eta). Vi drister os til herfra at slutte, at et menneskes fonetiske vaner sidder så dybt, at de kun uhyre vanskeligt lader sig påvirke ad anden vej end ved almindelig fonetisk påvirkning (o: konstant udtalebombardering i et nyt miljø). Håndværkerfruen, som egentlig godt kunne tænke sig at tale fint, kan altså normalt næsten intet stille op, så lidt som den venstreorienterede rektorsøn, der efter en højsprogsfortid pludselig bogstaveligt ønsker at tale arbejdernes sprog; skal det blive til noget, må de skifte miljø. Det er ikke nok at sidde lænket til TV'et og følge alle udsendelser med Leif Hartwell henholdsvis Bo Rosschou, de må udsætte sig for et nyt miljøs massive påvirkning, først da er der en chance, hvis de ikke er for gamle, for selvfølgelig kan sproget ændres, når de sproglige påvirkninger ændres. Ret store ændringer kan fx indtræde, når mennesker flytter til nye landsdele. Dog må læseren ikke forveksle sprog med intonation ( = „sprogmelodien"). 99% af de mange rørende historier om børn, der efter 2 dage i sommerhuset taler „ravjysk" betyder, at barnet har annamrnet den jyske intonation. Som alt andet menneskeligt opviser også den fonetiske besjæling visse lovmæssigheder. Fonetisk besjæling er jo et lille hjørne af det psykologiske gebet, der hedder ,oplevelsen af andres adfærd', og den fonetiske besjæling er derfor, som det må ventes, uhyre kompliceret. Alligevel har vi ikke kunnet undgå at lægge mærke til en række udslaggivende faktorer; vi fremlægger dem her, dels fordi de er interessante i sig selv, dels til skræk og advarsel (dette kapitels hovedfunktion). Der ligger slet ingen systematisk-statistiske undersøgelser bag, kun almindelige erfaringer og generalisation: 1) En betingelse for, at en udtale besjæles, må være, at den bemærkes. Mindst 90% af, hvad mennesker lægger mærke til, er udtaler, de ikke selv har. Jo længere fra ens egen udtale, jo mere bemærkes den. Af alt det, der iflg. dette er at lægge mærke til, altså de fra ens egen udtale afvigende former, bemærkes - og dermed evt. besjæles - kun en lille brøkdel. Såre naturligt, da sproget jo er et meddelelsesrø<£fe/, der normalt leder tanken hen på meddelelsen, ikke på sig selv. 2) Fonetiske afvigelser fra ens egen udtale bemærkes langt hyppigere hos jævnaldrende, især dem man indgår i et eller andet fællesskab med, end hos 85

ældre, man evt. indgår i fællesskab med. Afvigelser hos yngre ligger i denne henseende midt imellem. Der er åbenbart her tale om en ubevidst forventning om, at ens adfærd er mere lig jævnaldrendes end ikke-jævnaldrendes, hvorfor afvigelser fra en jævnaldrende må forekomme langt mere påfaldende og da bemærkes. Ekss.: De ovennævnte udtaler al'o, xaVoxbæsd, anokærfa, txl'bod hos personer født efter 1940 bemærkes - og besjæles - som nævnt af jævnaldrende fx klassekammerater, men de samme klassekammerater bemærker ikke, at ca. halvdelen af deres lærere har. disse udtaler. Når bogens ene forfatter omgås 10-15 år yngre mennesker, så lægger dé heller ikke i nævneværdig grad mærke til dem. Forfatteren er åbenbart for dem i forvejen en så løjerlig oldsag (for stilistisk at sætte det på spidsen), at afvigende udtaler ubevidst tilskrives hans almindelige fremmedartethed og ikke bemærkes. En person kan føle voldsom lede ved jævnaldrendes udtale vaf, la[% ka[' ,vej, leg, Kaj' osv. uden nogensinde at bemærke, at hans forældre har sagt sådan livet igennem. - Personer med o i god, konto, toV ,godt, kommer, tolv' osv. vil normalt hos jævnaldrende bemærke udtalen med å; gid, kkrrtz, tål' osv., som vil klinge mere eller mindre lavsocialt for dem; de vil langt sjældnere bemærke i eller få lavsociale associationer, når de lytter til 40 år ældre mennesker med i. 3) En udtale, der afviger fra ens egen, og som står skriften nærmere end ens egen, vil normalt af besjælere opleves som pedantisk, et udtryk for latterlig stræben mod korrekthed. Ekss.: Personer, der hele deres liv har sagt knVv, gål'v$, VCE'OISB, e~vri]tt//, honklced$, a^mffd, sælo eller viå$ (,kniv, gulvet,

værelse, eventyr, håndklæde, Amager, såler, vide (om tøj)'), opfattes som pedantiske korrekthedsstræbere af dem, der hele livet har sagt kniw\ gåV$, vcuadsa, ce'vfyty/, horiklæd$, axmc£, solo eller vvi. 4) En udtale, der afviger fra ens egen, og som står skriften fjernere, vil normalt af besjælere opleves som sjusket, provinsiel, vulgær. Alle eksemplerne i 3 kan vendes om. Mht. fremmedord gælder 3 og 4 på samme måde, blot er det her udtalens nærhed/fjernhed i forhold til det långivende sprog, det kommer an på. 5) Udtaler, der rent faktisk er stærkere højsocialt korreleret end ens egen, opleves gennemgående som affekterede, opadsnobbende, fx udtalerne ka*n\ aVo, dhærigd, loma, sga^fa, mabd, nafh eller prås ,kan, alder, tænke, lomme, skaffe, mappe, negle, pres' af personer, der selv siger kart, aVo, tætigs, lorm, sgafd, mabB, na?{h eller prås, mens disse personer til gengæld bliver tilsvarende besjælet af dem, der siger kån\ ål'o, dsæqgd, h~nw, sgocfo, mx~ba eller prås. 6) Udtaler, der er stærkere lavsocialt korreleret end ens egen, opleves hvis de besjæles - som påtagne, nedadsnobbende, bevidste provokationer altså

86

fx kå.na, sro', lå.rra, sgo.~.fd eller hoffn ,kande, tro, lomme, skaffe, hegn' af

mennesker, der selv siger kårw, dsro', lårmd, sgorfa eller hafn. 7) Sjældne udtaler (p: sjældne inden for den enkeltes erfaringsområde) bemærkes og besjæles alt andet lige mere end ikke-sjældne. Personer, der siger læ"do og klo?do bemærker lettere læ'u end klæ-u. - Gamle nulevende personer, der siger bodlo ,butler', vil normalt ikke bemærke udtalen bodlo, de har nemlig ofte hørt den; unge nulevende vil normalt bemærke bodlo, de har i de fleste tilfælde aldrig hørt den før, og bodlo forstyrrer dermed langt mere kommunikationen, idet en udtale jo forstyrrer kommunikationen maksimalt, når ordet slet ikke kan genkendes, sig], der blandt unge er en ret sjælden udtale, bemærkes - og besjæles - mere af disse (forudsat de obligatorisk siger sygl) end af ældre personer, der siger sygl, fordi sig] er almindelig hos ældre. Vi ser nu, at den ovenfor omtalte almindelige opfattelse: dialekterne er udartet eller fordærvet rigsmål, skabt ved generationer af jævne bønders sjuskeri eller skødesløshed - kommer i stand ved en sammenligning af rm. og dialekterne under indflydelse af ovennævnte faktor nr. 4. Rigsmålet står jo skriften nærmere end dialekterne, fordi skriften simpelt hen er fastlagt ved tradition af rm.-talende; forskellen mellem dialekterne og skriften er dog ikke nær så stor, som den ser ud til, man har nemlig gennem århundreder vænnet sig til efter evne at udlæse skriften med rm.-udtale, også på alle de punkter, hvor den egentlig står dialekten ligeså nær eller nærmere. Som nævnt har videnskaben for længst afsløret denne fonetiske besjæling som falsk, idet dialekterne kan påvises at være udviklet af oldsproget uafhængigt af både rm. og skrift efter strenge lydlove. Ved denne fortjenstfulde opdagelse havnede videnskaben imidlertid på et væsentligt punkt i den modsatte grøft: man sammenlignede stadig rm. og dialekt og vidste nu, at dialekterne var „genuine", dvs. uafhængige af rigsmål og skrift, og da rm. jo stadig var nærmere skriften, fik langt deflestesproghistorikere gennem de sidste 100 år ved besjæling efter ovennævnte faktor nr. 3 den opfattelse, at rm. skulle være i det væsentlige eller dog i meget væsentlig grad affødt af en korrekthedsbestræbelse i de højere sociale lag efter at tale bogstavnært, og at de sidste 150 års udvikling i rm. i det væsentlige skulle bestå i en af korrekthedsstræben udsprunget tilnærmelse til skriften, anført af de skriftkloge stænder og trofast fulgt af menigmand i by og - efterhånden - på land. Det er på tide at få afsløret også denne besjæling som falsk. Vor undersøgelse har vist os, at rigsmål - som vi opfatter som slet og ret københavnsk dialekt, der fra ca. år 1600 har udbredt sig over hele riget - mht. udtale kun er en smule mere skriftpåvirket end de gamle dialekter. Og mht. de sidste 150 års udvikling i rm. ser vi end ikke et forsonende gran af sandhed i den gængse opfattelse.

87

Skriftens spændetrøje

„Ingen vildfarelse kan være mere fordærvelig for en fonetiker og i det hele foren sprogforsker end den at forvexle lyd med bogstaver, udtale med skrift, og at tillægge sprogets skrevne form for stor betydning; og det er dog en vildfarelse, som vi alle, mer eller mindre ubevidst, er blevne opdragne med fra skolen og som tit går igen selv på steder, hvor man ikke skulde vente det." Ordene er Otto Jespersens fra indledningen til hans store fonetik 1897-99. Flere andre fonetikere advarer i indledninger mod faren for sammenblanding af skrift og tale, men det kan vist desværre endnu ikke siges at være overflødigt. Den almindelige sprogbruger, der funderer over udtalens besynderligheder, og som har holdt sig klar af besjælingens lurende farer kan meget let alligevel afspores i iagttagelser og ræsonnement af den almindelige retskrivning. - Den ene af bogens forfattere havde i underskolen en i øvrigt fortræffelig dansklærerinde, der undertiden docerede: ordet ,noget' hedder egentlig no-gst, men man siger nå-pl Opgave 32 Prøv at klargøre den psykologiske baggrund for en sådan påstand. • Lige fra antikken og op til 1800 blander sproggranskerne lyd og bogstav sammen i ét sammensurium, der kan være helt uforståeligt; der tales om „bogstavlyde", „brede eller spidse lyde" og „hårde eller bløde bogstaver"; de dannedes talesprog kaldte de danske grammatikere konsekvent „skriftsproget" i modsætning til „mundarterne" eller „almuemålene" (p: dialekterne). Og så fremdeles. Endnu hos Danmarks kendteste sprogforsker Rasmus Chr. Rask 1787 møder vi en høj grad af denne sammenblanding.Jt dag skelner videnskaben skarpt og konsekvent mellem lyd og bogstav - vel at mærke når den tåger sig gevaldigt sammen, for det kan ikke nægtes, at man også i dette århundrede kan finde mængder af sammenblandinger og i det hele udslag af, at den almindelige skrift har forstyrret de fonetiske iagttagelser. Formuleringer som „d udtales af nogle s o m / " eller „d er ofte stumt i ordene ,bede vb., rede vb.'" eller „nogle forkorter vokalen i ,type, klike'" er daglig kost. Miniopgave: Hvad er der i vejen med disse formuleringer? Fonetikerens skriftbundethed, og endnu mere lægmands, skyldes selvfølgelig

først og fremmest, at det er umuligj_atj£oncentrere_sig omjudtaleforhold uden at komme til at tænke på de pågældende forholds afbildning i skrift. Tænker jeg på udtalen åsd, vil jeg næsten uvægerligt associere skriftbilledet ,ost', for denne lydsekvens og denne bogstavsekvens har jo utallige gange i min fortid optrådt sammen. Desuden er udtale jo noget langt mere flygtigt end skriftbillede, det sidste kan fastholdes for sansningen, det første kan i det højeste afspilles igen og igen på en båndoptager. - En så elementær ting i dansk fonetik som, at der i den nuværende udtale af ,bar, klar, farlig, Arne' osv. ikke er nogen som helst r-lyd, men at fx ,arne' rimer perfekt på ,rane', blev først opdaget af fonetikeren Peter Grove 1892 i 1927, skønt det havde været flertallets udtale lige fra generationen født ca. 1875 dvs. havde lydt tusinder af gange dagligt fra 1880-1927! Herefter strides man en del om spørgsmålet, yngre fonetikere fx Paul Diderichsen 1905 og Eli FischerJørgensen 1911 er enige med Grove, de fleste uenige; først blandt fonetikere født efter 1940 er forholdet almindeligt accepteret, altså først accept ca. 80 år efter, at den moderne udtale blev almindelig. Det er naturligvis skriftens ,r', der forstyrrer iagttagelsen, og det er værd at lægge mærke til, at det først og fremmest er erkendelsen af rigsmålets udtale, der hæmmes af skriften. De jyske dialekters udtale eller manglende udtale af skriftens ,r', som er et langt mere indviklet forhold end det tilsvarende i rigsmål, er for længst fastslået uden synderlig uenighed forskerne imellem. Her havde man nemlig ingen forhåndsfornemmelse af, at udtale og skrift skulle stemme nogenlunde overens. Et par yderligere eksempler på skriftens forstyrrende indflydelse på fonetikken kan forhåbentlig virke bevidsthedsudvidende på læseren. Indtil for ganske nylig transskriberede man i dansk fonetik normalt endelsen ,-er' i ,kommer, Anders, felter, synder' osv. på én af 3 måder: 1) ar, en afbildning, der ikke kan tages alvorligt, udtalen af ,-er' er, som enhver kan høre, himmelvidt forskellig fra ar, der var en mulig, men meget sjælden og meget distinkt udtale hos rm.-talende født før 1880. 2) dA. Denne transskription er lidt længere fra skriften, men egentlig værre end 1), idet den end ikke betegner nogen mulig udtale, ingen udtaler eller har udtalt ,-er' med et a efterfulgt af vokalisk A. Den er slavisk skriftbundet: til skriftens ,e' i en svagtryksstavelse plejer der at svare a i udtalen, og til skriftens ,r' i stavelsesudlyd plejer der at svare A. 3) A (den almindeligste) fx kam'A, aius, fceldA evt. med markering af, at lyden danner stavelse. Denne notation kan umiddelbart synes udmærket: tegnet A betegner jo ikke én helt fikseret lyd, men et lille område af åbne bagtungevokalkvaliteter. Der er blot det ved det, at den altovervejende moderne udtale af ,-er' er identisk med en i forvejen eksisterende lyd i sproget, som man altid har noteret o. Endelsen ,-er' udtales jo ganske som ordet ,o(g)', og det altovervejende flertal gør ingen forskel mellem ,han spiller godt og klarer alt' og ,hans spil og godter klarer alt', ligesom: 89

,Finn og Lis' = ,Koster dén seksoghalvtreds?' = ,Lisser (pigenavn) led' = ,Lesbos' = ,Sibbon' =

,finder Lis', ,Koster den sekser halvtreds ?', ,ligeså led', ,læspers', ,Sibbern'.

Det er derfor i dag lige så forkasteligt i lydskrift at notere A i ,toer, finder, Lisser, læsper, myren' osv., men o i ,og, toogtyve, altså, ligeså, os, Lesbos, Myron', som det ville være at notere e-lyden i dansk forskelligt alt efter, om den staves ,e' eller ,i', fx notere / eller ze i ,midt, hinde' men e i ,fedt, hende'. At et mindretal, overvejende af ældre, i distinkt tale kan udtale ,-er' å: kom'å, to'å osv., bør ikke forvirre. Der findes i dansk en fonetisk tommelfingerregel, der siger, at ord ikke har lang ustødt vokal i udlydende stavelse. En af undtagelsestyperne er en lille gruppe ord på -A: mo-j, br
Korrekthedsbegrebet

Læseren har indtil nu fået to advarsler. - Og han har endnu én til gode: nemlig mod korrekthedsmani. Korrekthedsbegrebet eller sprogrigtighedsbegrebet har ikke noget specielt med wdtøfeforholdene i et sprog at gøre, selv om udtaleforhold jo meget ofte diskuteres i forbindelse med sprogrigtighed. For de professionelle fonetikere spiller sprogrigtighed næsten heller ikke nogen rolle, problemet eksisterer egentlig ikke for dem; den, der én gang har givet sig i sproglydenes vold, registrerer, analyserer og systematiserer udtaler, men hvorvidt de i sprogsamfundet betragtes som korrekte eller ej, har hidtil interesseret ham mindre, og hvorvidt de er korrekte eller ej, har slet ikke haft interesse. - Så meget mere altdominerende er imidlertid korrekthedsbegrebet for andre mennesker, og det uanset om de er bogligt højt dannede eller ej. Dé registrerer næsten aldrig en udtale uden at se den i sprogrigtighedsbelysning: „Sådan kan man da ikke sige!" eller „nu må man jo godt sige forud'sætning!" eller „det er ikke korrekt at sige ko'rågd for det hedder 'kå'rågdl" Mange læsere af denne bog må derfor regne med, at de tit vil blive konsulteret i sprog(udtale-)rigtighedsspørgsmål, hvorfor forkundskaber også her vil være såre nyttige. Treklangen: fonetisk besjæling, skriftbundethed og korrekthedsdelirium (pasjå,.ikke-dileriun^ judjø^m^djertid også i d m grad en blokering for forståelse af udtaleforhold, at vi ikke ser nogen vej uden om disse tre pædagogiske moralprædikener. Da man efter vor mening forgæves leder efter en helt dækkende behandling af korrekthedsbegrebet andetsteds, vil vi her prøve lykken og yde vor skærv. Det må efter sagens natur blive lidt tung kost, faktisk etfilosofisktrip ud i en betydningsmikroskopering af meningen med udsagnet ,dette er sprogligt (u)korrekt'. Hvad betyder sætningen ,dette er ukorrekt eller forkert (henholdsvis korrekt/rigtigt)' anvendt om sprog? Det er ikke så ligetil at besvare. ,(U)korrekt, (u)rigtigt, forkert' bruges jo i dansk først og fremmest om sætningers sandhedsværdi. Det er forkert, at Chr. IV døde i går, det er korrekt, at afstanden mellem jorden og månen er mellem 350.000 og 410.000 km. Det er ikke rigtigt, at priserne falder for tiden, og det er forkert, at alle århusianere tager pænt tøj på, når det bliver tordenvejr. Men ,korrekt/rigtig' og ,ukorrekt/ forkert' bruges også i talrige andre betydninger end = ,sand' henholdsvis ,falsk'. Sætningen om århusianerne er jo tvetydig, idet ,forkert' her også kan 91

betyde .moralsk forkasteligt', den, der lægger denne betydning i ordet, hævder altså, at alle århusianere tager pænt tøj på i tordenvejr, og at han finder dette forhold moralsk forkasteligt. Tilsvarende har vi ,det var ikke rigtigt (af dig), at du smed ham ud' og ,det var korrekt at fyre hende' osv., hvor .rigtig/ korrekt' er = ,moralsk i orden' og ,forkert/ukorrekt' er = ,moralsk forkasteligt'. Bemærk, hvorledes man uafhængigt af sammenhængen som regel kan se på en sætning, hvilken betydning .(u)korrekt' har af de to nævnte; tempus, infinit/finit, indskud som ,af dig' kan vise det. Siger man: ,dén ko er da helt forkert', er det klart, at man lægger en helt 3. betydning i ordet, en ko kan ikke være forkert = ,falsk' eller = .moralsk forkastelig', og det gælder jo enhver genstand (modsat domme, hændelser, tilstande). Hvis det er en tegnet ko, talen er om, kan ,forkert' fx betyde ,ikke vellignende', i særdeleshed, når tegneren har bestræbt sig herpå. Picassos køer er ikke forkerte! Er det en ko på marken, betyder ,forkert' fx ,abnorm', og kommer man ud på marken med den forkerte ko, betyder ,forkert' jo noget helt syttende, nemlig: ,som indgår i hændelse, der strider mod aftale eller intention'. Efter denne opvarmning vil vi straks se på, hvad .(u)korrekt' (dækker i det følgende .ukorrekt, korrekt, rigtigt, forkert') betyder, når det bruges om •strømforhold. Vi bliver dog nødt til at indskyde, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved en sætnings betydning, eller, først og fremmest, hvad der ikke skal forstås. En sætnings betydning er ikke nødvendigvis dét, som den talende (pga. diverse misforståelser) tror, den betyder, en sætnings betydning er heller ikke de associationer, tanker, der foresvæver den talende før og/eller mens han udsiger den, ejheller hans motiver til at sige den eller selve hjerneprocessen hos ham. Kommer lille Peter hjem og siger „mor, mor, jeg er lige blevet bidt af en hund!", ser han måske den pågældende schå'ferhund for sig med tænderne dybt sænket i sit blødende lår, men sætningen betyder alligevel ikke „mor, mor, en schåfer har lige bidt mig i låret, så det blødte". At han primært udsagde sætningen for at få hjælp med såret og trøst, bevirker ikke, at betydningen bliver „mor, mor, jeg er blevet bidt osv., og du må hjælpe mig med såret og trøste mig!" Betydningen af sætningen kan kun komme frem i en anden utvetydig sætning, der er sådan indrettet, at den må være falsk, hvis nr. 1 er falsk, og må være sand, hvis nr. 1 er sand. Peters sætning betyder da: „mor, mor, et af de dyr, vi kalder ,hund', har inden for ca. de sidste ti minutter sat sine tænder i mig". Moderen kan så formode, at det ikke var en vild hund (for de findes stort set kun i Australien), at det ikke var en hund med mundkurv, for de kan som regel ikke bide, at det gjorde ondt, det plejer det, at Peter blev forskrækket, det plejer man, at Peter vil blive glad for hjælp og trøst, og at Peter bl.a. sagde sætningen for at opnå dette, for det plejer •92

Peter, når den slags er hændt; hun kan også formode, at det hele er løgn, men alt dette er ikke hvad sætningen betyder.

Vedr. særbetydning A „Det er forkert at skrive ,d' i,gjort' eller to e'er i ,pendant'". Meningen med sådanne udsagn om sprogets ortografi er uproblematiske; de betyder rent faktisk i manges sprog: ,i faktisk uoverensstemmelse med seneste Retskrivningsordbog', og havde vi - som fx englænderne - ikke en sådan, ville vi selvfølgelig lade meningen være = ,i faktisk uoverensstemmelse med moderne ordbøger'. Bemærk, at der i denne betydning, der henviser til Retskrivningsordbogen, intet indlysende forkasteligt er i at stave ukorrekt, så sandt som der intet indlysende forkasteligt er i at stave afvigende fra Retskrivningsordbogen eller andre moderne ordbøger. I denne betydning af ,forkert' er det altså selvmodsigende at sige: Retskrivningsordbogen har mange helt forkerte stavemåder. Lægger man ikke dette indhold i .forkert', således at sidstnævnte sætning ikke bliver umiddelbart selvmodsigende, ja, så bruger man ,(u)korrekt' på samme måde som om alle andre sprogforhold, og betydningen vil da blive behandlet nedenfor.

Vedr. særbetydning B ,Det er forkert at sige ,mans' i flertal på engelsk, det hedder ,men''. ,Det er galt dansk at udtale høda ,hytte' sb. eller sige ,værede' i datid af verbet ,være''. Denne brug af ,(u)korrekt' er også uproblematisk. ,(U)korrekt' betyder her ,i ^overensstemmelse med faktisk forekommende engelsk henholdsvis dansk', idet engelsk henholdsvis dansk da forstås på helt normal måde som det, der siges af englændere henholdsvis danskere, naturligvis - hvis vi skal definere disse ord til bunds - med en lang række modifikationer: voksne, ikke-åndssvage, ædru, vågne, ikke-dialekttalende osv., der ikke fortaler sig (se nedenfor, hvad en fortalelse er) osv. osv.

Vedr. andre betydninger end A og B Det er først, når ,ukorrekt' bruges om faktisk forekommende sproglige udtryksmåder, der ikke falder ind under retskrivningens domæne, at vi for alvor kommer på arbejde, altså over for sætninger som ,det er galt at sige seuli, vaxalsd (,særlig, værelse'), det hedder sceuli, væ-olsd; det er forkert at sige pæn'so'n (,pension'), JTO' (,tro'), ,hvis at', ,der var omkring ca. 1000 bilister', ,undervisitet', ,de stod last og bram' eller: det er korrekt at sige ,undertegnede tillader sig herved, jeg har just nedlagt en brevforsendelse i 93

en postbrevkasse' fremfor Jeg har lige været i postkassen med et brev', det er korrekt at sige ,vor mikrotelefon er svært beskadiget' men ukorrekt at sige ,vores rør er smadret'. Ingen vil benægte, at de udtryk, der således kaldes ukorrekte, rent faktisk forekommer i dansk, eller hævde, at de er fortalelser (se nedenfor), eller at de, der kaldes korrekte, af den talende blot fastslås som eksisterende. Ejheller er vi her inden for Retskrivningsordbogens område. ,(U)korrekt' har altså i disse sætninger hverken ovennævnte betydning A eller B. Hvilken da? I det følgende gennemprøves 11 tænkelige tolkninger: 1) Den mest nærliggende tolkning af, hvad man lægger i ,(u)korrekt' om sprogforhold uden for særbetydning A og B, er, at man - evt. blot i visse herhenhørende tilfælde - mener: ,(ikke-)stridende mod grammatikken'. Imidlertid kan .grammatikken' her betyde 2 ting; a) faktisk skrevne grammatikker eller én sådan. Der findes om moderne dansk kun to „store" grammatikker: Mikkelsens og Aage Hansens. Resten omfatter - deres kvalitet ganske uafset - kun minimalt af, hvad grammatikere faktisk har syslet med; og i forhold til hvad der er at sysle med, dvs. i forhold til den store udtømmende Grammatik med stort G og i flammeskrift, er både de små og de store at ligne ved et vandmolekyle i oceanet. - Der er ingen mennesker, der bruger ,(u)korrekt' i betydningen ,i (u)overensstemmelse med bestemte skrevne grammatikker' - bl.a. fordi disse grammatikker jo næsten ikke kendes - der er derimod mange, der bruger ,(u)overensstemmelse med bestemte grammatikker' som del-begrundelse eller indicium på (^korrekthed, aldrig fuldstændig begrundelse. Fuldstændig begrundelse ville det netop være, hvis ,(u)korrekt' kunne betyde slet og ret ,i (^overensstemmelse med Mikkelsens grammatik'; deri ville bl.a. nødvendigvis ligge, at Mikkelsen var ufejlbarlig mht. hvad der er korrekt sprog, og det er jo oplagt urimeligt; fuldstændig begrundelse har vi, når vi siger, at ,gjordt' er forkert, fordi det er i uoverensstemmelse med Retskrivningsordbogen, og deri ligger tilsvarende, at Retskrivningsordbogen er ufejlbarlig, og dette stemmer med manges brug af ordet. Det kan i øvrigt som antydet også umiddelbart erkendes, at sætningen ,dette er (u)korrekf aldrig er = ,dette er i (^overensstemmelse med Kr. Mikkelsens grammatik' eller ,dette er i (u)overensstemmelse med Aage Hansens grammatik' eller fx , flertallet af danske grammatikker'. Måske tror nogle, at de bruger ,(u)korrekt' i en herhenhørende betydning, nemlig = ,i (uoverensstemmelse med, hvad jeg lærte i skolen', men at dette ikke er tilfældet ses af, at i så fald måtte dén sætning gælde: ,det er logisk umuligt, at min(e) lærer(e) i skolen har lært mig noget sprogligt ukorrekt', og ikke efter nogen danskers sprogbrug kan det hævdes, at lærere er ufejlbarlige mht. hvad der er ,(u)korrekt\ Ergo. b) ,Grammatik' kan også betyde: De regler, der - nedfældet i en gram94

matik eller ej - faktisk findes i sproget, for selv om vi ikke kender alle reglerne i den udtømmende Grammatik for noget levende sprog, ved vi dog, at der er regler, og faktisk er det menneskeligt muligt at slå ned på ethvert hidtil ubeskrevet enkeltpunkt i et sprog og med en meget høj grad af sikkerhed finde frem til de regler i sproget, der gælder på dette punkt. - Imidlertid er der ingen mennesker, der bruger ,(u)korrekt' = ,i (u)overensstemmelse med grammatikken' i denne betydning af ,grammatik', for det giver ingen mening, tolkningen gør simpelthen ikke sætninger med herhenhørende ,(u)korrekt' meningsfulde, og det skal tolkninger gøre, ellers er de ikke tolkninger. Faktisk forekommende sprogbrug kan ikke stride mod sprogets regler, for reglerne er jo regler for, hvordan sproget er, og ligesom Århus-indbyggerne umuligt kan bryde reglerne i den store udtømmende socio- psyko- (zoo- bio)-logiske Beskrivelse af adfærden hos beboerne i Århus, således kan sproget, som enhver vil kunne indse, ikke bryde sine egne regler. - Man må her ikke lade sig forvirre af talemåden ,en regel med undtagelser'. Når ,regel' betyder ,sandt gældende udsagn i en beskrivelse', er en ,regel med undtagelse(r)' nonsens; siger man, at over 90% af danske arveord danner flertal ved den blotte tilføjelse af ,-e', ,-er' eller nul, så er ,øje' ingen undtagelse fra denne regel; siger vi ,alle ord -=- ,øje' danner ', så er ,øje' stadig ingen undtagelse fra reglen, for udsagnet (beskrivelsen) gælder jo alle ord ,-=- ,øje'. Når ,regel' derimod betyder ensartethed, er ,undtagelse' meningsfuldt, nemlig = brud på nærmere bestemt ensartethed. ,Øje' er et sådant brud. - Ingen foretager med ,(u)korrekt' en tør konstatering af et (ikke-)brud på ensartethed i sproget, var det tilfældet, måtte disse mennesker kunne hævde, at formen ,øjne' er ukorrekt. Det gør ingen. Hvad ,(u)korrekt' så end betyder, er alle enige om, at ,øjne' ikke er ukorrekt. - Ugrammatisk kan sprog som ovenfor nævnt umuligt være. Hvis det var, måtte det enten medføre, at ,grammatik' ikke er ,sprogbeskrivelse\ og det er alle enige om, at det er, eller, at konstruktioner som ,familien er helt skønne; vi skal bare stå last og bram' ikke er sprog, og det er der heller ingen der mener, eller at ,grammatik' nok er sprogbeskrivelse, men herunder dog kun beskrivelse af korrekt sprog. Det er der mange der tror de mener. Men for at dette kan være meningsfuldt, må der menes noget med ,korrekt sprog', og så er vi, hvor vi begyndte: hvad betyder ,(u)korrekt sprog' ? Det er det, vi er ved at undersøge, og nærværende mulighed 1 bliver da naturligvis udelukket, for det ville jo medføre den helt forvrøvlede sætning: grammatik er en beskrivelse af det sprog, der ikke strider mod grammatikken (en såkaldt logisk uendelig regres). Vi går derfor straks videre og undersøger andre mulige betydninger af ,(u)korrekt sprog'. 2) ,(U)korrekt sprog' (uden for særbetydning A og B) kunne tænkes at betyde (ii)logisk sprog. I så fald kan dette ikke altid være meningen, for ingen 95

vil vist hævde, at udtalen ga'føa' (chauffør) er ,ukorrekt' = ulogisk, men nok at ,det var godt nok skidt, fkud lsædneri, 'få -bi,gå', hun er ham, der sidder ved roret, det var lige før jeg blev hysterisk' er ,ukorrekt' = ulogisk med begrundelsen: godt er det modsatte af skidt, det hedder jo sfk~udsædd og fk'bf, hunkøn er ikke hankøn, du blev jo ikke hysterisk, altså var der intet sådant tidspunkt lige før du blev hysterisk. - Nu er ,(u)logisk' et af de 50.000 ord, vi danskere omgås meget letsindigt. Det kan betyde mangt og meget. Grundbetydningen af ,ulogisk' kan siges at være .selvmodsigende'. Dommene: ,jeg så en firkantet cirkel, jeg deltog i et festmåltid uden mad, teenageren fejrede krondiamantbryllup' er logisk selvmodsigende. ,Ukorrekt' om sprog betyder aldrig ,ulogisk' i denne betydning af ,ulogisk'; dommen ,det var godt nok skidt' betyder jo fx.: ,det var "ærlig talt skidt', aldrig: ,det (samme) var både godt og skidt', udtalen fåud'sædneq er ikke en logisk selvmodsigelse, og det forhold, at nogle danskere siger både lfå-udsæd3 og fåudlsædne>i er ikke logisk selvmodsigende. Og så fremdeles. ,(U)logisk' kan også (desværre, for det plumrer vandene) betyde (in)konsekvent. Hvad er nu (in)konsekvent ? Er jeg inkonsekvent, hvis jeg i førstkommende minut trækker vejret 20 gange, i næste 18, i det næste rafler om det? Nej, selvfølgelig ikke. Det er derimod inkonsekvent, hvis jeg forkynder, at jeg i den næste time vil trække vejret 20 gange hvert minut og så kun overholder det i 90 % af tiden. Det er inkonsekvent at sætte sig som mål at blive millionær, arbejde hårdt 15 timer i døgnet for at nå målet, men så drikke arbejdsfortjenesten op i døgnets sidste 9 timer. - Ingen bruger ,(u)korrekt sprog' i betydningen , (in)konsekvent sprog' (mange tror måske, de gør det), for det ville jo i de nævnte eksempler være det samme som at hævde, at NN siger fkud lscedneq eller 'få ~bi\g£ til trods for, at han har sat sig det mål ikke at ændre trykfordelingen i nogen ordbestanddel, uanset hvilken sammensætning eller afledning den indgår i. Den, der siger, at NNs fåud]sædne>i er forkert udtale, vil jo givetvis ikke skyde NN i skoene, at han stræber mod ensartet tryk. Og så fremdeles. 3) I specielle tilfælde kunne ,(u)korrekt sprog' tænkes at være = ,(^overensstemmende med et Iångivende sprog'. Således fx når nogen kalder det forkert at sige budofly',butterfly', svidos,sweater', tri 'birna, §ovi 'å7, gxni 'ijo'n ,tribune, jovial, garnison'. Det kan ikke være tilfældet. Dels er der næppe nogen, der lægger et specielt indhold i ,(u)korrekt', når det bruges om fremmedord, dels måtte det jo medføre, at nogle kunne sige, at sænti'mé'do ,centimeter', pz'ri's ,Paris' er ukorrekt og satiti'me'do, ba'ri korrekt, medmindre da at ,(u)korrekt' af en eller anden grund kun når det bruges om nogle fremmedord betyder ,(u)overensstemmende med det Iångivende sprog'. Men det kan jo oplagt ikke være tilfældet; hvis nogle mennesker brugte ,(u)korrekt' = ,(Uoverensstemmende med det Iångivende sprog', så ville de 96

naturligvis også sige, at dansk satiti 'me'do (eller sadi smæ-df), boc'ri er korrekt. At de ikke gør det, viser netop, at der faktisk ligger noget andet i ,(u)korrekt'. Man kan da også let umiddelbart indse, at den, der siger, at gani'so'n er forkert og ganilso'n rigtigt, ikke dermed har ytret: gani'ijo'n står fransk lydligt fjernere end gani ]so'n. 4) ,(U)korrekt om sprog bruges undertiden, hvor det kunne tænkes at betyde .karakteristisk for personer med lav (høj) social status', fx når man hører: ,knæer' er ukorrekt, ,knæ' er korrekt, væ'u ,hver' er korrekt, ve'u er ukorrekt, ,det er ærgeligt o sga gøre det' er ukorrekt, ,det er ærgerligt o sgu gøre det' er korrekt. Som ved 2 og 3 kan det højst være i visse tilfælde, at ,(u)korrekt' skulle have denne betydning. Ingen vil jo sige, at ,hun er frygtelig sød', fåuå'seedneri, Jeg håber ikke, det bliver regn' er ukorrekt = karakteristisk for sproget i de lave sociale lag'. Men har det nogen sinde denne betydning ? Vil nogen gå med til at udskifte deres udsagn ,ve'i er en skrupforkert udtale' med ,ve'j er fantastisk typisk for folk med lav social status', når vel at mærke meningen skal være den samme? Nej. Forklarer man folk, at udtaler som filg ,folk', damb ,damp', kand ,kant' i alle jyske og fynske købstæder er karakteristiske for personer med lav social status, mens fol'g, da.m'b, kari'd er karakteristiske for personer med høj social status, vil næppe nogen svare ,aha, så er folg etc. altså ukorrekt'. 5) ,(U)korrekt' kunne i visse tilfælde tænkes = ,(u)overensstemmende med skriften', fx når nogen siger, at sæ'l ,selv', kahofl ,kartoffeP, po[gmm' program' er ukorrekt, men sæl'v, kahofl, pro^granC korrekt. Argumentation ganske som under 3. (Læseren bedes nøje opstille den efter punkt 3). 6) ,(U)korrekt sprog' kunne i visse tilfælde tænkes at betyde ,individuel dannelse', fx når det hævdes, at ,antød' i stedet for ,antydede', ,stå last og bram' for ,last og brast', akåmpja'ne's for ukåmpan^jéd ,akkompagnere', ,2 mellemtinge' for ,-ting' er forkert (alle eksempler er faktisk forekommende i vort materiale, ingen er fortalelser). Ved ,individuel dannelse' må dels forstås noget selvskabt i sproget, dvs. at ganske vist kan andre have de samme former, men overalt hvor de findes, er de skabt uafhængigt af andre; men det er ikke nok, store dele af sproget hos en person er selvskabt; sætningen ,det grønne skib med den spinkle mast lagde til ved kajen' har muligvis aldrig nogen sinde før lydt på dansk, den er i hvert fald af os skabt helt uafhængigt af eventuel forekomst hos andre, men en sådan sætning kaldes ikke en individualisme; det gør dannelsen af sammensætningen ,bronzenøgle' heller ikke. En individualisme er følgelig en selvskabt dannelse, som på det pågældende tidspunkt i sprogets historie kun et fåtal kunne finde på at anvende, når det ikke 97

drejer sig om fortalelse. Vi mener ikke, der er nogen, der altid bruger ,(u)korrekt' = ,(ikke-)individualisme', men nok at man undertiden - dog meget sjældent - kan høre ,forkert' brugt i den rene betydning .individualisme', og det er jo i øvrigt en højst uheldig sprogbrug, fordi .forkert' jo så ofte slet ikke har denne betydning, ligesom det naturligvis er hensigtsmæssigt at bruge det præcise .individualisme', når man mener .individualisme'. Men i almindelighed er det her som under punkt la, 3, 4, 5, 7: ukorrektheden delbegrundes med, at der jo er tale om noget, ingen andre siger (henholdsvis, at det strider mod det långivende sprog, skriften, er lavsocialt, er en fortalelse); .ukorrekt' betyder ikke slet og ret dette. 7) Er det ikke forkert at sige ,hvad farve far den', sed^sdeVlnB i stedet for .hvad farve får den' og .stillesiddende'? Det vil de fleste mene. Men ingen vil tilføje begrundelsen: for .forkert' betyder jo .fortalelse (og/eller individualisme)'. Ergo betyder .forkert' ikke ,fortalelse (og/eller individualisme)'. Jf. slutningen af punkt 6. (En fortalelse, er noget udsagt, som den talende enten umiddelbart efter retter eller umiddelbart efter ville rette, hvis han fik sit eget udsagn gentaget). 8) ,(U)korrekt' kunne tænkes == ,(ikke-)grimt', dvs. .forkert' = .æstetisk utiltalende for mig/ et flertal/ en bestemt gruppe'. ,(U)korrekt' betyder jo aldrig dette, men det anføres ofte som del-begrundelse. Ingen vil gå med til at ombytte (reducere) deres udsagn ,fåud]scedneii er forkert' til ,/åud'sædneq er grimt', når betydningen skal være den samme. Almindelige udsagn som ,fåud'stedneti lyder hæsligt og er da også simpelt hen skrupforkert' viser med al tydelighed, at .forkert' om sprog ikke er = .grim'. 9) ,(U)korrekt' kunne tænkes = ,i(u)overensstemmelse med den historisk oprindelige betydning (etymologien)'. Man hører jo fx: ,et plastic-glas' er da skrupforkert, ,en mandlig sygeplejerske' er splitterravende galt osv. Men det er jo oplagt: ,(u)korrekt' betyder her aldrig, ,plastic-glas' betegner noget som .glas' i gamle dage ikke (godt) kunne betegne' osv. Tolkningen anvendes ikke engang som delbegrundelse, ingen siger: „plastic-glas' er galt, for i gamle dage dækkede ,glas' jo ikke den slags materiale'. Nej, det man får serveret i denne forbindelse er altid usande udsagn: ,plastic-glas' er galt, for glas kan ikke være af plastic, ,mandlig sygeplejerske' er galt, for en sygeplejerske må jo være en kvinde (begge dele er usande: glas kan rent faktisk være af plastic, sygeplejersker behøver ikke at være kvinder). 10) En almindelig delbegrundelse for, at noget er ukorrekt, er, at det er tvetydigt: ,hun har flere venner end mig' er - hvis ,mig' fungerer som subjekt 98

galt pga. tvetydighed. Denne delbegrundelse afviger fra de andre nævnte (jf. dog Ib) ved i sig at rumme selve begrebet korrekthed: Meningen er jo, at ,hun har flere venner end mig' er korrekt, hvis ,mig' fungerer som objekt; sætningen er da utvetydig, vel at mærke i det korrekte sprog; rent faktisk er dén jo også tvetydig, pga. den almindelige „ukorrekte" sprogbrug. - Som enhver let indser, er der kun tale om en - højst ejendommelig - delbegrundelse; ,(u)korrekt' betyder aldrig slet og ret ,(u)tvetydig'. 11) Endelig har vi de cirkulære tolkninger af ,(u)korrekt': ,(u)korrekt' = ,hvad der i almindelighed (eller af en bestemt gruppe) betragtes som ,(u)korrekt". ,(U)korrekt' betyder aldrig dette! Tolkningen kan forstås på 2 vidt forskellige måder: a) Tolkningens glose ,(u)korrekt' optræder ikke i særbetydning. Tolkningen svarer da til: ,De indfødte betragtede flyvemaskinerne som fugle' eller ,handlingen betragtes i dag som lovstridig'. ,Fugle' og ,lovstridig' har her deres sædvanlige betydning. I denne tolkning bliver .(^korrekt' meningsløst, fordi tolkningen rummer selve ordet ,(u)korrekt', som jo netop skulle tolkes, b) .Betragtes som (u)korrekf betyder: folk udstøder lydene (anvender skrifttegnene) ukorågd fo ^kefd osv. henholdsvis ko hågd, rågdi osv., når de møder de pågældende sprogformer. Denne betydning har ,(u)korrekt' aldrig; det er jo aldrig selvmodsigende at sige: fåud'scedneri betragtes som galt, men det er vist ikke spor forkert. At nogle udstøder lydene fo 'keu'd osv. over for sprogformer, udtrykkes på dansk altid ved ,denne sprogform betragtes som forkert' eta, ikke ,denne sprogform er forkert'. - Uden for dagligsproget findes en sprogbrug, nemlig hos forfatteren Lars Henriksen, i hvilken ,(u)korrekt' er = ,det, som man reagerer med lydene fo'kefd, rægdi, gd'ld etc. på'. Dette er fuldt bevidst fagsprog. Men selv om betydningen var almindelig i dagligsproget, løser den naturligvis ikke spørgsmålet, hvad ,(u)korrekt' egentlig betyder bortset fra, at det kan indgå i en sammenhæng, der hentyder til lydene fo[kej'd etc. (alle ord kan betegne deres egenlyd!). - Rene letgennemskuelige sproglige variationer over denne cirkulære betydning 11 er fx ,(u)korrekt' = ,hvad der (ikke) nyder almindelig anerkendelse', ,hvad der (ikke) strider mod almindelig konvention'. Det sidste er dog flertydigt, idet det også kan være = ,hvad der er usædvanligt', men som enhver let kan se, er ,(u)korrekt' aldrig = ,(u)sædvanlig'. Tolkningerne er udtømt. Læseren må selv efter de givne retningslinjer opstille kombinationer af de 11, fx ,(u)korrekt' = ,hvad der både er grimt (8) og lavsocialt(4)'. Konklusion: ,(U)korrekt' om sprog (bortset fra særbetydning A og B, samt den under 6 nævnte meget sjældne) er for os meningsløst. Vi kan ikke se, hvad det meningsfuldt skulle kunne betyde. Chancen for, at overhovedet 99

nogen i dagligsprog bruger ,ukorrekt' meningsfuldt, er minimal. - Også denne bogs forfattere har engang troet, det var meningsfuldt at anvende ,(u)korrekt' om sprog. Det, vi ovenfor har gjort, har været at presse hjernen for en eller anden meningsfuld betydning af ,(u)korrekt'. Vi har ingen fundet. Konklusion: ,(U)korrekt sprog' er meningsløst. Ovenstående konklusion er ikke almindelig anerkendt. Det ses bl.a. af, at sprognævnene i Danmark og andre lande ikke forlængst har installeret automatisk telefonsvarer, der kunne meddele: „Der er ikke noget dansk (engelsk, tysk osv.), der er forkert, der er ikke noget . . . " I stedet har man indladt sig på et sejpineri af veg tolerance og derved gennem årene fremkaldt langt større adrenalinudskillelse i befolkningen, end en enkelt lige venstre ville have forårsaget. Dette er ingen undsigelse af Dansk Sprognævn, der beskæftiger sig med meget andet -end korrekthedsspørgsmål. Nævnet indsamler overordentlig værdifulde data - og medvirker til at bekæmpe uhensigtsmæssig sprogbrug. Konklusionen må imidlertid ikke få læseren til at tro, at alle de røde streger, han hidtil har fået i danske stile, har været uberettigede. Selv om vist alle dansklærere tror, de mener noget meningsfuldt med ,(u)korrekt' og det dertil hørende ,fejl\ hvad de altså ifølge ovenstående ikke gør, når bortses fra stave- og tegnsætningsfejl, så kan der være god mening med de røde streger. Kun hvis en rettelse ikke kan begrundes med andet end ,ukorrekthed', er den uberettiget (et ,stakkels dig' der rettes til ,stakkels du', er et eksempel blandt hundreder herpå). Men der er stadig ubehjælpsomt sprog, grimt sprog, stilbrydende sprog, ufrivilligt komisk sprog, distraherende sprog og værre: tåget sprog, uforståeligt sprog, vildledende sprog, sprog, der er i uoverensstemmelse med intentionen, sprog, der vidner om konkret uvidenhed, generel tanketræghed eller -tomhed, med ét ord: forkasteligt sprog. I stedet for fællesbetegnelsen ,fejP foreslår vi betegnelserne ,stave- og tegnsætningsfejl', ,forkasteligheder' og ,uheldigheder'.

Opgave 33

Nedenfor anføres nogle eksempler på noget, der efter vor mening er uheldigt og/eller forkasteligt sprog hentet fra et hold l.g-stile på et københavnsk omegnsgymnasium efteråret 1969. Begrund, hvori forkasteligheden, om nogen, består - uden brug af ord som ,(u)korrekt, rigtig, forkert'. 1) De fleste af de ægteskaber, der bliver indgået i denne alder, er, tror jeg, fordi de skulle have et barn, de bliver gift; men finder ud af, at det alligevel ikke går. 100

2) Ellers er det meget skægt og se, hvor mange ældre mænd der får fat på unge piger, der er derimod ikke så mange unge mænd, der får fat i en ældre dame; men disse to forhold siger jo sig selv. 3) Der fødes omtrent dobbelt så mange som døde, det virker egentlig stort, det tal. 4) Der skete det helt usædvanlige, at Vesttyskland blev medlem af NATO. 5) Jeg tror selv, at det mest er mandens skyld, at de bliver skilt, fordi jeg er af den overbevisning, at han lige pludselig finder en flok støjende børn løbende omkring benene på ham. 6) Det er min opfattelse, at der mellem de såkaldte voksne og ungdommen ikke er andre forskel end dette at være voksen medfører, at man er mere moderat på alle områder. 7) Forudsat en tro, der medfører et liv efter døden, siges helvede at være et sted, hvor mennesker vil komme, hvis de har ført et syndigt liv. 8) I gammel tid er opfattelsen af himlen og helvede skildret med himlen værende øverst placeret; herefter jorden opdelt i sociale rang. 9) Danmark har ikke råd til at holde uddannelsesniveauet nede i kraft af vor svigtende økonomi. 10) DGS kommer med mange virkelige gode ændringsforslag. Men indrømmer de dårlige muligheder for fyldestgørelsen af disse. 11) Selvrealiseringen er her påvist at være et ligeså vigtigt faktum til gymnasiets målsætning. 12) — når vore dages kultursamfund, og sikkert også mange andre lande, smelter sammen. • Vi kan sluttelig ganske kort se på, hvad der findes af uheldigheder og forkasteligheder inden for vores område, udtalens. Forhåbentlig kan der blive enighed om, at disse alt i alt er rørende uskyldigheder sammenlignet med misbruget inden for sprogets indholdsside, altså dé sproglige forkasteligheder, man fra oldtiden af har benævnt demagogi; det er udlagt: sprogsvindel, hvilket jo såvel i storpolitik som i børnehave, skole og ægteskab er af skæbnesvanger betydning. - Bevares, en tydelig udtale på rette tid og sted kan redde menneskeliv, men i almindelighed opretter et ,hvad(behager) V skaden. De fonetiske skavanker er af 2 slags: utydelig tale og uskøn (æstetisk frastødende) tale. Mht. utydelig tale er hovedforsyndelsen, at man taler for lavt (i styrke). Det kan hænge sammen med dybtliggende hæmninger, men er tit bare en dårlig vane, der imidlertid som så meget i udtalen er vanskelig at aflægge. Ejendommeligt nok er det almindeligere, at der tales for lavt end for højt, det sidste er jo imidlertid kun en æstetisk skavank. Den populære opfattelse, at unge taler særlig utydeligt, har vist intet på sig, men er letforklarlig: Unge har pga. lydudviklingerne i sproget ofte udtaler, som ældre 7 Udtaleforskelle i Danmark

101

kun bruger i hurtig tale; den unge udtale vil derfor umiddelbart kunne opleves som utydelig af ældre, selv om den er både energisk og langsom. Bemærk i den forbindelse, at en udtale i sig selv aldrig kan være utydelig, men kun mere eller mindre tydelig udtale af bestemte ord: sdråg er en tydelig udtale af ordet ,stræk', men utydelig af ordet ,strejke', *barwns]deg3'T er tydelig udtale af engelsk ,bounce digger', men utydelig af dansk ,bare hun stikker'; gadehandlerens nå-'nå-w skreget ud på 1,1 sekund er en meget utydelig udtale af dansk ,bananer', men kan være en knivskarp udtale i et andet sprog, fx et afrikansk, hvor det kunne betyde,Medicinmandens morgensutter'. (.Utydelig' betyder faktisk stadig ,som vanskeligt kan tydes'). - De efter vore erfaringer utydeligst talende er så afgjort: gamle mænd. Mens der hurtigt kan blive enighed om, at den og den udtale var utydelig, og at det var en skavank, at den var det, svinder enigheden, når det drejer sig om uskøn tale. Det skyldes givetvis den uheldige omstændighed, at den tale, man ikke er vant til, som altdominerende hovedregel frastøder, mens den, man er vant til, ikke frastøder. Den, der kun er vant til sygl, synes sigl er noget underligt fjolleri. Den, der kun er vant til bå'd ,båd', gra'iv ,grav', bo'd ,bod', synes båd', groav', bod'' er uskønt. En vigtig faktor er det dog også, at ældre former gennemgående tiltaler mere end yngre. I øvrigt spiller selvfølgelig talløse andre faktorer ind. Nogen enkel og praktisk rettesnor kan således ikke gives på dette, så lidt som på noget andet æstetisk område. Det eneste, der kan blive nogenlunde enighed om, er uskønheden ved de såkaldte talefejl, stammen, læspen, snøvlen mv., for det er jo netop udtaler, som er uvante for det store flertal. At forholdene dog gudskelov er mere brogede end de fleste talelærere kan lide at forestille sig, indså allerede Shakespeare: (om Hotspur i Henrik IV) Han stammede, og det som var hos ham Naturens uheld, blev de tapres sprog, Thi de, som kunne tale jævnt og sindigt, Forvansked deres tunges færdighed For ham at ligne. Så i sprog og gang, I levevis og alle blodets luner Var han det mål, det spejl, den bog, det mønster, Hvorefter andre danned sig.

102

Sprogprøver

Her følger t o transskriptioner af en tekst, der er blevet indtalt af forfatteren J. C. Hostrups søn, Helge Hostrup, født 1862, opvokset i Hillerød. Tekst A er en gengivelse af meddelerens egen beretning. Spontant talesprog er det ikke, måske har han endog haft et skriftligt forlæg, som han dog i så fald forholder sig meget frit til. Som helhed er udtalen langsom og meget distinkt. Tekst B er en gengivelse af samme beretning, som vi havde aflæst og overført til almindelig ortografi (tekst C) før forlæggelsen for en meddeler fra 1953 Kbh. Hun blev bedt om at læse teksten op i almindeligt tempo. - Begge meddelere er h-sprogstalende. Meddeleren fra 1953 kan høres på lydbåndet.

Opgave 34 Find nogle gennemgående og karakteristiske forskelle mellem de to personers udtale. • N B : En af optagelserne på det lydbånd, der knytter sig til nærværende bog, indeholder en tredie udgave af samme beretning, oplæst af Ingeborg Hostrup 1896 (svagt jyskfarvet h-sprog). A de ha væuaå i/ bs'gøn'lsn a* 'å'rsd/ 'aTdn 'hunrsføl i x 'å-do'dfiesl æh 'ni'o 'd^æsjj mirw fd'rårdra/ 'bo-åg i 'hilgpø'dpj vor min 'fa- va 'pråsd// han haråg/ ætI 9 9 9 'rartj 'rceTd mg hdb haåg 'maf^d a be'sdeVdl ldce'j/ \å*q- 9/ de 'højdg dhe ans 'daq-lig 'var-nåj nå hern herda'fåd de [me'sda ia.~-\barf^ dhe]svddl o~m iæfdome\daWT'q3n klå+gn fi'o ^fænfj sår 'gå' ån sba~rlse'nltu'jj'l ^ncesdgn V9r Waxn hæ'rad så'* ha.fl å T v xdæ dho harn lgåun9 suw ldho' 'æ'l'sdd 'drcerip ^meeå/v sdæri Haili\he'plVOJ ^ja'^fb'^Asda ^gatf sså~'å~ xhå~''sexai-nosnpda.^has-d9 'ha+n i\mid'hitid' kån umaTH smæd \scril \årq" 9J ja xhusgk fgodh/ 'de*/ vi gig dæn sædhaT'nli9 ldhu'j ^ne'diigæn'zm 'by'an/ CF dgn Harp xsldds\garmd9Jo h~m' arf- 9/ BTV 9 9 9 'shdtø/ i 'gcen'rn [shd$j år dar vi 'kåm'/ dhel 'æs/ ibro'an/ 'da \koiri dah/ ce^nl lho~i'i/ 'bofBdp/ 'marn'™/ 3 ssdansd$ min 'fa*-- o 1dhar'lda smæd hamj I p-* dho-q mal 'egg 'søn'åli 'ar del fa de ver egg so 'x§ml\ndæc da va. 'e'n daT 'dhaT'ld9 dhe min 'fa- på 'ua/'a«/ \å^q- 3/ jg isdo'd år~/ 'vcendfø ipå' 3 di kuns blig 'fåidi\9/ da* 'plusli 'væno 'dæng 'ma'-n' saf 'oni te 'ma^if o \si-uj "parp 'på m'aTi o \si-j 'véd hern 'dæ'j 'værn" 'ja*{ 'ajh/ so \sva-ad min |/cr 7*

103

da 'dfo'jjd 'ega/ so 'si'q ham 'dej \saT' haTn// daT/ min 'fa'/ fa'kloT'o°da ham/ a han" a-/ 'boA'An/ i 'dæn' 'al'o/ 'egal i al'men'li\hed' htrdaj 'sø^n'oli endha 'rås?/ fo~/ 'deqda\ran/ mæn må'sge' 'nkg få 'æ-van\dhy'rad/ so/ \ble' harnoiln'sy'nliq nå-åd 'udhelifrærsll 'dæda harda 1/3 lagd 'mårga dhelj o js 'dfOA' hsa «T mic 'fa*-' lsar- 'dheV mar[/ 'de- e 'ha"/se 'arno\sn/velgdvesdfo'råsdn 'egagjo-omaTi T T T 'sø n'oli 'klå-q3\r3 l mænj ha daj/ 'sdå~-?A 'få'' ma i srn 'garnsga usegad var 'fifeTrfa/ ar harn ^dho'q de nå'åd få'djry'dlid 'opI o horn nå'd 'hcu/didsa' fa'vce.l/o harn 'gig 'sol o 'sol avij dar vigighidapal \erfi\gæn'rn[slods\gå~'r3nl o1- 'u'dp 'larfs mæ 'slå^ddp/ so 'gig min 'fa.*-* 'sdcr'di aT 'lo'0 Hed/ fo sa[ 'sæH/ horn 'hcrdd 'ma^fd hid 'de^da a \gå' 'held i sina 'a[na 'dhar[go~fl a 'nwrada sa?H p-w'o 'dceda 'lila 'æ-vmity'j/ må'sge' de har hæ^gd dhel/ shds,gå'ån/ o 'urd' 'larfs ma 'slodd^/ SD \gig mm 'fa-/ 'sdå-de a 'lo' Hed/ fo sa 'sæl'/ han 'hådd 'mcrdd 'decb/ ad tgå' 'he'Id i sin 'ar'pta Hatigo o 'moAdd ss-* ,åw'o 'dede Hil 'æ-tpntøA'// ma'sge' ha ns hiAgd 'tel/ ad ja 'ernu/ ka 'se' da 'fo ma//

104

c Det har været i begyndelsen af åxet 1868 eller 69. Mine forældre boede i Hillerød, hvor min far var præst. Han havde et øh ret retme.. høb havde meget at bestille dér, og -øh- det hørte til hans daglige vaner, når han havde fået det meste arbejde til side om eftermiddagen klokken fire-fem, så gå en spadseretur næsten hvordan vejret så var. Og ved det tog han gerne sine to ældste drenge med. Ved den lejlighed, hvor jeg første gang så H. C. Andersen, da havde han imidlertid kun mig med sig, og -øh- jeg husker godt det. Vi gik den sædvanlige tur ned igennem byen ad den lange slotsgade og om af-øh -af øh slottet - igennem slottet, og da vi kom til S-broen, da kom der en høj, bøjet mand og standsede min far og talte med ham. Jeg tog mig ikke synderlig af det, for det var ikke så sjældent, at der var én, der talte til min far på vejen, og -øh- jeg stod og ventede på at de kunne blive færdige; da pludselig vender denne mand sig om til mig og siger, peger på mig og siger: „Ved han dér hvem jeg er?" Så svarede min far: „Det tror jeg ikke!" - „Så sig ham det", sagde han. Da min far forklarede ham, at han -øh- børn i den alder ikke i almindelighed havde synderlig interesse for digteren, men måske nok for eventyret, så blev han øjensynlig noget utilfreds. Dette havde jeg lagt mærke til, og jeg tror også, at min far sagde til mig: „Det er H. C. Andersen", hvilket vist forresten ikke gjorde mig synderlig klogere. Men hvad der står for mig som ganske sikkert var dette, at han tog det noget fortrydeligt op, og han noget hurtigt sagde farvel. Og han gik så - og så - at vi, da vi gik videre ind igennem slotsgården og ud langs med slottet, så gik min far stadig og lo lidt for sig selv - han havde meget tit dette at gå helt i sine egne tanker og morede sig over dette lille eventyr. Måske det har virket til, at jeg endnu kan se det for mig.

Nedenstående er transskriberet efter en optagelse i 1968 med meddeleren O.O. 1928 Kbh., som er søn af en professor. Gengiv teksten i nogenlunde normal ortografi så trofast mod transskriptionen, som det overhovedet er muligt. Overvej problemerne ved at gengive talesprog i ikke-lydskrevet skriftsprog. Hvorfor er det fx en dårlig idé at bruge apostroffer: a' = ,af, o' = ,og', ti'bage = ,tilbage' osv. ? de ]au na 'gansga lgi-v() a *so må vi [hå-ba/ ad \di/ di lha' da 'got Hi^sa lgod saml di xfbl'g 'hd-$dasami Uganda xdå-å 'drahg/ han'Qfra/ S3Tr[ 'so^ons lkihf/ da*- ha./ a- en-/ 'maad balr3m't/ a- 'Ice-^na/ 'kihf man 'kom' 'he// fra/ v\xmg da 'me'sda a ^æ\lan'/ m maoi røT 'sy'/ o ga'bragalij i 'mid^UcrVoon/ o-' o søgdaj af o/ få h vena sid 'hælbræ^d ta 'bd'f/ ac. 'SD hesda man/ at/ 'van'ø '/ze T // / ldæna

105

L-KØBENHAVNSK Den følgende tekst er et uddrag af en af fortællingerne i „Gemytlige Folk" af Robert Storm Petersen. Storm P. 1882 København havde øre for 1-sproget, som han nok især har hørt hos ældre københavnere; i hvert fald er en hel del af 1-sprogstrækkene ældre end dem, man finder hos forfatterens jævnaldrende, ligesom der mangler nogle karakteristiske fra samtiden. Opgave 35 a) Understreg eksemplerne på rene talesprogstræk i skriftsproget, altså eksempler, der er neutrale over for modsætningen h-sprog/1-sprog. Hvilken virkning har sådanne træk? b) Inddel fundne 1-sprogsformer i lydlige og ikke-lydlige. c) Omskriv teksten således, at den kun indeholder 1-sprogstræk, der kan høres hos midaldrende og yngre; før andre træk på end dem, Storm P. har anvendt. - Du bi'er gammel, Rosalie - Du hælder ud over Afgrunden, gør Du men der æ' li'e godt Mosek i Dig endnu - dit gamle Fastelavnsris - ork, i gamle Da'e, da Du flækkede Atmosfæren inge i Figaro og dansede alle Sjentlemænnerne hjulbenede, og jæ' sad oppe paa Balkonen og ordnede en Snes Bajere - da var der Klang i Silhuetten, Rosalie. — Ka' Du huske de strivrede Strømper, som at Du hvirvlede om med dengang og fik ham Nikkelajsen til og sælle baade Hus og Hjem og stritte sig paa Ho'det i Pevlingesøen — og ka' Du huske, naar at jæ' svang Handskema'rskiltet her - og Skeletterne dansede ner a' Asfalten, naar at der be' lukket i Figaro - det var Tider med Salemalejkum i - [—] Hva' græder Du for, Salie - ? - Tror Du ikke, at hvis jæ' vilde, at jæ' godt ku' gaa ud og stange et Par fremadskredne Kæferter endnu ? - Men hva' ska' det til - hva' ska' det til ? - Næh, vi vil nyde vores Syndetikon eller Elysium eller hva' Fa'en det hedder. - Du ka' jo sæl' se, at Fa'r sitter her hos Dig endnu — jæ' har været ude for mange Gange Lammesteg i min Tid, men jæ' æ' li'egodt altid kommen te'bages te' Dig, Rosalie! [- - -] - Og hva' æ' der osse be'en a' Kres'jan - æ' det en Stilling for en videnskavelig uddannet Gyngeejer og staa og sælle Vafler i en Vognport ? - Næh se paa Fa'r her - jæ' føller med Tiden - lidt Børs - og lidt Kendskav te' Biliarets Hem'li'hed - veni - vidi - vici! Man æ' be'en Tilskuer te' Livets Tragek - man sitter og ge'r sit Bifald te' Kende gør man - og jæ' glæder mig te' a' Du bi'er voksen - Du bi'er ganske vist ikke saa dejlig og se' paa - men Du bi'er mere fornuftig og tale med.

106

Livet æ' et Pladespil - det æ' kun de færreste, der finder en Gibsfigur, og der æ' aldrig no'en, der render a' med Salonvækkeuhret! [ ] _ vi æ' heldigvis Børn nok endnu te' og se Rocambole bryde ing te' den skælvende Hertuginde - kom saa, Salie, - naar vi gaar hjem, æ' vi sengtimentale, og Du ska' nynne en Vuggevise for Fa'r - Bønnelykke - lig no'ne Bajere paa Is - te' a' vi kommer te'bages! •

(Optegnet efter båndoptagelse fra 1972 af ER 1902 Kbh. $) di hånd jo 'en- i 'gå-ån \dsysgona/ 'eg/ 'ab d 'dsrabono o 'dæm da 'bo'opå 'ånn sd 'fousd o 'ånn \så'I slæb di 'ned' fo- o 3/ riwxp psT/ papgå- dona 'væg/ 'da wa 'bå'å 'råsd o 'sgrah\bød. o 'ål'dsetf 'dæu'/ o 'de va nda 'æld'o 'fo~l'g/ o la tær[ 'guisga'low di komo da 'eg på 'fjæ-o \sa'l so 'ja sga sgu 'eg \ne'å/ mæn 'æl'js 'so 'ran di o 'erf i 'ob\garm jo o gcemdd sa[ o h mæn 'di va [o/ 'då-g\dråw'n Kno~g di \gro~ntj. \dsvVn// Spørgeren: 'kom' da en' B "dan'sgpull\ti\våw'n/ en'gcaf mæd' 3 Meddeleren: \ja*-h/ mæn da va 'ful' a/ dm Hysgoo 'erp} 'i dn/ å 'de- 3 txrigo mac o 'ega~ 'o~w'o mæ'n ss dsæif 'o~g ves dn 'u 'a nå- ba'lå-[ [d 'så~' 'go~d dæn 'ho~Vdpå 'jb'Ana 'sa~.gso\gåå/ o 'sdo' no-ono 'veqga mæ 'dånsga 'flå'l 'e/j

De rendte jo inden i gårdene, tyskerne, ikke? Op ad trapperne, og dem, der boede på anden sa.. første og anden sal, slæbte de ned for at øh rive pa.. barrikaderne (udtalt parrigaderne) væk; der var både riste og skraldebøtter og alting dér, og det var endda ældre folk, og jeg tænkte: gudskelov, de kommer da ikke på fjerde sal, så jeg skal sgu ikke ned. Men eller så rendte de jo inden i opgangene jo og gemte sig jo, i(kke), men de var jo durkdrevne nok, de grønne svin. Spørgeren: Kom der en øh dansk politivogn engang med øh? Meddeleren: Ja, men der var fuld af af øh tyskere inden i den, og det øh tænker man jo ikke over, men så tænkte jeg: Ork, hvis der nu er noget balade jeg så godt den holdt på hjørnet af Saxogade, og der stod nogle og vinkede med danske flag, ikke? ER O2 kan høres på en af de båndprøver, der er produceret i tilknytning til bogen.

NORDVESTSJÆLLANDSK DIALEKT Aflæst efter båndoptagelse af Jens Sørensen 1883 Karup, der interviewes af professor Poul Andersen.

107

Professoren: v'dan 'gig 'då^'årnpå Meddeleren: ja 'de 'vo jo" a/ ]de wo lo 'o-l'so—-/ nu fa-* 'så 'mo'nic* 'u-*S 'sidføl/ 'da— ml 'vå~de w // y 'liTd 'mv*AO' 'gåm\\dåw's å+- a bi kå val ]sii Hid 'mv*xo° prima'tiw'd a+n i "bå'-å* \dotwl man ar" 'de' wå+" a 'de* ivå+' tel.sa+a" ide'~bd sda'bi-'j'll 'få~Vg å~'l å~ 'gu/o'n ble~w[3 'drcer'.ipl 'li~'sm 'a.ndga'hl gurh/ z'T :WaTew' [tid+' \daU sa*-m 'dfr a+a'// 'vi' Fhfe^-g jo+]lå'S u*h 'bd'-'o*-- npld~i.å° 'ha'tv å~l brwur 'hceTsd i såc'H aT 'dé-r- 'gi^gl 'de-* 'gi*g a- i-*// "ja* ha— \ka~ri

interdental)/røT 'dån' 'tid+'/ Professoren: Hvordan gik dagen på bondegården? Meddeleren: Ja det var jo øh/ det var jo altså øh/ nu for så mange år siden// det (da?) øhm/ var det jo 1/ øh lidt mere gammeldags og øh vi kan vel sige lidt mere primitivt end i vore dage/ men øh det var øh (jo ?) det var (jo ?) ellers e øh det var stabile (stabilt?) folk og/ og gården blev jo drevet ligesom andre/ gårde/ i den tid da (dér ?) // så øh det er (?) jo (?)// vi 1fikjo lært at (os ?) både at (?) pløje og harve og/ bruge heste i det hele taget og/ sådan så øh(at?) // at det gik/ det gik øh i// jeg har kun gode minder fra den tid/

SØNDERJYSK DIALEKT Nedenstående er optegnet af Nikolaj Andersen 1862 Svejrup syd for Åbenrå efter eget sprog. Det er klart, at en sådan optegnelse uden hjælp af båndoptager bliver mindre nøjagtig end med dette hjælpemiddel. Optegnerens lydskrift er omsat til vores, som kun afviger på få punkter. Tegnet ', som vi selv har tilføjet, betyder her hovedtryk med musikalsk accent 1. Tegnet r betyder hovedtryk med musikalsk accent 2. Tegnet /hos optegneren er bibeholdt, skønt det givetvis dækker et uaffrikeret t, som vi ellers noterer dh (jf. side 59). r

næn i a 'lownari e'bcu^ ve a 'kjængoj de voc 'nok i rbæjsdæjl hdoj å a 'vceja let 'va.q/ væl rni^h so lmojl som en rb<x.kfuj// 'de haj 'no rmegals dcen, rli] johan 'pe'da 'jæn rmemxfot 'kik ål o 'de va rnowafo 'haml de jæ lsmoæan o 'plonan o r n«ms i/1 rso-qt 'ce jo 'jængcoi a 'bo-n te jo rsginndn o rg<xb jo rgnomalja vi mo r sæj som a ro'rw dært, rso'j om a rgnvs mce et rgnyn,danll nmj sega rnowa vi 'doqans hæ 'væt i 'dært, 'ti vi va rmirpH o johan 'pe-da 'han, loj sce da 'hæn o fisk 'sdow i a 'van, smet/ rnø-n a 'sen 'rom* ako'nå't som an rba-qa dæ rlawan an rkaqdæjl o a 'de 'snaws o 'de 'smana bergynt han, o gø sce firgirnd//

Nede i lavningen bag ved kirkegården - det var nok i Bedsted - stod der på vejen lidt vand, vel rigeligt så meget som et fad fuldt. Det havde nu Mikkels 108

den lille Johan Peter en middag fået kig på, og det var noget for ham, det her dynd og pludder at søle i. Sådan er jo engang børn, at jo mere skident og jo galere, jo bedre. Ja, vi må sige som ornen den sagde om grisene med en grynten: „Nej sikke nogle vi dog har været i den tid, vi var mindre!" Og Johan Peter han lagde sig da hen og fik smidt støv i vandet, rørte det så rundt akkurat som en bager, der laver en kagedej, og af det snavs og det dynd begyndte han at gøre sig figurer. Der er flere dialektprøver på det lydbånd, der er produceret i tilknytning til bogen.

109

Ordforklaringer

AFFRIKATION : forbindelse inden for samme stavelse af lukkelyd og umiddelbart påfølgende, nært sammenknyttet hæmmelyd med beslægtet artilculationssted. Det moderne danske t er affrikeret. ALVEOLÆR: lyd, under hvis artikulation tungespidsen hæves mod, evt. berører alveolarranden ( = gummeranden) mellem bagsiden af de øverste fortænder og den hårde gane. t, d, d, s, I, n er alveolærlyde. APOKOPE: synkope (s.d.), altså tab, af udlydende vokal, fx ,Sverige' > ,Sverrig', ,morlille' > .morlil', egg ,ikke' > eg. ARTIKULATION: lyddannelse ved hjælp aftaleorganerne. ASSIMILATION: lydudvikling, ved hvilken en lyd ændres og kommer til at ligne en anden lyd i ordet - som regel en nabolyd - mere. Fx gammeldansk ,hemte' > nudansk ,hente', gammeldansk ,ødmyg' > nudansk ,ydmyg', ba'gøn'lsn ,begyndelsen' > baxgørCnsi}. BILABIAL: lyd, under hvis artikulation underlæben bevæges mod overlæben. p, b og m er bilabiale lukkelyde. DIFTONG: to vokoider (vokaliske lyde) ved siden af hinanden i én stavelse (,vokoid' = stemt lyd, der er ligeså åben som vokalerne, uanset om den danner stavelse eller ej). Fx æ/ i ordet mal ,mig', cew' i ordet Icew'n ,levn', OÅ i ordet smdj ,smør'. FAKULTATIV (modsat obligatorisk), her: somme tider forekommende, vekslende med anden form. FONEM: sproglyd med distinktiv (betydningsadskillende) funktion, t og d i tæh ,tælle' og dæh ,delle' adskiller forskellige betydninger. Fonemet defineres ofte som den mindste betydningsdistingverende sproglige enhed. HOMONYMI: Dette, at to eller flere ord udtales ens, fx ,hjul, jul, Juhl'. H-SPROG: sprog, der er positivt korreleret med høj social status (korrelerer = viser statistisk sammenhæng med); h'et står for ,høj'. INTONATION: tonebevægelse, sætningsmelodi. Fx har ,Jensen er valgt' og ,Er Jensen valgt?' normalt forskellig.intonation. 110

KLUSIL: lukkelyd, under hvis artikulation udåndingen afspærres, velært k, g, alveolært t, deller bilabialtp, b. Også nasalerne (s.d.) m, n,qbax mundlukke. KOMMUTATION: ombytning af lydlige enheder, bruges især når dette får betydningsmæssige konsekvenser, a og o siges at kommittere i ordparret ,Hans' og ,høns'. En undersøgelse af, om to sproglige udtryk kommuterer, kaldes en kommutationsprøve. KVANTITET: lydlængde. Kvantiteten af i er fx længere i ,mile' end i ,milde'. Vokal med stød og lang ustødt vokal slås ved kvantitetsangivelser normalt sammen og regnes begge for lange. LABIAL: betegnelse for en konsonantisk lyd, under hvis artikulation underlæben bevæges mod de øverste fortænder (labiodental, s.d.) eller overlæben (bilabial, s.d.). p, b, m,/og v er labialer. LABIODENTAL: lyd, under hvis artikulation underlæben bevæges mod de øverste fortænder, / o g v er labiodentaler. L-SPROG: sprog, der er positivt korreleret med lav social status (korrelerer = viser statistisk sammenhæng med); l'et står for ,lav\ MONOFTONG: vokal, der artikulatorisk ikke glider, fx e\ u, k. Bruges kun som modsætning til diftong. NASAL: lyd, der frembringes ved at al luften strømmer ud gennem næsen. m, n, ti er de almindeligste nasaler. PALATAL: lyd, ved hvilken tungen er hvælvet mod eller berører den hårde gane (den hårde gane omfatter ikke alveolarranden s.d.), fx fortungevokalerne og/, /. SPIRANT (el. frikativ): hæmmelyd. Under udåndingsluftens passage gennem talekanalen dannes der en indsnævring, et hæmme./ v, s, s,j og r er spiranter. SYNKOPE: bortfald af vokal, hvorved ordets stavelses-antal reduceres, fx .æselet' > .æslet', ,værsågod' > ,værsgod\ fodogra'fe'o > fodgrafe'o .fotografere', jf. apokope. VELÆR: lyd, under hvis artikulation bagtungen hæves mod, evt. berører velum (den bløde gane), k, g og ri er velærlyde. VOKALKVALITET: de øvre taleorganers indstilling (vigtigst: tungens og læbernes) ved en vokal - i modsætning til fx vokalens længde (kvantitet, s.d.), tonegang, styrke, e, e\ e' har alle samme kvalitet, i-, y, w har forskellig kvalitet. 111

Lydskrifttegn med eksempler (Eksemplerne er hentet fra moderne h-sprog)

a hånd æ hå'nd å' plå'no a rand a' rarnd b bo'

Hanne hane planer rande rane bo obd oppe lab lap ono ånder 0 3 smo'A smør o' smo'o smøre ? påsmøre 3' 0 grønne grond dåse d då'Sd no'do noter gud gut noder d no'do gud gud 5' ud' ud e mend minde e- nwnd mene e' se'nd sent d asgd aske fald f fal' kafd kaffe hof hof gå g gå' sdegd stikke gik gig h hisd hist i ih ilde r i'h ile f sdi'l stil ju'l jul i 112

i

sdop støjer hal hej hal' haj V kande k kand æko ekko gik gik 1 land lande ah alle væl vel væld r væl' m mæsd messe sdæmd stemme æm m m ' æm' em n nå' nå tænd tænde n man man n' man' mand m kocnji 'me'o konfirmere synge 1 sørp ban. bang n Bang ban' n' 0 foto foto O' sdo-h stole o' sdo'l stol pand pande p e'pos epos lap lap r wsd rose æ'rø' Ærø A moA mor moA' mord n buna lpæst Budapest r rag\txim ragtime

s

sø'

sø også ves hvis sjæl S sæ'l gå-p gage has hash retroflext stemt s, nærmest mellemting mellem stemt s og tungespids-T t tan' tand nota no'ta gut gut u kuh kulde w kWh kugle su'l K' sul V vænda vente e'va Eva w pewo peber taw tag to' taw' tav dysse y dysd dyse y dysd sy'l syl y' æ hæh hælde æ- hæ'h hæle æ' hæ'l hæl a tråfd træffe ø køh kølle ø' kø'h køle ø' sø' sø o kond kønne 6' hd'nd høne o" fro' frø 0S3

å åå' i' å' '

låns l&m lå'n kkdd tå'n sle'b sleb ' hun' hun me'na mena '- 'bilisd - 1 biHisd

lunde låne lån korde tårn sleb slip hund hun mene minde billigst bilist

'-i xbran\fa:lid brandfarligt '-' ] broen1 ftx-lid brandfarligt [ gå jcenj gå hjem 0 o streg under konsonant markerer, at konsonanten er stavelsesdannende. Eks.: tædna 'tættende' (sml. tædm 'tætne')

/ lille pause // større pause nasalitet fx måc'n3 måne let runding let afrunding let åbning let lukning let fremskydning let tilbagetrækning ustemthed fx fju fru Kommuterer med

113

UDTALEFORSKELLE I DANMARK Formål: At give konkret viden om danske udtaleforhold i nyere tid og skærpe læserens iagttagelsesevne over for det talte sprog. Idé: At påvise at lydudvikling også foregår i nutidens sprog, samt at påvise kløften mellem talesprog og skriftsprog. Anvendelse: Bogen henvender sig danskstuderende ved seminarier og desuden til alle der beskæftiger sig udtale, fx oplæsere, talepædagoger,

primært til universiteter, men med dansk sprogreVsere.

Indhold: Bogens første afsnil foimer sig som en gennemgang af no()le lydlige udviklinger i moderne d
FIDUS-SERIEN,

SPROG OG LITTERATUR

GJELLERUP . 1. UDGAVE . 1. OPLAG ISBN 87 13 01946 5